Britisk forsker: Populisme handler mere om kapitalisme end om flygtninge

Hvorfor trives højrefløjspopulister i lande med høj sikkerhed som Danmark, mens venstrefløjspopulister som Syriza i Grækenland og Podemos i Spanien står stærkere i lande med stor ulighed?

Begge bevægelser har deres rod i den økonomiske krise, hvilket var forventeligt, mener Jonathan Hopkin, lektor i komparativ politik ved London School of Economics.

»I virkeligheden er det ikke et så stort spørgsmål igen, hvorfor disse opstår, fordi man bør forvente en voldsom reaktion, når vi tænker på den økonomiske krise. Levestandarderne er blevet langt værre. Det er helt nyt i vestlige demokratier. Det er noget, vi ikke har set i mange år,« siger han.

Men hvorfor har reaktionerne i Europa så været så forskellige fra nord til syd?

Tidligere har teoretikere påpeget, hvordan befolkningen giver den siddende regering skylden i krisetider, og hvordan den økonomiske krise har ført til en tilbagekomst af noget, der i yderste konsekvens ligner fascisme. Samtidig har globaliseringstænkere udpeget nationalismen som en reaktion på destabilisering.

Men ingen af de forklaringer er ifølge lektor Jonathan Hopkin fyldestgørende, hvis man vil forstå, hvorfor disse nye strømninger tager sig forskelligt ud fra land til land.

Han er i Danmark som hovedtaler til et seminar på Dansk Institut for Internationale Studier om populisme i Europa. Samme emne kredser hans igangværende bogprojekt om, som udkommer på Oxfords forlag til næste år.

Hopkin har døbt sit oplæg ’Varieties of populism, varieties of capitalism’, men ynder at bruge termen ’antisystempartier’ i stedet for ’populisme’.

Hvordan krisen har påvirket befolkningen og deres valg af politikere, afhænger af de enkelte landes opbygning af arbejdsmarked, velfærdsstat og det økonomiske marked.

»Der er forskellige former for kapitalisme og populisme,« lyder svaret fra Jonathan Hopkin.

Hvor dybt ramte krisen?

Jonathan Hopkin har været tilknyttet London School of Economics siden 2004, hvor han tidligere har forsket i europæiske valg og partier, særligt med fokus på korruption og finansiering af politiske partier.

Han betragter sig selv som »en stolt brite« og lægger ikke skjul på sin holdning til Brexit. Et billede af udenrigsminister Boris Johnson toner frem på skærmen som ét i en række af politikere, der skal illustrere den mangefacetterede populisme.

»Her har vi så en af de famøse brexit-tilhængere, som har latterliggjort sig selv,« siger lektoren.

I et interview efter oplægget går en af Hopkins første kommentarer da også på Brexit:

»Vi i Storbritannien kommer til at være eksemplet på det, ingen andre ønsker.«

Sammenhængen mellem kapitalisme og populisme handler blandt andet om, hvor dybt krisen har ramt i de forskellige lande, mener han. Landene kan inddeles i to kategorier: ’debitorlande’ og ’kreditorlande’.

Debitorlande gik ind i den økonomiske krise med høj udlandsgæld, for eksempel Storbritannien, Spanien og Grækenland. Kreditorlande stod på den modsatte side med lav udlandsgæld, for eksempel Tyskland, Holland, Skandinavien og Østrig.

»Det hænger også sammen med uligheden i landene, hvor debitorlandene har højere ulighed og er stater, som beskytter befolkningens levestandarder væsentligt mindre i krisesituationer,« forklarer Hopkin.

I kreditorlandene ser man primært højrefløjspartier som Alternative für Deutschland og Dansk Folkeparti, mens man i debitorlandene både ser en veludviklet højre- og venstrefløj.

I de debitorlande, der har, hvad Hopkin kalder en ’inkluderende velfærdsstat’, blomstrer venstrefløjspopulister som Syriza i Grækenland og Podemos i Spanien. Det inkluderende dækker over, at der kan være stor ulighed i samfundet, men at der er en mere eller mindre stærk stat, som forsøger at mindske uligheden gennem velfærdsydelser og skatter.

Omvendt er det i debitorlande med en ’liberal’ eller ’residual velfærdsstat’, hvor det primært er op til den enkelte at forsikre sig til velfærdsydelser. I de lande ser man både højrefløjspopulister som UKIP i Storbritannien og en stærk venstrefløj med eksempelvis lederen af det socialdemokratiske Labour, Jeremy Corbyn, som vandt 40 procent af stemmerne ved valget i juni. I USA kan man ligeledes både finde Donald Trump på højrefløjen og Bernie Sanders på venstrefløjen.

Det handler ikke kun om flygtninge

En af forklaringerne på, hvorfor befolkningerne reagerer forskelligt i forskellige systemer, skal findes i, hvordan man som borger står stillet i store, økonomiske og teknologiske udviklinger, globaliseringen og den økonomiske krise.

En arbejder vil have bedre muligheder i Danmark end i Storbritannien, og omvendt vil en meget velstående person formentlig være rigere i det britiske samfund end herhjemme – i hvert fald vil vedkommende betale mindre i skat.

»Min fortolkning er så, at befolkningen i Danmark har større tilbøjelighed til at forsøge at beskytte det, de har, i stedet for at forsøge at vælte systemet og opbygge et nyt. Immigration bliver derfor symbolet på det, der truer ens liv,« siger Hopkin.

»Hvis du på den anden side ser på en person i en fattig industribydel i Storbritannien, kan det godt være, at vedkommende også ser immigration som en trussel. Men det er ikke en trussel mod det, de har. Det, de har, er nemlig uhyre begrænset. De vil derfor gerne have noget mere, noget nyt og noget andet end det bestående.«

Det kan også kaldes den ’dobbelte tilgang’. Et begreb, Hopkin låner fra den ungarsk-amerikanske samfundstænker Karl Polanyi, som i 1944 udgav sit storværk The Great Transformation, der blandt andet kredser om den moderne kapitalismes fremkomst i Europa i det 19. og 20. århundrede.

Efter den økonomiske krise i 1930’erne, som Hopkin også ser paralleller til i dag, opstod en dobbelthed: På den ene side ønskede man at bryde noget ned, men på den anden side var der også et ønske om at bevare det bestående.

I Danmark ønsker man således at bevare det bestående samfund og beskytte det mod udefrakommende kræfter, mens Storbritannien går skridtet videre og ønsker en decideret omvæltning.

Når populister taler om trusler mod det bestående, er det i hvert fald på højrefløjen ofte synonymt med indvandring og flygtningekrise. Men der kan være stor forskel på, hvad der bliver oplevet som en trussel, og hvad der reelt udgør en trussel.

»Hvis vi skal tale om flygtninge,« siger Hopkin, burde det føre til, at Italien og Grækenland stemte på nationalistiske højrefløjspartier, og ikke lande som Danmark. De to sydeuropæiske lande er nemlig dem, som i høj grad har taget imod flygtningene.

»Men i de to lande ser vi faktisk en meget stærk venstrefløj. Der er også ekstreme højrefløjspartier, men de er meget små. I Italien har man Lega Nord, som er nationalistisk, men det ledende oppositionsparti er Femstjernebevægelsen. De er til tider flertydige i forhold til flygtningespørgsmålet, men de er helt tydeligt ikke et antiimmigrationsparti.«

Migrationens betydning kan ikke affejes fuldstændig. Men hvis det var det største problem, burde vi se en stigning i højrefløjspopulisme alle de steder, hvor der er migration.

»I stedet ser vi, at nogle lande har højrefløjspopulister, hvor andre har venstrefløjspopulister. Og de vokser alle sammen frem i samme periode.«

Macron er undtagelsen

Én politiker passer dog ikke ind i Hopkins kortlægning af ’antisystempolitikere’: Frankrigs præsident Emmanuel Macron. Hopkin har dog tænkt over, hvor man skal placere dét fænomen.

»Måske er han simpelthen bare undtagelsen i denne her trend.«

»Macron udfordrer ikke rigtigt systemet, selv om han kommer udefra. Han er markedsliberal. Det er en meget atypisk situation, som jeg har svært ved helt at finde ud af. Man kan sige, at det franske folk blev trætte af den etablerede elite, ønskede noget nyt, og derfor var Macron på det rigtige sted på det rigtige tidspunkt. Særligt hvis man ser på, at valget stod mellem ham og højrefløjspolitikeren Marine Le Pen, hvor mange valgte Macron. Derudover var valgdeltagelsen meget lav,« siger Jonathan Hopkin.

Uagtet hvorvidt Macron kan forklares eller ej, skal han være med til at forny EU. På grund af sit ophav ønsker Jonathan Hopkin ikke at lyde for EU-skeptisk, men han tror, at EU er »kørt fast«.

Den franske leder forsøger mere eller mindre direkte at omfavne globaliseringen. I Storbritannien sker det modsatte. Og i Tyskland opleves en mere klassisk tilgang til den økonomiske politik, hvor landet gør, som det har lyst til, fordi det med Hopkins ord er »ankeret i Europa«.

»Frankrig har indset, at det ikke kan have en lukket national økonomi, det har brug for at være integreret. Men landet vil være integreret i en mindre gruppe af europæiske lande, så de kan beskytte sig selv mod udefrakommende kræfter. Det er Tyskland ikke interesseret i, fordi det eksporterer til hele verden og derfor ikke har behov for at blive beskyttet mod for eksempel Kina. Det er EU’s eksporthjerte, og de har institutioner dér, hvor de gerne vil have dem. Jeg tror, Brexit er en fordel for Frankrig, fordi briterne var meget imod yderligere integration. Men jeg ser ikke en konsensus for det i EU lige nu. Tværtimod,« siger han.

»Alle forsøger bare at holde sammen på det, de har.«