Nyhed
Læsetid: 6 min.

Tysklands nye højre vender sig mod homoægteskaber, multikulti og kønsforskning

Ofte taler vi om dem, der stemmer på højrepopulister, som økonomisk eller socialt hægtet af. Men det gælder ikke for størstedelen af dem, der stemte på Alternative für Deutschland, siger tysk sociologiprofessor, der har forsket i partiets vælgerbase. Han betegner dem som ’kulturelt afhægtede’. De mener grundlæggende, at Tyskland kulturelt og åndeligt har bevæget sig i den forkerte retning de sidste 20 år
AfD’s vælgere findes i flere forskellige samfundslag og har forskellige udddannelsesniveauer og indkomster.

AfD’s vælgere findes i flere forskellige samfundslag og har forskellige udddannelsesniveauer og indkomster.

Stefan Boness

Udland
3. oktober 2017

De mener, at en familie skal bestå af far, mor og børn. De mener ikke, at ægteskab mellem personer af samme køn kan drive folket fremad som den ’suverænitetsbærer’, det er. Og de mener ikke, at kønsforskning er en seriøs videnskab, fordi den tjener til at marginalisere de naturgivne forskelle mellem mænd og kvinder. Og i øvrigt er den forfatningsfjendtlig.

Nogenlunde sådan lyder Alternative für Deutschland’s familie- og befolkningspolitik, og ifølge sociolog og professor Holger Lengfeld er der flere tyskere end hidtil antaget, der tilslutter sig det højrepopulistiske partis traditionelle samfundssyn.

Kombineret med en generel politikerlede og ikke mindst kansler Angela Merkels åbning af Tysklands grænser under flygtningekrisen i efteråret 2015, har det medvirket til at skabe en kløft mellem den kulturelle elite og de såkaldte moderniseringstabere.

Flygtningekrisen skal mere betragtes som en udløsende faktor, der gjorde det legitimt for støtter af Tysklands nye højrebevægelse at udtrykke den utilfredshed med landets kulturelle udvikling, som længe har slumret, mener Holger Lengfeld:

»Disse mennesker mener grundlæggende, at Tyskland kulturelt og åndeligt bevæger sig i den forkerte retning. De vil, at der skal være en homogen, tysk kultur, og at udlændinge skal tilpasse sig den kultur. Multikulturalisme er i deres optik ikke ønskværdigt, og islam hører slet ikke til i Tyskland. I deres verdensbillede er der ikke plads til anderledes seksuelle orienteringer eller levemåder. Men den udvikling har Tyskland jo været igennem i de sidste 20 år. Der er mindre diskriminering, mere pluralitet, legalisering af homoseksuelle ægteskaber. For disse mennesker er det absurd.«

Økonomisk-liberalt parti

I månederne op til det tyske folketingsvalg udførte Lengfeld, som til daglig forsker og underviser i blandt andet social ulighed ved universitetet i Leipzig, en videnskabelig analyse af AfD’s potentielle vælgere.

Resultatet, som han offentliggjorde i artiklen »Die Alternative für Deutschland. Eine Partei der Modernisierungsverlierer?«, var klart: Disse mennesker kommer ikke fra arbejderklassen i lige så høj grad, som man troede, og de kunne derfor ikke formodes at ville stemme på partiet udelukkende på baggrund af social og økonomisk ulighed.

»Vi ved fra den økonomiske globalisering, som kom til Tyskland i slutningen af 1980’erne, at folk med ringere arbejdsmæssige kvalifikationer har profiteret mindre af opsvinget end mennesker med gennemsnitlige eller højere kvalifikationer. Det har i Tyskland ført til, at forskellene i lønninger er blevet større. Og det har ledt til en forestilling – ikke mindst blandt politikere – om, at mennesker med ringere kvalifikationer, de såkaldte moderniseringstabere, i protest mod regeringen stemmer på partier som AfD. Men mine analyser viser, at det faktisk ikke er sådan,« fortæller Lengfeld.

Ud fra uligheds- og valgforskning, undersøgelser af arbejdsmarkedet samt AfD’s partiprogram og opinionsundersundersøgelser kunne Lenghof konstatere, at AfD’s vælgere findes i flere forskellige samfundslag og har forskellige udddannelsesniveauer og indkomster.

Faktisk var tendensen, at personer med middel eller højere status var potentielt mere tilbøjelige til at give deres stemme til det populistiske parti.

»Siden 2006 har vi haft en meget positiv, økonomisk udvikling i Tyskland, og arbejdsløsheden er faldet. Vores forskning viser, at folks frygt for at miste deres job er blevet betydeligt mindre i de sidste 10 år. Derfor finder jeg det ikke troværdigt, at folk stemmer på AfD på baggrund af økonomiske motiver. I øvrigt er AfD et knaldhårdt økonomisk-liberalt parti. De vil ligesom FDP have, at staten griber så lidt som muligt ind i økonomien. Hvem er de største fortalere for det frie marked? Det er dem med flest ressourcer. Det vil sige, at det ikke kan være i de ’små folks’ interesse at stemme på AfD,« forklarer han.

Et alternativ til kosmopolitterne

Tyskernes indstilling til indvandring er generelt blevet mere liberal, hvilket for eksempel blev demonstreret i den spontane, humanitære hjælp, mange af landets borgere ydede de store grupper af flygtninge i efteråret 2015.

Mange flere er af den opfattelse, siger Lengfeld, at grænser ikke længere skal spille en rolle, og at man i nødsituationer skal hjælpe folk. Accept af forskellige levemåder, som for eksempel homoseksuelle forhold, er blevet normalt – Tyskland er blevet kulturelt moderniseret.

Men den stigende kulturelle kosmopolitisme med alt, hvad den indebærer af pluralitet, er ifølge sociologen en ufordøjelig mundfuld for partiet AfD, hvis kulturpolitik på den officielle hjemmeside ledsages af et billede af en pige i bayersk nationaldragt og den sydtyske nationalspise Pretzel i hånden.

Et kig i kulturprogrammet afspejler modviljen mod den kosmopolitiske udvikling. I AfD går man ind for en tysk »ledekultur« baseret på den antikke og kristne arv med det tyske sprog som »statssprog«. Ideen om en »multikulturalistisk« kunst er ikke bare farlig for den traditionelle kultur, men bliver ligefrem betegnet som en »ikke-kultur«, idet »parallelsamfund meget ofte fører til indenrigspolitiske konflikter og sågar statens forfald«.

– Tyskland har, som du selv siger, i lang tid været et kosmopolitisk land. Men det virker nærmest til, at AfD vil skrue tiden tilbage. Kan de det?

»Allerede i 80’erne var der en bitter debat mellem de konservative i CDU/CSU på den ene side og De Grønne på den anden om, hvorvidt Tyskland var eller skulle være et indvandringsland. Selv om et stort antal gæstearbejdere og flygtninge fra for eksempel Libanon og senere Irak og Afghanistan var kommet til Tyskland, blev de konservative ved med at sige: ’Tyskland er ikke et indvandringsland på linje med USA eller Canada’.«

AfD ser nu på Brexit og Trump og tænker: Der er et alternativ til kosmopolitismen, siger Lengfeld.

»Der er altid et alternativ til det bestående, og folk er parate til at bringe ofre for at få deres værdiforestillinger implementeret. Briterne kommer jo også til at betale en høj pris for Brexit i mange år frem.«

Anderledes end i USA

At Tysklands højrepopulistiske bevægelse handler om mere end social og økonomisk ulighed, og at flygtningetilstrømningen til Europa var en udløser, eller måske ligefrem et alibi for at stemme på AfD, er en tese, som også historikeren Volker Weiß har udfoldet i sin bog Die autoritäre Revolte, der udkom tidligere i år.

Her påviser han, at især den intellektuelle fløj af Tysklands ’nye højre’ er påvirket af højreintellektuelt tankegods helt tilbage fra både Første og Anden Verdenskrig, og at kampen mod universalismen, liberalismen og dekadencen, som først og fremmest stammer fra USA, er dens primære fjende.

– Hvordan adskiller den højreradikale tyske bevægelse sig fra eksempelvis den i USA, som virker til at være mere økonomisk funderet?

»Ved USA’s sidste præsidentvalg var der jo også meget snak om, at den hvide middelklasse stemte på Trump i protest. USA’s liberale establishment og Hillary Clinton er jo også kosmopolitisk orienterede, og det var denne retning, hun repræsenterede i valgkampen. Også i USA var der mennesker, som ikke følte sig kulturelt repræsenterede. Men økonomiske grunde spillede sandsynligvis en større rolle der, hvor der virkelig er en gruppe mennesker, som har tabt økonomisk ved globaliseringen. Det er ikke i samme grad tilfældet i Tyskland.«

På baggrund af sine resultater advarede Lenghof de øvrige tyske partier imod at føre valgkamp med en opfattelse af AfD’s potentielle vælgere som typiske moderniseringstabere og fokusere for meget på deres materielle interesser.

Nu, hvor partiet har fået plads i Forbundsdagen, venter mange AfD-vælgere på, at den samfundsmæssige udvikling vil ændre sig, siger Lenghof. CDU/CSU har allerede givet udtryk for, at de politisk vil bevæge sig mere til højre. For regeringen gælder det nu om at lytte til AfD og forstå, hvad der har bevæget dem, mener Lengfeld. Men det bliver svært.

»Disse mennesker lever i deres egen verden. At småbyer uddør, eller at børnehaver i Østtyskland lukker, er ikke en følge af flygtningepolitiken, men et resultat af en langsom, samfundsmæssig udvikling. Men åbenbart er der en gruppe mennesker, som ikke følger med. Og de kan kun artikulere sig gennem platforme som Pegida og AfD. Hvor meget magt, højrepopulisterne får, vil afhænge af, om AfD formår at etablere sig rigtigt eller ej. Det er et åbent spørgsmål.«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Eva Schwanenflügel

Det er godt vi langt om længe får en mere grundig analyse af, hvad AfD egentlig er for en størrelse. Som Henriette Bøhne skrev for nylig, minder de mere om LA på steroider, eller måske rettere Nye Borgerlige med topskrue, end om fx Front National, der hælder langt mere til venstre, når det gælder ulighed i samfundet.
Kunne man få hele partiprogrammet gengivet, ville det være nemmere at forstå udviklingen (eller afviklingen) i Tyskland. Det denne artikel beskriver, er jo lettere overfladisk, selvom det er tendentiøst.
Kinder, kirche, küche lyder bekendt! Og mange aner faktisk ikke, at nazisterne også udryddede homoseksuelle i koncentrationslejrene.
Det føles lidt som når man kaster en sten i en blank skovsø, og mudderet vælter op.

Thorkil Søe, Jes Balle Hansen , Henriette Bøhne, Torben K L Jensen, Frede Jørgensen og Peter Knap anbefalede denne kommentar

Det bedste vi kan gøre for vores samfund er uddannelse. IKKE et teknologisk steroid trip, som vreden kollektivt har været på siden russernes første Sputnik bragte den kolde krig ind i klasseværelset, i form af matematikkens mere og mere centrale plasering i uddannelsesbilledet.
Dannelse er den vigtige del af ordet. Literaturen, musikken og billedkunstens store og afgørende betydning for menneskets evne til at åbne sit sind.
Det er ikke den gode lærers opgave, at sikre eleverne får gode karakterer. Det er hendes opgave at få eleverne til at undres og stille spørgsmål.

Bernd Åke Henriksen, Bjarne Bisgaard Jensen, Niels Borre, Torben K L Jensen, Eva Schwanenflügel og Frede Jørgensen anbefalede denne kommentar
Jørgen Mathiasen

Man behøver blot at slå op i Berliner Zeitung fra den 1. Oktober for at finde en artikel med titlen "Wir sind mulitikulti - wir sollten das endlich begreifen" af Arno Widman. Avisen taler til og for en alment oplyst læserskare i Berlin.
Det er ikke en kløft mellem en kulturel elite og nogle moderniseringstabere. Det er en kløft mellem de 87% af vælgerne, som ikke valgte AfD, og resten, som af socialpolitiske, biografiske, højreradikale, nationalistiske, og protektionistiske grunde valgte det yderste højre.

Christel Gruner-Olesen, Ole Frank og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
Torben K L Jensen

Nemlig Peter Knap - Nysgerrighedens undren er historiens "Perpetuum Mobile"

Det her kan vi altså også se gennem en anden optik: Mens store dele af de tyske landdistrikter er blevet koblet af den offentlige "daseinsvorsorge" - det gælder alt fra skoler over offentlig transport til....det hele - har de toneangivende dele af de Grønne, storbydelen af die Linke og SPD faktisk haft mere travlt med alle mulige former for identitetspolitik en på de 4,5 millioner mennesker, der arbejder fuldtids, men bliver betalt så dårligt, at de får supplerende socialhjælp.

Godt nok er det vigtigt at kæmpe for lige rettigheder; men det er fandeme, mindst, lige så vigtigt, at kæmpe for, at tyske børn ikke sulter.

I dag er der 930 såkaldte Tafels - altså fødevarebanker - i Tyskland.

Jeg vil altså gerne se nogle flere og mere grundige studier af ADF-vælgernes socioøkonomiske baggrund. Jeg er lidt loren ved de angivne kilders udsigelseskraft. Det er muligt, jeg tager fejl, men det virker, som om at konklusionerne er for bastante på det reelt oplyste socioøkonomiske grundlag.

Hvis I vil forstå, hvilket mindset, der har skabt AfD vil jeg meget anbefale jer at se denne NDR-reportage fra byen Wolgast i nærheden af Greifswald.

http://www.ndr.de/fernsehen/sendungen/panorama3/panoramadrei229.html (fra 8.02).

Reportagen er skandaløs i sit syn på dem, der er blevet efterladt på bunden af det tyske opsving. Det er Deplorables med deplorables på. Lavet af en kvindelig journalist, hvis sko koster mere end hendes kilder skal leve af i en måned...

Fast forward fem år: Nu får AfD 23 pct her - og nu kommer journalisterne tilbage:

https://www.zdf.de/nachrichten/zdf-morgenmagazin/zdf-morgenmagazin-clip-...

Henrik L Nielsen

Eva Schwanenflügel

Her er det fra deres hjemmeside. Det åbner med temaet om deres visioner for tysk demokrati. Alle andre temaer er der links til nederst på denne side.

https://www.afd.de/demokratie-in-deutschland/

AfDs succes er baseret på fattigdom og massiv indvandring. No surprise to anyone.
Står man som fattig tysker og ser på opsvinget der har efterladt en på perronen, og krydres det så med ca. 1 mio. indvandrere på kort tid - så har man en krydret ret. Læg dertil en garniture af terror, vold, voldtægter osv. som begås af tilflyttere, så har du en god dagens ret.
Det er politisk sløvsind som har skabt AfDs succes og nu høster man frugterne af dette.
Sådan er det bare.