Læsetid: 6 min.

Efter valget: ’Kenya er de facto igen et etpartisystem’

Der var ikke megen spænding omkring udfaldet af torsdagens valg i Kenya. Der var nemlig i praksis kun en kandidat: den siddende præsident Uhuru Kenyatta. Spørgsmålet er nu, hvad han vil gøre ved, at oppositionen har opløst sig selv i protest, og millioner af vælgere er blevet væk
Ved valget i Kenya torsdag var Uhuru Kenyatta reelt den eneste kandidat. Han er søn af landets første præsident efter selvstændigheden i 1963 og repræsentant for landets største etniske gruppe, kikuyuerne.

Ved valget i Kenya torsdag var Uhuru Kenyatta reelt den eneste kandidat. Han er søn af landets første præsident efter selvstændigheden i 1963 og repræsentant for landets største etniske gruppe, kikuyuerne.

Ben Curtis

27. oktober 2017

Torsdag var på papiret en demokratiets festdag i Kenya, da vælgerne skulle bestemme, hvem der skal lede det østafrikanske land de næste fire år. Reelt var det en farce, og forløbet op til valget understreger, hvor grelt det står til med demokratiet i det østafrikanske land. Det siger Jacob Rasmussen, der er lektor ved Roskilde Universitet.

»Jeg har siddet i dag og fulgt med på de sociale medier, hvor mine samarbejdspartnere i Kenya har vist billede på billede af tomme valglokaler og gader med flere sikkerhedsfolk end vælgere,« fortæller han.

Det var anden gang på under tre måneder, at de kenyanske vælgere skulle stemme. Det første valg i august blev annulleret af landets højesteret på grund af mistanke om ulovlig indblanding. Denne gang var der reelt kun én kandidat: den siddende præsident Uhuru Kenyatta, søn af landets første præsident efter selvstændigheden i 1963 og repræsentant for den største etniske gruppe, kikuyuerne.

Resten af kandidaterne på stemmesedlen havde alle fået under en procent af stemmerne i august.

Den anden store kandidat, oppositionslederen Raila Odinga – ligeledes søn af en tidligere oppositionsleder og tilhørende den, ifølge iagttagere, stadigt mere marginaliserede etniske gruppe Luo – valgte nemlig ikke at opstille, da hans krav om at reformere valgsystemet for at undgå en gentagelse af valget i august, ikke var blevet mødt.

Tro på institutionerne

Jacob Rasmussen var i første omgang overrasket over, at Raila Odinga valgte ikke at opstille – han havde jo på papiret fået sin vilje, da højesteret annullerede hans modstanders sejr.

»Odinga har fået skudt i skoene, at han bare er en dårlig taber, der gang på gang nægter at erkende sit nederlag og denne gang havde forudset at tabe og derfor trak sig på forhånd. Det er den fortælling, som regeringen skaber,« siger han.

Men de forhold, der muliggjorde valgsvindlen, blev der ikke rettet op på. Der kom ikke en ny og stærkere valgkomission, og der blev ikke lavet de nødvendige reformer af valgsystemet. Tværtimod blev genvalget hastet igennem på under to måneder – og vel at mærke to måneder, hvor der har været en intens intimidering af både oppositionen og af valgkommissionen.

Blandt andet blev kommissionens IT-ansvarlige i denne uge likvideret, og hans krop bar tydelige spor efter totur, fortæller Jacob Rasmussen.

»Så en anden udlægning af Odingas valg kunne være, at han faktisk tager de demokratiske institutioner alvorligt og ikke vil deltage i en proces, der kun på overfladen er demokratisk.«

Og Odinga kunne have grund til at være opmuntret af landets øverste juridiske instans.

»I 2013 var valget jo også spækket med uregelmæssigheder, men der turde eller ville Højesteret ikke gribe ind. Dengang blev fred og stabilitet vægtet højere end demokrati.«

Og det er jo en evig balancegang i et så relativt ungt demokrati som det kenyanske, understreger Jacob Rasmussen.

»Spørgsmålet er jo altid, hvornår et ’okay’ demokrati er godt nok. På et tidspunkt må man jo kræve, at de institutioner, der skal sikre demokratiet, også virker. Det er sket nu.«

Modstandsbevægelse

Raila Odinga vil i stedet nu omdanne sin politiske alliance til en »modstandsbevægelse« og opfordrede onsdag alle til at blive væk fra »dette fupvalg«. Hvad der ligger i begrebet modstandsbevægelse er uklart, men Jacob Rasmussen tager – indtil det modsatte viser sig tilfældet – Odingas ord for gode varer.

