Læsetid: 6 min.

Den globale omstilling til grøn energi kan ikke stoppes. Men desværre går den alt for langsomt – også for Danmark

Ved COP23 i Bonn er forhandlingerne på ministerplan begyndt i lyset af nye tal om de vedvarende energiers ustoppelige, men alt for langsomme udvikling. Danmark skal tilbage i en mere progressiv klimarolle, mener både ngo’er, oppositionen og energibranchen
Tysklands kansler Angela Merkel og den franske præsident Emmanuel Macron ankom onsdag til COP23 i Bonn. De to lande er afgørende for at skabe en modpol til de mere klimaskeptiske toner fra USA. Men verdens udledning – og også Tysklands – stiger. Her taler de to europæiske ledere med værtsfolk fra Fiji: premierminister og COP-formand Frank Bainimarama og en dreng fra østaten, Timoci Naulusala.

Tysklands kansler Angela Merkel og den franske præsident Emmanuel Macron ankom onsdag til COP23 i Bonn. De to lande er afgørende for at skabe en modpol til de mere klimaskeptiske toner fra USA. Men verdens udledning – og også Tysklands – stiger. Her taler de to europæiske ledere med værtsfolk fra Fiji: premierminister og COP-formand Frank Bainimarama og en dreng fra østaten, Timoci Naulusala.

Martin Meissner

16. november 2017

Et klimatopmøde kan til tider mere ligne en festival end et politisk forsøg på at løse klodens måske mest presserende problem: den globale opvarmning.

Selv om årets topmøde har mere teknisk karakter og især skal løse en række udskudte, men vigtige detaljer om bl.a. klimafinansiering og Paris-aftalen fra 2015, gælder det også COP23 i Bonn. Der chattes og forhandles på gangene, og politikere, ngo’er og energibranchefolk holder et utal af events og strategimøder. De fleste med det mål at påvirke de endelige forhandlinger på højeste politiske niveau.

Efter de indledende forhandlinger landede den franske præsident Emmanuel Macron og den tyske kansler Angela Merkel onsdag ved topmødet i Bonn, hvor de bl.a. blev mødt med et krav om en langt stærkere tysk-fransk klimaakse. For Merkel som medvært står topmødet og dette krav i lyset af, at ikke bare den globale, men også den tyske CO2-udledning atter er i stigning, og at Tyskland slet ikke ser ud til at leve op til sine egne klimamål frem mod 2020.

Med USA på vej ud af Paris-aftalen og et inaktivt Australien er der blandt de store ilande derfor kun Canada, New Zealand og især EU, der kan sætte høje standarder for klimabeskyttelsen, påpeger Troels Dam Christensen, sekretariatsleder i 92-gruppen, et netværk af 24 danske miljø- og udviklingsorganisationer, som arbejder for global bæredygtig udvikling. Derfor burde Danmark lægge et langt større internt pres i EU.

»Når Danmark i år kun vælger at sende en stab på syv – i øvrigt dygtige – forhandlere fra Udenrigs- og Klimaministeriet, så har de jo sværere ved at følge med i alle forhandlingssporene. Stadig flere danske positioner deponeres hos et politisk svækket EU, der på klimaområdet ofte går efter laveste fællesnævner for at undgå yderligere splid,« mener han.

»’Vi følger EU-linjen,’ lyder det fra klimaministeren, men selvfølgelig er det også Danmarks ansvar at presse på for en mere ambitiøs europæisk klimarolle. Danmark gør jo en masse f.eks. i forhold til eksport af grøn teknologi. Men vi savner en langt mere offensiv dansk rolle i den politiske proces,« siger Troels Dam Christensen. Han tilføjer, at EU’s klimamål om at reducere drivhusgasserne med 40 pct. frem mod 2030 ikke er revideret efter Paris-aftalen togradersmål, og at de med de nye tal og erkendelser af klimakrisens omfang langtfra er tilstrækkelige.

Vedvarende prisfald

Et af disse nye tal kom onsdag fra tre tyske analyseinstitutter, der hævder, at hvis alle klodens lande fortsætter deres nuværende klimapolitik- og ambitioner, vil det føre til en global temperaturstigning på ca. 3,4 grader frem mod år 2100.

Her vækker andre tal fra Dansk Energi en smule optimisme. I en endnu ikke offentliggjort rapport hedder det, at det allerede i dag er billigere at investere i ny sol- og vindenergi end i ny kulkraft, og at strøm fra de vedvarende energikilder fra 2025 ligefrem vil have lavere produktionsomkostninger end eksisterende kulkraft.

»Hvor man tidligere installerede vedvarende energi af idealistiske årsager, svinger pendulet nu over til punkt, hvor det er det økonomisk rigtige valg,« siger Dansk Energis direktør Lars Aagaard i Bonn, hvor han betegner det som et point of no return for grøn energi.

»Det viser i øvrigt, hvor tosset det er, når Trump vil genoplive til kulæraen. Hvem vil investere i det med et perspektiv på 40 til 50 år,« spørger Aagaard retorisk.

Hvis man kigger på de globale udsigter i den International Energy Associations dugfriske årlige rapport Worlds Energy Outlook, er billedet mindre opløftende. Frem mod år 2040 vil den globale efterspørgsel på energi stige med godt 30 pct. Det merforbrug vil i stadig højere grad blive dækket af vedvarende energi og af den forholdsvist CO2-effektive gas, der vil indtage en central betydning i det globale energisystem. Alligevel er denne omstilling langtfra nok til at holde den globale opvarmning under Paris-aftalens to grader.

For det første er gas nemlig langtfra klimaneutralt, og for det andet vil verden opleve en alt for langsom udfasning af kulkraft under de nuværende betingelser, ikke mindst i de gryende økonomier som Kina og Indien.

»Udledningen af CO2 fra energiforsyningen vil opleve en let stigning frem til 2040,« mener IEA’s eksperter.

»Dermed er vi meget langt fra at undgå de heftige følger af den globale opvarmning.«

Tvivlens nådegave

For Lars Aagaard fra Dansk Energi ligger dramaet i, at »landene hver for sig ikke gør nok«. Her må også Danmark øge ambitionsniveauet, mener han.

»Danmark er langt hen ad vejen lykkedes med at gøre elproduktionen og fjernvarmen grøn, men vi har ikke været gode nok til at smide forbrændingsmotoren ud, hverken i biler eller i boligsektoren. Her har vi ikke en offensiv strategi eller klare ambitiøse mål.«

Et andet spørgsmål er, om den danske regering vil benytte sig af smutveje uden om de EU-bestemte CO2-reduktionskrav for 2030. Det gælder bl.a. muligheden for at købe »CO2-kreditter« af andre i stedet for selv at reducere sit udslip.

»Spørgsmålet er, om vi kortsigtet vil købe os ud af problemet med udledningstilladelser, eller om vi vil lave den grundlæggende forandring i vores eget land,« siger Lars Aagaard.

»Som det høres, mener jeg, at vi skal løse denne udfordring. Hvis vi indretter afgifterne rigtigt, kan vi skabe en forceret udfasning af oliefyr, naturgasfyring og omstille transportsektoren. Det kræver nogle politiske rammer, hvis vi skal have kunderne med. Det er jo konkrete investeringsbeslutninger, som den enkelte dansker skal tage,« siger han.

»Vi må lade tvivlens nådegave komme regeringen til gode. Reduktionsmålene er jo forholdsvist nye, og regeringen har meldt ud, at de i starten af det nye år vil komme med et udkast til en ny energiaftale. Her vil vi selvsagt kigge meget nært på mulighederne for at levere på klimadagsordenen,« siger Dansk Energi-direktøren, der i øvrigt sender en hilsen til regeringen med et håb om »langt mere faste og langsigtede rammer for energiforskningen«.

Tabuisering

I Bonn bakkes Lars Aagaards håb om stærkere incitamenter til forbrugerne om klimabeskyttelse op af Alternativets klimaordfører Rasmus Nordqvist.

»En seriøs omstilling kræver stærke offentlige investeringer og politisk lederskab. Jeg tror ikke på, at markedskræfterne ordner den her omstilling af sig selv. For forbrugerne handler det jo om at kanalisere tilstrækkelige midler med afgifter og skatter, så det bliver lettere og billigere at skåne miljø og klima,« siger Rasmus Nordqvist.

Han beklager både en »tabuisering af, at vi vil være tvunget til større begrænsninger«, og at »Danmark har sænket sit ambitionsniveau på klimaområdet«.

»Det er enorme, globale kræfter, men vi kan være forbillede og må i Danmark også se indad. Her burde vi f.eks. skabe en konkret plan for udfasning af olieudvindingen i stedet for at sætte gang i nye udbudsrunder.«

At Angela Merkel næppe bliver det lysende forbillede, så mange tyske kommentatorer sig bekræftet i ved kanslerens tale i Bonn onsdag. Hun bekendte sig i meget brede vendinger til Tysklands ansvar i klimakampen, men som forventet satte hun ingen tidshorisont på, hvornår Tyskland udfaser sin stærkt CO2-forurenende brunkulkraft.

Allerede onsdag aften tog hun tilbage til Berlin for at forhandle videre om den tyske regeringsdannelse med bl.a. De Grønne. Her er netop kulkraften et af de mest omstridte emner.

Den danske energi-, forsynings- og energiminister Lars Christian Lilleholt ønskede onsdag ikke til Information at kommentere kritikken af, at de danske ambitioner skulle være sænket ved klimaforhandlingerne i Bonn. Over for Ritzau kom ministeren derimod med en skarp kritik af det såkaldte Climate Change Performance Index fra Germanwatch og NewClimate Institute, hvor Danmark er røget helt ned på en 17. plads, mens både Norge og Sverige ligger i top fire.

»Det er et helt forkert billede, der tegnes af Danmark, når vi placeres på 17.-pladsen i et nyt indeks over landenes klimaindsats,« udtaler han til Ritzau.

»Det er mere udtryk for følelser end for fakta. Når man ser den lange række af rapporter fra eksempelvis OECD og World Economic Forum, som rangerer Danmark højt, så kan jeg ikke genkende billedet.«

Ministerens kritik bakkes op af Lars Aagaard fra Dansk Energi, der over for Information kalder indekset »plat og unfair«, bl.a. fordi det ikke tager fordelingen af byrden internt i EU i betragtning, når det gælder trafik-, bolig- og landbrugssektoren, hvor Danmark har et reduktionsmål på 39 pct. frem mod 2030.

Serie

COP23

To år efter COP21 og klimaaftalen i Paris samles verdens lande den 6.-17. november til COP23 i Bonn for at gøre status og komme videre med den globale indsats for klimaet. Alle ved på forhånd, at de nationale løfter, der blev afgivet med Paris-aftalen, er alt for svage til at bremse den globale opvarmning ’et godt stykke under to grader’ og helst ved 1,5 grader, sådan som teksten fra Paris foreskriver.

Information følger forhandlingerne og den aktuelle debat om klimaets tilstand

Seneste artikler

  • Et splittet USA kæmper både for og imod de fossile brændstoffer

    18. november 2017
    COP23 i Bonn var det første klimatopmøde, efter at Trump varslede, at USA trækker sig ud af Paris-aftalen. Den officielle amerikanske delegation promoverede fossile brændstoffer, mens den alternative amerikanske delegation udtrykte opbakning til Paris-aftalen og udstillede, at verdens mest CO2-udledende land er dybt splittet
  • Verdens afsked med den fossile æra er begyndt

    18. november 2017
    Den stilfærdige afslutning på klimatopmødet COP23 står i skærende kontrast til den aktivitet, mange aktører ude i virkeligheden udfolder for at omstille verden til en mere klimavenlig økonomi. Det giver et glimt af håb, selv om det stadig går den gale vej med CO2-udledninger og temperaturstigninger
  • Vi kan ikke redde verden i de næste tre år, men vi kan fjerne vores mulighed for at gøre det

    15. november 2017
    Den indflydelsesrige tyske klimaekspert Hans Joachim Schellnhuber har været med til at definere Paris-aftalens grænse på to grader og påvist, at vi ikke bare udskyder, men konstant udhuler vores muligheder for at begrænse uregerlige klimaforandringer. Information har mødt forskeren, der trods sin pessimisme ser klimakampen som en chance for en nødvendig revolution af vores industri, landbrug og trafik
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Kurt Nielsen
  • Trond Meiring
Kurt Nielsen og Trond Meiring anbefalede denne artikel

Kommentarer

Christian Lucas

HVis jeg hører Lilleholt pive om "forsyningssikkerhed" en gang til skriger jeg. De er så historisk uansvarlige mht klimaet i vores regering.

Vibeke Hansen, Hans Larsen, Thomas Tanghus, Søren Fosberg, Anne Eriksen, Trond Meiring og Torben Bruhn Andersen anbefalede denne kommentar
Philip B. Johnsen

Verden nærmer sig ‘point of no return’ for de menneskeskabte klimaforandringer.
Kræfterne forstærkes, af menneskers CO2 udledning, der er ikke bare tale om, at konstant forøge den samlede mængde CO2 i vores eneste globale atmosfære, men fortsat eskalere udledningen af CO2, hvilket skaber forøget acceleration, der kan udrydde menneskeligheden, en udvikling der hastigt nærmer sig et punkt, hvor det ikke kan stoppes.

Det burde giver sig selv for vores politikere, når det handler om vores kollektive globale overlevelse, at der ikke bliver blandet økonomi ind i spørgsmålet, de er ikke et ‘økonomisk spørgsmål’, om det skal være muligt at overleve, der bliver ikke givet nogen økonomisk erstatning på det lotteri, spørgsmålet om borgernes overlevelse er ‘ikke’ til salg.

Folkevalgte politikere bliver nødsaget til at forstå de grundlæggende opgaver i deres arbejde, folkevalgte politikere er borgernes tjenere og beskyttere.
Det er ikke økonomi der diktere de folkevalgte politikeres politik, det er de folkevalgte politikere, der diktere økonomien.

Der vil blive foretaget ekspropriation med force majeure af kul, olie og gas reserver for ekstrem hurtig udfasning, folkevalgte politikere har ikke forstået deres arbejdsopgaver, hvis folkevalgte politikere, ikke forstår det faktum.

Jacob Mathiasen

Tænk lidt over, hvor meget CO2 udledningen skal falde. Og sammenhold så CO2 udledning med økonomisk aktivitet. - Det bliver lysende klart, at reducere CO2 udledningen til 0 eller negativ for at mitigere klimaeffekterne vil ikke være muligt uden at destruere hele verdens økonomien - og de fleste lokale økonomier ditto.

Spørg så jer selv: Hvilke lande vil gå foran med en selvdestruktion? Al den indsats der er gjort til dags dato har ikke reduceret CO2 udledningen. Samtidigt vokser jordens befolkning, ressourcerne degraderes hurtigere konstant, forureningen ødelægger folkesundheden, og de biologiske buffere - fisk, vilde dyr m.v. er nærmest udryddet.

Man skal være super optimistisk enøjet for at tro at menneskeheden kan samarbejde nok om så stor en opgave når vi i de bedste tider ikke engang kunne opføre os ordenligt overfor hinanden.

Helt enig med dig Jacob. Vi skal koncentrere os om at finde løsninger her i landet. Eksemplets magt er lige stor fra små som fra store nationer. Flyt ressourcer fra klimaforskning til relevant naturvidenskabelig forskning i energi og optimering. Vindmøller er et godt eksempel på den strategi.

Selvfølgelig har det noget med økonomi at gøre. Det er økonomien der er problemet. Et økonomisk system som er indrettet til at gøre forurening til en gratis omgang og en omkostning ikke at forurene. Hvis det var omvendt, at det kostede at forurene og kunne betale sig ikke at forurene ville markedet kunne løse problemet.

I forb. med CO2 ville en passende kulstofafgift hurtigt lægge fossilerne i graven. Det er ikke mangel på teknologiske løsninger der er problemet men deres konkurrenceevne i forhold til forurenende teknologier.

Der er global politisk enighed (Parisaftalen) om at stoppe for brug af fossiler hurtigst muligt. Alligevel vil ingen røre ved internalisering af fossilernes eksterne omkostninger. Vi er i den logisk absurde situation at vi har et erklæret politisk mål men samtidig et politisk bestemt økonomisk system der modarbejder samme mål.

De reelle magthavere (kapitalmagten) skylder deres magt fri adgang til plyndring og ødelæggelse af naturen. Den vil de ikke give fra sig. Politiske mål er ligegyldige i sammenhængen, det er ikke politikerne eller befolkningerne der bestemmer. Hvad gør vi ved det?

Iflg IMF (international Monerary Fund)koster forureningen fra fossiler alene 5300 tusind milliarder dollars årligt. Det er 6% af det global BNP - men er IKKE integreret i markedspriserne. Ingen (danske) politikere nævner dette med et ord i debatten (med undtagelse måske af EL og Alternativet) - ej heller pressen (ikke engang geniet Clement Kjærsgaard synes at have fanget pointen) (https://www.theguardian.com/environment/climate-consensus-97-per-cent/20...)

Der er dog nogen der råber op:

"A group of leading economists warned on Monday that the world risks catastrophic global warming in just 13 years unless countries ramp up taxes on carbon emissions to as much as $100 (£77) per metric tonne.

Experts including Nobel laureate Joseph Stiglitz and former World Bank chief economist Nicholas Stern said governments needed to move quickly to tackle polluting industries with a tax on carbon dioxide at $40-$80 per tonne by 2020.

A tax of $100 a tonne would be needed by 2030 as one of a series of measures to prevent a rise in global temperatures of 2C."

https://www.theguardian.com/environment/2017/may/29/sky-high-carbon-tax-...

Men ikke en lyd fra politikerne. Ikke en lyd i pressen (den danske). Ikke en lyd fra Clement. De ignorerer det konsekvent. Hvorfor?

Vi stopper forbrug af gas, olie og kul. Så har vi akraft, sol og vind. Nabo-el fra vandkraft kan ikke få enderne til at nå sammen, og det kan politikerne ikke hjælpe os med, ikke uden assistance fra forskningen i hvert fald. Derfor bør vi satse

Satse på hvad? Du er vel klar over at udfasningen af kul til elproduktion betyder overgang til biomasse. En løsning der i lang tid fremover ikke vil føre til reduktion af CO2 udledningen fordi det betyder at kulstoffet i død biomasse i stedet for langsomt at kompostere straks bliver forbrændt og sendt op i atmosfæren som CO2.

Kulstof i biomassedepot bør ikke brændes af men opbevares længst muligt mens elproduktion baseres vind og sol med forskellige backup og lager systemer (hydro, brint, biogas, varmelager osv). Og ja, mere forskning. Den er jo nærmest ikke eksisterende. Her er et punkt hvor regeringen skulle lytte til Lomborg - men se om den vil.

Vi kan også komme et stykke af vejen gennem udveksling. Et typisk lavtryk topper 12 timer tidligere i England end her, og solen står som bekendt op i øst. Et bælte af vindmøller og solpaneler rundt om jorden ville være en god start. En nord syd udveksling kunne udligne sommer vinter forskellene, men det har nok lidt længere udsigter :)

Vi har en god infrastruktur på energiområdet i de nordiske lande, og Norges vandkraft er muligt at gemme, der kan produceres mere energi i perioder, hvor det er koldt og stille vejr i DK. Så kan de til gengæld spare lidt vandreserver op bag deres dæmninger og købe billig vindstrøm af os når det blæser her i DK.

Philip B. Johnsen

@Søren Fosberg 12:21
Hvorfor?
I knap 250 år var De Vestindiske Øer en del af Danmark.
I tusindvis af slaver blev arbejdet ihjel i sukkerproduktionen.
Slaveejer mentalitet voldsparathed Danmark anno 2017 intakt.

Christian Lucas
Prøv at tænke tanken til ende.
Mon du ville sidde en kold vinteraften og fryse på trods af sivsko og overfrakke.
Vil du vente med at tænde for fjernsynet til vindguderne giver lidt strøm?
Jeg har levet længe i et land, hvor der var lange perioder hvor maden køleskabet bliver dårlig.
Jeg var en af de få der havde råd til at skaffe nødbelysning.
Prøv at overveje hvad du ville sige til ministeren hvis han negligerede begrebet forsyningssikkerhed.
Skal vi hamstre stearinlys.
Nej overvej en gang til.
Der er kun en stabil og forureningsfri energikilde - - Du ved det alle ved det.
Men ingen tør sige det: A-*****

Philip B. Johnsen

Thorkil Søe
Emnet er for vigtigt til en fantasi salgskampagne for atomkraft, A-kraft der er en vigtig del af el-forsynings løsningen i dag, men ikke er et Quick Fix.

20% af vores energi forbrug, på denne vores eneste klode i dag, er bundet til elektrisk energi forbrug, potentielt produceret fra vindmøller og anden bæredygtig produktion, men 80% af verdens energi forbrug er ikke elektrisk energi forbrug.

Branchen tilkendegiver, at atomkraft i dag er ansvarlig for 2,5 % af verdens energi forbrug, for at nå 7,5 % i 2050, skal der bygges 2500 atomkraftværker globalt og så skal infrastruktur tillægges energi regnestykket, dette er branchens eget maksimale realistiske mål.

For at nå 7,5 % af vores globale ’nuværende forbrug’ og vi taler om elektricitet, hvor kun 20% af forbruget globalter elektricitet og 80% er ikke elektricitet.

Samlet set global forbrugsdrevet økonomisk vækst er urentabelt, baseredet på den samlede bedste videnskabs verificerede data.

Niels-Simon Larsen
Dansk borgerløn burde gives til efterkommer af vores stjålne slaver, hvor 33% af befolkningen på St. Croix og St. Thomas, i dag fem uger efter orkanen Irma ramte øerne, der har søgt FIMA om katastrofe hjælp, ikke har modtaget nogen hjælp, 73% af befolkningen er uden strøm og orkanerne bliver kraftigere hvert år.

Efter 251 år under Dannebrog blev Sankt Thomas, Sankt Croix og Sankt Jan solgt til USA for 25.000.000 $ bygninger og alle indbyggerne solgt med.

I dag 100 år senere, skal det lokale parlement på Sankt Thomas, Sankt Croix og Sankt Jan stadigvæk spørge kongressen i USA om lov, i en række af beslutninger, men ingen af lokalbefolkningen på øerne, har stemmeret i USA.

Sankt Thomas (engelsk Saint Thomas) var den første af Danmarks tre ø-kolonier i det tidligere Dansk Vestindien (fra 1672). De to øvrige øer var Sankt Croix og Sankt Jan (Saint John). I dag er øen en del af det amerikanske territorium US Virgin Islands. I 1666 blev Dannebrog hejst på Skt. Thomas, efterkommer af danske slaver lever stadigvæk under vores lænker.

@Thorkil Søe

Nej. Min pointe er selve begrebet energiudveksling. Hvis vi er begrænset til sol og vind, og vores muligheder for at gemme energi er begrænsede, kunne geografisk udveksling være en mulighed.

Jeg tror ikke A***** er en mulighed. Forureningen er for stor på længere sigt, fordi den er akkumulerende. Det koster mere at afvikle et kraftværk end at bygge det, og hvor skal vi allokere plads til det høj- og mellem-aktive affald. Det er en problematik og en regning, vi ikke bør sende ud i fremtiden. Vi kan bygge værkerne, og vi kan nyde godt af dem, men vi kan aldrig fjerne dem igen.

Marie Sanne Caroline Malmros

Der er kun en vej lige nu. Det er udstrakt brug af atomkraft. Det burde være indført for længe side. Det andet er urealistisk i forhold til energibehovet og befolkningsstilvæksten.

Jeg opfatter det som naivt af tilhængerne af atomkraft, at de virkelig tror at vores nuværende og rimelig selvdestruktive samfund, er i stand til at varetage affaldsdepoter eller udtjente atomkraftværker i tusinder af år. Selv en megaloman som Hitler håbede kun på et tusindårsrige, men I tror at vores samfund er stabilt nok til at håndtere affaldsproblemer i mange tusind år.