»Stem mod alle, stem på Ksenija Sobtjak«.
Med det slogan meldte den 36-årige stjernejournalist Ksenija Sobtjak i sidste måned sit kandidatur til det russiske præsidentvalg næste forår.
Hun opfordrer russerne til at sætte kryds ved sit navn for at udtrykke deres protest mod et stivnet autoritært regime, hvor resten af felt udgøres af bedagede gengangere: den 65-årige liberale politiker Grigorij Javlinskij, den 73-årige kommunist Gennadij Sjuganov og den 71-årige nationalist Sjirinovskij, der stiller op til deres henholdsvis tredje, femte og sjette præsidentvalg, og så den 65-årige Vladimir Putin, der ventes at vinde sit fjerde præsidentvalg med sikker margin.
Ksenija Sobjtaks kandidatur har imidlertid fået en blandet modtagelse i den russiske opposition.
Flere argumenterer for, at hun langt fra er nogen ideel protestkandidat. Med sine relativt liberale økonomiske synspunkter og sine udtalelser om, at Krim ikke er russisk, appellerer hun hverken til Sjuganovs socialistiske eller til Sjirinovskijs patriotiske vælgere, men til en meget lille gruppe liberale.
»Nogen har fået den lyse ide, at hun vil kunne engagere de unge vælgere. Det er en dybt forfejlet teori. Der er ingen, der vil reagere på det,« siger Julij Nisnevitj, professor i statskundskab ved Higher School of Economics i Moskva.
Kremls kandidat
Som flere andre anser han Ksenija Sobtjak for at være Kremls kandidat. Rygterne om hendes kandidatur har svirret siden begyndelsen af september, da avisen Vedomosti citerede unavngivne kilder for, at præsidentadministrationen var på udkig efter en kvindelig sparringspartner til Putin, en kandidat der kunne trække folk af huse, øge stemmeprocenten og give legitimitet til et valg, som Vladimir Putin ventes at vinde stort.
Sobtjak har afvist disse forlydender og gentaget, at beslutningen om at deltage i valget er hendes alene. Men den forsikring giver Julij Nisnevitj ikke meget for.
»I hendes stab er der en række mennesker, som jeg kender helt tilbage fra 1990’erne. De ville aldrig deltage, hvis de ikke havde fået lov til det oppefra,« siger Nisnevitj, der sad i det russiske parlaments underhus, Dumaen, først i 1990’erne. Heller ikke Sobtjaks finansielle støtter agerer på eget initiativ, mener han.
»I Rusland vil ingen forretningsstrukturer støtte politiske partier eller kandidater uden — som minimum — at have fået en garanti for, at de ikke vil blive straffet for det. Som regel får de at vide, at de skal støtte, og så gør de det. Så når Sobtjak siger, at folk står i kø for at støtte hende, kan man ikke andet end trække på smilebåndet,« siger Nisnevitj.
Heller ikke Grigorij Melkonjants tror på, at Ksenija Sobtjak er gået ind i præsidentvalgkampen på eget initiativ. Han er advokat ved Golos, et netværk af organisationer, der træner valgobservatører og monitorerer lokale, regionale og nationale valghandlinger i Rusland. Han synes, at præsidentvalgkampen minder om den foregående i 2011-2012, da rigmanden Mikhail Prokhorov stillede op mod Vladimir Putin.
»Han skulle demonstrere, at der var et liberalt alternativ, at der var politisk konkurrence om at tiltrække den såkaldte middelklasse. Det var helt åbenlyst dengang, at han ikke havde en chance, og det har Sobtjak heller ikke nu. Hun vil ikke tiltrække særligt mange vælgere, højst nogle procent,« siger Melkonjants til Information.
Boykot eller ej
Ksenija Sobjtak beskyldes også for at svække den russiske opposition ved at underminere Aleksej Navalnyj, den 41-årige blogger og advokat, der har etableret kampagnestab i 80 ud af Ruslands 85 delstater. På grund af en betinget dom for underslæb må Navalnyj imidlertid ikke stille op til præsidentvalget. Han kræver at blive renset og få lov at stille op til præsidentvalget. Sker det ikke, vil han opfordre alle til at boykotte valget.
Ksenija Sobtjak kræver også, at Navalnyj får lov til at stille op. Hun har udtalt, at hun er parat til at trække sig, hvis Navalnyj får adgang. Får han ikke det — og det er der ikke meget, der tyder på, han gør — mener hun ikke, at man bør boykotte valget, men i stedet stemme på hende.
Dén opfordring bærer ved til en gammel strid blandt russiske liberale.
»Hele det her cirkus gør det klart for alle, hvad jeg har sagt hele tiden, nemlig at der ikke findes reelle valg i Rusland,« siger Julij Nisnevitj, der ikke tror, at Sobtjaks deltagelse i valget ændrer noget. Snarere tværtimod.
»Man skal forstå, at der i Rusland ikke eksisterer politik i gængs forstand. Der findes simpelthen ingen indenrigspolitik. Det russiske system er baseret på nogle styrende klaner, som afgør deres uoverensstemmelser indbyrdes. Og det er dét,« siger Julij Nisnevitj.
Professoren i statskundskab anser næste års præsidentvalg som endnu en uskøn cirkusforestilling, der har til formål at give regimet legitimitet. Han påstår, at valget i meget høj grad er planlagt af præsidentadministrationen, og henviser til forlydender om, at Ruslands viceguvernører under et møde i Kreml skulle være blevet briefet om, hvilken stemmedeltagelse og hvilket valgresultat de forventedes at skulle fremvise ved præsidentvalget.
»For en person, der bor i et almindeligt demokratisk land, er det absurd teater. Men det er det, vi har, og Sobtjaks udmelding viser endnu engang, hvor absurd hele forestillingen er. Hvis vi går ud fra, at dette ikke er reelle valg, giver det ingen mening at spille efter reglerne. Det er meningsløst. Efter min mening bør de, der forstårm, hvad der foregår, overhovedet ikke stemme,« siger Nisnevitj.
Han mener, at man ved at stemme blot legitimerer regimet og forøger valgdeltagelsen, hvilket præcis er, hvad magthaverne kæmper for.
Deltag
Menneskerettighedsadvokaten Grigorij Melkonjants er uenig. Han tvivler på, at en total boykot ændrer noget, tværtimod har Kreml en interesse i at holde de aktive dele af samfundet væk fra stemmeurnerne.
»Kreml har en interesse i at tiltrække de såkaldte budgetniki — folk der er afhænge af statsbudgettet; militærfolk, pensionister, kommunalt ansatte, embedsfolk. Dem er der utrolig mange af, og staten har et instrument til at påvirke dem. Magthaverne har altid en gruppe at læne sig op ad ved valg, de fører dem bare hen vil valgstederne. De øvrige, uforudsigelige vælgere har de ikke noget at bruge til,« siger Melkonjants.
Helt overordnet mener advokaten også, at strategien til at vende alle former for valghandling ryggen, er forfejlet.
»Man kan selvfølgelig lære vælgeren at være passiv og vente på, at der på et eller andet tidspunkt helt af sig selv vil dukke en stemmeseddel op med kandidater, man synes om. Men man kan også være mere aktiv,« siger Grigorij Melkonjants fra sit kontor på Golos.
»Vores udgangspunkt som menneskerettighedsorganisation er, at man skal deltage i politiske processer, også selvom de ikke ser helt ærlige eller retfærdige ud, men det er vigtigt, at der i samfundet udvikles en retlig model for borgernes deltagelse i valg,« forklarer Melkonjants.
»I dag er der måske ingen kandidater, som tilfredsstiller dine krav, men – under en eller anden form for pres – kan disse kandidater dukke op i morgen. Denne erfaring med valgdeltagelse og den mulige indflydelse på resultatet er meget værdifuld,« siger advokaten, der understreger, at der er mange måder at deltage på.
»Man kan stemme, man kan ødelægge stemmesedlen, sætte flere kryds eller slet ikke sætte nogen. Uanset hvad man vælger, så er der ingen, der kan stemme på vegne af dig,« siger Melkonjants og nævner, at flere russiske vælgere tager stemmesedler med sig ud af valglokalet og på den måde dokumenterer svindel, hvis det af valgprotokollen bagefter fremgår, at alle har stemt.
»Hvis man ikke møder op og ikke bruger sin stemme, er en risiko for, at man for at øge valgdeltagelsen forfalsker din underskrift i valgprotokollen, og at din stemme enten fysisk eller virtuelt bliver afgivet på en eller anden kandidat,« forklarer Melkonjants.
Det nytter
Ifølge Julij Nisnevitj er det alt sammen skønne spildte kræfter. Han mener ikke, at der vil ske ændringer, før det russiske regime bryder sammen, præcis som det sovjetiske gjorde, da sovjetborgere i hundredtusindvis gik på gaden i 1991
»Hvorfor er vores magthavere så bange for farvede revolutioner? Fordi vi i 1991 havde en, og de så, hvordan magten skiftede hænder. Folk, der modtager store dividender af at sidde ved magten, vil de lade andre komme til magten? Hvordan skulle det gå for sig,« spørger Nisnevitj retorisk.
Grigorij Melkonjants mener derimod, at det nytter at deltage, og at det russiske civilsamfund har vundet indtil flere små sejre over regimet.
»I Moskva blev der i 2011 registreret mange tilfælde af ikke bare uregelmæssigheder, men decideret valgsvindel. Der var vælgere, der stemte flere gange, karruseller (busser med vælgere, der kører rundt og stemmer ved flere valgsteder, red.) tilfælde af, at der blev lagt stemmesedler i urnen, der var udfyldte på forhånd,« husker Melkonjants.
Han argumenterer for, at det var dokumentationen af denne svindel og de store folkelige protester i Moskvas gader i december 2011, der førte til politiske indrømmelser fra regimet. Det blev lettere at registrere politiske partier og genindførte direkte valg til guvernørposterne.
»Det vigtigste er, at man ved præsidentvalget i 2012, borgmestervalget i Moskva i 2013 og parlamentsvalget i 2016 ikke har registreret valgsvindel. I Moskva lykkedes det os at sende mange valgobservatører, og eftersom de valgtilforordnede er bange for os – de frygter at nye tilfælde af valgsvindel kan afstedkomme nye folkelige protester – tør de derfor ikke prøve på noget,« fortæller Melkonjants
Han tror, at det er en af forklaringerne på, at stemmeoptællingen ved lokalvalgene i Moskva i september foregik mere eller mindre ærligt, og at mange uafhængige kandidater blev valgt ind.
»Hvis betingelserne havde været, som de var i 2011 og før, kunne kandidater ikke forsvare deres sejr. Man havde simpelthen skrevet valgprotokollerne om og stjålet sejren. Nu er situationen i Moskva en anden,« slutter Grigorij Melkonjants.
