Læsetid 12 min.

Jürgen Habermas: Emmanuel Macron har skænket Europa en historisk chance

Ved at turde formulere en ambition om at udvikle politiske løsninger på de problemer, vi står over for som globaliserede samfund, skiller Frankrigs præsident Macron sig ud fra den grå mængde af opportunistiske politikere, som regerer fra dag til dag, skriver den tyske filosof Jürgen Habermas. Her findes endelig en politisk leder, der har mod til at ville ændre på status quo og udfordre nødvendighedens politik
Macrons gennembrud var i strid med alt, hvad meningsmålingsinstitutterne troede, de vidste. Ingen så det komme; at en enkelt person uden et parti i ryggen på så kort tid kunne lykkes med at føre en politisk kampagne, der fik et flertal af vælgerne til at foretrække en ambitiøs platform om mere dybtgående europæisk samarbejde frem for den fremspirende højrepopulisme, som hver tredje franske vælger støttede.

Macrons gennembrud var i strid med alt, hvad meningsmålingsinstitutterne troede, de vidste. Ingen så det komme; at en enkelt person uden et parti i ryggen på så kort tid kunne lykkes med at føre en politisk kampagne, der fik et flertal af vælgerne til at foretrække en ambitiøs platform om mere dybtgående europæisk samarbejde frem for den fremspirende højrepopulisme, som hver tredje franske vælger støttede.

Eliot Blondet

4. november 2017

For Walter Benjamin var Paris Europas hovedstad. For Robert Menasse, østrigsk forfatter med talent for trodsig ironi, burde Bruxelles i dag vise sig værdig til at overtage denne status. Det er dog kun et forfængeligt håb, og Menasse – der for nylig modtog Deutscher Buchpreis, Tysklands fineste litterære udmærkelse – nedtonede da også straks forventningerne i et interview med berlinerdagbladet taz.

Han fortalte en anekdote om en aften tilbragt i selskabeligt lag med en tysk korrespondent i en tilrøget café i Bruxelles, som journalister ynder at frekventere. Her kunne han overvære, hvordan journalisten fik kritik af sin redaktør i Frankfurt: »Din tekst er blevet for indviklet,« formanede redaktøren. »Skriv i stedet bare, hvor meget tyskerne skal betale.«

Findes der mon et mere dækkende billede på de tyske politikere, erhvervsledere og journalisters begrænsede interesse for, hvordan et politisk mere effektivt Europa kan udformes? Føjelige og uambitiøse medier har i årevis bestræbt sig på at komme den politiske klasse i møde ved at afstå fra at belemre den bredere offentlighed med europæiske spørgsmål.

Vi så den klarest tænkelige demonstration af, hvordan offentligheden umyndiggøres i den absurd korte liste over emner, der kunne diskuteres under den såkaldte debat mellem kansler Merkel og hendes udfordrer, Martin Schulz, under valgkampen op til septembers forbundsdagsvalg i Tyskland. Her, i den stadig ulmende finanskrises årti, fik både kansleren og hendes finansminister lov til at iscenesætte sig selv som ’sande europæere’ – selv om virkeligheden er en helt anden.

Nu har Emmanuel Macron gjort sin entré på scenen, og selv om han smigrer og velvilligt inviterer til samarbejde med en svækket kansler, der aktuelt er under pres fra sit eget parti, kan han meget vel blive manden, der river sløret af Tysklands selvgode selvbedrag. Blandt ’realistiske’ stemmer i Tysklands mest indflydelsesrige aviser sporer man da også bekymring for, at Frankrigs præsident åbner den tyske offentligheds øjne for ’kejserens nye klæder’, således at den tyske offentlighed indser, at regeringen i Berlin med sin robuste økonomiske nationalisme i realiteten ikke har noget tøj på.

