Læsetid: 7 min.

Erdogans ideologiske udenrigspolitik har svækket Tyrkiets indflydelse i regionen

Tyrkiet er reelt halehæng til Rusland og Iran i Syrien-politikken, og har nedtonet de regionale ambitioner til et krav om begrænsning af de syriske kurderes inddragelse i en fredsløsning. Det kommer Erdogan ikke langt med og må imødese endnu en etape på de senere års rute af udenrigspolitiske blamager
Irans præsident, Hassan Rouhani (tv.), Ruslands Putin (i midten) og Tyrkiets Erdogan trykkede forleden hænder i den russiske by Sotji.

Irans præsident, Hassan Rouhani (tv.), Ruslands Putin (i midten) og Tyrkiets Erdogan trykkede forleden hænder i den russiske by Sotji.

Parspix/ABACA

25. november 2017

Dvæler man et øjeblik ved fotografiet af Irans præsident, Hassan Rouhani, Ruslands Vladimir Putin og Tyrkiets Recep Tayyip Erdogan, der med forenede næver poserer i den russiske ferieby, Sotji, er det tydeligt, at forbrødringen er postuleret.

Det er et billede af to vindere og en taber: Rouhani og Putin smiler forbindtligt. Erdogan ligner en mand, der holder masken, selvom han lige har drukket noget, han absolut ikke kan lide smagen af.

Således bekræftes den ofte citerede pressefotograf-parole om, at ét billede kan sige mere end 1.000 ord – og Erdogan brugte efter triumviratets topmøde i Sotji en del ord på at bortforklare, at han ikke kom igennem med Tyrkiets eneste ultimative krav til den kommende ’kongres for national syrisk dialog’ mellem den anerkendte opposition og Damaskus-regimet:

At det syrisk-kurdiske parti, PYD (akronym for Demokratisk Union) og dets militære arm, YPG (Folkets Beskyttelses Enheder), ikke sidder med ved oppositions-bordet, når forhandlingerne går i gang, formentlig om en uges tid og parallelt med indledningen af den fjerde FN-mægling i Geneve ledet af FN’s særlige Syrien-udsending, Staffan de Mistura.

For selvom den regeringsloyale presse – hvilket i dag er alle tyrkiske mainstream-medier – citerer Erdogan for bombastiske udmeldinger om, at der ’ikke er plads til YPG og PYD i en Syrien-løsning’, er realiteten, at PYD vil sidde med ved bordet.

Da Erdogans toprådgiver, Ibrahim Kalin, i perioden op til topmødet sagde, at takket være Tyrkiets indsigelse ville Rusland undlade at invitere PYD til fredskonferencen, blev spinnet straks skudt ned af Ruslands viceudenrigsminister, Mikhail Bogdanov, der sagde, at Tyrkiet ikke skulle blande sig i, hvem Rusland måtte invitere, hvorpå den russiske udenrigsminister, Sergej Lavrov, kort erkærede, at PYD »vil være til stede i Sotji«.

Tabet af indflydelse

Episoden viser i miniformat Tyrkiets maksimale tab af udenrigspolitisk indflydelse i Mellemøsten, hvor Ankara for kun fem-seks år siden var et ombejlet midtpunkt – beundret af araberne, der kaldte deres nyfødte for ’Tayyip’, respekteret i Teheran, som i 2010 for første gang gik med til at sende de omstridte uranbrændsels-stokke ud af landet på betingelse af, at de blev opbevaret i Tyrkiet. Ligesom det var den hovedstad, som præsident Barack Obama oftest ringede til, næst efter hans særlige ven i Downing Street.

Den udenrigspolitiske parole blev dengang formuleret af Ahmet Davutoglu, udenrigsminister fra 2009 og premierminister fra 2014, indtil han blev fyret i foråret 2016. Den var: nul problemer med naboerne. I dag er der kun problemer. Og de skyldes ikke kun udbruddet af det såkaldte arabiske forår, og at Erdogan på Davos-topmødet i januar 2009 gjorde sig uvenner med Israel, de skyldes også den tyrkiske ledelses islamisk-ideologiske tilgang til regionen, der kort kan sammenfattes som politisk støtte til Det Muslimske Broderskab, som Erdogan var discipel af i sine tidlige år, indtil han proforma afsværgede islamismen i forbindelse med dannelsen af AKP i 2001, der solgte sig som ’demokratisk konservativt parti’ ikke ulig CDU i Tyskland og kristne demokrater i Italien.

Det Muslimske Broderskab

Men leoparden glemmer ikke sine pletter, og da den syriske revolte brød ud i marts 2011, og hvor det hurtigt stod klart at Det Muslimske Broderskab fiskede i rørte vande, tilskyndede Erdogan sin unge ven og protegé, Bashar al-Assad, til at imødekomme oprøret med demokratiske reformer, der i sin konsekvens ville indebære, at han og hans alawit-sekt, der udgør 10-12 procent af befolkningen, kunne vinke farvel til magten. Så han sagde nej tak til de gode råd, når Ahmet Davutoglu og senere Hakan Fidan, chefen for MIT, den tyrkiske spiontjeneste, pendlede til Damaskus.

Så fra starten af 2012 stillede Tyrkiet faciliteter til rådighed for den syriske opposition, hvis besluttende organer blev domineret af syriske eksilpolitikere fra Det Muslimske Broderskab. Bashar al-Assad skal væk, var Erdogans utvetydige parole, der indledtes med de facto støtte til de islamiske oprørere, hvad enten det var den moderate Frie Syriske Hær eller jihad-militserne Jabhat al-Nusra, tilknyttet al Qaeda, eller Islamisk Stat, der frem til 2015 holdt seminarer på hoteller i tyrkiske grænsebyer. Det gik, indtil det stoppede med Islamisk Stats terrorangreb i Suruc, Ankara og Istanbul i 2015 – i øvrigt målrettet mod de tyrkiske kurdere, og Erdogan tilsluttede sig trevent USA-koalitionen, i det mindste formelt – og stadig med parolen om at fjerne al-Assad.   

Tyrkiets kapitulerer til Rusland

Men al-Assad sidder stadig i Damaskus efter flere års mellemregninger, hvor Tyrkiet blandt andet blev fuldstændig udelukket fra Syrien efter nedskydningen af et russisk kampfly i november 2015, indtil Erdogan sagde undskyld og måtte acceptere at deltage i forhandlinger med Rusland og Iran om Syriens fremtid i Kasakhstans hovedstad – en proces, der i realiteten har erstattet de fejlslagne FN-runder i Geneve. Møderne resulterede eksempelvis i, at Tyrkiet solgte de islamiske oprørsmilitser i Aleppo, da regimet for et år siden erobrede hele byen.

Ankara har tænderskærende indset, at Damaskus-regimet ikke kan fjernes så længe det har russisk og iransk opbakning, og har derfor minimeret ambitionerne til krav om, at kurderne i PYD trænges tilbage til øst for Eufrat-floden og elimineres i den vestlige Afrin-provins. Men russerne bestemmer, og Tyrkiet fik i 2016 grønt lys til at rykke ind i det nordlige Syrien og etablere en korridor, der skiller de to kurdiske Rojave-provinser i øst fra Afrin i vest.

I denne sensommer er tyrkerne rykket ned i Idlib-provinsen, oprørernes sidste støttepunkt, hvor de i samarbejde med militserne i en jihad-paraply, ledet fra den tidligere Nusra-gruppe, har etableret tre deeskalations-zoner.

Men russerne har anmodet om 12 zoner, og indtil videre kan tyrkerne ikke rykke mod nord fra Idlib til Afrin, da russisk militær er blevet styrket i den kurdiske provins. Politiske iagttagere i Istanbul vurderer, at russerne venter med at ’åbne Afrin som gave’, indtil tyrkerne har løst den bundne opgave i Idlib med neutralisering af jihad-militserne.

PYD-YPG er en byld i Ankara

Kurderne i PYD, der er politisk og organisatorisk forbundet med de tyrkisk-kurdiske separatister i PKK, er en ondartet byld i Ankaras udenrigspolitik.

Dels fordi PYD med en fremtidig autonomi-aftale med Damaskus – som russerne har foreslået – vil være en del af et ’kurdisk bånd’ fra Tyrkiets iranske østgrænse over Kandil-bjergene i Irak til Middelhavet i vest – dels fordi PYD’s YPG-militser i dag er bevæbnede som USA-koalitionens landstyrke i nedkæmpelsen af Islamisk Stat.

Pentagon afslog uden unødig høflighed Tyrkiets tilbud om at stille en arabisk styrke, bakket op af tyrkisk panser, til rådighed, da offensiven mod IS-hovedbyen Raqqa blev indledt i foråret. Den amerikanske general Joseph Votel, chef for USA-koalitionens centrale kommando, er bl.a. citeret for at stole mere på YPG-styrken, suppleret med arabiske fodfolk, end på de tyrkiske løfter om at stille 10.000 mand. Det har selvsagt vakt mishag i Ankara, hvis forhold til Washington i forvejen er belastet af en række diplomatiske koks, herunder USA’s afvisning af at udlevere den mistænkte hovedmand bag kupforsøget i juli 2016, prædikanten Fethullah Gülen.

Fejllæsningen i Irak

Også i Irak er Tyrkiet sat ud på et sidespor, ikke af russerne, men af iranerne, der har overtaget kontrollen med oliefelterne i Kirkuk, og dermed i realiteten med det nordlige, kurdiske Irak. Indtil den kurdiske leder, Massoud Barzani, gennemførte sin folkeafstemning om løsrivelse fra Bagdads centralregering, plejede Tyrkiet omfattende kontakter i Iraks tre kurdiske provinser, med 1.400 tyrkiske firmaer i den kurdiske hovedby Erbil, og aftale om import af olie fra felterne i Kirkuk, der forsynede depoterne i den tyrkiske oliehavn, Ceyhan.

Det er slut nu – Ankara fejllæste Barzanis signaler i den tro, at hans tale om folkeafstemning var et internt politisk trick, der havde til formål at cementere Barzani-klanens magt på bekostning af den rivaliserende og Iran-allierede Talebani-klan. Og Barzani konsulterede klogelig ikke sine kontakter i Ankara, men talte i stedet, viste det sig senere, med israelerne om støtte til sit løsrivelses-projekt. Så det dæmrede sent for Erdogan, at Barzanis statsdannelse var alvorligt ment – hvilket Tyrkiet med 12-15 millioner kurdere aldrig kan gå med til.

Men toget var kørt, og Ankara kunne kun se til, da irakiske og iranske militser rykkede ind i Kirkuk og lukkede for oliehanerne nordpå. Aftalen om bygning af en ny olieledning fra Kirkuk til Iran er underskrevet, ligesom Tyrkiets beslægtede türkmenske befolkning, der – indtil først den arabiske og fra 2014 kurdiske ekspansion i den olierige provins – udgjorde et flertal, men i dag er uden lokal indflydelse.

Så nej, det er ikke sært, at præsident Erdogan på billedet af trioen fra Sotji ser mellemfornøjet ud. Hans politik er slået fejl i Tyrkiets nærområde. Og i regionen lagde han sig ud med Egyptens præsident, Abdul Fatah al-Sisi, da denne fjernede Det Muslimske Broderskabs valgte præsident i 2013.  

Og forholdet til Saudi-Arabien, der har ambitioner om at overtage Tyrkiets rolle som den regionale sunnimuslimske stormagt, belastet af Erdogans opbakning til ministaten Qatar, hvis værtskab for ’terrororganisationer’ er Saudi-Arabiens erklærede begrundelse for den fysiske blokade af det lille, stenrige olie- og gasemirat. Konturerne af Det Muslimske Broderskab anes i en udenrigspolitik, der kun kan være ideologisk motiveret. For ellers giver den slet ikke mening.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Er det første gang du skal stemme til et folketingsvalg?
Vi giver alle førstegangsvælgere gratis digitalt abonnement under valget.

Tilmeld dig

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Torben K L Jensen
  • Katrine Damm
  • Steen Sohn
  • David Zennaro
  • Hans Aagaard
Torben K L Jensen, Katrine Damm, Steen Sohn, David Zennaro og Hans Aagaard anbefalede denne artikel

Kommentarer

Fra en anden læseværdig artikel om emnet:

“… Putin does not want Syria to become his Vietnam, he has no intention of using the Russian airforce to recapture every square inch of sovereign Syrian territory.

As he’s said from the very beginning, his plans involve the annihilation of the terrorist forces operating in the country; nothing more and nothing less “

https://www.counterpunch.org/2017/11/24/isis-last-stand-end-times-for-th...

Artiklen er god og antyder også en ny vinkel i Informations dækning af konflikten i Syrien.
Kortet er dog misvisende. Det kan muligvis antyde et (tydeligvis noget underdrevet) bud på, hvor kurderne udgør flertallet af befolkningen i Syrien - Selv den kurdiske Afrin-kanton er blevet formindsket på kortet. Men hvis der med "Under kurdisk kontrol" menes de områder, der her op til starten på forhandlingerne om Syriens fremtid, er under De Syriske Demokratiske Styrkers (SDF)s kontrol, bør det gule område være langt større - ca. 1/3 af Syriens areal, der dækker den overvejende del af det nordlige og østlige Syrien. Al Nusra-gruppers seneste nedskydning af 3 russiske helikoptere ved Afrins grænse mod Idlib fremmer dog næppe russernes lyst til at 'åbne Afrin som gave' til Erdogan. En sådan gave vil ikke bare have karakter af en uskyldig bordbombe, men det vil starte en ny brand i Syrien, som vil true ikke bare den position, som russerne har bygget op i de senere år, men også mange andre interesser i mellemøsten - der efterhånden må erkende, at fred i Syrien må inddrage rettigheder for kurderne og andre mindretal, og at det på længere sigt også må få en afsmittende effekt på udviklingen i Tyrkiet.
Se i øvrigt Geografisk Informationsservice - Nordsyrien, https://geografinfo.dk