Læsetid: 8 min.

Afrikas småbønder har nøglen til at løfte afrikanerne ud af fattigdommen

Vejen til både øget fødevareproduktion og velstand i Afrika går gennem kontinentets millioner af småbønder. Deres politikere drømmer i stedet om ’det moderne’: Mekaniserede kæmpefarme. Donorer opgiver og håber, at ’markedet’ vil gøre arbejdet. ’En meget væsentlig årsag til, at Afrikas stater ikke støtter sine bønder, er, at Afrikas bønder ikke gør oprør,’ siger forsker
Markedet alene kan ikke klare opgaven med at hæve de afrikanske bønders produktivitet tilstrækkeligt. En aktiv statsdrevet erhvervspolitik er nødvendig for at få den økonomiske transformation, der kan mindske fattigdom. På billedet er en bonde i Tanzania i majsmarken.

Markedet alene kan ikke klare opgaven med at hæve de afrikanske bønders produktivitet tilstrækkeligt. En aktiv statsdrevet erhvervspolitik er nødvendig for at få den økonomiske transformation, der kan mindske fattigdom. På billedet er en bonde i Tanzania i majsmarken.

Karel Prinsloo

6. november 2017

»Man kan simpelthen ikke konkurrere med småbønder!«

Ærgrelsen – men også respekten – stod tydelig markeret i ansigtet på en dansk investor, der gennem mange år havde sat penge i en mindre farm i Afrika. For når lønninger og investeringer var trukket fra, kunne han ikke tjene penge, når han kørte sine varer på det lokale marked. Småbønderne solgte altid billigere.

Nøglen til at løfte millioner af afrikanere ud af fattigdom ligger i landbruget – og de afrikanske lande ved det godt selv. Problemet er bare, at både det internationale samfund og landene selv er mere optagede af at investere i byerne og den sociale sektor.

»En meget væsentlig årsag til, at Afrikas stater ikke støtter sine bønder, er, at Afrikas bønder ikke gør oprør,« siger Ole Therkildsen, der sammen med tre andre forskere i et årelangt projekt har gennemgået forhold, der skal være til stede, før et udviklingsland fører en langsigtet, vækstfremmende erhvervspolitik.

Tre betingelser

Både de vestlige og asiatiske samfund blev løftet ud af fattigdom, da deres landbrug blev mere effektivt. Deres småbønder hævede produktiviteten – de producerede flere afgrøder pr. hektar. I Sydøstasien spillede staten en nøglerolle ved at fremme denne økonomiske transformation.

»Læren fra Sydøstasien er, at staten sørgede for tre afgørende forhold,« siger Ole Therkildsen, seniorforsker emeritus ved Danmarks Institut for Internationale Studier: »De sikrede stabilitet, frihed og støtte.«

»De sørgede for makroøkonomisk stabilitet. De holdt op med at blande sig i, hvad bønderne skulle dyrke. Endelig investerede de milliarder i at fremme småbønders landbrug. De finansierede veje og siloer, trak elkabler og sørgede for anden infrastruktur, subsidierede kunstgødning, tilbød undervisning og produktionsvejledning.«

Staten overtog med andre ord nogle af småbøndernes reproduktionsomkostninger.

Listen over forhold, der kan forbedre strømmen af varer og kapital mellem småbønder, markeder og metropoler fortsætter: »De investerede i at sikre bønderne stabile priser, sørgede for kreditmuligheder og forbedret lavteknologi.«

Fødevareproduktion pr. indbygger i Afrika 1960-2010.

Bønder og marked

Konklusionen på Therkildsen og kompagnis forskningsprojekt er, at »en beslutsom politik om at investere i at forbedre fattige bønders forhold var afgørende.«

Hans kollega i forskningsprojektet, Lars Buur fra Roskilde Universitetscenter, tilføjer: »Vi ved også, at småbønder reagerer på markedet. Hvis der er nogen til at købe deres varer, og de kan få det, de skal bruge – såsæd, gødning, kemi, redskaber, kredit, etc. – så er de parate til at tage chancer og bruge noget af deres jord på at deltage i ny produktion.«

Den grundlektion, som den danske investor havde fået sig i småbønders formidable økonomiske formåen, kendte den russiske landbrugsforsker Alexander Chayanov allerede til i 1925. Småbønder har en konkurrencemæssig fordel, fordi de kan investere mere arbejdskraft pr. hektar, end nogen storfarm kan magte. Det skyldes, at de kan investere hele familiens arbejdskraft, sænke lønnen og ultimativt arbejde for en sulteløn. De »udbytter sig selv« ved at minimere reproduktionsomkostningerne – afskrivning, løn, pension, uddannelse, sundhed, etc.

Den britiske forsker Andrew Coulson har beskrevet tanzanianske småbønders fordel som bedre udnyttelse af mikromiljøer ved at samså flere afgrøder (for eksempel majs sammen med bønner og/eller græskar), slæbe gødning op ad bjergskråninger, anlægge terrasser, pløje eller hakke rundt om træstammer eller store rødder, etc.

Hovedkonklusionen på Therkildsens og Buurs undersøgelse er imidlertid, at markedet alene ikke klarer opgaven med at hæve bøndernes produktivitet tilstrækkeligt. En aktiv statsdrevet erhvervspolitik er nødvendig for at få den økonomiske transformation, der kan mindske fattigdom.

Byer eller bønder

Afrikanske lande investerer imidlertid ikke meget i deres småbønder. De følger ikke ovenstående opskrift, selv om de kender den: I 2003 vedtog den Afrikanske Unions forsamling den såkaldte Maputo-erklæring, hvor landene forpligter sig til at bruge mindst TI procent af deres budget på investeringer i landbrug. Kun få lever op til målet. Regeringerne er mere optaget af andet og andre, ikke mindst storbyernes rastløse millioner af fattige unge mennesker.

Therkildsen illustrerer en afrikansk politikers dilemma med virkeligheden i Tanzanias hovedstad, Dar Es Salaam, hvor han er kommet gennem 40 år:

»I 1970’erne var der omkring 300.000-400.000 indbyggere, nu bor der vistnok omkring fem millioner i byen. Der skal jo en enorm mængde mad ind til den by. Hvis den ikke kommer, så bliver der ballade.«

Det giver ophav til et politisk dilemma:

»Politikerne skal sørge for tilstrækkelig mad til bybefolkningen, men landets bønder kan ikke følge med til at producere. Selv om bønderne hele tiden hæver produktionen, så vokser byens befolkning så hurtigt, at der vil være et gab de næste 10-20-30 år, hvor import er nødvendigt.«

»Hvor meget kan regeringen så tillade sig at fremme bøndernes produktion ved at beskytte dem med importtold – før risen bliver så dyr, at bybefolkningen gør oprør?«

Med de få midler, afrikanske politikere har til rådighed, vælger de generelt at tilgodese byerne. I Tanzania bereder regeringen vejen for, at de store handelshuse importerer og sælger til priser, byernes fattige kan betale. Det sker blandt andet ved at se gennem fingre med, at en stor del af risen smugles ind.

Handelshusene tilbagebetaler politikerne med økonomiske bidrag til, at de kan opretholde deres popularitet, fastholde magten og sikre deres fremtid.

’Det moderne’

Bønderne klarer sig for dårligt i denne konkurrence om politikernes opmærksomhed og støtte.

Heri ligger en stor forskel fra udviklingen i Asien. Der blev nationalstaterne udviklet gennem krige med nabolande og interne bondeoprør. Vilkårene for bønderne er ringere i Afrika, forklarer Therkildsen:

»Befolkningstætheden er meget lavere i Afrika, hvor folk bor mere spredt. I Asien lever bønderne tættere på hinanden. Det er lettere for dem at organisere sig, det er lettere for dem at samarbejde. Det er billigere for staten i Asien at forsyne bønderne med det, de skal have.«

Samtidig er de afrikanske bønder oppe imod en stærk modstander i herskende forestillinger om ’det moderne’. Når afrikanske politikerne forestiller sig moderne landbrug, »ser de for sig maskiner og kæmpestore farme,« siger Therkildsen og fortsætter:

»Men vi ved, at smålandbrug er mere effektive til at dyrke langt de fleste afgrøder, især fødevarer. Store, mekaniserede farme er mest effektive til nogle få afgrøder som sukker, cigarettobak, måske palmeolie og eksportgartneri med f.eks. vanskelige dokumentationskrav til EU for blomster, frugt og grøntsager.«

»Når det kommer til fødevarer, er småbønderne imidlertid de mest konkurrencedygtige. Men politikere har det med at se småbønder som noget umoderne, noget samfundet skal væk fra.«

»Tanzanias tidligere præsident Kikwete sagde for eksempel: ’Mens Vietnam, Indonesien og Malaysia lavede landbrugsrevolution, blev vi ved den hakke, der omtales allerede i det gamle testamente. Nu er de langt foran’.«

»Det er meget typisk, sådan tænker de – selv om Sydøstasiens grønne landbrugsrevolution er gennemført af småbønder.«

Kriser udvikler

Markedet virker bestemt også for Afrikas landbrug. Therkildsen eksemplificerer en succeshistorie med at fortsætte fortællingen om risforsyning til Dar Es Salaam. Her har lokale småbønder de seneste år konstant hævet produktiviteten; de får stadig mere ud af deres jord.

En riskrise udløste et produktionsboom. I 2008 lukkede Egypten, Indien, Pakistan og Bangladesh og flere andre store riseksporterende lande for eksport til Afrika. Dér skød priserne i vejret. Da ris er blevet lige så vigtig en kaloriekilde som majs i Afrika, gav det mening for bønderne i den hurtigt voksende storbys opland at dyrke ris.«

Therkildsen vifter med et forskningspapir, her er seneste nyt!

»Dette papir fortæller, at effektiviteten i Afrikas risproduktion stiger lige så hurtigt som den gjorde under den grønne revolution i Asien. Det er jo fantastisk. Produktiviteten er fortsat lavere end i Sydøstasien, men det skyldes bl.a., at der er meget mere jord under overrisling i Asien – og det øger produktiviteten.«

»Når afrikanerne imidlertid dyrker overrislet ris, som de gør i Mali, Niger og Senegal, er deres produktivitetsstigning stort set lige så høj som i Asien.«

Therkildsen fremhæver, at han ikke er specialist i majsdyrkning, men vover dog at gætte, at »mon ikke noget tilsvarende kunne gælde for produktionen af majs eller for eksempel kartofler i andre klimazoner på kontinentet?«

Godt og dårlig nyt

Den gode nyhed er altså, »at det ikke står så galt til i Afrika, i hvert fald ikke med hensyn til at øge risproduktionen«.

Den dårlige nyhed er, at »fremgangen kun er dokumenteret for fem-seks år. Hvis der skal ske en reel strukturændring i økonomien, så skal der være konstante produktivitetsstigninger over 20-30 år, før det virkelig slår igennem,« siger Therkildsen.

»Havde de afrikanske stater investeret i risbønderne, kunne væksten være øget betydeligt mere.«

– Kan donorerne trække udviklingen dén vej?

»Vi kunne investere langt flere penge i landbruget. Det er sådan set bare at tage fat på listen ovenfor over det, der kan få et smålandbrug til at virke bedre. Men gennem de seneste ti år er en chokerende stor andel af udviklingsbistanden blevet kanaliseret væk fra de produktive erhverv og flyttet til den sociale sektor, til uddannelse, sundhed, etc.«

»Ingen kan have noget imod, at folk er sunde og raske og veluddannede, men balancen er helt gal.«

– Man kunne hævde, at vi tidligere prøvede at styrke Afrikas landbrug med for små resultater?

Therkildsen mener, at der i dag er langt bedre betingelser for succes.

»To af de tre betingelser er opfyldt: På grund af strukturjusteringerne hersker en stabil makroøkonomi. Bønderne er i dag generelt frie til at dyrke, hvad de vil. Kommercialiseringen af landbrugsafgrøder slår mere og mere igennem, og det er ret afgørende.«

Landbrug og lavtlønsindustri

Therkildsen vurderer, at »ideen om, at en voksende middelklasse gennemtvinger demokratiske reformer, som dernæst øger væksten, efterhånden er opgivet. Nu fokuseres der mere på befolkningsgevinsten: At Afrika er fyldt med energiske, produktive unge mænd og kvinder. Men de er kun en gevinst, hvis der er arbejde til dem.«

Det var netop et mere eller mindre samtidig samspil mellem industri/byerhverv og produktivitetsstigninger i landbrug, der var afgørende for vækst og velstandsstigning i Vesten og Sydøstasien.

»Måske får Afrika en chance de kommende år, fordi lønnen stiger i Kina. Afrika ligger desuden tættere på Europas markeder, især Vestafrika, og afrikanerne er ved at være bedre uddannede. Det kan skabe vigtig synergi mellem landbrug og industri – det er bare ikke sket endnu.«

Kollega Lars Buur fremhæver Etiopien som et land, der aktivt har tiltrukket lavtlønsindustri til sine eksportzoner.

»Her bestemmer en meget lille magtelite. Den er enorm autoritær, og den har indset, at den er nødt til at sørge for, at de marginaliserede også får adgang til vækst og fremgang. ’Aftalen’ med befolkningen er, at ’vi undertrykker jer, men vi sørger for jer’. Det virker. Etiopien er ved at blive det nye sted, hvor tekstilindustrien søger til fra Bangladesh.«

»Men den dårlige nyhed for styret er, at de nye industrier ikke kan følge med befolkningstilvæksten,« konkluderer Buur. Det går ikke hurtigt nok. Investeringerne er for små.

Therkildsen konkluderer, at »bortset fra lavtlønsfabrikkerne er landbrug det eneste sted, den hurtigt voksende befolkning af unge kan beskæftiges.«

Vestlige regeringer har imidlertid i stigende grad opgivet at støtte landbruget i Afrika.

»Nu siger man så, at de private skal til. De vil tage, hvad de kan, men der er ikke mange private investorer, der kan få noget videre ud af at investere i smålandbrug. Det er staten, der skal gå foran,« siger Therkildsen.

Serie

Hvad skal der til, før Afrika kan klare sig selv?

Afrikas økonomi vokser, men antallet af fattige vokser hurtigere. Selv om afrikanske kvinder gennemsnitligt føder langt færre børn i dag end i 1970'erne, vil kontinentets befolkning være fordoblet i 2050. Der skabes ikke engang nye jobs til halvdelen af de unge, der hvert år når den arbejdsdygtige alder, og snart når antallet af fattige 400 millioner. De fleste bor på landet, men drages i stigende tal mod dramatisk voksende storbyer. 

I en serie forsøger Information at svare på tre af de svære spørgsmål, kontinentet står over for: 

1) Hvordan skaber landene økonomisk vækst, der kommer de fattigste til gode.

2) Hvordan håndterer de verdens største befolkningstilvækst.

3) Hvordan øges fødevareproduktionen, så der er mad nok til alle.

Seneste artikler

  • ’Alle hader jo kondomer’

    31. oktober 2017
    Lise Nørgaard foreslog at sende ’et vogntog med præservativer’ til Afrika i stedet for at indsamle penge. Ulla Tørnæs fulgte trop og bevilgede i juli 91 mio. kr. på finansloven til prævention. ’Det er utroligt, at folk i denne ende af verden tror, at man kan mindske Afrikas befolkningstilvækst med kondomer,’ lyder reaktionen fra forsker
  • Afrika kunne sagtens klare sig selv – men det ville betyde politisk selvmord for mange ledere

    27. oktober 2017
    Afrika bliver rigere, men der bliver flere fattige afrikanere. En af årsagerne er, at mange afrikanske regeringer sidder så usikkert i sadlen, at de risikerer politisk selvmord ved at trække landets befolkning op af fattigdom og gøre deres land rigere. Mulighederne er ellers til stede
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Viggo Okholm
  • David Zennaro
  • John Hansen
  • Michael Hullevad
  • Eva Schwanenflügel
Viggo Okholm, David Zennaro, John Hansen, Michael Hullevad og Eva Schwanenflügel anbefalede denne artikel

Kommentarer

Lise Lotte Rahbek

Jeg sidder tilbage med nogle store spørgsmål:
a) Hvordan øges produktiviteten og effektiviseringen i smålandbruget uden at det ender med kæmpe maskinparker og monokulturer som i Vesten?
b) "Kommercialiseringen af landbrugsafgrøder slår igennem". Hvad betyder det helt lavpraktisk?

Bjarne Bisgaard Jensen

I den økonomiske virkelighed verden under neokapitalismen befinder sig i, er det at forestille sig at småbønder i Afrika kan løfte noget som helst den skinbarlige utopi

Jørgen Wind-Willassen

Fornuftige overvejelser.
Der mangler blot- de mange unge mandlige lykkeriddere, der søger lykken i europa skal hjem.
Hurtigst muligt.
Så de kan bidrage med seriøst arbejde - i hjemlandet.

Philip B. Johnsen

De 25%.
Udvikling i Afrika starter med et stop for økonomisk undertrykkelse.

Hvordan skal en afrikansk bonde kunne konkurrerer med mulitnationale virksomheder der udnytter infrastrukturen, men dumper priserne på markedet og ikke betaler skat?

“Ny undersøgelse viser, at USA's multinationale virksomheder lod en fjerdedel af deres overskud forsvinde i skattely.”

Link: http://politiken.dk/oekonomi/art5598420/3.489.000.000.000-kroner-mindst-...å-et-enkelt-år

Dorte Sørensen, Viggo Okholm, Torben Skov, Torben K L Jensen, Gert Romme og Karsten Lundsby anbefalede denne kommentar

Problemet med små bønder i Afrika, er at de ikke skaber muligheder for profit, for store multinationale koncerner, sædskifte og mekanisk rensning, i stedet for en masse kemikalier, hvem kan tjene på det?

Ingen tvivl om, at overskriften rummer meget sandhed.

Men - bort set fra nogle korrupte afrikanske diktatorer rager til sig, så er det også blevet beregnet, at disse vestlige skattesnyltervirksomheder, der bruger meget energi for at undgå skattebetaling, årligt bedrager afrikanske lande for mere end 700 mia. DKK.

Og set med den fattige afrikanske befolknings øjne, så ville 700 mia. DKK årligt kunne give ganske betydelig øgning i sundhed og undervisning. - Og vil kunne gøre det år efter år.

Michael Kongstad Nielsen

Jeg tror faktisk småbønderne har nøglen til at løfte afrikanerne ud af fattigdommen.
Men vil tilføje et par krav:

1) Småbøndernes ret til jorden, de dyrker, skal fastslås og dokumenteres, så de er sikre på, retten også er der næste år.
2) Infrastrukturen - veje, jernbaner, adgang til markeder og havne - skal forbedres, hvilket sagtens kunne komme fra Europas u-landsbistand (og Kinas), og
3) EU's markeder skal være vidt åbne for afrikanernes landbrugsprodukter

Viggo Okholm, Michael Hullevad, Torben Skov, Torben K L Jensen, Flemming Berger og David Zennaro anbefalede denne kommentar
Henrik holm hansen

Selvfølgelig er de nøglen til udvikling MEN det kræver at vi er med til at understøtte at de de ikke bliver udbyttet for den sunde udvikling kommer nede fra den skal bevares og forsvares afrika er et kontinent med masser af frugtbar jord men bønder skal have lov at drive den tjene på den for så vil de også passe på den

Torben K L Jensen og Michael Kongstad Nielsen anbefalede denne kommentar

Flere småbønder i Afrika er ikke en del af løsningen på VERDENS problemer, de vil bare bidrage til endnu mere ødelæggelse! -Fordi det er OS (mennesker) der er ved at ødelægge Jorden for alle andre organismer, der har lige så stor ret til den! Jeg har før skrevet om, at om mindre end 40 år er den eneste anden abe art på Jorden Peter Pedal, alle andre er udryddet, og flere småbønder i Afrika vil med sikkerhed udrydde alle de aber arter, der stadig lever i skovområderne! Og flere småbønder vil "opdyrke" den sidste vilde savanne der findes på Jorden, og det vil med sikkerhed føre til udryddelse af elefanter, giraffer, gnuer, løver, osv., og det kan jeg simpelthen ikke støtte. Den verden er ikke en verden jeg kan acceptere.

Claus Schmidt, Frede Jørgensen og Philip B. Johnsen anbefalede denne kommentar
Michael Kongstad Nielsen

Lise Lotte Rahbek
- jeg forstår godt dine spørgsmål.
Jeg håber ikke på Monsanto
https://monsanto.com/
og genmanipuleret så-sæd etc.,
efterfulgt af store maskinparker
men jeg jeg tror, der er noget andet på tapetet,
og gætter
på en slags afrikansk udgave af de landbrugsreformer,
vi havde i Danmark i 1750 -erne.
Afrika har ingen matrikel, ingen registrering af, hvem der ejer hvad, ude på landet i hvert fald.
Kun gamle hævd vundne rettigheder, som landgrab-firmaer og regeringer er klar til at se stort på og sælge til højestbydende
Etiopien er et af de værste lande i så henseende. Bønderne der er traditionelt nomadelignende, da de flytter efter klimaet, og regimet er totalt ligeglad med dem.

Michael Hullevad, Vivi Rindom, David Zennaro og Lise Lotte Rahbek anbefalede denne kommentar
Philip B. Johnsen

Henrik Leffers
Det løb er kørt, men et løft ud af fattigdom er ensbetydende med nedgang i befolkningstilvæksten, men den grundlæggende sikkerhedspolitisk er ikke eksisterende i EU.
Her er kik ind i fremtiden for vores faktaresistente politiske fantaster.

“New Zealand could become the world’s first country to essentially recognize climate change as an official reason to seek asylum or residence elsewhere, a government minister indicated in an interview Tuesday.”
https://www.washingtonpost.com/news/worldviews/wp/2017/10/31/a-proposal-...

"Those trapped in Libya are vulnerable to human rights violations and abuses including killings, torture, rape, kidnappings, forced labour, and arbitrary and indefinite detention in cruel, inhuman and degrading conditions."

John Dalhuisen, Amnesty International
Link: https://www.amnesty.org/en/press-releases/2017/07/central-mediterranean-...

Problemet er, at det er en alt for fængslende tanke, der udfoldes: vi skal bare have en masse folk til at knokle fra morgen til aften, så kommer de til at tjene til en god tilværelse - når vi samtidig har muligheden for med et mere og mere automatiseret landbrug at slippe for at lade folk knokle fra morgen til aften og endda få et større udbytte. Vi jagter arbejde og vælger at lave en masse, som vi ikke behøver, og den eneste grund til, at dette ville være et problem er den private ejendomsret til produktionsmidler og jord.

Philip B. Johnsen

@Henrik Leffers
Earth's sixth mass extinction event under way, scientists warn
“Wildlife is dying out due to habitat destruction, overhunting, toxic pollution, invasion by alien species and climate change.”
Link: https://www.theguardian.com/environment/2017/jul/10/earths-sixth-mass-ex...

“The numbers of flying insects in nature reserves throughout Germany show a staggering decline. Taken on average over the months of April to October between 1989 and 2016 insect numbers declined 76%. In mid-summer measurements show an even more rapid decline, with insect numbers now 82% down compared to just 27 years ago.
Link: http://www.bitsofscience.org/anthropocene-extinction-insects-germany-dec...

The United Nations (UN)
REGULAR PROCESS FOR THE GLOBAL REPORTING AND ASSESSMENT OF THE STATE OF THE MARINE ENVIRONMENT, INCLUDING SOCIOECONOMIC ASPECTS TECHNICAL ABSTRACT OF THE FIRST GLOBAL INTEGRATED MARINE ASSESSMENT ON THE IMPACTS OF CLIMATE CHANGE AND RELATED CHANGES IN THE ATMOSPHERE ON THE OCEAN.

http://www.un.org/depts/los/global_reporting/8th_adhoc_2017/OICC_Technic...

Lise Lotte Rahbek

MKN
Jeg savner nok i første omgang, at journalisten havde stillet disse spørgsmål for os. :)

Jeg er ikke vild med tanken om, at Afrika kan ende i samme grøft som Vesten. Jeg mener vitterligt at vi glider længere og længere ned i mudderet og kan sletikke se, at 'krisen er ovre', som jeg bliver ved at læse overskrifter om. Tværtimod. Vi er ved at drukne i tåbeligheder.

Torben Skov, Michael Kongstad Nielsen og Flemming Berger anbefalede denne kommentar
Michael Kongstad Nielsen

Henrik Leffers og Philip B. Johnsen,
Jeg er meget uenig i jeres indlæg her på siden.
Hvis I ikke er misantroper, så misforstår I i alt fald menneskenes mulighed for at være på jorden på en god måde.
Afrika er en kæmpe naturrigdom, som også omfatter mennesker. De kan leve sundt og super godt der uden at ødelægge noget. Ødelæggelsen kommer fra europæere og nordamerikanere, der sætter et økologisk fodaftryk på kloden med cirka 70 % så stor virkning som en afrikaner fra Mali. At give afrikanerne skylden er ansvarsforflygtigelse, så det vil noget.

Viggo Okholm, Torben Skov og Lars Bo Jensen anbefalede denne kommentar
Michael Kongstad Nielsen

Steffen Gliese
Arbejdet, maden, livet, ligger lige uden for døren. For dig ligger det nede i supermarkedet, men for en afrikaner fra Mali ligger det ude i marken. De kan faktisk lide det liv, der er forbundet dermed.

Hvis den "hvide mand" vil fastholde ideen om det eksotiske i en hel verdensdel etter at vi har plyndret denne verdensdel, sat os på ressourcerne og ladet stå til omkring diktatoriske magthavere, som vi selv har uddannet, så er vi sgu langt ude. Vi må håbe de vilde dyr får lov at leve og at hvide eventyrere fra vores del af verden holder sig langt væk som jægere. De intensive bønder, som måske dukker op og overlever på egne betingelser skal vi helt holde os fra at kloge os på. Vi skal bare sikre at de har reelle muligheder for at tjene noget på os, når de når så langt.

Johnny Winther Ronnenberg og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar