Læsetid 7 min.

Efter fordrivelsen af IS kan Libanon blive scenen for en ny krig i Mellemøsten

Iran og Saudi-Arabien bestemmer i libanesisk politik, og saudiernes ordre til Saad Hariri om at gå af som premierminister har forårsaget angst og bæven for en kommende krig
Sunnilederen Saad Hariri er måske, måske ikke – afhængigt af, hvem man spørger – stadig premierminister i Libanon. Søndag tonede han omsider frem søndag i et interview til sit partis landsdækkende tv-kanal. Her meddelte han, at han vil forlade Saudi-Arabien og vende tilbage til Libanon »meget snart« og afviste dermed, at han blev tilbageholdt i Riyadh mod sin vilje, som vedholdende rygter ellers ville vide.

Sunnilederen Saad Hariri er måske, måske ikke – afhængigt af, hvem man spørger – stadig premierminister i Libanon. Søndag tonede han omsider frem søndag i et interview til sit partis landsdækkende tv-kanal. Her meddelte han, at han vil forlade Saudi-Arabien og vende tilbage til Libanon »meget snart« og afviste dermed, at han blev tilbageholdt i Riyadh mod sin vilje, som vedholdende rygter ellers ville vide.

Hassan Ammar

15. november 2017

I dagene op til sidste weekend lå Beiruts gader øde hen.

»Atmosfæren var den samme, som da Israel angreb i 2006,« siger Fadi, en fotograf og filmmager med atelier i den kristne bydel.

»Og nu kan vi igen konstatere, at andre bestemmer, om vi har krig eller fred. At vi er udlændinge i vores eget land.«

Folk var bange for, at en væbnet konflikt mellem Iran og Saudi-Arabien ville begynde i Libanon, så de holdt sig inden døre. I løbet af søndagen drev nervøsiteten over, og livet i Beirut er nu tilbage i sit normale hektiske tempo. Men angsten er der stadig, for ingen ved, hvad der foregår i kulisserne.

Efter nedkæmpelsen af Islamisk Stat i Syrien og Irak er en magtkamp om regionen taget til i styrke. Iran kontrollerer nu en landkorridor fra Golfen til Middelhavet, mens et mere selvsikkert Saudi-Arabien har indgået nye alliancer for at skubbe Iran tilbage.

Et af de første resultater af den opblussede strid kan blive en ny krig i Libanon.

Og et af de spørgsmål, der er indtil videre er ubesvaret, er fremtiden for sunnilederen Saad Hariri. Han er måske, måske ikke – afhængigt af, hvem man spørger – stadig premierminister i Libanon. En post, han overtog for et år siden til gengæld for at støtte den kristne Michel Aouns overtagelse af det gennem to år ubesatte præsidentembede.

Ifølge Aoun, der er allieret med Hizbollah – det libanesiske shiaparti med egen milits, finansieret og bevæbnet af Iran – er Hariri fortsat premierminister. Aoun henholder sig til, at landets premierminister ikke kan gå af i et andet land.

Men det var præcis, hvad Hariri gjorde, da han meddelte sin afgang lørdag 4. november i en tv-tale fra Saudi-Arabien, hvor hans kone og tre børn bor permanent, og hvor han tillige har statsborgerskab og i øvrigt et krakket firma. To dage før – og midt under en frokost med den franske kulturminister – var han blevet ringet op af Saudi-Arabiens minister for arabiske anliggender, Thamer al-Sabhan, og beordret til at boarde det første fly til Riyadh.

Den franske kulturminister fandt selv ud.

Beskyldninger mod Iran

Derefter hørte libaneserne ikke fra deres nu tidligere regeringschef i otte dage. Men de hørte fra Thamer al-Sabhan. Om mandagen – 6. november – erklærede den saudiske minister, at den libanesiske regering »vil blive håndteret som en regering, der har erklæret krig mod Saudi-Arabien«.

To dage før havde saudisk luftforsvar nemlig nedskudt et ballistisk missil med kurs mod Riyadhs lufthavn, affyret af Yemens houthi-oprørere. Ifølge saudierne var missilet iransk, men opereret af Hizbollah, der har to ministre i den libanesiske samlingsregering med i alt 30 ministre, Hariri var chef for.

Og da al-Sabhans bredside tirsdag blev fulgt op af Saudi-Arabiens reelle magthaver, forsvarsminister og kronprins Mohammed bin Salman, med beskyldninger mod Iran om »direkte militær aggression« via Hizbollah, hamstrede libaneserne drikkevand og frysemad og tændte for fjernsynet.

Libanesisk politik

  • Libanons øverste politiske ledelse består af en præsident, der altid er kristen, en premierminister, der altid er sunni, og en parlamentsformand, der altid er shia.
  • Den nuværende regering blev dannet i december 2016 af to rivaliserende politiske grupperinger: på den ene side den shiadominerede 8. marts-bevægelsen i alliance med det største kristne parti og på den anden side den sunnidominerede 14. marts-bevægelse i forbund med mindre kristne partier og et drusisk parti.
  • Alle parlamentets partier er repræsenteret i regeringen, der har 8. marts-flertal, men agerer med konsensus i alle vigtige beslutninger. Der er 30 ministerposter.
  • Regeringen blev dannet efter to års dødvande, hvor det ikke lykkedes at udpege en præsident. Der er planlagt parlamentsvalg i maj 2018.

Her tonede Hariri omsider frem søndag i et interview til sit partis landsdækkende tv-kanal. Han gentog, at han havde kendskab til attentatplaner mod ham, og understregede, at han ikke havde »noget imod Hizbollah som politisk parti«, men at partiets milits »ikke må blive årsag til Libanons udslettelse«. Desuden meddelte han, at han ville vende tilbage til Libanon »meget snart« og afviste dermed, at han blev tilbageholdt i Riyadh mod sin vilje, som vedholdende rygter ellers ville vide.

Herefter åndede libaneserne lettet op og genoptog deres normale aften- og natteliv.

»Men vi ved fortsat ikke, hvad der foregår,« som fotografen Fadi siger i telefonen fra Beirut.

Israelsk konfrontation

Det er der faktisk ingen udover de direkte involverede i ydmygelsen af Hariri, der ved. Men ifølge de mest citerede vurderinger i det libanesiske politiske miljø foregår der det, at den saudiske ledelse med ordren til Hariri om at gå af kalkulerer med, at Hizbollahs del af regeringen, kaldet 8. marts, udskilles i en ny regering.

Alternativt håber saudierne på, at den sunni-dominerede koalition med flere kristne partier, kaldet 14. marts, med Hariris afgang overlader Hizbollah-siden regeringsmagten med det andet shiaparti, Amal, og eventuelt Hizbollahs kristne allianceparti, præsident Aouns Frie Patriotiske Bevægelse.

Tankegangen er, at en 8. marts-mindretalsregering uden sunnideltagelse og domineret af Hizbollah, vil være sårbar over for pres udefra. Og befolkningens frygt er, at Israel vil være fristet til at finde et påskud til at gentage krigen i 2006, som israelerne begrundede med, at Hizbollah skulle straffes for baghold og drab på en israelsk grænsepatrulje.

Israel har især efter nedkæmpelsen af Islamisk Stat og Bashar al-Assads militære fremgang jævnligt angrebet Hizbollah-transporter og våbenlagre i det sydlige Syrien, og har tillige betinget sig, at iranske enheder ikke nærmer sig grænsen til de israelsk annekterede Golan-højder i forbindelse med overvågning af områdets våbenhviler mellem al-Assad-regimet og syriske oprørsmilitser.

Men om israelerne pønser på at angribe Hizbollah, der i dag er langt bedre bevæbnet end i 2006, er uvist. Og hvis de gør, vil det næppe være for at glæde Saudi-Arabien, selv om de to lande har fælles interesse i at rulle Irans regionale indflydelse tilbage. Og nogle analytikere peger da også på, at en israelsk konfrontation med Hizbollah på længere sigt er uundgåelig, efter at Iran via Hizbollah har »etableret en motorvej fra Teheran til Israels sydgrænse« med et udtryk af DIIS-forsker Lars Erslev Andersen.

Alternativt kan en Hizbollah-ledet mindretalsregering rammes økonomisk med en fysisk blokade i stil med den, Saudi-Arabien påførte Qatar i juni, og som saudierne motiverer med Qatars påståede samarbejde med Teheran.

Hizbollah – og dermed et væsentligt segment i det libanesiske samfund, der er afhængigt af partiets hospitaler, klinikker, skoler og suppekøkkener – er i forvejen ramt af en amerikansk embargo, der har lukket adgangen til det internationale banksystem.

Ganske vist er parti og milits ikke direkte berørt af USA’s embargo, eftersom Irans donationer på anslået 800 millioner dollar årligt leveres i kufferter med kontanter, men Hizbollahs sociale netværk har snore ind i den libanesiske stat og til andre organisationer, der bruger det internationale banksystem. Derfor har embargoen ifølge Hizbollahs leder, Hassan Nasrallah, haft en negativ økonomisk effekt.

Løbet på en kalasjnikov

Hariris dramatiske afgang – hvis den holder – giver kun mening, hvis resultatet er politisk isolering af Hizbollah. Men alt tyder på, at kronprins Mohammed bin Salmans kortluntede impulskontrol endnu en gang har svigtet. Den direkte årsag til ydmygelsen af den libanesiske sunnileder var saudiernes vrede over den gæstfrihed, hvormed chefrådgiveren for Ayatollah Khamenei, Ali Akbar Velayati, blev modtaget i Beirut 1. november.

Velayati kvitterede med at rose Hariris samlingsregering (og dermed Hizbollah) for bidraget til nedkæmpelsen af Islamisk Stat, ikke kun i Libanons Bekaa-dal, men også i Syrien og Irak og begge steder med Hizbollah ved frontlinjen.

Det iranske praleri var angiveligt tuen, der tippede saudiernes tolerance med Hariri, som i forvejen havde fået kritik for sin »blødhed« over for Hizbollah – uanset at han i Libanons politiske virkelighed ikke havde andet valg. Hizbollas vilje vokser ud af løbet på en kalasjnikov, der afsikres, hvis partiets privilegier antastes, hvilket skete i 2008. Det ved enhver, også udenfor Libanon.

Dengang iværksatte den saudistøttede 14. marts-premierminister, Faoud Siniora, på vegne af sunnier og drusere en afvæbning af Hizbollah, der svarede igen med at besætte Beiruts sunnicentrum og angribe druserne. Sammenstødet kostede mere end to snese dræbte, hvorefter Hizbollah kunne fortsætte som hidtil.

Det er derfor, den franske regering har manet til besindighed – og at Pentagon, det amerikanske forsvarsministerium, trods den økonomiske embargo af Hizbollah har fastholdt våbenhjælp på den gode side af 100 millioner dollar til Libanons hær, som Hizbollah er overlegen, men også mere eller mindre integreret i.

Ingen – ud over måske saudierne – forestiller sig, at Sikkerhedsrådets resolution 1559 fra 2005, der kræver Hizbollah afvæbnet, kan gennemføres.

Alt tyder da også på, at politikerne i Libanon ikke er gået i panik, men derimod arbejder videre, som om intet er hændt. Præsident Michel Aoun har meddelt, at »alt er normalt«, og at han afventer at møde Hariri ansigt til ansigt, før han accepterer en afskedsbegæring.

Fastholder Hariri sin afgang, er der et alternativ, nemlig den tidligere sikkerhedschef Ashraf Rifi, der før har udfordret Hariri som leder af de libanesiske sunnier, der udgør omkring en tredjedel af landets seks millioner indbyggere.

Men om Rifi, der er 63 år, faktisk bliver regeringsleder, er indtil videre gætteri – for det eneste, man ved med sikkerhed i Beirut, er, at fremtiden er usikker.

Mellemøsten ruster sig til magtkamp

Islamisk Stat er slået, og Mellemøsten er på vej mod næste runde af væbnede konflikter – denne gang mellem de stater, der var med til at bekæmpe IS. Konflikterne bunder i det magttomrum, som Irak-invasionen, Det Arabiske Forår og den efterfølgende amerikanske nedprioritering af regionen har udløst. Iran kontrollerer nu en landkorridor fra Golfen til Middelhavet, mens et mere selvsikkert Saudi-Arabien har indgået nye alliancer for at skubbe Iran tilbage. Imens kæmper kurderne videre for deres eget land.

Seneste artikler

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritiske, seriøse og troværdige.

Se om du er enig – første måned er gratis

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

  • ingemaje lange
  • Anders Graae
  • David Zennaro
  • Jens Falkenberg
  • Michael Hullevad
ingemaje lange, Anders Graae, David Zennaro, Jens Falkenberg og Michael Hullevad anbefalede denne artikel

Kommentarer

Ked af at skulle sige det, de har sloges i over tusind år, det er naivt at tro vi kan stille noget op. Desværre
Fredelige hilsner Torben

Ked af at skulle sige det Torben, men din historiske “analyse” antyder en slående naivitet.

Har du hørt om mellemøstens perle? Har du hørt om Europas kulturvugge? Eller om korsridderne? Eller staten Israels opstående? Eller om Hizbolah og Syrien? Eller om Sabra og Shatila? Eller milioner af Syriske flygtninge? Eller palæstinensiske lejre? Eller fransk kolonialpolitik? Eller USA’s og deres allieredes krigen i området? Eller Libanons religiøse grupperinger? Eller Saudi’s mange investeringer i Libanon? Eller deres kærlighed til fodboldt?

Et hvert andet land ville have gået til grunde efter bare halvdelen af det, Libanon har stået model til. Til sammenligning føler vi os stadig såret over 1864 og er mægtig stolte over at sende 500 soldater til Afganistan. Viser vi nogen som helst indsigt, ved at pege finger og sige at de er håbløse?

John Christensen, Eva Schwanenflügel, Flemming Berger, Arash Shahriar, Johanna Haas, Johnny Winther Ronnenberg, Anders Graae, Troels Ken Pedersen, David Zennaro, Henrik Leffers, Bjarne Bisgaard Jensen og Trond Meiring anbefalede denne kommentar
John Christensen

"Efter fordrivelsen af IS kan Libanon blive scenen for en ny krig i Mellemøsten"

Kære Information/Lasse Ellegaard
Et skuespil eller et teaterstykke eller en koncert - foregår fra en scene.
Krig indebærer en SLAGMARK.

Information skulle opgive at støtte krig, og konsekvent tale fredens sag.

Uden fred ingen (bæredygtig) udvikling.

Informations krigeriske retorik irriterer mig efterhånden i en sådan grad,
at jeg seriøst overvejer - at opsige mit abonnement!!!!!!!!!!!!!!!!!!