Nyhed
Læsetid: 6 min.

Trumps korstog mod Iran kan gå grueligt galt

USA vil bremse Irans indflydelse i Mellemøsten, men har ingen plan for, hvordan det skal lade sig gøre. De forslag, som Trump-administrationen kommer med, er uigennemtænkte, usammenhængende og sprængfarlige, advarer eksperter
Medlemmer af Hashd al-Shaabi, proiransk folkemilits i Irak, fejrer indtagelsen af byen Kirkuk – bl.a. ved at hænge billeder af Irans åndelige leder, Ayatollah Ali Khamenei, op i byens tidligere borgmesterkontor.

Medlemmer af Hashd al-Shaabi, proiransk folkemilits i Irak, fejrer indtagelsen af byen Kirkuk – bl.a. ved at hænge billeder af Irans åndelige leder, Ayatollah Ali Khamenei, op i byens tidligere borgmesterkontor.

Getty Images

Udland
25. oktober 2017

 »Vi sagde jo til jer, at det ikke ville nytte noget at kæmpe mod os! Vi har erobret jeres bygninger, og nu sidder vi her!« En storskrydende kommandant fra Hashd al-Shaabi, Iraks såkaldte folkemilits, er i gang med at optage en sejrsvideo på det tidligere borgmesterkontor i den kurdiske storby Kirkuk.

»I kalder jer mænd, men hvor er I? Se, vi har erobret jeres by og hængt vores billeder op her!« erklærer han med selvsikker munterhed og peger på den iranske åndelige leder Ayatollah Ali Khamenei, hvis skæggede kontrafej pryder væggen bag borgmesterens skrivebord.

Den provokerende video kan bl.a. ses på det kurdiske nyhedssite Rudaw og er blot et af mange tegn på, hvordan Irans indflydelse vokser dag for dag. Ikke bare i Irak, hvor de proiranske folkemilitser har spillet en hovedrolle i krigen mod Islamisk Stat. Men også i Syrien, hvor proiranske militser har sikret den syriske diktator Bashar al-Assads politiske overlevelse, i Yemen, hvor iranske militærrådgivere hjælper de shiitiske houthioprørere, i Libanon, hvor iranske penge og våben sikrer den proiranske Hizbollah-milits magt og i flere andre lande, hvor Iran forsvarer sine interesser ved at puste til lokale konflikter.

Den udvikling vil USA nu sætte en stopper for. I forrige uge udråbte præsident Donald Trump Iran til USA’s nye fjende nummer ét og erklærede åben krig både mod den historiske atomaftale, som Obama og EU indgik med Iran i 2015 og mod Irans voksende indflydelse i hele Mellemøsten.

Det store spørgsmål er imidlertid, hvordan USA vil bremse Iran, der de seneste år har fået afgørende politisk indflydelse i både Syrien og Irak. Og om det overhovedet kan lade sig gøre.

Den danske Iran-specialist Ali Alfoneh, der er seniorfellow hos den amerikanske tænketank Atlantic Council, er dybt skeptisk over for USA’s nye Iran-strategi. Og det samme er seniorforsker og mellemøstekspert Lars Erslev Andersen fra Dansk Institut for Internationale Studier (DIIS).

USA’s nye fjende

USA’s præsident, Donald Trump, har udpeget Iran og især den iranske revolutionsgarde som en af USA’s vigtigste fjender. Ifølge Det Hvide Hus er det USA’s mål, at:

  • Neutralisere Irans destabiliserende indflydelse og begrænse Irans aggressive fremfærd, især dets støtte til terrorisme og militante (grupper, red.).
  • Revitalisere vores traditionelle alliancer og regionale samarbejder som et bolværk mod Iran og genoprette en mere stabil magtbalance i regionen.
  • Forhindre det iranske regimes og især den iranske revolutionsgardes mulighed for at finansiere deres onde aktiviteter og modarbejde revolutionsgardens udnyttelse af den iranske befolknings rigdom.
  • Imødegå trusler mod USA og vores allierede fra ballistiske missiler og andre våben.
  • Opfordre det internationale samfund til at fordømme revolutionsgardens grove menneskerettighedsskrænkelser og uretfærdige fængsling af amerikanske borgere og andre udlændinge som følge af tvivlsomme anklager.
  • Nægte Iran enhver mulighed for at anskaffe sig atomvåben.

Uigennemtænkt politik

»USA ønsker at rulle Irans indflydelse tilbage, men det virker ikke, som om Trump-administrationen aner, hvordan de skal opnå det,« siger Ali Alfoneh.

»De få konkrete forslag, der er kommet fra Washington, er både uigennemtænkte og usammenhængende eller direkte kontraproduktive,« mener han.

Det er Lars Erslev Andersen enig i.

»Det er meget uklart, hvordan USA vil bremse Iran,« siger han. »USA forsøger i første omgang at få genforhandlet atomaftalen med Iran, men det er en dødssejler. Hverken Iran eller de europæiske lande vil være med til at genåbne aftalen.«

»Det andet skridt bliver så, at den amerikanske kongres gennemfører en række skrappe sanktioner mod den iranske revolutionsgarde for på den måde at presse Iran til at standse sin støtte til proiranske militser i f.eks. Irak, Syrien og Libanon. Og det tredje skridt bliver at presse USA’s allierede i Mellemøsten til at slå hånden af Iran. Ingen af delene vil virke,« mener han.

I weekenden forsøgte den amerikanske udenrigsminister, Rex Tillerson, netop at presse Irak til at slå hånden af Iran. Det skete, da han på et topmøde i Saudi-Arabien forsøgte at få den irakiske premierminister, Haider al-Abadi, til at opløse de magtfulde Hashd al-Shaabi-militser og indlemme dem i den regulære irakiske hær. Det har militserne formelt været siden sidste år, men i praksis er de stadig helt uden for regeringens kontrol, fastslår Ali Alfoneh. 

»Tillersons melding er et godt eksempel på, at USA’s forslag til, hvordan man begrænser Irans indflydelse, er uigennemtænkte,« mener han.

»I praksis vil det være helt umuligt at indlemme de shiitiske folkemilitser i hæren. De ville jo fuldstændig overtage hæren, og så er vi tilbage i en situation, hvor den irakiske hær er lige så sekterisk som før krigen mod IS.«

Også Lars Erslev Andersen mener, at ideen om at opløse de proiranske folkemilitser i Irak er helt urealistisk.

»Det ville være godt for Irak, hvis det kunne lade sig gøre at bryde Irans magt i Irak, det kunne formentlig gøre det Irak mindre sekterisk,« siger han.

»Men det bliver meget svært at gennemføre i praksis. Der er så mange kræfter i Irak, som nyder godt at være allieret med Iran, at det er ikke er realistisk at bryde det bånd.«

Den iranske revolutionsgarde

  • Den iranske revolutionsgarde er Irans mest magtfulde militære enhed.
  • Den blev oprettet i 1979 for at beskytte præstestyret efter den islamiske revolution.
  • Garden menes at tælle omkring 125.000 mand, som hovedsageligt løser sikkerhedsopgaver i Iran.
  • Revolutionsgarden refererer direkte til Irans øverste leder, Ayatollah Ali Khamenei.
  • En del af garden udgøres af elitestyrken al-Quds, der menes at tælle mindst 10.000 mand.
  • Al-Quds-styrken opererer primært i udlandet, hvor den samarbejder tæt med bl.a. den magtfulde Hizbollah-milits i Libanon, den syriske diktator Bashar al-Assads regime i Syrien og med de irakiske Hashd al-Shaabi-militser.
  • Revolutionsgarden er desuden dybt involveret i den iranske økonomi og driver mange store iranske virksomheder.
  • Revolutionsgarden kontrollerer tillige Irans omstridte ballistiske missilprogram.

Risiko for ny krig

Også i nabolandet Syrien kan USA’s ønske om bremse Irans indflydelse få store konsekvenser. Her har iranske revolutionsgardister og proiranske militssoldater fra den libanesiske Hizbollah-milits i flere år holdt den syriske diktator, Bashar al-Assad, ved magten.

Assad, der også er shiamuslim, har, siden borgerkrigen begyndte i 2011, modtaget milliarder af dollar og massive våbenleverancer fra Teheran og er ifølge de to eksperter stadig helt afhængig af iransk støtte.

»Irans støtte har været altafgørende for Assads politiske overlevelse og er det stadig,« siger Ali Alfoneh, der har gransket tabstallene fra borgerkrigen nøje og fundet ud af, at mindst 1.200 Hizbollah-soldater og mindst 500 iranske soldater har mistet livet i forsvaret af Assad. Med tabstal på fem-ti procent tyder det på, at Iran har haft op mod 10.000 soldater i landet og Hizbollah op mod 24.000 i løbet af den snart syv år lange krig.

»Der er ikke mange, det tror på, at det kan lade sig gøre at skræmme eller presse Iran til at opgive den alliance med sanktioner alene,« siger Lars Erslev Andersen. Han forudser derfor, at den eneste måde, USA vil kunne bremse Irans indflydelse i Syrien på, er med militære midler.

»Det er ikke sandsynligt, at USA vil gå direkte i krig med Iran. Men det er en meget sprængfarlig kurs, Trump har valgt,« understreger han.

»Det er bestemt ikke utænkeligt, at den vil føre til, at USA’s nærmeste allierede, Israel, vil angribe Hizbollah og andre proiranske styrker i Syrien og Libanon og skabe ny ustabilitet i Mellemøsten.«

I det hele taget er den danske mellemøstforsker overbevist om, at Trumps krigeriske kurs over for Iran primært er designet i Tel Aviv, der længe har set Iran og den iranskstøttede Hizbollah-milits som sine største fjender.

»Det er Israels interesser, Trump varetager med sin nye Iran-strategi,« mener han. 

»Israel, USA og det sunnimuslimske Saudi-Arabien udgør nu en klar front mod Iran. Det er en meget farlig kurs, som meget vel kan kaste Mellemøsten ud i en ny krig.«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

John Christensen

»Israel, USA og det sunnimuslimske Saudi-Arabien udgør nu en klar front mod Iran. Det er en meget farlig kurs, som meget vel kan kaste Mellemøsten ud i en ny krig.«, siger/mener Lars Erslev Andersen.

Den krig skal vi i givet fald takke NEJ til!
Gør USA det klart - på forhånd. Det bliver uden Danmark, hvis jeg kunne bestemme.
Det vil jeg i det mindste arbejde og propagandere for.

Uden fred INGEN udvikling!

Trond Meiring, Eva Schwanenflügel, Carsten Wienholtz, Torben K L Jensen, Morten Larsen, Anders Graae, Jakob Trägårdh, David Zennaro, Torben Skov, Niels Duus Nielsen, Karl Aage Thomsen og lars søgaard-jensen anbefalede denne kommentar
lars søgaard-jensen

En storkrig i mellemøsten er et meget skræmmende perspektiv for os alle. Verden bliver under ingen omstændigheder sikrere af en sådan. Resultatet vil være 100.000'vis hvis ikke millioner af døde i regionen samt en bølge af terror, økonomisk og social krise verden over. De eneste, der kan have bare en antydningsvis interesse i et sådant scenarie, er våbenindustrien!
Man kan kun håbe at danske politikere har indsigt, mod og kvindshjerte til at sige nej til en invitation til deltagelse i et sådant dødsensfarligt projekt.

Trond Meiring, Eva Schwanenflügel, Carsten Wienholtz, Anders Graae, Jakob Trägårdh, David Zennaro, Niels Duus Nielsen og Karl Aage Thomsen anbefalede denne kommentar

kan nogen forklare mig dette: " Hvad forhindrer Iran i at fortsætte aftalen med de tilbageværende medlemmer?"
Hvis man fortsætter så er der vel ingen ko på isen.

Der er intet der forhindrer Iran i at fortsætte aftalen med de andre deltagere. Spørgsmålet er blot hvorfor dog de skulle ?
Med USAs udtræden, Trumps truende retorik og absurde parløb med Mellemøstens mest aggressive og reaktionære regimer Saudi Arabien, Israel mfl. er aftalen der giver Iran sikkerhedsgarantier og løfter handelsembargo mod skærpet kontrol med produktions- og opgraderingsfaciliteter til atomvåben, de facto værdiløs.
Iran vil være tvunget til præcis samme logiske position som Nord Korea, hvor et stående atomart afskrækkelsesberedskab, (korrekt)vurderes som eneste garant mod amerikansk aggression.

Trond Meiring, lars søgaard-jensen, Eva Schwanenflügel, Anders Graae og Niels Duus Nielsen anbefalede denne kommentar

Toke Andersen, hvorfor skulle de ikke ønske at fortsætte aftalen med de resterende?
Både Iran og Saudi Arabien forsøger at udbrede deres indflydelse i regionen - de har begge intet at lade hinanden høre for.
Israel har, mig bekendt, hele tiden været modstander ar Iran aftalen, og det har de naturligvis deres grunde til.
Du antager at Iran er truet af mange lande i regionen og USA - hvad bygger du det på? Hvis Iran ikke udvikler A-våben, som de hele tiden har påstået de ikke gør, så er der ikke noget grundlag for at angribe Iran.
Det virker som en ensidig opfattelse af Iran som den gode, og alle andre er onde - måske lidt populistisk vil jeg mene.
Men Iran kan sagtens fortsætte aftalen, og med tid vil USA få ny præsident, Israel ditto, så hvad har Iran reelt at tabe ved at forblive i aftalen?

Peter Frost,
Hvis aftalen hedder afvæbning(afståelse fra atomoprustning) mod sikkerhed, men sikkerhedsdelen forsvinder. Hvilken interesse skulle Iran så have i afvæbning ?
Årsagen til at Iran opbyggede et atomprogram - og det gjorde Iran, selvom de selvfølgelig vil benægte det ad infinitum - var jo netop den konstante sabelraslen fra Bush, Cheney; adskillige andre retarderede Republikanere og Israel, koblet med det faktum at USA har en enorm stående flåde i den persiske golf og selvfølgelig adskillige fuldt bevæbnede og bemandede baser hele vejen rundt om Iran.
Ingen er gode eller onde - det er infantile religiøse begreber der altid leder til tab af erkendelse.
Svaret på dit sidste spørgsmål må være dækket i det ovenstående...

lars søgaard-jensen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar

Toke Andersen, jeg forstår ikke hvor du vil hen med det. Iran har da al mulig incitament til at forblive i aftale. Dels ud fra økonomiske hensyn, men så sandelig også pga. fredelige hensyn. Hvis Iran forbliver en del af aftalen, så vil argumentet om A-våben ikke være muligt at fremføre forud for en evt. konflikt. Det eneste argument ville derfor være Irans kontinuerlige støtte til Hezbollah, og involvering i regionale konflikter ( shia sunni konflikten) og deres konstante trussel mod Israel.
Nu påstår jeg ikke at det hele er sort hvidt, men jeg kan virkelig ikke se at USA skulle angribe Iran så længe Iran forbliver i aftalen - det er muligt at jeg tager fejl, men jeg mangler den rygende pistol.

Peter Frost,
Jeg vil gerne gentage men det burde altså ikke være svært at forstå.
Aftalen hedder afvæbning mod sikkerhed. Med USA og derved Saudi Arabien/Israel ude, er aftalens garanti om sikkerhed komplet værdiløs og Irans behov for et afskrækkelsesberedskab vil være det samme som før.

Hvilket argument om atomvåben henviser du til ?
Iran har 100% ret til at udvikle atomvåben hvis landet vurdere sine sikkerhedsinteresser bedst tjent herved - og det vil Iran med stor sandsynlighed vurdere så længe truslen fra USA/Israel/Saudi Arabien består.