Læsetid 9 min.

Afrikas første kvindelige statsleder fik Nobels fredspris. Nu går Ellen Johnson Sirleaf af med en sværm af anklager om korruption omkring sig

I 2005 blev Liberias præsident, Ellen Johnson Sirleaf, valgt som Afrikas første kvindelige statsleder, og i 2011 modtog hun Nobels fredspris. Ved årsskiftet forlader hun embedet som en forhadt politiker i hjemlandet. Hendes eftermæle er belastet af talrige anklager om korruption og nepotisme – senest fra hendes eget parti
Ellen Johnson Sirleaf opnåede noget nær rockstjernestatus i international politik. Her ses hun, umiddelbart efter hun blev genvalgt i 2011.

Ellen Johnson Sirleaf opnåede noget nær rockstjernestatus i international politik. Her ses hun, umiddelbart efter hun blev genvalgt i 2011.

Espen Rasmussen

11. november 2017

Ellen Johnson Sirleaf blev i 2005 et symbol på udvikling og fremskridt i Afrika. I Liberia kaldte man hende Ma’ Ellen – Moder Ellen – og det internationale samfund hyldede valget af Afrikas første kvindelige statsoverhoved. 

Få år forinden var 14 års blodig borgerkrig slut i Liberia. 300.000 mennesker, herunder 20.000 børnesoldater, havde deltaget aktivt i krigen, og 250.000 mennesker var døde. Liberia blev betragtet som en fejlslagen stat

Og ved det første valg efter borgerkrigen pegede liberianerne på en liberal, Harvard-uddannet kvinde med en lang karriere i Verdensbanken bag sig. Krigsherrernes kamp om magt og diamanter var slut, og Ma’ Ellens kamp for fremskridt og demokratisk forandring kunne begynde. Det var en fantastisk fortælling. 

Efter 12 år, og de maksimale to valgperioder som præsident, træder Ellen Johnson Sirleaf nu tilbage. Ikke som Ma’ EllenIkke som den godhjertede landsmoder, hun var udset til at blive.

Den afgående præsident er belastet af en række anklager om, at hun har beriget sig selv og sin familie. Så sent som i sidste uge dukkede Ellen Johnson Sirleafs navn op i de lækkede Paradis papirer. Her fremgår det, at hun indtil 2012 var direktør for et selskab i skattelyet Bermuda. 

Politisk bebrejder mange liberianere Ellen Johnson Sirleaf, at hendes regering ikke har gjort mere for at bekæmpe den endemiske fattigdom i landet. Liberia hører fortsat til blandt verdens fem fattigste lande i målt i BNP. Store dele af befolkningen lider under fødevaremangel og størstedelen af befolkningen har ikke adgang til helt basale sundhedsydelser.

Den afgående præsident har solgt retten til at udvinde landets rige naturressourcer for billigt til udenlandske investorer, uden at sikre sig at det ville føre arbejdspladser og sociale fremskridt med sig, lyder kritikken. 

Faktisk er Ellen Johnson Sirleaf i dag så upopulær i Liberia, at hendes vicepræsident gennem alle årene, Joseph Boakai, der nu stiller op til præsidentvalget for hendes parti, Unity Party, konsekvent har distanceret sig fra hende under hele valgkampen.

»Jeg ville have fyret halvdelen af regeringen, hvis jeg havde været præsident,« udtalte Joseph Boakai allerede i foråret.

Det kulminerede i sidste uge, da Unity Party officielt anklagede Ellen Johnson Sirleaf for ulovlig indblanding i første runde i forbindelse med en række møder, hun angiveligt har holdt med centrale personer i valgkomiteen.

Fredspris

I mange år har Ellen Johnson Sirleaf ellers været en darling i det internationale samfund. Det vakte begejstring over hele verden, da hun blev valgt i 2005.

Ikke alene havde Liberia som det første afrikanske land nogensinde valgt en kvindelig statsleder. Hun var tilmed økonom, uddannet fra Harvard, og erklærede sig uforbeholdent klar til at følge IMF og Verdensbankens anvisninger om reformer og åbning af den liberianske økonomi for udenlandske investeringer.

Liberias økonomi voksede med mellem 5 og 10 procent om året, og som belønning for Ellen Johnson Sirleafs reformer eftergav Liberias internationale kreditorer landets monumentale statsgæld på 29 milliarder dollar.

Ellen Johnson Sirleaf opnåede noget nær rockstjernestatus i international politik. I 2007 blev hun inviteret til Washington for at modtage The Presidential Medal of Freedom – USA’s fornemste civile hædersbevisning, og i 2011 blev hun tildelt Nobels Fredspris for sit arbejde for at fremme fred og kvinders rettigheder.

’Spist pengene’

På Broad Street i Liberias hovedstad, Monrovia, fungerer fortorvet som markedsplads. En mand sælger ledninger og opladere, en anden sælger affarvede, hvide T-shirts med påtrykt »Save Darfur«.

Jackson Frenie er 27 år og arbejder som sikkerhedsvagt. Han er ikke i tvivl om, hvad han synes om landets mest berømte kvinde.

»Vi har dårligt nok råd til ris. Hvorfor? Liberia har guld, Liberia har diamanter, Liberia har fisk, Liberia har gummi, og Liberia er fuld af unge mennesker, der kan arbejde. Så hvorfor er vi så fattige? Fordi Ellen har solgt alting til udlandet og beholdt gevinsten selv,« siger han og retter på sin beige uniform.

»Ellen og hendes familie har spist vores penge,« tilføjer en ung mand, der sælger røde og grønne Gucci-badesandaler.

At »spise penge« er slang for korruption, som er et enormt problem i Liberia. Ellen Johnson Sirleaf beskrev korruption som »public enemy number one« ved sin tiltrædelse i 2006. 12 år senere, da hun tidligere i år holdt sin sidste tale for FN’s forsamling, erkendte hun, at hun havde tabt kampen. Efter årtiers dårlig regeringsførelse var korruptionskulturen simpelthen for dybt integreret i det liberianske samfund, beklagede hun.

Mange liberianere fandt Ellen Johnson Sirleafs fremstilling af sig selv som den rene politiker, der forgæves har forsøgt at bekæmpe den allestedsnærværende korruption i Liberia, voldsomt provokerende.

Ellen Johnson Sirleaf og andre fremtrædende medlemmer af Unity Party er nemlig selv impliceret i en række opsigtsvækkende korruptionssager, forklarer Ahmed Sirleaf, der er professor ved University of Liberia.

»Der var ekstremt høje forventninger til hende. Nu fremstår hun præcis som landets øvrige politikere: korrupt og egennyttig,« siger professoren.

I 2012 udpegede Ellen Johnson Sirleaf sin søn, Robert Sirleaf, som direktør for det nationale olieselskab, der skulle udforske eventuelle olieforekomster på liberiansk territorium. Selskabet tiltrak store investeringer fra udenlandske energifirmaer som Exxon. Det lykkedes dog aldrig at finde olie, og det er nu usikkert, hvor millionerne blev af. Mange liberianere er ikke i tvivl om, at præsidentens familie »spiste dem«.

I den danske journalist Mads Brüggers dokumentarfilm Ambassadøren fra 2011 lykkedes det ham at bestikke sig til officiel diplomatstatus i Liberia, til trods for at Danmark og Liberia slet ikke har diplomatiske forbindelser.

I filmen tager Varney Sherman, der er formand for Ellen Johnson Sirleafs parti, Unity Party, imod 35.000 dollar fra Mads Brügger, der til gengæld bliver udnævnt som diplomat. Papirerne bærer Ellen Johnson Sirleafs underskrift.

Efter dokumentaren havde haft premiere, reagerede den liberianske præsident ved at udstede en arrestordre på Mads Brügger. Varney Sherman derimod er fortsat formand for Unity Party.

Ekstrem fattigdom

Ifølge Debey Sandee, professor ved University of Liberia, skyldes liberianernes anstrengte forhold til Ellen Johnson Sirleaf dog kun i begrænset omfang anklagerne om korruption. Vælgerne tager det nærmest for givet, at politikerne er korrupte, forklarer han.

»Liberianernes frustration med den politiske klasse, som Ellen Johnson Sirleaf er det absolutte symbol på, kan beskrives med et ord: levevilkår, levevilkår, levevilkår« siger han.

»Der er en udbredt opfattelse af, at Ellen Johnson Sirleaf simpelthen ikke har prioriteret befolkningens helt grundlæggende behov som fødevaresikkerhed, sikre boliger og adgang til lægehjælp. Og den opfattelse er ikke forkert,« siger Debey Sandee.

Han bidrog for få år siden til en større kortlægning af levevilkårene i Liberia. Kortlægningen konkluderede, at hver tredje liberianer ofte går sulten i seng, mens under 20 procent af befolkningen har adgang til en eller anden form for medicinsk behandling.

De sociale problemer blev tydelige for enhver, da ebola-epidemien ramte Vestafrika i foråret 2014, fortæller professoren. Den liberianske stat rådede over i alt to ambulancer. Det er altså »ikke raketvidenskab« at forstå, hvorfor Liberia med næsten 5.000 dødsfald blev ramt hårdere end noget andet land af epidemien, forklarer Debey Sandee.

Flere steder i landet opgav myndighederne helt at behandle sygdommen. Det var tilfældet i slumkvarteret West Point i Monrovia, der slet og ret blev lukket af, og beboerne forment at forlade kvarteret.

I dag er ebola-virussen slået ned, men de høje vækstrater fra Ellen Johnson Sirleafs første periode er aldrig vendt tilbage. Sidste år faldt Liberias BNP med 1,6 procent.

De høje vækstrater i årene forud for ebola-epidemien skal ses i lyset af, at liberiansk økonomi var på et absolut nulpunkt, da Ellen Johnson Sirleaf tiltrådte, forklarer Debet Sandee. Alene i 2003 skrumpede den liberianske økonomi med over 30 procent.

»Væksten kom primært fra udenlandske investeringer, der kun i begrænset omfang er kommet liberianerne til gode. Eksempelvis har de kinesiske selskaber, der er kommet til Liberia, for det meste deres egen arbejdskraft med. Den afgående regering har udliciteret mere end en tredjedel af Liberias areal til udenlandske firmaer, men målt på adgangen til helt basale fornødenheder er liberianerne er på mange måder fattigere nu, end de var i 2006,« siger Debey Sandee.

Fredsproces

Ved sin sidste tale til FN’s forsamling i januar 2017, fremhævede Ellen Johnson Sirleaf det selv som en af sine store sejre, at magten i Liberia nu ville blive overdraget fra en statsleder til en anden på fredelig og demokratisk vis. Det vil i så fald være første gang i 73 år.

Den udlægning, at Ellen Johnson Sirleaf har sikret freden og stabiliseret landet, er professor Debey Sandee ikke helt enig i. Han påpeger, at præsidenten afviste at følge anbefalingerne fra den sandheds- og forsoningskommission, der blev nedsat for at bearbejde det nationale krigstraume.

Kommissionen foreslog blandt andet, at alle personer med beviselige forbindelser til krigsherrer under krigen blev udelukket fra liberiansk politik i 30 år. Da Ellen Johnson Sirleaf i starten af borgerkrigen støttede den berygtede krigsherre og senere præsident Charles Taylor økonomisk, ville en sådan regel betyde, at hun måtte opgive sit embede.

Så snart hun blev klar over Charles Taylors »sande intentioner«, var hun hans mest »lidenskabelige og kategoriske kritiker«, lyder det i hendes forsvar mod anklagerne.

Gode intentioner

På Broad Street i Monrovia fortæller en høj, 30-årig mand, Abraham Kiazolu, at han stemte på Ellen Johnson Sirleaf både i 2005 og 2011, men at han fortryder nu.

»Jeg pegede på Ellen Sirleaf, fordi hun var kvinde. Og jeg troede ikke, kvinder kunne være ondskabsfulde. Jeg troede ikke, at en kvinde kunne finde på at snyde landet,« siger han.

En mand i 50-årsalderen, der passerer boderne på Broad Street, overhører Abraham Kiazolus kommentarer, og afbryder ham.

»Hun er ikke ondskabsfuld. Det er, fordi du ikke kan huske, hvordan det var under krigen. Der var der ondskab i det her land. Før Ellen var der krig. Nu er der fred,« siger manden og går videre.

Professor Debey Sandee understreger, at Ellen Johnson Sirleaf også har gjort mange gode ting for Liberia.

»Jeg er ikke tvivl om, at hun langt hen ad vejen har haft gode intentioner,« siger han. »Hendes analyse af Liberias behov har bare været forkert.«

Professoren uddyber, at Ellen Johson Sirleaf ligesom internationale organisationer som IMF har haft et stærkt fokus på state building – opbygning af grundlæggende samfundsinstitutioner. Under Ellen Johnson Sirleafs regeringsperiode er en række demokratiske processer og rettigheder blevet formaliseret, der er etableret institutioner som for eksempel et miljøagentur og et anti-korruptionsorgan.

Institutionerne er endnu ineffektive, tilføjer Debey Sandee, men der er støbt et fundament for en moderne stat.

»Og det er alt sammen fremragende. Problemet er bare, at den enkelte liberianer er skide ligeglad med demokratiske og moderne statsinstitutioner, så længe der mangler mad, medicin og rent vand. Det er det, IMF, Verdensbanken og Ellen Johnson Sirleaf aldrig har forstået. Og det er den egentlige grund til, at liberianerne har et så negativt syn på Ellen Johnson Sirleafs regering i dag. Hun prioriterede forkert.«

Dramaet i Liberia

Der har udspillet sig et politisk drama i Liberia, siden første runde af præsidentvalget blev afholdt den 10. oktober.

Mandag i denne uge besluttede højesteret at udskyde anden valgrunde, der skulle være afholdt 7. november. Afgørelsen falder, efter en række partier har klaget over uregelmæssigheder ved første valgrunde.

Ugen forinden havde det regerende Unity Party, hvis kandidat Joseph Boakai ellers var gået videre til anden runde, sluttet sig til koret af protesterende partier. Helt spektakulært anklagede Joseph Boakai den afgående præsident Ellen Johnson Sirleaf for ulovlig indblanding i valget. De to er partikammerater, og Joseph Boakai har været Ellen Johnson Sirleafs vicepræsident de seneste 12 år.

Liberias valgkomission og internationale observatører fra blandt andet EU har ellers gentagne gange erklæret, at valget forløb uden »større problemer«.

Det er nu uklart, hvornår anden valgrunde, der skulle stå mellem Joseph Boakai og den tidligere fodboldstjerne George Weah, afvikles – eller om første valgrunde skal gå om. Højesteret forventer at træffe en endelig afgørelse inden udgangen af november.

 

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritiske, seriøse og troværdige.

Se om du er enig – første måned er gratis

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • ingemaje lange
  • Viggo Okholm
  • David Zennaro
ingemaje lange, Viggo Okholm og David Zennaro anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu