Læsetid: 9 min.

Demokrater vil ikke længere undskylde Bill Clinton og spørger nu: Var han den mest magtfulde krænker af dem alle?

Demokraterne er i gang med en større omgang selvransagelse i lyset af #MeToo-kampagnen. Flere kvinder har gennem tiden beskyldt den populære ekspræsident Bill Clinton for overgreb. Nu spørger hans partifæller, om de burde have sagt fra og støttet kvinderne
Flere demokrater og liberale fortryder nu, at de forsvarede Bill Clinton, da han i sluthalvfemserne blev afsløret i en affære med praktikant Monica Lewinsky.

Flere demokrater og liberale fortryder nu, at de forsvarede Bill Clinton, da han i sluthalvfemserne blev afsløret i en affære med praktikant Monica Lewinsky.

Polaris Images

24. november 2017

Magtfulde mænd i filmindustrien og underholdningsbranchen er skandaliseret og har fået ødelagt deres karriere af et enkelt tweet, som er blevet en omsiggribende vidneskranke, hvor man ikke behøver rigtige dommere.

De liberale, som troede de kunne praktisere grænseløshed, fordi de havde patent på frisindet, er nu lige pludselig havnet på den forkerte side af historien.

Og det gør ondt. Helt ind i Det Demokratiske Partis sjæl. For måske har de holdt hånden over den mest magtfulde krænker af dem alle – USA’s præsident, dengang han hed Bill Clinton. Dengang tiden var en anden, før der var noget, der hed #MeToo.

Det var naturligvis ikke Bill, Hillary Clinton tænkte på, da hun på BBC One’s The Andrew Marr Show kommenterede #MeToo- kampagnen i forbindelse med promoveringen af sin nye bog What Happened i Storbritannien og talte beundrende om de kvinder, der er trådt frem med deres overgrebshistorier verden over.

»Det er vigtigt, at vi ikke kun fokuserer på ’ham’ og konsekvenserne af hans adfærd. Men at vi erkender, at denne adfærd ikke kan tolereres nogen steder, hverken i underholdningsbranchen eller i politik – vi har trods alt en, der indrømmer seksuelle overgreb, siddende i Det Ovale Værelse.«

Men det er ikke Donald Trump, Hillary Clintons partifæller har indledt et opgør med i kølvandet på #MeToo-bevægelsen. Tværtimod har prominente demokrater og meningsdannere i stedet opfordret til selvransagelse i forhold til den beskyttelse, demokrater og andre liberale har ydet Bill Clinton, USA 42. præsident, dengang kvinder stod frem og beskyldte ham for sexchikane og voldtægt, der skulle være foregået i løbet af hans politiske karriere.

Så stort er ubehaget tilsyneladende blandt de liberale amerikanere i lyset af #MeToo, at det ikke ser ud til at betyde noget, at Bill Clinton ikke længere er magtfuld præsident, men en populær ekspræsident. Mens Donald Trump, der også er anklaget for overgreb af en række kvinder, sidder i Det Hvide Hus.

Senest har den demokratiske senator, Kirsten Gillibrand, som har overtaget pladsen fra Hillary Clinton i New York og er mangeårig støtte af Clinton-familien, udtalt, at Bill Clinton skulle have trukket sig som præsident, hvis de ting, han blev beskyldt for, var sket i dag:

»Tingene har ændret sig, og jeg tror, at reaktionerne ville have været meget anderledes under de nuværende omstændigheder,« forklarede Gillibrand ifølge The New York Times.

Det skal ses i sammenhæng med, at USA i manges øjne er plaget af en udpræget voldtægtskultur. Det progressive og feministiske svar på det er, at der behøves et paradigmeskift: Man skal tro på kvinders anklager om seksuel chikane og overgreb som udgangspunkt – i stedet for som udgangspunkt ikke at tro på dem.

