Baggrund
Læsetid: 5 min.

Xi Jinping har styrket partiet, markeret sig internationalt og slået ned på civilsamfundet. Nu genvælges han for en ny periode

I dag samles Kinas Kommunistiske Parti til den 19. partikongres, hvor Xi Jinping forventes at blive genvalgt som leder. I de seneste fem år har Xi Jinping markeret sig internationalt og styrket sit parti hjemme ved at centralisere magten, bekæmpe korruption og øge kontrollen med kinesiske medier og alle dele af det kinesiske civilsamfund
Xi Jinping er Kinas femte leder siden Mao Zedong og sidder allerøverst i magtpyramiden i Kinas Kommunistiske Parti – en organisation med 89 millioner medlemmer.

Xi Jinping er Kinas femte leder siden Mao Zedong og sidder allerøverst i magtpyramiden i Kinas Kommunistiske Parti – en organisation med 89 millioner medlemmer.

Andy Wong

Udland
18. oktober 2017

I Beijings souvenirbutikker står porcelænsplatter med Xi Jinping lige ved siden af platter med Mao Zedong. Med sine 180 centimeter er den 64-årige generalsekretær for Kinas Kommunistiske Parti ikke bare den højeste kinesiske leder, men også den første kinesiske leder siden Mao Zedong, der for alvor har markeret sig som en stærk leder både hjemme og internationalt.

Gennem de sidste fem år har Xi Jinping med rank ryg og et fast håndtryk sagt goddag til verdens ledere og insisteret på at blive taget alvorligt på den internationale scene.

Der bliver lyttet til ham, når han taler for globalisering og imod protektionisme som på World Economic Forum i Davos, og der er store forventninger til det kinesiske prestigeprojekt ‘Et Bælte, en Vej’, som gennem investeringer i infrastruktur skal kæde Kina sammen med sine nabolande. Men der er også bekymrede miner over den aggressive udenrigspolitik, som Kina fører i Det Sydkinesiske Hav, hvor landet udvider sit territorium gennem kunstigt anlagte øer.

Hjemme har Xi Jinping styrket sit parti gennem en hårdhændet kamp mod korruption i den kinesiske administration, han har centraliseret magten, øget kontrollen med kinesiske medier og slået ned på de dele af det kinesiske civilsamfund, der udfordrer partiets legitimitet.

Xi Jinping er Kinas femte leder siden Mao Zedong, og han er den første, der er født efter 1949. Han sidder allerøverst i magtpyramiden i Kinas Kommunistiske Parti — en organisation med 89 millioner medlemmer. Herfra har han kontrol med dommere, redaktører, generaler og statsejede virksomheder.

I dag begynder den 19. partikongres, hvor Xi Jinping vil blive genvalgt for en ny periode på fem år. Det giver anledning til at se på, hvad han er for en leder, og hvad han har opnået, siden han tiltrådte i 2012.

Xi og folket

Efter et år ved magten satte Xi Jinping kinesiske medier på den anden ende, da han stillede sig op i køen hos restaurationskæden Qingfeng Baozi og bestilte dampede boller med svinekød. Mens både europæiske og amerikanske statsledere holder af at møde folket, der hvor de er, så er lignende møder mellem partiets top og almindelige borgere som regel velkoreograferede og planlagt i forvejen.

Med sin helt almindelige frokost satte Xi Jinping gang i spekulationer om, at han ville blive en mere afslappet leder med et tættere forhold til folket og måske slække lidt på den kontrol, der ellers holder kinesiske medier i et jerngreb.

Xi Jinping er på alle måder en anderledes leder end sine forgængere. Han er blevet fotograferet i skjorteærmer slentrende sammen med USA's daværende præsident, Barack Obama, han har glædet både den kinesiske og udenlandske presse med sin fodboldiver, og han har taget selfies sammen med daværende britiske premierminister David Cameron og den argentinske angriber Sergio Agüero. Vanity Fair har kåret hans kone, sangerinden Peng Liyuan, til en af verdens bedst klædte statsfruer og sammen er præsidentparret uofficielt blevet udråbt som nationens moder og fader med sangen »Fader Xi elsker moder Peng«.

Den åbenhed til trods har Xi Jinping de sidste fem år strammet kontrollen med kinesiske medier og journalister, han har indført nye regler for kontrol på det kinesiske internet og lavet nye regler for registrering af udenlandske ngo’er i Kina.

Derudover har han slået hårdt ned på de menneskerettighedsadvokater, der har haft held til at sætte fokus på overtrædelser af menneskerettighederne ved at kæmpe for retspraksis inden for de rammer, som Kinas juridiske system har sat. I sommeren 2015 blev 250 menneskerettighedsadvokater tilbageholdt i en national politiindsats — en dag, der siden har fået tilnavnet ’Sorte fredag‘.

Ideolog

Mao Zedong var den leder, der samlede Kina og etablerede Folkerepublikken Kina som en kommunistisk stat. Og Deng Xiaoping var den leder, der førte landet sikkert ud af Kulturrevolutionens politiske kaos og gennemførte økonomiske og juridiske reformer uden at tillade demokrati. Men Xi Jinping vil være den leder, der sikrer partiets overlevelse i det 21. århundrede, og giver Kina den retsmæssige internationale position, som størrelsen af landets økonomi kræver.

På Centralkomitéens netop afsluttede syvende plenarmøde forud for partikongressen blev det klart, at der er lagt op til, at Xi Jinpings ideologiske bidrag til partiet fremover vil blive fremhævet som en del af partiets forfatning. Politbureauet vil implementere »ånden i Xi Jinpings taler og nye ledelsesstrategi, nye ideer og nye tanker«, lyder det.

Denne knudrede tilføjelse vil formentlig blive kondenseret til en mere fængende version, inden det endelige dokument bliver offentliggjort efter afslutningen af partikongressen. Men teksten efterlader et indtryk af, at Xi Jinping vil det hele. Han vil styrke partiet, lede landet på en ny og mere effektiv måde, og han har også en strategi for, hvordan landet skal engagere sig på den internationale scene, siger Matthias Stepan, der forsker i kinesisk indenrigspolitik ved tænketanken Merics i Berlin.

»Xi Jinping vil gerne være den leder, der står for at føre marxismen ind i det 21. århundrede. Det betyder ikke, at han ændrer ideologien. Han understreger snarere, at partimedlemmer på alle niveauer af partiet skal følge partilinjen, og at ingen skal være medlemmer for deres egen vindings skyld, men for partiet og nationen,« siger Matthias Stepan.

For at styrke partiet har Xi Jinping siden 2012 opfordret embedsmænd til at indstille den ekstravagante og korrupte livsførelse, der havde slået rod på alle niveauer af den kinesiske statsadministration. Siden har Den Centrale Disciplin Kommission grebet mere end 250 højtstående embedsmænd med fingrene for langt nede i kagedåsen og irettesat mere end 1,4 millioner kadrer. Alt tyder på, at kampen mod korruption vil fortsætte ind i Xi Jinpings næste periode.

Centralisering

Xi Jinping indledte sin første periode som generalsekretær for Kinas Kommunistiske Parti med en rejse til Shenzhen — det dynamiske vækstcentrum i syd og symbolet på Kinas økonomiske reformer. Den tur blev tolket som en hyldest til Deng Xiaoping, der stod for de juridiske og økonomiske reformer, der åbnede Kina op for omverdenen. Den tur gav håb om, at Xi Jinping ville tage kampen op med de statsejede virksomheder og kort sagt skære ned på staten og sikre mere marked.

De håb har Xi Jinping ikke levet op til. Det er ikke lykkedes ham at tage et endeligt opgør med de lokale særinteresser og subsidier til lokale statsejede virksomheder, mener Matthias Stepan.

»Selvom der har været reformer af de største statsejede virksomheder, så har de kun gjort dem stærkere gennem store sammenlægninger. De er stærke på hjemmemarkedet, men også internationalt.«

Modsat Deng Xiaoping har Xi Jinping knuget magten til sig. I sin første periode har Xi Jinping vist sig som den mest autoritære leder siden Mao Zedong. Ud over sin titel som præsident, generalsekretær for Kinas Kommunistiske Parti og formand for Den Centrale Militærkommission har Xi Jinping sat sig selv i spidsen for 13 kommissioner og indflydelsesrige organer. Han har kontrol med alt fra udenrigspolitik til økonomi, national sikkerhed, militærreformer, internetsikkerhed og politiet.

For at sikre kontinuitet i partiets top og undgå persondyrkelse, har det siden Mao Zedong været praksis, at partilederen kun sidder i en periode på ti år. Det betyder, at Xi Jinpings forgængere allerede ved udgangen af deres første periode præsenterede den mand, de ville køre i stilling som deres efterfølger. Den tradition har Xi Jinping ikke vist tegn på at ville følge. Intet tyder på, at Xi Jinping er ved at fuldende sit politiske projekt med at genrejse Kina.

Serie

Kommunistpartiets 19. partikongres

Kinas Kommunistiske Parti er samlet til den 19. Partikongres. 

Her vil 2300 delegerede vælge en ny Centralkomité på omkring 200 medlemmer, der igen vil vælge et politbureau og politbureauets magtfulde stående udvalg. Det forventes, at Xi Jinping vil blive genvalgt som partiets generalsekretær.

Kongressen tager omkring en uge. Følg Informations dækning her.

Seneste artikler

  • Der findes ingen afløser for Xi Jinping. Nu fortsætter kampen for at styrke Kina

    27. oktober 2017
    Der er tradition for ældre mænd i toppen af kinesisk politik, men de nye medlemmer af politbureauets stående udvalg er så gamle, at flere af dem når pensionsalderen, inden en ny periode begynder. Det tyder på, at Xi Jinping ikke er færdig med sit politiske projekt, men ønsker at blive ved magten
  • Xi Jinping giver socialismen en ny chance

    25. oktober 2017
    For dem, der troede, at Kina kun af navn holdt fast i kommunismen for at legitimere et autoritært, men i stigende grad kapitalistisk styre, bør Xi Jinpings visioner for udviklingen af et socialistisk land inden 2050 føre til en brat opvågning
  • ’Det socialistiske projekt gik galt i Sovjet. Det må ikke gå galt i Kina’

    24. oktober 2017
    Mens andre lande har lagt Det Kommunistiske Manifest på hylden, ønsker Xi Jinping at skabe et moderne socialistisk land inden midten af det 21. århundrede. I dag afslutter Kinas leder Kommunistpartiets 19. partikongres med en plan for, hvordan partiet kan blive ved magten ved at styre markedskræfterne, bekæmpe uligheden og holde civilsamfundet i kort snor
Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Michael Kongstad Nielsen

Fed fyr. Giv ham en hånd.

@Michael Kongsted Nielsen
Hvorfor ?

Michael Kongstad Nielsen

Hvorfor ikke?

@Michael Kongstad Nielsen
Ok du kunne altså ikke finde på noget :)

Jes Balle Hansen , Erling C Havn og Erik Karlsen anbefalede denne kommentar
Søren Jacobsen

Kinas Xi Jinping taler sig ind på kapitalismens grådighed og griskhed med lokkende ord som fortaler af globalisme og modstander af protektionisme. Og kapitalismen hopper på den og sælger ud af sit arvesølv gennem alle sprækker og revner og skider højt på menneskerettigheder, demokrati og frihed.

Vesten og de frie demokratier har tabt valget til den økonomiske magt elites interesser. Og den den jubler oven i købet fa det. Sikke et knæfald, sikke et nederlag.

Søren Jacobsen

...Men skaden er sket. Kina kan ikke længere stoppes.

Søren Jacobsen

...Men tag ikkefejl af vestens højt priste værdier om demokrati, menneskerettigheder og ytringsfrihed. For vestens økonomiske magt elite er bedøvende ligeglade med disse værdier når bare penge flovet fortsætter ned i deres lommer - USA er det bedste demokrati, som kan købes for penge.

Torben K L Jensen

Xi - går ind for statskapitalisme og en målrettet ombygning af Kina til et moderne samfund der har styr på klima og forurening. En vaskeægte tilhænger af Deng Xiao Peng berømte erklæring :
"Farven på katten betyder mindre - når bare den fanger mus"
Det 21. århundrede bliver Kina´s - på godt og ondt.
Hellere statskapitalisme end oligarki og "Corporate State" Min hånd får han.

@Torben K L Jensen
Du bryder dig ikke om frie valg og fri debat ?
I USA ville du stadig få lov til at poste alle dine antiamerikanske indlæg - i Kina kan du jo prøve at se hvor hurtigt du forsvinder efter du har sagt noget dårligt om staten

Torben K L Jensen

Den frie tale og tænkning er det allervigtigste der findes.
Men Knud den Store kunne prøve på at beordre tidevandet til at stoppe - men han fik våde fødder alligevel.
Forstår du hvad jeg mener?

@ Torben K L Jensen
Knud den Store forsögte ikke at stoppe tidevandet. Han gjorde nar af de sykofanter der kaldte ham havenes hersker med idioti af typen 'rule the waves'. Rimeligvis blev hans demonstration overväret af nogle indfödte der ikke fattede en pind af hvad der foregik og som kunne viderebringe en skröne som nu, et millenium senere, passer glimrende ind i den fuldständig perverterede britiske historieskrivning.
(For the record.)

Torben K L Jensen

Klavs - Det ved jeg godt - men pointen er at TALE om klimaændringer gør ikke meget ved den øgede vandstand der forventes.

Søren Jacobsen

Klimaændringer er ikke et problem, men en del af naturens løsning. Det er en konkurence parameter.