Læsetid 10 min.

De Grønne er tvunget til at tage en magt, der kan ødelægge dem

De tyske regeringsforhandlinger er kun akkurat begyndt. Hvis De Grønne går med i en Jamaica-regering, kan partiet miste kernevælgere på venstrefløjen. Hvis de ikke påtager sig ansvaret, kan det skade partiets omdømme. Den grønne politologiprofessor Hubert Kleinert mener, at partiet kan vinde ved at optræde pragmatisk – hvis de står hårdt på miljøpolitikken
Kansler Angela Merkel med lederen fra resten af den Jamaica-koalition, der ventes at danne regering i Tyskland, FDP’s Christian Lindner og De Grønnes Katrin Goering-Eckardt. Ikke mindst på flygtningeområdet er det vanskeligt at samle de tre på et område, hvor Lindner mener, at De Grønne vil føre en politik, der vil sende endnu flere ud til AfD.

Kansler Angela Merkel med lederen fra resten af den Jamaica-koalition, der ventes at danne regering i Tyskland, FDP’s Christian Lindner og De Grønnes Katrin Goering-Eckardt. Ikke mindst på flygtningeområdet er det vanskeligt at samle de tre på et område, hvor Lindner mener, at De Grønne vil føre en politik, der vil sende endnu flere ud til AfD.

Michael Kappeler

10. november 2017

»Det her er de sværeste regeringsforhandlinger i forbundsrepublikken historie. Og der er ingen tvivl om, at De Grønne sidder i det stærkeste dilemma.«

Ordene kommer fra Hubert Kleinert, som ikke bare er tysk partiforsker og politologiprofessor i sydvesttyske Wiesbaden. Han var i 1980’erne selv en af de ledende figurer, der sensationelt førte De Grønne ind i Forbundsdagen. I dag er han passivt medlem af partiet, og han forholder sig med egne ord forholdsvist følelsesneutralt til de igangværende såkaldte Jamaica-forhandlinger mellem Merkels CDU, det sydtyske CSU (de sorte), det liberale FDP (de gule) og miljøpartiet De Grønne.

Efter det tyske valg, hvor både CDU/CSU og socialdemokratiske SPD fik historisk dårlige valg, er det den eneste mulige flertalsregering, efter SPD har valgt at gå i opposition.

»De Grønne oplever et stærkt pres fra højre, især fra CSU, og et helt andet pres fra FDP. Selv om det er risikabelt for partiet, er det jo tvunget til at omgås valgresultatet og prøve at skabe en stabil demokratisk midte. Hvad der er godt for De Grønne må her være sekundært i forhold til, hvad der er godt for Tyskland.«

Uanset vælgeropbakning sidder alle Jamaica-partierne i en klemme. Hvis forhandlingerne går i vasken, kan det betyde nyvalg og endnu større succes til Alternative für Deutschland (AfD) på det yderste højre og Die Linke på det yderste venstre – og dermed en endnu mere uoverskuelig regeringsdannelse. Derfor har Angela Merkel i denne uge også direkte advaret mod at spekulere i nyvalg.

Hvis forhandlingerne lykkes, vil det for De Grønne derimod betyde, at de pludselig sidder i regering med tre borgerlige partier, som ønsker et mere liberalt Tyskland og en langt strammere flygtningepolitik. Og endnu mere skæbnesvangert: tre partier som afviser De Grønnes holdning om, at Tysklands stagnerede CO2-udledning, dieselskandalerne, omfattende massedyrehold og massiv insektdød er tidens mest presserende problemer, som kræver stærk politisk handling på trods af mulige konsekvenser for tysk økonomi og arbejdsmarked.

Derfor kan forhandlingerne komme til at vare i månedsvis. Ikke mindst for De Grønne handler det nemlig om partiets identitet – og dermed måske dets overlevelse.

Jamaica-modstand fra venstre

For en generation siden, ville tyskerne være faldet om af grin ved forestillingen om, at en kristendemokratisk kanslers politiske skæbne skulle afhænge af De Grønne – og omvendt.

Som en sælsom blanding af miljøaktivister, atomkraftmodstandere, kommunistiske grupperinger og repræsentanter fra kvinde- og fredsbevægelsen lykkedes det i 1983 for Hubert Kleinert og De Grønne at rykke ind i det tyske parlament. Med kondisko og blomster i håret havde de stærke visioner om at skabe både fred, mindre forurening og mere basisdemokrati.

Selv op i 1990’erne så mange grønne nærmere sig selv som del af en antiautoritær og pacifistisk bevægelse end som et politisk parti. Det ændrede sig definitivt, da partiet under udenrigsminister Joschka Fischer sad i regering med Gerhard Schröders SPD i årene 1998-2005. Her blev partiet »tæmmet og professionaliseret«, som den 63-årige Hubert Kleinert formulerer det.

Den nødvendige pragmatisme som regeringsparti samt beslutninger om f.eks. tysk deltagelse i Kosovokrigen fik mange af det pacifistiske miljøpartis kernevælgere til at vandre mod venstre. Men det åbnede samtidig for midterspektret. Allerede i 00’erne begyndte De Grønne at indgå i regeringer med CDU på delstatsplan – en løsning, som mange spåede som Merkels foretrukne koalition før valget.

Alligevel er der i dag stadig en venstreorienteret selvopfattelse i det meste af partiet – og en stærk venstrefløj. En af dem er den tysk-tyrkiske advokat Canan Bayram, partiets eneste direkte mandat i Forbundsdagen fra valgkredsen Berlin-Kreuzberg. Hun ønsker ikke at stille op til interview midt i regeringsforhandlingerne. Men før forhandlingerne meldte hun åbent ud, at hun vil kæmpe imod en Jamaica-koalition. Både for ikke at knække partiets idealer og politik, men også for ikke at give AfD endnu mere vind i sejlene i kraft af en bred, midtersøgende regering.

Denne modstand fra venstrefløjen udgør ifølge Hubert Kleinert endnu ikke et problem i sig selv, selv om De Grønne ved valget i september blødte omkring 170.000 vælgere til Die Linke.

»Det er altid farligt, når grundlæggende holdninger modsiges af afgørende personer i et parti. Men her er tale om enkelte, mindre stemmer,« mener han.

»Desuden har De Grønne været påpasselige ved at tage stærke figurer fra venstrefløjen som Jürgen Trittin med ind i Jamaica-forhandlingerne. Men det er klart en balancegang.«

De Grønne

Partiet De Grønne oplevede sit indtog i Forbundsdagen i 1983. Efter den tyske genforening fusionerede partiet med Bündnis 90, der havde rødder i de østtyske borgerrettighedsbevægelser.

De Grønne sidder i dag i delstatsparlamentet i 14 ud af de 16 tyske forbundslande.

Med 8,9 pct. af stemmerne fik De Grønne et overraskende godt resultat ved valget i september, men endte alligevel som det mindste parti i Forbundsdagen.

P.t. sidder partiet i komplicerede forhandlinger med Merkel CDU/CSU og det liberale FDP. Disse såkaldte Jamaica-forhandlinger er opkaldt efter partifarverne sort-gul-grøn og kan komme til at vare mange måneder.

Flertalsduelig flygtningepolitik

På den realpolitiske fløj, som Hubert Kleinert selv hørte til i 1980’erne, sidder i dag frontfigurer som Cem Özdemir og Katrin Göring-Eckhardt. Mens partiets venstrefløj kæmper for en økologisk-social revolution, vil disse såkaldte »realos« nærmere skabe et borgerligt parti, der kæmper for en mere økologisk forsvarlig kapitalisme.

Fra EU- og europolitik over forsvarspolitik til det socialpolitiske område adskiller de sig alligevel kraftigt fra CDU/CSU og FDP, som heller ikke just er indbyrdes enige. Ud over miljøpolitikken bliver flygtningepolitikken her en af De Grønnes største Jamaica-udfordringer. I valgkampen gik partiet lodret imod den øvre grænse, som CSU kræver, og De Grønne har med både humanitære og integrationsmæssige begrundelser argumenteret stærkt for familiesammenføring, mens FDP og CDU/CSU vil træde voldsomt på bremsen i forhold til enhver form for indvandring.

Det har ført til en intern strid i De Grønne, ikke mindst efter Tübingens grønne borgmester Boris Palmer i valgkampens slutspurt udgav bogen Vi kan ikke hjælpe alle. Her sønderkritiserer han en grøn flygtningepolitik spændt ud mellem opblæst idealisme på forbundsniveau og realpolitiske udfordringer og modstand på lokalt niveau.

Trods stærk intern afvisning af budskabet holder Boris Palmer fast i De Grønne, bl.a. med udsagnet om, at han »ikke kender noget andet parti, der har plads til så mange forskellige holdninger«.

Denne interne spænding kan være en fordel, fordi den skaber en bredere vælgerappel, mener Hubert Kleinert. Det er dog ikke tilfældet i flygtningedebatten.

»Boris Palmer er jo nærmest skubbet ud på et sidespor med sin flygtningelinje og -debat. Jeg ser det som en stor taktisk fejl, at det diskuteres så lidt i partiet. Det bliver en af de største hurdles i forhandlingerne. Hvis partiet ikke er klar til kompromiser i flygtningepolitikken, kan det blive meget dyrt.«

Den udlægning bakkede FDP-leder Christian Lindner op i sidste uges Jamaica-forhandlinger. Her anklagede han De Grønne for en »ikke flertalsduelig flygtningepolitik«, der vil skræmme endnu flere vælgere i armene på AfD.

Miljø som identitet

Hvor De Grønne i Hubert Kleinerts øjne er tvunget til kompromiser på flygtningeområdet, ser han derimod miljø og klima som partiets »bærende søjle«.

»Hvis partiet kan få påviselig succes på identitetsbærende områder som klimabeskyttelse og landbrug, så kan en Jamaica-koalition faktisk godt blive en vindermodel for De Grønne,« mener han.

På klimaområdet var partiet i udganspunktet meegt konkret i sine krav: 100 pct. grøn strøm i 2030, udfasning af kulkraft, en lov om energibesparelse, samt en storstilet reform af handelen med CO2-kvoter i EU.

I en tid, hvor Tyskland mere eller mindre officielt har opgivet sine klimamål for 2020, er udfasningen af kulkraft helt central, mener Hubert Kleinert.

Både fordi det er så konkret for vælgerne, og fordi det faktisk er muligt at styre politisk – også selv om både CDU/CSU og FDP afviser de grønne krav, især med henvisning til Tysklands konkurrenceevne.

Denne kamp mod kullet viser en ideologisk splid mellem De Grønne og FDP. Mens FDP afskyr de grønnes kollektivisme og statslige styring, foragter De Grønne omvendt FDP’s neoliberale tro på, at markedet kan fikse alt – også miljø og klima.

Vegetardage

At De Grønnes kollektivisme ikke er slået bredt igennem i Tyskland, afspejler sig bl.a. i, at De Grønne blev hængt ud for nærmest DDR-agtigt formynderi, da de i 2013 foreslog en obligatorisk vegetarisk maddag om ugen i alle offentlige kantiner.

Den problematik viser sig også i Tysklands grønne energiomstilling, mener Hubert Kleinert. Her afviser især FDP, men også CDU/CSU, omfanget af De Grønnes statsstyrede planer for at fremme vedvarende energi.

»Energiomstillingen har nødvendigvis nogle planøkonomiske elementer. Det skal konstant afvejes i forhold til, hvornår vi hjælper nye teknologier på vej, og hvornår vi oversubventionerer enkelte områder,« siger han.

»Også her er De Grønne blevet forholdsvist pragmatiske. Det er en styrke, hvis de holder de overordnede mål for øje.«

Derfor ser han det heller ikke som et nederlag, at De Grønne i denne uges forhandlinger droppede deres løfte om 100 pct. udfasning af kulkraften frem mod år 2030.

»I forhold til det tyske værtskab for klimakonferencen i Bonn (COP23, red.) ser det måske ikke så godt ud, men det afgørende er jo vitterligt ikke årstallet, men retningen. Det drejer sig om yderst komplicerede tekniske detaljer, der ikke kun handler om forsyningssikkerhed, men også om arbejdspladser, økonomi og geopolitik. Her kan et årstal blive et lige så tomt løfte,« mener han.

Pragmatismens vinderkurs

Denne balancegang mellem idealer og en markedsstyret virkelighed er ikke nem – slet ikke for et parti med regeringsmagt.

Det viser et blik på den tyske bilindustri, hvor De Grønne før forhandlingerne havde lovet deres vælgere en udfasning af forbrændingsmotoren frem mod 2030. Også det årstal har partiet nu opgivet med en retorisk gradbøjning fra et ultimatum til »en del af forhandlingsmassen«.

For de øvrige partier handler det især om op mod 1,5 mio. tyske job i bilindustrien. I CDU/CSU’s øjne jobs trues de job af de grønne planer. I FDP’s øjne er det en udvikling, som markedet bør regulere uden for stor politisk indblanding. I De Grønnes øjne er det derimod job, som kun kan reddes, hvis Tyskland går offensivt til omstillingen i stedet for at blive siddende på en uddøende teknologi.

Med henvisning til den rige folkevognsby Wolfsburg og den økonomisk pressede og amerikanske tidligere bilby Detroit, udtalte partiformand Cem Özdemir i valgkampen ligefrem, at han »ikke ønsker at falde i søvn i Wolfsburg og vågne i Detroit«.

Det udløste stærk debat om, hvorvidt partiets »realos« nu også er i lommen på bilindustriens stærke lobbyister.

I den debat er Baden-Württembergs populære, grønne ministerpræsident Winfried Kretschmann blevet indbegrebet af dilemmaet. Både delstaten og hovedstaden Stuttgart lever i høj grad af Mercedes-Daimler og bilproduktionen, hvormed Kretschmann for nogle grønne er blevet en forbilledlig pragmatisk lederfigur, mens andre grønne ser hans lederskab som et knæfald for kapitalismens mest beskidte side.

Hubert Kleinert mener ikke, at De Grønne lider af for meget Kretschmann. Tværtimod.

»Det er netop hans linje og det økologisk orienterede middelklasseklientel, som har gjort De Grønne til det stærkeste parti i Baden-Württemberg,« siger partiforskeren.

»Også historisk set har De Grønne været mest succesfulde, når de har optrådt pragmatisk og haft stærke personligheder i spidsen.«

Intet grønt selvmord

I den nuværende strid om sprøjtegiften glyfosat og efter den tysk-hollandske rapport, der i oktober påviste, at op mod 75 pct. af alle insekter er forsvundet siden 1990, har der været ekstra årvågenhed på landbrugsområdet. Men selv i de gigantiske industrilandbrug og massedyrehold ligger djævlen gemt i detaljen, som Hubert Kleinert formulerer det.

»Derfor kan man også sælge politiske budskaber og resultater på mange måder.«

Det har Jamaica-forhandlingerne i den grad bekræftet. I sidste uge kaldte CSU de første forhandlinger for en sejr for landmændene, mens De Grønne kaldte dem en sejr for miljøet. For åben mikrofon kaldte CSU’s generalsekretær Andreas Scheuer tilmed De Grønne for »skizofrene« og hævdede, at partiet havde fremlagt deres partiprogram og ikke forhandlingsresultaterne.

Uanset de retoriske kampe skal De Grønne stå stærkt fast på deres økologiske profil, mener Hubert Kleinert.

»Mærkværdigvis er klassiske grønne emner som miljø, atomkraft og fred ikke de emner, der er fremherskende i offentligheden, når det gælder politik. Her står et emne som indre sikkerhed derimod helt i top,« siger professoren.

»Netop derfor vil jeg råde partiet til at trække deres kernebudskaber om klima og energiomstilling endnu mere frem, at vælge deres politiske kampe.«

Modsat de mange interne kritikeres frygt, risikerer den satsning ikke at ende med et grønt selvmord i en Jamaica-regering, mener han.

»Det er i lige så høj grad en chance. De sidder med en stærk magt, fordi de er nødvendige for at få en regering på benene. Her kan de etablere en ny politisk midte i Tyskland, hvor De Grønne pludselig er dem, der kan sætte sociale spørgsmål og miljøspørgsmål i forgrunden.«

Ifølge planen skal forforhandlinger afsluttes i næste uge. Ud fra sloganet »basis er boss« skal godt 800 delegerede ved De Grønnes partidag i slutningen af november derefter afgøre, om partiet skal indgå deciderede koalitionsforhandlinger med de øvrige Jamaica-partier.

»Jeg tør ikke gætte på, hvordan forhandlingerne ender,« siger Hubert Kleinert

»Det er en labil politisk situation og et svært farvand at navigere i. Men for De Grønne er det endnu mere risikabelt at stige ud af båden nu. Det vil skade dem stærkt. Især hvis flygtningepolitikken bliver skyld i bruddet.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritiske, seriøse og troværdige.

Se om du er enig – første måned er gratis

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Torben K L Jensen

Og så i konkurrence med FDP der røg ud af Bundestag forrige gang og helt sikkert ikke gerne gentager det nederlag - det kan kun gå galt. Husk på at de grønne var med i regeringen da Hartz IV-reformerne blev gennemført af Gerhard Schröder - den reform SPD lider under den dag i dag.
Der kommer et nyvalg - både i Storbritannien og i Tyskland,væk er Merkel og May,luften er renere og foråret kommer og alle er glade - især Macron og Corbyn.