Kirsten Gillibrand er den højeste rangerende demokrat, der undsiger Bill Clinton i #MeToo-æraen. Men mange flere har ændret deres holdning til beskyldningerne mod ekspræsidenten, som havde en affære med en praktikant i Det Hvide Hus, Monica Lewinsky, og var tæt på at koste ham embedet. Og desuden er blevet anklaget af tre andre kvinder, Juanita Broaddrick, Kathleen Willey og Paula Jones for seksuelle krænkelser og voldtægt.

Anklagerne mod Clinton

Juanita Broaddrick:

Den hårdeste beskyldning mod Bill Clinton kommer fra Juanita Broaddrick, tidligere sygeplejerske. Hun hævder at være blevet voldtaget af Bill Clinton i 1978, da han var justitsminister i Arkansas’ delstatsregering, og hun, dengang 35, var leder af et plejehjem.

Clinton mødte Broaddrick, da han besøgte plejehjemmet under en valgkamp. Han foreslog angiveligt, at de to skulle mødes, når han igen kom til Little Rock i cafeen på et hotel. Da Clinton ankom til hotellet, skal han have foreslået, at de i stedet mødtes på hans værelse.

Her skal voldtægten være foregået. Broaddrick hævder, at det gik så voldsomt for sig, at Clinton bed hendes læber til blods.

»Han opførte sig, som om det var den naturligste ting i verden. Han var ikke det mindste undskyldende. Det var uvirkeligt,« har hun sagt i et interview om den påståede episode. Broaddricks historie bakkes op af hendes veninder fra dengang, der skal have mødt hende umiddelbart efter det påståede overgreb.

Kathleen Willey:

Kathleen Willey, en demokratisk partiaktivist, hævder at være blevet sexkrænket af Clinton, da hun i 1993 besøgte ham i Det Ovale Værelse. Clinton skal have kysset hende, begramset hendes bryster og tvunget hende til at røre ham i skridtet.

Willey stod frem med sine anklager i 1998. Clinton har kategorisk benægtet, at de skulle have noget på sig, men indrømmer, at han gav Willey et kram og måske også et kys på panden.

Willey fortæller, at hun stod på venskabelig fod med Clinton og under mødet betroede ham, at hun og hendes mand var i økonomiske vanskeligheder. Hendes ærinde var at bede om et lønnet job efter hendes indsats som frivillig. I et interview fra 2016 genkalder Willey sig den påståede episode:

»Alle mulige tanker fór igennem mit hoved: Skal jeg knalde ham en lussing, sparke ham, give ham et knæ i skridtet. Hvad gør jeg? Skriger? Kommer Secret Service så rendende og banker mig ned med pistoler?«

Kilde: Business Insider

’Vi begik en fejl’

Dengang i sluthalvfemserne fik Bill Clinton moralsk støtte af prominente feminister som Gloria Steinem, der i et indlæg i The New York Times i 1998 omtalte præsidentens handlinger som »grove, dumme og hensynsløse« forsøg på at lægge an på kvinder. I Business Insider blev denne udlægning i sidste uge omtalt som et forsøg på at »minimere« Bill Clintons ansvar.

Amerikanerne er vant til, at sexanklager bliver brugt mod politiske modstandere. Og flere demokrater erkender da også, at indrømmelser, der støtter kvinders anklager mod ’ens egne’, vil blive brugt politisk. Som f.eks. nu hvor republikanere forsøger at flytte fokus fra sexanklagerne mod den republikanske kandidat til senatet i Alabama, Roy Moore, ved at tale om ’the Bill stuff’ og betegne Moores modstandere som hyklere. 

Men det afholder ikke folk som den venstreorienterede blogger og medstifter af mediet vox.com, Matthew Yglesias, der desuden er tidligere ansat på Center for American Progress, en central institution for Clinton-parret, fra ligesom Gillibrand at mene, at Bill Clinton burde have trukket sig tilbage dengang. Onsdag skrev han på Vox.com.:

»Jeg tror, vi begik en fejl ved at forsvare Bill Clinton i 1990’erne.«

Chris Hayes, fremtrædende liberal vært på MSNBC – (modstykke til det konservative Fox News, red.) var med til at sætte bølgen af selvransagelse i gang, da han i forrige uge skrev på Twitter:

»Demokrater og centrumvenstre skulle for længst have taget et opgør omkring anklagerne.« 

Hvilket fik kritiker og skribent Caitlin Flanagan, der kalder sig »livslang demokrat«, til at følge op i The Atlantic med en lignende opfordring til demokrater. Mens forfatteren Michelle Goldberg skrev et indlæg i New York Times med overskriften »Jeg tror Juanita« (der har anklaget Bill Clinton for voldtægt, red.), og David Rothkopf, et tidligere medlem af Clinton-administrationen, har sagt, at Monica Lewinsky »fortjener undskyldning fra mange af os«.

Ændret holdning 

Goldberg bruger Juanita Broaddricks sag som illustration af, hvorfor hun har skiftet holdning til anklagerne mod Bill Clinton. Broaddrick fortalte om voldtægten, der skulle være foregået på et hotelværelse i 1978, til en række veninder uafhængigt af hinanden. Men underskrev senere en erklæring afgivet til Paula Jones’ advokater, hvor hun benægtede, at voldtægten var sket. Hun har siden forklaret, at hun ikke ville have offentlighed om voldtægten på det tidspunkt.

Senere blev Broaddrick, der støttede Trumps kandidatur, sammen med Paula Jones og Kathleen Willey inviteret af ham til en valgdebat med Hillary Clinton. Det hjalp Trump med at flytte fokus fra hans forhold til kvinder under ’grab them by the pussy’-balladen. Goldberg hæfter sig ved, at vores syn på kvinders beretninger om overgreb har ændret sig siden 1990’erne, og at få feminister i dag ville anse hendes skiftende forklaringer for utroværdige.

Matthew Yglesias på sin side mener, at det moralske klarsyn burde ramme amerikanerne i forhold til sagen om Monica Lewinsky. Hun har understreget, at hendes og præsident Bill Clintons affære i Det Hvide Hus foregik med samtykke. Men det er ligegyldigt, argumenterer Yglesias. Republikanerne valgte at sætte angrebet mod Clinton forkert ind i 1990’erne, hvor de forsøgte at få ham stillet for en rigsret på grund af mened begået i et forsøg på at skjule sin affære. I stedet skulle Republikanerne – og alle andre – have fastslået, at det, Bill Clinton gjorde, var at udnytte sin sociale, politiske og økonomiske magt i forhold til yngre kvinder.

Anklagerne mod Clinton - fortsat

Leslie Millwee:

Leslie Millwee, en tidligere tv-journalist, stod frem i oktober 2016 med en beskyldning om, at Clinton krænkede hende ved tre forskellige lejligheder i 1980. Hun hævder, at Clinton tog hende på brysterne, når han besøgte den tv-station, hvor hun arbejdede.

»Jeg bad ham om at holde op, jeg frøs til is, men han lo bare.«

Millwee siger, at hun ikke turde indberette det til myndighederne, fordi Clinton dengang var guvernør i Arkansas, og hun frygtede, hvad der ville ske, hvis hun stod frem.

Paula Jones:

Den daværende ansatte i Arkansas’ delstatsforvaltning hævder, at hun i 1991 fik en henvendelse fra politiet om, at Clinton ville tale med hende. En politimand skal have ført Jones til et hotelværelse, hvor Clinton befandt sig. Her blottede han sig for hende og krævede samleje.

»Han trak sine bukser ned og viste alt frem. Jeg sagde: ’Jeg er ikke den slags pige, nu må jeg se at komme tilbage til mit skrivebord. Han sagde: ’Du er en klog pige, lad os holde det her for os selv.’«

Jones stod frem med sine beskyldninger i 1994 og sagsøgte Clinton for sexchikane. En dommer afviste sagen i 1998 under henvisning til, at Jones ikke kunne bevise, at hun havde lidt skade, hverken personligt eller i sin karriere. Jones appellerede, og i sidste ende betalte Clinton hende 850.000 dollars i et forlig, men uden at erkende nogen skyld.

Kilde: Business Insider

Hillarys problem

I stedet accepterede man Bill Clintons fremstilling af, at angrebene mod ham var et forsøg på at blande sig i hans privatliv, mener Matthew Yglesias, med henvisning til Bill Clintons udtalelser om, at hans privatliv skulle forblive privat, så nationen kunne komme videre med nationens liv.

Denne ’snagen’ i politikeres privatliv er med #MeToo-æraen blevet helt legitim. Endelig er der også demokrater, der har holdt sig tilbage i forhold til Bill Clintons handlinger, fra det øjeblik hans kone Hillary Clinton stillede op til et politisk embede. Fordi et angreb på Bill Clinton utvivlsomt ville blive brugt mod Hillary Clinton. Den flanke åbnede Hillary Clinton imidlertid selv under sin kampagne i 2016. Dengang lød det i et twitterfeed fra Hillary Clinton: 

»Til alle der har været udsat for seksuelle overgreb… Du har retten til at blive troet på. Vi er med dig.«

Hvorfor rakte hun ikke samme hånd ud til de kvinder, der igennem årene havde anklaget Bill Clinton, og lod tvivlen komme dem til gode, lød det. Da Hillary Clinton blev spurgt direkte af en vælger på et borgermøde, om man også burde have troet Broaddrick, Willey og Jones, svarede hun:

»Jeg vil sige, at alle har ret til at blive troet på i første omgang – indtil man ikke længere kan tro på det på grund af beviserne.«

For Trumps kampagne kom genopførelsen af anklagerne mod Bill Clinton og Hillary Clintons reaktioner på dem som sendt fra himlen i valgkampen i 2016, da Trump var under pres på grund af ’grab them by the pussy’-udtalelserne, skriver The Guardians kommentator, Jill Abrahamson. Hun citerer en af Trumps centrale rådgivere på det tidspunkt for at sige:

»Anklagerne mod Clinton hjalp med at flytte fokus til en anden seksualforbryder.«

Det får Jill Abrahamson til at konkludere, at hun i teorien er for nultolerance over for seksuelle overgreb. Men samtidig frygter hun, at det vil blive brugt af folk som Trump, der aldrig nogen sinde vil kæmpe for kvinders rettigheder, men i stedet bruger deres magt til at bombe rettighederne mange år tilbage.

Den risiko er Michelle Goldberg imidlertid villig til at løbe. 

»Vi skal være på kvindernes side og tro dem. Men indimellem vil den tro blive brugt imod os,« skriver hun.

Endnu er diskussionen om proportioner udeblevet i den amerikanske debat om Bill Clinton. For skal en affære med en myndig kvinde og den angivelige voldtægt af Broaddrick, der er påstand mod påstand – uden vidner – koste en mand posten som USA’s præsident? Spørgsmålet er om den debat nogensinde vil blive taget i #MeToo-æraen.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Ejvind Larsen
  • David Zennaro
  • Eva Schwanenflügel
  • Hans Aagaard
Ejvind Larsen, David Zennaro, Eva Schwanenflügel og Hans Aagaard anbefalede denne artikel

Kommentarer

Gustav Alexander

Tildeler vi nu Monica Lewinsky så lidt selvstændig agens at hun reduceres til et offer for Bill Clinton? og hvor stort en politisk agt er det lige præcis at Hillary en gang har skrevet noget på twitter, der verbalt støtter voldtægtsofre? Skal det nu kaldes støtte?

Demokraterne viser her at deres værdipolitiske standpunkter blæser ligeså meget for vinden, som deres økonomiske politik. Én ting er at kapitulere til samtidens diskurs og forståelsesramme men nu vil man simpelthen også genfortolke fortiden ud fra den.

Der ligger en farlig fremskridtsfetishisme i de her idéer om at vi i dag objektivt forstår hvordan kønsrelationerne "virkelig" bør være, og således ser hvor "forkerte" de har været i fortiden. Den fremskridtsfetishisme deler man med højrefløjen.

Der er - i det store hele - noget utopisk/idealistisk i projektet. Antagelsen lader til at være, at vi kan finde frem til de "sundeste" eller "mest rigtige" kønsrelationer, som tidligere tiders kvinder - eller kvinder i andre lande sågar - desværre ikke forstår. Det er underligt set i lyset af den sociale konstruktivisme, som bevægelsen netop bekender sig til.

Robert Ørsted-Jensen, Ole Frank, Nis Jørgensen, ulrik mortensen, Michael Friis, Ole Kristensen og Christian De Thurah anbefalede denne kommentar
Torben Lindegaard

Jeg har overhovedet ikke noget problem med Bill Clinton & Monica Lewinsky's affære - det er privat mellem dem. Bill Clinton førte sig aldrig frem som et dydsmønster, så han kan ikke anklages for hykleri i den forbindelse.

Og specialanklager Kenneth Starr's fremfærd mod den dengang 21-årige Monica Lewinsky var fuldstændig under lavmålet.

Problemerne kommer, når man vurderer Bill Clinton's forsøg på at holde affæren skjult.
Han stak en løgn til Kenneth Starr og fik alle mulige problemer efterfølgende - herunder en Rigsretssag i Senatet !!

Men det værste er Bill Clinton's efterfølgende forsøg på karaktermord på Monica Lewinsky. James Carville's - en gammel Clinton håndlanger - anti-Lewinsky optræden på TV var helt uhørt svinsk, selv efter amerikanske forhold.

Bjarne Bisgaard Jensen, Henriette Bøhne, Jørn Andersen, Steffen Gliese og lone kickel anbefalede denne kommentar
Søren Jacobsen

Det var kvinden, som overtalte manden at bide i det forbudte æble i paradis, hvorefter mennesket for evigt blev fordømt. Det har jeg sort på hvidt i skrift.

Søren Jacobsen

Det her drejer sig slet ikke om kvinder og mænd. Det her drejer sig om mennesker, som krænger andre mennesker. Det kan være seksuelt, det kan være på værdighed, det kan foregår på mange måder at et menneske tager magt over et andet menneske. Og det foregår hver dag over alt i samfundet.

Så igen. Det her drejer sig slet ikke om kvinder og mænd.

Svend Erik Sokkelund

Er det med samtykke fra begge sider, hører det under privatlivets fred, hvad der end er af sexuelle interesser og/ eller magtspil, cigarer eller ej.
At Rigsretten kan blande sig i, hvad der er 'korrekt' eller 'usædeligt', er i den grad grotesk & usmageligt, 'Big Brother' agtigt.

Det kan nok siges, at Hillary Clinton aldrig på noget tidspunkt sagde fra på en måde, der var til at forstå. Hun førte sig altid frem som et offer.

M. Lewinsky blev tromlet af alt of alle - hun var for ung til at sige fra over for President Clinton.

Robert Ørsted-Jensen

Lewinsky er født i juli 73 - og affæren var i 1995-96 så hun var 22 år da det startede. Ikke ligefrem den alder vi plejer at sætte på begrebet “praktikant”

Selvfølgelig var manden dum i at indlade sig på sådan noget men der er nu også en god portion billig moralisering her. Hun var gammel nok til at vide bedre. Det var sgu ikke voldtægt

Robert Ørsted-Jensen

Nanna - Selvfølgelig var hun ikke for ung til at sige fra, det er ævl, hun var en voksen ung kvinde. Han burde have været klog og voksen nok til ikke at indlade sig på sådan noget. Men når alt kommer til at var dette en sag mellem ham og hans kone. Der burde det være forblevet.