»Han siger, at det skal være en bevægelse, der arbejder fredeligt og inden for den demokratiske ramme, men bare ikke længere vil deltage i et parlamentarisk system, der reelt ikke levner mulighed for, at en opposition kan fungere. De vil ikke længere foregøgle, at det er muligt. Så jeg synes, at man skal se det som en interessant udmelding med en stærk symbolværdi: En protest imod den udhuling af demokratiet, som Kenyatta har stået for.«

Hvis de afrikanske lande syd for Sahara skal kunne brødføde deres voksende befolkninger i fremtiden, vil det kræve store investeringer i landbrugsproduktionen
Læs også

Dagen før valget skulle højesteret forholde sig til et civilt søgsmål, der krævede valget udskudt på grund af, at der ikke var blevet rettet op på de forhold, der gjorde uregelmæssighederne i august mulige.

Men kun to dommere mødte op, så de måtte afvise at forholde sig til sagen. Det stod fast, at valget i går ville blive gennemført. Jacob Rasmussen er ikke i tvivl om, hvorfor de andre dommere holdt sig væk.

»Frygt. Ret begrundet frygt. En af dem fik sin livvagt likvideret aftenen før. Det er ikke så svært at tolke, hvilket budskab der lå i det: Du er uden beskyttelse, hvis du kører på arbejde i morgen,« siger han.

Det er, ifølge Jacob Rasmussen, vilkårene for politik i dagens Kenya. Helt anderledes så det ud i 2010, da landet fik en ny forfatning. Her var stemingen optimistisk. Nu var borgernes rettigheder sikret i en hidtil uset grad, og rammerne for et fungerende demokrati sat op. På papiret, altså. Nu skulle de bare implementeres.

Men allerede i 2012 kunne man konstatere, at udviklingen gik imod dem, der drømte om menneskerettigheder og plads til civilsamfund og de kritiske stemmer, siger Jacob Rasmussen.

Det store skred

Det store skred skete, da Kenyatta fik lov til at stille op til valget på trods af, at han og flere af hans mænd stod anklaget ved den internationale domstol i Haag for at have opildnet til drab i 2007.

»Den måde de fik det fikset det på, ved at likvidere potentielle vidner og forhindre domstolen i at arbejde ordentligt i landet, viste, hvad de var i stand til. Og da de så havde klaret frisag, var det tydeligt, at de ikke havde tænkt sig at slippe magten igen,« siger RUC-lektoren og fortsætter.

»Vi har i de seneste år set en tilbagevending til et de facto etpartisystem og en eskalering af undertrykkelsen af både oppositionen, af ngo’erne og af civilsamfundet. Det er skræmmende Kenyatta og hans regering samtidig slipper afsted med at tale om økonomisk vækst og demokrati.«

Ved redaktionernes afslutning kender vi stadig ikke stemmeandelen, men der er nok ingen tvivl om, at den bliver markant lavere end ved valget i august. Så spørgsmålet er, hvad man overhovedet kan bruge valget til.

»Legitimiteten bliver nok ikke særlig stor,« vurderer Jacob Rasmussen. For ikke alene bliver oppositionens vælgere væk, men det er også sandsynligt, at en del af dem, der ellers stemte på Kenyatta sidste gang, også bliver væk. De mener, at sejren er hjemme, eller fordi også de er utilfredse med den politiske udvikling i landet, vurderer han.

En meningsmåling kort efter annulleringen af valget, der var blevet foretaget på tværs af de etniske grupper, viste nemlig, at mellem 60 og 70 procent var enige i beslutningen.

»Så der er meget på spil. Det er ikke nok bare at få sejren, hvis han skal have legitimitet. Hvad vi endnu ikke ved og sikkert heller ikke kommer til at vide med sikkerhed er, hvor mange stemmesedler de selv putter i stemmeboksene for at få det til at se ud, som om der er et større fremmøde.«

Kenya har en lang historie for vold i forbindelse med valg – ikke mindst ved præsidentvalget i 2007, hvor over 1000 personer blev dræbt, mens hundredtusindvis af kenyanere blev fordrevet internt.

Flere end 40 mennesker har mistet livet i uroligheder siden valget i august, og frygten for, at gårsdagens valg ville føre til nye uroligheder, var ikke helt ubegrundet. Ved redaktionens afslutning var der meldt om en dræbt demonstrant og tre sårede. 

Men det er ikke kun uro på gaderne, der sandsynligvis venter. For til trods for, at Kenyatta klart bliver genvalgt, vurderer Jacob Rasmussen ikke, at juristerne og dommerne bliver arbejdsløse lige med det første.

»Højst sandsynligt er der tilsvarende former for uregelmæssigheder denne gang, og valgkommissionen er kun blevet endnu mere splittet i de måneder, der er gået. I denne uge forlod et medlem den med den begrundelse, at de var så splittede, at de ikke kunne forventes at løfte opgaven som en neutral part.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Preben Kaarsholm
  • David Zennaro
Preben Kaarsholm og David Zennaro anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu