Læsetid: 6 min.

Barzanis fejl har knust den kurdiske drøm

Kurdistans præsident, Massoud Barzani, satte alt på ét bræt og tabte. Nu er han trådt tilbage. Hans fejlbedømmelse af den politiske situation i Irak har knust kurdernes drøm om en selvstændig stat, siger kritikere. Muligvis bunder hans fejl i, at han ville fuldbyrde sin fars ønske om at gøre oliebyen Kirkuk kurdisk
Kurdistans præsident, Massoud Barzani, blev for en måned siden hyldet som nationalhelt – nu har han mistet kronjuvelen Kirkurk, de enorme oliefelter under byen, sine allierede og frem for alt sin legitimitet. Søndag meddelte han, at han ikke ønsker at fortsætte som præsident, en post, han ellers har siddet på siden 2005.

Kurdistans præsident, Massoud Barzani, blev for en måned siden hyldet som nationalhelt – nu har han mistet kronjuvelen Kirkurk, de enorme oliefelter under byen, sine allierede og frem for alt sin legitimitet. Søndag meddelte han, at han ikke ønsker at fortsætte som præsident, en post, han ellers har siddet på siden 2005.

Khalid Mohammed

3. november 2017

For lidt over en måned siden blev Massoud Barzani hyldet som nationalhelt, da han lovede Iraks kurdere selvstændighed. Ved folkeafstemningen den 25. september blev der danset i gaderne, sunget folkesange til ære for de heroiske peshmergakrigere og holdt rørende taler om kurdernes lidelser og aspirationer.

Men den folkeafstemning, som skulle føre til løsrivelse, satte i stedet gang i en kædereaktion af begivenheder, der kulminerede med militære sammenstød mellem Bagdad og Erbil, hvor peshmerga-styrkerne kollapsede på grund af uenigheder i den kurdiske ledelse.

Barzani mistede kronjuvelen Kirkuk, de enorme oliefelter under byen, sine allierede, og frem for alt mistede han sin legitimitet. I stedet for en selvstændig kurdisk stat er kurderne igen overladt til den irakiske regerings nåde.

Efter sammenstødene i sidste uge mellem peshmergaerne og de irakiske regeringsstyrker er kurderne for første gang i 26 år ikke længere herrer over egne grænser.

Kurderne har kun sig selv at bebrejde, siger Diliman Abdulkader, Irak-ekspert ved Endowment for Middle East Truth, til det anerkendte web-magasin Musings on Iraq.

»Barzani har på få dage mistet 40 pct. kurdisk territorium til Bagdad samt livlinen på 300.000 olietønder om dagen fra Kirkuks oliefelter. Rydningen af Kirkuk var et kurdisk problem, og kurderne burde være hurtige til at skyde skylden på USA –  vi overhørte alle advarsler,« siger Diliman Abdulkader.

I søndags meddelte Massoud Barzani, at han ikke ønsker at fortsætte som præsident for Kurdistans regionale regering – en post, han har siddet på siden 2005. Men det var en bitter mand, der trådte frem på skærmen. I sin fratrædelsestale beskyldte Barzani stort set alle for at forråde det kurdiske folk.

»Ingen stod bag kurderne ud over vores egne bjerge,« sagde han.

Barzani beskyldte først sine kurdiske rivaler fra Kurdistans Patriotiske Union for at forråde den kurdiske sag ved at antyde, at de havde samarbejdet med Iran om faldet af Kirkuk. Derefter langede han ud efter Washington og det internationale samfund for at straffe kurderne, selv om peshmergaerne havde kæmpet mod IS. Og til sidst beskyldte han Bagdad for at »ydmyge kurderne«.

Men selv om Barzani annoncerede, at han ikke agter at fortsætte sit embede, er det uvist, om han forlader det politiske liv eller stadig ønsker en indflydelsesrig rolle i kulisserne. Hans tale var yderst modsætningsfyldt.

»Jeg nægter at forsætte min position som præsident for Kurdistans regionale regering. Men jeg er stadig peshmergaen Massoud Barzani! Jeg vil fortsætte med at tjene nationen og vores elskede Peshmerga i bestræbelserne på at beskytte den kurdiske nation,« sagde han.

Kritikere tror ikke, at Barzani vil afgive den reelle magt i Kurdistan. De siger, at han fortsat leder Kurdistans Demokratiske Parti. Desuden sidder flere af hans familiemedlemmer tungt på domstolene, peshmergastyrkerne, efterretningstjenesten, parlamentet, ejendomsselskaber, og andre store kurdiske virksomheder, herunder telekommunikationsgiganten Korek.

»Barzanis tilbagetræden er kun teknisk. Mange tænker, at Barzani er knækket efter tabet af Kirkuk og brøleren med folkeafstemningen. Men han er ikke typen, der giver op. Tiden vil vise, hvad han gør,« siger Nibras Kazimi, en velinformeret irakisk-kurdisk forsker med indgående kendskab til Barzani-familien.

Barzanis mystiske fejlkalkulering

Blandt Irak-eksperter har der været heftige diskussioner om Barzanis stædighed og især hans fejlkalkulering af folkeafstemningens timing. Hvordan kunne en leder af hans kaliber med så stor politisk erfaring fejlbedømme den kritiske geopolitiske situation i Mellemøsten så alvorligt til trods for utallige advarsler fra stormagterne?

Washington, Teheran, Ankara, Bagdad og en række europæiske hovedstæder advarede alle Barzani i utvetydige vendinger mod at gennemføre folkeafstemningen. 

Der findes endnu intet entydigt svar, men de fleste er enige om, at Barzani muligvis håbede på, at folkeafstemningen ville fremtvinge en ny virkelighed.

»Måske troede han, at amerikanerne ville handle anderledes. Måske troede han, at Iran og Tyrkiet ikke var så slemme alligevel. Måske fik han andre råd fra sine rådgivere. Hans vurdering af situationen var i hvert fald anderledes end de flestes,« siger Mahmoud Osman, tidligere kurdisk politiker og nær ven af Barzani-familien til Washington Post.

Andre analytikere mener, at Barzanis fatale kalkule bunder i dybe personlige og ideologiske bevæggrunde, der først og fremmest handler om den olierige by Kirkuk og hans trofasthed over for sin fars doktriner. Flere i Irak sammenligner Massoud Barzanis fejlbedømmelse med sin faders Mustafa Barzani, som også gjorde krav på Kirkuk i midt 1970’erne.

Faderen Barzani – som blev støttet af Irans daværende leder, shah Mohammed Reza Pahlavi – stod i spidsen for et kurdisk oprør mod Bagdad fra 1963 til 1975. Efter flere års blodig konflikt mod centralmagten i Bagdad tilbød Saddam Hussein – på det tidspunkt næstformand i Iraks Revolutionære Råd – at dele Kirkuk i to for at afslutte det kurdiske oprør, men Barzani Sr. afslog. Uden Kirkus olie ville en kurdisk stat aldrig realiseres, mente faderen.

I 1975 vendte situationen til Bagdads fordel. Saddam Hussein og Irans shah Mohammed Reza Pahlavi underskrev en aftale i Algeriets hovedstad, Algiers, som førte til, at Teheran afbrød støtten til kurderne. Faderen Mustafa Barzani endte med at tabe kampen om Kirkuk og måtte flygte fra irakisk Kurdistan. Få år senere døde han af kræft.

»Sønnen Massoud Barzani svor, at Kirkuk ville blive kurdisk en dag. Barzani-familien har altid været besatte af Kirkuk,« siger Samir Obaid, uafhængig Irak-analytiker og tidligere regeringsrådgiver i Bagdad til Information.

»Vestlige analytikere undervurderer ofte betydningen af de personlige dimensioner, når det kommer til mellemøstlige lederes valg og beslutninger. Men i Irak ved vi, at Kirkuk længe har været en personlig sag for Massoud Barzani,« siger Obaid.

Den tidligere politiske rådgiver Nibras Kazimi, som i dag bor i Washington, men som stadig plejer forbindelser til Iraks politiske elite, nævner en lignende pointe om Massoud Barzani.

»Det er umuligt at forstå Barzanis beslutning om løsrivelse, hvis man ikke kender til den kurdiske leders historie,« siger Kazimi.

For at forstå mennesket Massoud skal man forstå Barzani-familiens kamp, ambitioner og lidelser, mener han. Faderen Mustafa kæmpede en brav kamp for den kurdiske sag, men tabte stort. Og sønnen har siden ført den kamp videre.

»Jeg ved fra mine bekendte tæt på Barzani, at han tilbragte en følelsesladet nat ved sin far grav i byen Barzan i Nordirak natten inden folkeafstemningen. Den handling siger altså en del om hans selvforståelse og position i den kurdiske sag,« siger Kazimi.

Usikker fremtid for Kurdistan

Hvad end Barzanis bevæggrunde har været, står Iraks kurdere over for en usikker fremtid. Drømmen om selvstændighed er knust. Kurdisk politik er polariseret i forskellige fraktioner, der beskylder hinanden for forræderi, og det kurdiske folk udtrykker for første gang offentligt utilfredshed med deres ledere, mens deres foragt for araberne er større end nogensinde.

Fannar Haddad, senior research fellow ved The Middle East Institute, mener, at krisen i Irak har været lige så ødelæggende for staten Irak som Islamisk Stats fremmarch i sommeren 2014. Han ser massive udfordringer forude, hvis Irak skal fungere igen.

»Hvis Bagdad insisterer på, at Kurdistan skal forblive irakisk, er Bagdad nødt til at udvise følsomhed over for den kurdiske nationalfølelse og ikke fremstå som en besættelsesmagt,« siger Haddad til Musings on Iraq.

Det helt store spørgsmål handler imidlertid om, hvordan Erbil og Bagdad begraver striden rent juridisk. Kurderne og irakerne skal tale om fordeling af olieindtægter, territorium og magtforholdet mellem centralregeringen og den føderale regering. Alle sammen politisk betændte emner, der vil dominere den politiske dagsorden i mange år fremover, spår seniorrådgiver i forfatningsopbygning Zaid al-Ali.

»Processen vil højst sandsynligt tage rigtig mange år, hvis vi altså antager, at begge parter er oprigtige og villige gennem hele processen, og det er langt fra sikkert i øjeblikket,« skriver al-Ali på al-Jazeeras hjemmeside.

Ifølge al-Ali står regeringen i Bagdad i en meget stærk position over for kurderne, hvorfor Bagdad formentlig vil presse sine krav til det yderste. Især ved forhandlingerne om fordeling af ressourcer og implementeringen af føderalismen, som den står formuleret i den irakiske forfatning.

»En langvarig løsning på striden afhænger af en række faktorer, som ikke kan realiseres uden massiv intervention fra det internationale samfund. Problemet er, at disse interventioner ikke altid er succesfulde. Slet ikke et sted som Irak,« skriver al-Ali for al-Jazeera.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • David Zennaro
David Zennaro anbefalede denne artikel

Kommentarer

Torben Lindegaard

»En langvarig løsning på striden afhænger af en række faktorer, som ikke kan realiseres uden massiv intervention fra det internationale samfund. Problemet er, at disse interventioner ikke altid er succesfulde. Slet ikke et sted som Irak.«

Shit - lad dem selv finde ud af det.

Danmark skal i hvert fald for alt i verden ikke blandes ind i en strid mellem Washington, Teheran, Ankara, Bagdad & Moskva.

Charlie Breindahl

Danmark er i forvejen blandet ind i striden om fremtiden for den kurdiske del af Irak: Vi har i flere omgange haft fly udstationeret og landtropper på jorden. Det er naivt at tro, at vi kan holde os udenfor en konflikt, som vi selv har været med til at skabe, men vores bidrag til at løse konflikten behøver ikke at være i form af militær intervention.