Læsetid: 9 min.

Det internationale samfund er ikke rustet til kriser som rohingyaernes

Internationale observatører vurderer, at der nok vil gå årevis, før de flygtede rohingyaer kan vende hjem fra Bangladesh. Når man står midt i en flygtningelejr med 95.000 mennesker pr. kvadratkilometer og ser de forhold, de lever under, er ’årevis’ ikke et ansvarligt perspektiv. Det nytter at gøre noget, men en egentlig løsning kræver ny og måske naiv tænkning
600.000 rohingyaere menes at være flygtet til Bangladesh fra Myanmar dette efterår. Internationale observatører vurderer, at der går mange år, før de kan vende hjem igen.

600.000 rohingyaere menes at være flygtet til Bangladesh fra Myanmar dette efterår. Internationale observatører vurderer, at der går mange år, før de kan vende hjem igen.

Coxs Bazar

28. november 2017

BANGLADESH/MYANMAR – Kutupalong er verdens hurtigst voksende flygtningelejr. Det er steghedt, og til min ene side sidder en lang række mennesker i kø under den åbne sol for at få udleveret ris og olie.

En ung mand kommer hen og spørger på et famlende engelsk, om han må tale med mig. Han har været i lejren i ti år og vil så gerne gå mere i skole, men han må ikke forlade lejren og kan derfor ikke komme videre end til 5. klasse. Jeg ser håbløsheden i hans øjne.

Kutupalong er en gammel flygtningelejr i det sydøstlige Bangladesh. Der har været omkring 100.000 rohingyaer fra Myanmar i mange år, men siden d. 25. august er et meget stort antal rohingyaer flygtet fra Myanmar over grænsen og ind i Bangladesh. Nu er der måske 450.000 i Kutupalong, hvor Bangladesh’ regering ønsker at samle alle flygtninge på et område, der tidligere lå hen som en fredet skov.

I alt vurderes det, at der er kommet mere end 600.000 flygtninge over grænsen siden slutningen af august. Bangladesh har generelt været meget åben over for flygtningene, som tydeligvis har været gennem store lidelser.

Nyligt ankomne rohingyaer i en flygtningelejr i Bangladesh.
Læs også

Jeg taler med en ældre kvinde og hendes afkræftede, hvidskæggede mand, der to dage tidligere er kommet til lejren. Manden ligger ned i et telt fra UNHCR, FN’s flygtningeorganisation, og længere inde i teltet ligger en yngre kvinde og hendes baby livløst hen. Da jeg kommer hen til teltet, får den ældre kvinde lige akkurat stablet manden op i siddende stilling. Hans højre hånd hænger ubrugeligt ned.

Kvinden fortæller, at militæret i Myanmar havde krævet, at de skulle arbejde i markerne gratis, hvilket de havde nægtet. Så var militæret kommet tilbage, havde voldtaget en 12-årig pige i nabohuset, dræbt hende og brændt husene af. De var flygtet og havde gemt sig i otte dage, inden de havde brugt andre otte dage på at vandre hen til grænsen.

Da jeg går, sidder manden og græder.

Mange internationale observatører taler åbent om, at det næppe bliver muligt for rohingyaerne at vende hjem de første mange år. Det virker ganske ubegribeligt.

Når man står midt i Kutupalong og skuer ud over de hastigt sammenflikkede skure, der så langt øjet rækker læner sig faretruende op ad hinanden, og tænker på, hvad der mon vil ske, når monsunen begynder i marts, og der måske kommer en tyfon forbi, er ’årevis’ ikke et ansvarligt perspektiv at tillade sig. Med op til 95.000 mennesker stuvet sammen pr. kvadratmeter vil lejren blive en kæmpestor mudderpøl, hvor den ene epidemi vil afløse den anden.

Iker Pastor

Pres på Bangladesh

Der er ingen endegyldige informationer om, hvad der foregår i Myanmar, fordi regeringen har spærret det berørte område af. De muslimske rohingyaer og de buddhistiske rakhinere har i årevis haft et meget anspændt forhold i den fattige delstat, Rakhine, og de to grupper er gentagne gange tørnet sammen. Den 25. august i år gik det galt igen.

Militante rohingyaer angreb ca. 30 politistationer og en militærbase – i nogle tilfælde muligvis blot med macheter og hjemmelavede våben – hvorefter militæret og militante rakhinere gik til modangreb. Militærets offensiv lader til at være vedvarende, i og med at flygtningestrømmen nok er aftaget, men ikke stoppet. Samlet set har begivenhederne ført til den mest omfattende flygtningestrøm på globalt plan i nyere tid.

Mens flygtningekrisen i Myanmar eskalerer i omfang, dukker der oplysninger frem om et dårligt fungerende FN kontor i Myanmar. Kontoret har i en årrække forsøgt at give mundkurv på kritikere af regeringens behandling af det undertrykte mindretal. Det viser en undersøgelse af BBC
Læs også

Det store antal flygtninge og den stadige strøm antyder, at der er tale om en etnisk udrensning. Chefen for Myanmars militær har sagt, at rohingyaerne ikke skal komme tilbage, mens regeringen i Myanmar i hvert fald officielt giver udtryk for det modsatte synspunkt under visse forudsætninger.

Bangladesh insisterer på, at rohingyaerne skal hjem igen. Det er ikke så underligt, da Bangladesh allerede har rigeligt med fattige mennesker og knapt med jord. Samtidig har flygtningenes ankomst ført til skovhugst, øget kriminalitet, flere sygdomme og stigende fødevarepriser i grænseregionen.

Selv om rohingyaerne og den lokale befolkning er beslægtede, taler de ikke samme dialekt. Rohingyaerne, der alle dage har været marginaliseret i Myanmar, er heller ikke nær så godt uddannet som befolkningen i Bangladesh.

I Rakhine

Da vi besøgte den anden side af grænsen, var fortællingerne noget anderledes, men langtfra enslydende. Et par lokale ledere for rakhinerne siger ganske utvetydigt, da jeg møder dem, at de ønsker muslimerne hen, hvor peberet gror.

De siger, at det var englænderne, der i kolonitiden opfordrede folk fra det nuværende Bangladesh til at slå sig ned i rakhinernes områder, og de vil derfor heller ikke anerkende rohingyaerne som en særlig etnisk gruppe, men ser dem som indvandrere. Under Anden Verdenskrig sloges de to grupper med hinanden, og på grund af en stærkere befolkningstilvækst blandt rohingyaerne er rakhinerne desuden bange for, at de kommer i mindretal i det, de opfatter som deres land.

Andre rakhinere er mere moderate og forsøger at skabe dialog. Nogle steder lever de to grupper stadig fredeligt side om side, men mødet med rakhinerne efterlader ingen tvivl om, at de føler sig presset både af rohingyaerne og af regeringen i Myanmar, som ikke mindst tidligere har misrøgtet delstaten.

Fattigdommen er udbredt, og der er kun få skoler og sundhedsklinikker. Politisk er rohingyaerne dog yderligere marginaliseret, blandt andet fordi de aldrig har kunnet opnå statsborgerskab i Myanmar. Ikke alene er de fordrevne. Langt de fleste af dem er også formelt set statsløse.

A.M. Ahad

Wong Maye-E

Håbløs magtdeling

Landet er derudover præget af en håbløs magtdeling mellem militæret og Aung San Suu Kyi. Militæret sidder på forsvars- og indenrigsministerierne og har derigennem kontrol over alle lokale forvaltninger i landet. Samtidig er militæret ikke underlagt den demokratisk valgte regering.

Myanmar var et militærdiktatur fra 1962 til 2011, hvor militæret ’overlod’ magten til valgte militærfolk. Ved næste valg i 2015 tabte de imidlertid til Aung San Suu Kyi, som militæret havde holdt i husarrest gennem 21 år. Valgnederlaget huede langtfra militærets ledere, så det har sikkert passet dem godt, at den internationale kritik har haglet ned over Aung San Suu Kyi på grund af overgrebene og fordrivelsen af rohingyaerne.

Aung San Suu Kyi lader på sin side ikke til at være særligt forhippet på at fordømme begivenhederne, dels fordi hun næppe har lyst til at lægge sig ud med rakhinerne, dels fordi brede dele af den øvrige befolkning bakker op om militærets indsats for lov og orden mod de radikale muslimer. Dertil kommer, at der er en vis sympati for de ekstreme buddhistiske munke, der prædiker national enhed og minimal tolerance over for andre religioner.

Selv om der er moderate kræfter blandt rohingyaerne, rakhinerne, de buddhistiske munke og bredt i Myanmars befolkning, er det ikke dem, der har overtaget i øjeblikket. Derfor er det svært at se, hvordan rohingyaerne skal kunne vende tilbage.

Hvad kan Danmark gøre?

I Kutupalong stiger jeg ind i bilen og kører ud af flygtningelejren. Jeg føler mig urimeligt privilegeret. Jeg har aldrig skullet slås med fattigdom eller frygte, at mit hjem skulle blive brændt ned, og jeg har kunnet vælge den uddannelse, der passede mig. Min taknemmelighed for at være født i Danmark er enorm.

Danmark er til stede på begge sider af grænsen. Regeringen har bevilget betydelig nødhjælp til rohingyaerne, og Danmark gør en særlig indsats for at støtte de mange kvinder og børn, der har været udsat for voldelige og seksuelle overgreb. Udviklingsbistanden til de lokale i grænseområderne er også skruet op, så de ikke oplever, at alle pengene går til flygtningene.

I Myanmar støtter Danmark både rohingyaer og rakhinere for at udvikle deres fiskeri og forvaltning af mangroveskove. Samtidig forsøger de danske ambassader i begge lande at presse regeringerne til at finde en løsning.

Men giver det nogen mening, at Danmark bruger penge på problemer på den anden side af jordkloden? Gør det nogen forskel? Mit indtryk er, at det gør det.

For det første er der netop nu brug for støtte til de moderate kræfter, hvis det hele ikke skal udvikle sig til det endnu værre. I sidste instans er det en politisk kamp internt i Myanmar, der skal sikre at rohingyaerne og rakhinerne kan leve fredeligt side om side.

For det andet er der fare for, at religiøs fanatisme vil trives blandt de frustrerede flygtninge. Hvis udsigterne til at vende hjem svinder, og der heller ikke er mulighed for at blive integreret i Bangladesh, kan rabiate islamister finde ny grobund i Kutupalong. Der er derfor god grund til, at Danmark investerer i de bedst mulige betingelser for flygtningene og i en løsning på krisen.

For det tredje er det på lang sigt uholdbart, at nabolande skal stå med alle problemer ved pludselige flygtningestrømme. Internationalt er der en voksende erkendelse af, at andre lande må træde til og i sidste instans modtage nogle af flygtningene. Det er ingen interesseret i, og mange rohingyaer ønsker at komme tilbage til deres fødested, hvis deres sikkerhed bliver garanteret.

For det fjerde kan krisen i det sydøstlige Bangladesh brede sig til resten af landet i forbindelse med det forestående valg, som er præget af stærke politiske spændinger. Det kunne sætte en stopper for landets stærke økonomiske udvikling, og sammen med de klimaforandringer, som i stigende grad rammer landet, ville det skabe en krise, der ikke kun omfatter én million, men 160 millioner mennesker. Konsekvenserne ville være uoverskuelige for regionen, og de ville muligvis også kunne ramme Danmark.

Endelig gør Danmark lige nu en kæmpe forskel for mange af de mennesker, der er blevet ramt af denne tragedie. Flygtningene savner desperat mad, husly, behandling, skolegang og tryghed efter de traumatiske oplevelser, de har været igennem. Den danske indsats når således mennesker i dyb nød, og det må vel siges at være særdeles tilfredsstillende.

Men selv det er ikke videre opmuntrende, hvis der ikke findes en langsigtet, politisk løsning på problemerne.

A.M. Ahad

En nyt krisepanel?

Det internationale samfund lader ikke til at være ekviperet til at løse konflikter som denne. De store lande rører kun på sig, hvis de har en oplagt national interesse i at gøre det. Ellers er risikoen for et diplomatisk nederlag ikke værd at løbe. Har de store lande modstridende interesser – som i Syrien – bliver det internationale samfund paralyseret, og konflikterne får lov til at udvikle sig til det katastrofale.

FN burde selvfølgelig være instansen, der kunne lade de humanitære hensyn dominere, men FN kæmper med såvel organisatoriske som økonomiske problemer og får derudover ikke lov til at gøre mere end medlemsstaterne tillader.

Mindre, ’neutrale’ lande som Norge har til tider haft held med at spille en mæglende rolle i konflikter, som de ingen aktier har i. Det internationale samfund burde imidlertid ikke være afhængig af den slags bilaterale initiativer.

I den nuværende verdensorden er det svært at forestille sig en mere institutionaliseret model, der ikke bygger på nationalstatslige interesser, og som kan forsøge at løse gordiske knuder som rohingyaernes skæbne. På den anden side er netop deres skæbne måske tilstrækkeligt ligegyldig for stormagterne, til at de kan acceptere en indsats, de ikke detailstyrer.

Kunne man forestille sig et panel af særdeles eminente personligheder under Sikkerhedsrådet bemyndiget til at finde det kompromis, der eventuelt kan løse kriser som denne? Panelet kunne bestå af personer på niveau med Kofi Annan, Desmund Tutu og lignende og være selvsupplerende.

Det kunne i hvert enkelt krise bemyndiges af Sikkerhedsrådet, men derefter operere helt uafhængigt. Det kunne udstyres med et mindre sekretariat af verdens bedste fredsmæglere, der arbejder på vegne af panelet, men skulle ellers være helt uden økonomiske midler. Dets autoritet skulle bestå i panelets anseelse, uafhængighed af nationale interesser og evne til at finde kompromiser.

Tanken er naiv og sikkert urealistisk, men i lyset af rohingyaernes kummerlige situation og de stadigt stigende flygtningestrømme på globalt plan, kan en smule naivitet nok være undskyldt.

Lars Engberg-Pedersen er seniorforsker på Dansk Institut for Internationale Studier og arbejder med internationalt udviklingssamarbejde. Han deltog i en rejse for Udviklingspolitisk Råd til Myanmar og Bangladesh d. 7.-15. november 2017

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • ingemaje lange
ingemaje lange anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu