Læsetid: 4 min.

Afrikanske diktatorer må skælve efter Mugabes fald

Mens jublen breder sig i Zimbabwe over en tyrannisk leders afgang, må eneherskere i lande som Uganda, Rwanda, Burundi og DR Congo grue for eventuelle afsmittende effekter
Der var fest i gaderne i Zimbabwes hovedstad, Harare, efter Robert Mugabe tirsdag meddelte, at han trækker sig som landets præsident efter 37 år på posten.

Der var fest i gaderne i Zimbabwes hovedstad, Harare, efter Robert Mugabe tirsdag meddelte, at han trækker sig som landets præsident efter 37 år på posten.

Ben Curtis

23. november 2017

Robert Mugabe herskede i 37 år over Zimbabwe med en jernnæves disciplin. Nu må hans pludselige afsættelse få det til at løbe koldt ned ad ryggen på flere andre autokratiske afrikanske ledere, der klynger sig til magten.

General Constantino Chiwenga, Zimbabwes hærchef, trak i realiteten tæppet væk under Mugabe i sidste uge. Da zimbabwerne fornemmede, at militæret ikke længere nødvendigvis ville garantere den 93-årige Mugabes forbliven ved magten, udbrød der masseprotester i Harare, Bulawayo og andre byer, som viste, at også hans folkelige støtte var forsvundet. Tirsdag tog Mugabes partikammerater de indledende skridt til en rigsretssag imod ham og pressede ham dermed til at tage sin længe ventede afsked.

Yoweri Museveni, Ugandas præsident, er en af de øvrige afrikanske ledere, der har fået grund til at føle sig mindre sikker på sin post. Halsstarrigt har Museveni klynget sig til magten siden 1986: Han  har afskaffet tidsbegrænsninger for præsidentperioder, har effektivt stækket al politisk opposition og indskrænket mediefriheden. Han ’vandt’ sidste år sin femte præsidentvalgsejr i træk – men kun i kraft af, hvad iagttagere betegnede som massiv valgsvindel og intimidering.

Retro-heroisme

I et land med et indbyggertal på næsten 40 millioner og en gennemsnitsalder på 15 år, var langt de fleste ugandere ikke født, den dag Museveni kom til magten. Med sine 73 år er han hele tyve år yngre end Mugabe, men hans Mugabe-agtige glorificering af tilbageskuende antikolonialisme og dyrkelse af homofobi forekommer anakronistisk for Facebook-tidsalderens yngre generationer.

I en nylig markering af sine 31 års ubrudte styre udtalte Museveni sig med foragt om demokratiets procedurer for ansvarspådragelse. Ifølge avisen Zambian Observer udtalte han til sine forsamlede tilhørere: 

»Jeg hører nogle mennesker sige, at jeg skal være deres tjener. Men jeg er ingens tjener. Jeg er frihedskæmper. Jeg slås for mig selv og for det, jeg tror på.«

Constantino Chiwenga har selv en forhistorie, der har givet ham en aktie i opgøret med de hvide farmere. I disse uger er det i stedet Robert Mugabe, han har sat fra magten. Foto: Ben Curtis/AP
Læs også

Analytikeren Andrew Mwenda skriver i en klumme i ugandiske Independent Magazine, at Museveni har undgået nogle af Mugabes fejl. »Museveni har skilt sig af med den gamle garde i NRM (National Resistance Movement – Ugandas modstykke til Zimbabwes Zanu-PF, red.) og i Det Ugandiske Folks Forsvarsstyrke (Ugandas hær, red.) … Hvor Zimbabwes militære ledere alle kommer fra den gamle garde, der førte partisankrig fra bushen, har Museveni udrenset sådanne mennesker«.

Mwenda gør opmærksom på, at Museveni også har fyret sin potentielt farligste rival og udfordrer, Amama Mbabazi, en politisk veteran og tidligere premierminister med en position, der kan sammenlignes med Emmerson Mnangagwa – manden, som har overtaget Mugabes post som leder af partiet Zanu-PF.

Noget at tænke over

Mindst tre andre afrikanske præsidenter syd for Sahara med tvivlsom forståelse for værdien af demokratisk pluralisme må også have fået noget at tænke over efter Mugabes pludselige fald: Paul Kagame i Rwanda, Pierre Nkurunziza i Burundi og Joseph Kabila i Den Demokratiske Republik Congo.

Kagame, som de facto har været ved magten siden 1994, blev i august genvalgt for endnu en præsidentperiode med fantastiske 98,79 procent af stemmerne – forinden havde han gennemført en forfatningsændring, så han slap af med den plagsomme bestemmelse, der ville have hindret ham i at genopstille for tredje gang. (Fra 1994-2003 var Kagame vicepræsident og forsvarsminister, men landets reelle leder, red.). Oppositionens tre bedst kvalificerede modkandidater blev udelukket fra at stille op.

»Siden regeringspartiet Rwandisk Patriotiske Front tog magten for 23 år siden, har rwanderne stået over for enorme og ofte dødsensfarlige forhindringer for at deltage i det offentlige liv og ytre kritik af regeringens politik,« udtalte Muthoni Wanyeki fra Amnesty International før valget. Han fortalte også, at valgkampen fandt sted i et klima af »frygt og undertrykkelse«.

Mugabes sidste embedshandling var at dimittere kandidater fra hovedstadens universitet. Symbolikken kan ikke overdrives: Hans mest positive indsats var at gøre landets borgere til Afrikas bedst uddannede befolkning.
Læs også

Umiddelbart er der måske ikke nogen overhængende fare for, at Kagame skulle vakle i sin magtstilling. Anderledes forholder det sig med Nkurunziza i nabolandet Burundi. Han forsøgte sig med samme kneb i 2015 og insisterede på en tredje periode trods forfatningens grænse. Uden Kagames talent for undertrykkelse afstedkom dette imidlertid en to måneder lang folkeopstand, som han så måtte slå ned under udfoldelse af stor brutalitet med mindst 100 dødsofre og flygtningestrømme på op til 400.000 ud af landet til følge.

Trods mishagsreaktioner fra Den Afrikanske Union, EU og USA har Nkurunziza dog formået at blive siddende på sin post. Dette vil muligvis blive sværere for ham, når Den Internationale Straffedomstol (ICC) i næste måned forventes at offentliggøre en undersøgelse af hans styres involvering i ’forbrydelser mod menneskeheden’, herunder mord og seksuel vold, der må forventes at belaste ham yderligere, uanset at Burundi har meldt sig ud af den gruppe lande, der anerkender ICC.

Gerontokrati

Joseph Kabila, hvis periode som præsident for DR Congo, løb ud i 2016, udviser også Mugabe-lignende tendenser til at klynge sig til magten. En aftale om at afholde udskudte valg i år ser ud til at være faldet sammen. Det har vakt frygt for en gentagelse af de dødbringende uroligheder, som brød løs i Kinshasa i december sidste år.

I Afrika koster autoritære lederes vanstyre menneskeliv: DR Congos politiske lammelse har ledt opmærksomhed væk fra landets enorme humanitære krise og gjort det vanskeligere at sætte effektivt ind med en hjælpeindsats. FN har i denne måned advaret om, at 1,4 millioner mennesker i den sydvestlige Kasai-region er blevet fordrevet af etnisk vold og mindst 3.000 mennesker dræbt. DR Congo tæller flere internt fordrevne end noget andet land i Afrika, men Kabila har tilsyneladende ikke for nærværende planer om at røre sig ud af stedet.

Mugabes 37 år ved magten var i øvrigt ikke afrikansk rekord. Endnu sidder ‪i Cameroun den 84-årige Paul Biya, der blev premierminister i 1975 og har regeret landet som præsident siden 1982 – i alt 42 år ved magten. Og i Ækvatorialguinea har ‪75-årige Teodoro Mbasogo siden 1979 – 38 år – stået i spidsen for et styre som ifølge den amerikanske afrikakender ‬Peter Maass er »et af de mest korrupte, etnocentriske, undertrykkende og udemokratiske i verden«. 

The Guardian og Information. Oversat af Niels Ivar Larsen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • ingemaje lange
  • David Zennaro
ingemaje lange og David Zennaro anbefalede denne artikel

Kommentarer

Nu er 37 år på magten ikke ligefrem en kort tid? Det er vel en livstidsansættelse indenfor de normale erhverv. Og så er Mugabe hverken hængt eller myrded som andre ledere vesten har afsat. Manden er 93år.
Kan man derfor ikke nøjes med at kalde det naturlig afgang, og vælge en mindre dramatisk overskrift? Og så se fem til næste valg de gerne snart skulle få.