***

I første kapitel af journalisten Georg Blumes nyligt udkomne bog Der Frankreich-Blues med undertitlen Hvordan Tyskland risikerer at miste en ven, har forfatteren indsamlet smertelige eksempler på den patroniserende attitude, som både tyske politikere og journalister har fået for vane at anlægge over for Frankrig og franskmændene. Macron er fra første færd blevet mødt med ligegyldighed, arrogance og foregribende skepsis af det tyske kommentatorkorps. Bortset fra en enkelt coverhistorie i Der Spiegel har de tyske mediers reaktion på den franske præsidents veligennemtænkte tale om Europa spændt fra det intetsigende til det ikkeeksisterende.

Dette stof egner sig i sig selv til en komedie, men den koalitionsregering, som nu er under dannelse i Berlin (og sandsynligvis vil omfatte Merkels konservative, det erhvervsvenlige FDP og De Grønne), vil kunne forvandle komedien til tragedie – f.eks. hvis Christian Lindner fra FDP overtager finansministeriet og kører det videre i ​​Wolfgang Schäubles ånd. I et uofficielt arbejdspapir til euro-landenes finansministre skitserede Tysklands tidligere finansminister en plan for, hvordan man skulle blokere for at indgå i nogen form for kompromis i forhold til den franske præsidents fremadrettede initiativer.

I papiret kan Schäuble ikke dy sig for at brygge videre på Macrons forslag om en europæisk valutafond, så denne mekanisme snarere kommer til at tjene den ordoliberale (tysk variant af liberalismen mellem socialliberalisme og neoliberalisme, red.) ønskedrøm om at udelukke demokratisk deltagelse for dem, der rammes, når den økonomiske og finansielle politik trækkes tilbage fra politikkens rige og i stedet placeres under kontrol af en teknokratisk administration. (Schäubles forslag går ud på, at den valutafond, der tænkes at afløse den såkaldte redningsfond, ESM, fremover som en rent teknokratisk instans vil skulle overvåge, om EU-landene overholder Stabilitetspagten – dette er i dag en opgave for EU-Kommissionen, red.)

***

Jeg er fristet til fortsætte i samme frustrerede tone, men situationen er for alvorlig til det, for den næste tyske regering (hvis nogen i denne ellers overhovedet ønsker at deltage i spillet) må nu erobre den bold, som Frankrigs præsident har sparket over på deres banehalvdel. Selv en politik, der forhaler eller udskyder handling, kan være nok til at spille sig selv en historisk unik mulighed af hænde.

Sjældent har historiens luner spillet os så bemærkelsesværdigt et pus som ved den uventede opstigning til magten af denne fascinerende og muligvis pompøse, men i hvert fald ekstraordinære person. Ingen kunne forudsige, at en uafhængig minister i den daværende præsident Hollandes regering ville vise sig i stand til at skabe en ny politisk bevægelse ud af ingenting – og i en slags selvcentreret soloopløb og vende op og ned på et helt partisystem.

Macrons gennembrud var i strid med alt, hvad meningsmålingsinstitutterne troede, de vidste. Ingen så det komme; at en enkelt person uden et parti i ryggen på så kort tid kunne lykkes med at føre en politisk kampagne, der fik et flertal af vælgerne til at foretrække en ambitiøs platform om mere dybtgående europæisk samarbejde frem for den fremspirende højrepopulisme, som hver tredje franske vælger støttede. Ja, at en person som Macron kunne vinde et valg i et land, hvis befolkning altid har været mere skeptisk over for EU end Luxembourg og Belgien – ja mere skeptisk end Tyskland, Italien, Spanien og Portugal, forekom aldeles usandsynligt.

Ser vi nøgternt på det, er det bestemt lige så lidt usandsynligt, at den næste tyske regering vil kunne mobilisere tilstrækkelig langsigtet visionskraft til at formulere konstruktive og fremadrettede svar på de spørgsmål, Macron har taget op. Det ville i nogen grad være en lettelse, hvis de blot kunne  anerkende spørgsmålene som væsentlige.

Det er usandsynligt nok, at en koalitionsregering så hjemsøgt af indre spændinger, vil kunne få nok hold på sig selv til at ændre på de to parametre, Angela Merkel knæsatte i de tidlige dage af finanskrisen: For det første den mellemstatslige tilgang, der gav Tyskland en ledende rolle i Det Europæiske Råd, for det andet den stramningspolitik, hun i kraft af samme rolle kunne påtvinge EU's sydlige lande til selvisk og uforholdsmæssig fordel for Tyskland selv. Og helt usandsynligt er det, at denne kansler – svækket som hun indadtil er – skulle undlade at træde frem og gøre klart for sin charmerende franske partner, at hun desværre ikke kan se sig selv som del af den reformvision, han har lagt frem. Men nu har visioner heller aldrig været Angela Merkels stærke side.

På den anden side – og det er det mest fascinerende spørgsmål for mig: Kan Merkel – en åbenlyst intelligent, samvittighedsfuld og eftertænksom politiker, et produkt af en protestantisk pastors husholdning og indtil videre godt hjulpet frem af sin egen succes – virkelig være interesseret i at afslutte, hvad der til den tid vil være en 16 år lang embedsperiode som kansler, med et så lidet glorværdigt eftermæle? Vil hun slå sig til tåls med at træde tilbage efter at have kørt videre på bedste beskub og klynget sig til magten i yderligere fire år? Eller vil hun gøre alle forventningerne hos dem, der allerede nu hvisker om hendes forestående fald, til skamme, ved at vise sit sande format og træde ud af sin egen skygge?

Selvfølgelig forstår også Merkel, at den europæiske valutaunion, hvis overlevelse er i Tysklands mest fundamentale interesse, ikke vil kunne stabiliseres på længere sigt, såfremt den aktuelle situation får lov at vare ved – med dens stadig stærkere modsætningsforhold mellem Nord- og Sydeuropas økonomier i forhold til nationalindkomst, arbejdsløshed og statsgæld. Frygten for en transfer union, hvor Tyskland blot skal betale for andre landes økonomiske uansvarlighed, har det med at gøre os blinde over for den nuværende destruktive tendens. Dette spøgelse vil først kunne manes i jorden, hvis en genuint fair konkurrence kan etableres over de nationale grænser, og hvis det besluttes politisk at implementere strategier for at bremse den igangværende erodering af solidariteten, både de nationale befolkninger imellem og internt i de enkelte lande. Alene ungdomsarbejdsløsheden i syd må her tælle som tilstrækkeligt eksempel.

Macron har ikke bare fremlagt en vision, han har specifikt stillet krav om, at eurozonen skal nærme sig et fælles niveau for selskabsbeskatning; at der skal indføres en effektiv finansiel transaktionsafgift; og at der gradvist skal arbejdes hen imod større konvergens mellem de forskellige nationale socialpolitiske regimer, ligesom der skal oprettes en post som offentlig europæisk anklager i handelsanliggender, således at det sikres, at de internationale handelsregler overholdes. Mange andre konkrete forslag kunne derudover nævnes.

***

På den anden side er det ikke på disse enkelte forslag – flere af dem har været i omløb i årevis – vi skal kende Macron. Det skal vi på hans generelle indstilling, på hans udspil og på hans visionære taler, som vi har vænnet os til dem. Tre karakteristika udmærker Macron:

  • Han har mod til at forme en helt ny politik.
  • Han har engageret sig i at omstrukturere det europæiske eliteprojekt, så det underkastes borgernes demokratiske kontrol.
  • Han har den overbevisende optræden, som kendetegner en person, som tror på ordenes magt til at artikulere tanker.

I sin tale fra den 26. september, henvendte Macron sig ikke kun til de studerende på Sorbonne-universitet, men også til den tyske politiske klasse, da han gentagne gange påkaldte sig den meget franske term ’suverænitet’, idet han pointerede, at kun Europa – og ikke nogen enkeltstat for sig selv –  er i stand til at sikre suverænitet for sine borgere. Kun når de stilles under Europas beskyttelse og kan støtte sig til styrken i et forenet Europa, sagde han, kan Europas borgere hævde deres fælles interesser og værdier i en tid med store omvæltninger.

Macron spillede den ’ægte’ suverænitet ud imod den kimæriske suverænitet, som de franske ’suverænister’ påstår at stå for. Han udstillede det uværdige skue, vi ser, når nationale politikere hjemme beklager sig over de love, de selv vedtager i Bruxelles, og krævede intet mindre end grundlæggelsen af et nyt Europa – et Europa, der skal være i stand til at gøre sin politiske indflydelse gældende både på sit eget kontinent og i den øvrige verden.

Det er denne selvbemyndigelse af de europæiske borgere, som Macron hentyder til, når han taler om ’suverænitet’. Når det drejer sig om at finde frem til de rette skridt, der kan føre hen imod en institutionalisering af denne nybegrundede indflydelse, peger Macron på et tættere samarbejde i eurozonen på grundlag af et fælles budget. Hans centrale og kontroversielle forslag lyder som følger:

»Et budget skal placeres under en stærk politisk styring fra en fælles minister og være underlagt streng parlamentarisk kontrol på europæisk plan. Kun et euroområde med en stærk og international valuta kan sikre Europa rammer til at være en stor økonomisk magt.«

Ved at turde formulere en ambition om at udvikle politiske løsninger på de problemer, vi sammen står over for som globaliserede samfund, adskiller Macron sig som få andre fra metervaren af kronisk overvældede, opportunistiske og konformistiske politikere, der styrer fra dag til dag uden mindste gnist af inspiration. At den slags overhovedet kan forekomme i dag, er nok til at få en til at gnide øjne: Findes der virkelig nogen derude, der vil ændre på status quo? Er der virkelig nogen, som har tilstrækkeligt med irrationelt mod til at gøre oprør mod fatalismen hos de vasaller, der uden at skænke det en tanke næsegrus underkaster sig de formodede tvangssystemiske imperativer i en global økonomisk orden, der inkarneres af fjerntliggende internationale organisationer?

Hvis jeg forstår ham korrekt, sætter Macron ord på en interesse, der ikke tidligere er formuleret i klartekst – og således ikke før har været repræsenteret i vores politiske partisystem mellem den politiske midtes dagligdags neoliberalisme, den selvglade antikapitalisme hos venstrefløjsnationalisterne og højrepopulisternes absurde identitære ideologi. Det hører til de socialdemokratiske partiers brister, at deres politiske bevægelse, der fundamentalt er tilhænger af globaliseringen og gerne vil drive Europa fremad, men som også er opmærksom på de sociale ødelæggelser, utæmmet kapitalisme fører med sig – og som lige præcis derfor kunne være en kraft for nødvendig tværnational regulering af vigtige markeder – trods et beskedent skub fra den tyske socialdemokrat Sigmar Gabriel tilsyneladende ikke er i stand til at profilere sig stærkere over for vælgerne. Gabriel ville sandsynligvis kun kunne få det nødvendige albuerum til at presse en sådan tilgang igennem, hvis hans parti igen kom i storkoalition med Merkels kristendemokrater, og han selv blev finansminister.

En yderligere faktor, der adskiller Macron fra andre politiske figurer, er hans brud med tavshedens konsensus. Der har længe været en uudtalt antagelse i de politiske klasser, at begrebet om ’Europa for borgerne’ er alt for komplekst – og det endelige mål for europæisk enhed alt for kompliceret – til at give borgerne selv en mulighed for at blive involveret. Og at den daglige Bruxelles-politik kun er for eksperter og velinformerede lobbyister, mens stats- og regeringschefer så kan løse de mere alvorlige konflikter, der måtte opstå ud fra indbyrdes modstridende nationale interesser, som regel ved at udskyde spørgsmålet.

***

Denne omstændighed giver ny troværdighed til det velkendte slagord om, at demokratiet må udgøre kernen i det europæiske projekt, i det mindste når Macron siger det. Jeg er ikke i en position til at bedømme implementeringen af de politiske reformer, han har planlagt for Frankrig. Vi er nødt til at vente og se, om han vil vise sig i stand til at opfylde sit ’socialliberale’ løfte; om han kan finde den vanskelige balance imellem social retfærdighed og økonomisk produktivitet. Da jeg har mit eget politiske ståsted på venstrefløjen, er jeg ikke ’macronist’, hvis der findes noget sådant. Men Macrons måde at tale om Europa på, gør en forskel. Han appellerer til en forståelse for unionens fædre, som etablerede et Europa uden input fra borgerne, fordi – som han siger – de tilhørte en oplyst avantgarde. Men nu vil han forvandle dette eliteprojekt til et borgerprojekt og foreslår realistiske skridt til de europæiske borgeres selvmyndiggørelse over for de nationale regeringer, som blokerer for hinanden i Det Europæiske Råd.

I det perspektiv kræver han ikke blot indførelse af en universel valglov for EU, men også etablering af transnationale partilister. Dette vil i sidste instans kunne nære fremvæksten af et europæisk partisystem, uden hvilket Europa-Parlamentet aldrig vil kunne blive det sted, hvor de samfundsmæssige interesser, der rækker ud over nationale grænser, kan blive kollektivt identificeret og adresseret.

***

Hvis man vil bedømme ​​Emmanuel Macrons betydning korrekt, skal også et tredje aspekt undersøges, en personlig egenskab: Han kan tale. Han er ikke kun en politiker, som gennem sin retoriske evne og følsomhed for det skrevne ord er i stand til at sikre sig opmærksomhed, respekt og indflydelse. Det præcise valg af inspirerende sætninger og kraften i hans artikulation giver snarere en analytisk klarhed og vidtrækkende betydning til selve den politiske tankegang. Kvaliteten af ​​en politikers arbejde skal naturligvis ikke måles på retorisk talent. Men taler kan ændre offentlighedens opfattelse af politik. De kan højne debattens niveau og udvide dens horisonter. Som sådan kan taler også forbedre ikke blot kvaliteten af den politiske opinion og politiske viljesdannelse, men også selve den politiske handling.

I en æra, hvor tågesnak i talkshows er blevet målestok for, hvor kompleks en politisk tankegang offentligheden kan håndtere, er Macron en iøjnefaldende afviger ved sin talestil. Vi mangler i Tyskland tilsyneladende sans for at sætte pris på sådanne kvaliteter, og for blot at begribe timingen og valget af lokalitet for ​​hans taler. Faktisk var den tale, som Macron for nylig holdt på Paris Rådhus i anledning af Reformationen, ikke kun interessant på grund af det, han sagde. Det var ikke kun et klogt forsøg på at bruge de konfessionelle krige i Frankrig til at opfordre til, at ​​en statsdoktrin – den strenge franske laicisme – bliver bedre tilpasset til kravene fra et mere pluralistisk samfund. Anledningen og emnet for talen var også en gestus over for den protestantiske kulturformation hos Frankrigs nabo mod øst – og til hans protestantiske modstykke i Berlin.

Aspirationen og stilen i ​​den statslige magts symbolske repræsentation er noget, vi i Tyskland har tabt af syne, i hvert fald siden Carl Schmitts nostalgiske tilbageblik på 1800-tallets franske modoplysning. Vi savner muligvis sans for den alvor, der følger af at bo i Élysée-palæet som beskrevet af Macron i  interviewet med ham i Der Spiegel for nylig. Ikke desto mindre var også det indgående kendskab til Hegels historiefilosofi, som han demonstrerede, da han besvarede et spørgsmål om Napoleon som ’verdensånden på hesteryg’, yderst imponerende.

© Der Spiegel og Information. Oversat af Niels Ivar Larsen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritiske, seriøse og troværdige.

Se om du er enig - første måned er gratis

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Brugerbillede for Jørn Vilvig
    Jørn Vilvig
  • Brugerbillede for Anders Graae
    Anders Graae
  • Brugerbillede for Henrik Brøndum
    Henrik Brøndum
  • Brugerbillede for Toke Kåre Wagener
    Toke Kåre Wagener
  • Brugerbillede for Gert Romme
    Gert Romme
  • Brugerbillede for Steffen Gliese
    Steffen Gliese
  • Brugerbillede for Stig Bøg
    Stig Bøg
Jørn Vilvig, Anders Graae, Henrik Brøndum, Toke Kåre Wagener, Gert Romme, Steffen Gliese og Stig Bøg anbefalede denne artikel

Kommentarer

Brugerbillede for Espen Bøgh

Mon ikke vi skal tage Jürgen Habermas med et gran salt, - manden er jo ikke noget "orakel"!

Macron taler som alle franskmænd i floromvunden vendinger, og at det egner sig godt til politik, er der næppe tvivl om, men ser man på det reelle i forhold til virkeligheden, så er det som at kigge igennem en glasrude.

Alle de storslåede ord og hensigter, er ikke blevet modtaget med kyshånd fra mange i EU, fra lle medlemmerne, og det rent faktiske indhold bagved de storslåede ord, er svært at få øje på, for det svæver så højt under loftet, at det konkrete og nære ikke er at se nogen steder.

Det er nok det, som Jürgen Habermas falder for uden tanke for det konkrete, eller for de tanker om det konkrete som han selv tænker, - men måske ikke er Macrons virkelighed og som slet ikke bliver borgernes virkelighed ved Macrons tanker.

Franskmændene stemte ganske vist i hobetal på Macron, og først og fremmest af 2 grunde, "imod Le Penn", og for nyheden og håbet, men også imod den gamle korrupte politiske klan.

Franskmændene er imidlertid vågnet op til en helt anden Macron, - nu valgt til præsident, hvor drømmene om hans ord for frelsen af Frankrig, og hvor mange ikke ser sig selv heri længere, men i stedet en del af den accepterede globalisme og den rettigheder, som det vigtigste for Macron.

Jürgen Habermas følgedrømme med Macron, har ikke fødder at stå på, der kan røre gulvet, men svæver lidt i lykkeland og -drømme om storheden alene som en frelse for EU og borgerne, og hvor der knytter sig en tro på liberalismens uendelige egennyttighed vil vende sig, og blive til uegennyttighed for EU og dets borgere, - men det er selvblændværk af værste skuffe.

Per Torbensen, Claus Kristoffersen, Knud Chr. Pedersen, Eva Schwanenflügel, Flemming Berger, Michael Kongstad Nielsen, Torben K L Jensen og Michael Hullevad anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Mogens Bluhme Nielsen
Mogens Bluhme Nielsen

Macron har kun haft et halvt år at regere i. Men han skiller sig ud som et intellektuelt fyrtårn fra andre europæiske ledere. Han har dybere viden og indsigt i historie, filosofi og litteratur end hans samtidige.

Det antikke Grækenland - vores kulturelle arnested med paideia som opdragelsesideal - altså dannelse med kærlighed til kunst og videnskab - udgør sammen med oplysningstidens idealer fundamentet for hans og Habermas' visioner. Og det er ikke det værste udgangspunkt!

Behovet for transnationale politiske partier på europæisk niveau er indlysende. Det vil generere en europæisk offentlighed, som vi mangler i dag. Hvorfor skal jeg udelukkes fra at stemme på en tysker eller franskmand til EU-parlamentet, hvis jeg finder deres tanker og visioner mere intelligente end mine landsmænd?

Med EU's størrelse er det udemokratisk at der ikke findes et nationalt uafhængigt andetkammer.

Glem dog ikke de odds, man er oppe mod - nationalromantikken florerer på begge fløje.

Hans Jørn Storgaard Andersen, Vibeke Hansen, Jørn Vilvig, Henrik Brøndum og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Torben K L  Jensen
Torben K L Jensen

Våde drømme fra to super-europæere. En overordnet drøm der er endt i et mareridt og der skal helt andre boller på suppen før noget radikalt sker. Man kunne næsten sige - en bristet drøm.

Per Torbensen, Claus Kristoffersen, Eva Schwanenflügel, Flemming Berger, Espen Bøgh og Michael Kongstad Nielsen anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Philip B. Johnsen
Philip B. Johnsen

“Jürgen Habermas: Emmanuel Macron har skænket Europa en historisk chance”

Så længe der er et overvejende flertal af nationale statsledere i EU, der ikke lader deres kamp for kortsigtede økonomiske gevinster og af den vej opretholdelse af magt fordelingen i nationalstaterne, mellem politikere og kapitalinteresser, forstyre at faktuel viden og handlingskrævende nationale og internationale opgaver, så længe sker der absolut intet i EU.

Alternative fakta eller ‘fake news’ er overvejende hvad befolkningerne bliver fodret med af nationalstaternes politikere, hvilket skyldes, at de store internationale handlingskrævende opgaver kan nationale statsledere ikke bruge til noget konstruktivt politisk, gældsslaverne i nationalstaterne og deres økonomiske vækst krav, leveret af deres faktaresistente statsledere med alternative fakta, eller løgn og bedrag om man vil, er det eneste der betaler gældslavernes regninger, der er ikke plads i økonomien til ansvarlighed begrundet af faktuel viden om hvad der gavner borgerne i nationalisterne på den lange bane.

Det ved de nationale statsledere der betjener deres landes kapitalinteresser og der kommer ingen udvikling i EU, der beskytter borgerne, før end uligheden er vokset EU og statslederne over hoved, hvilket formodentlig i sidste ende vil sende de superrige i guillotinen igen.

Der er intet nyt under solen i EU.

Brugerbillede for Søren Kristensen
Søren Kristensen

EU, med tryk på Union, har lige siden sin fødsel været en chance, som europæerne måske lige bortset fra tyskerne og de fattige randstater som intet har at miste, ikke vil eller tør tage og især ikke Danmark, med vores halvhjertede forbehold som bare et lille eksempel og uden at det hele skal være vores skyld. EU bliver nødt til at tage sig selv mere alvorligt, hvis det skal lykkes og det indbefatter mere transparens, direkte demokrati og selvfølgelig også suverænitetsafgivelse. Man kan ikke få både i pose og sæk og et EU i flere hastigheder er en illusion. EU er en togstamme med Tyskland som motor og skal der fart på gælder det selvfølgelig hele toget.

Brugerbillede for Michael Kongstad Nielsen
Michael Kongstad Nielsen

EU har siden sin fødsel været præget af HYBRIS, det svarer til hovmod, der I det klassiske Grækenland var den største synd. EU ville ikke nøjes med handels-samarbejde, EU ville tvinge befolkningerne til at slutte sig sammen som ét folk. Den hensigt krævede, at man så bort fra de naturlige menneskelige begrænsninger og overskred den grænse, der adskiller det menneskelige fra det guddommelige.

Per Torbensen, David Joelsen, Torben K L Jensen og Flemming Berger anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Philip B. Johnsen
Philip B. Johnsen

@Søren Kristensen det har intet med mod at gøre, det handler alene om magt.

Nationalstaterne ‘er’ EU og nationalstaternehandler handler ikke på akutte handlingskrævende problemstillinger, men vælger at satse på kortsigtede økonomiske gevinster, frygt politik, fremmedhad og nationalisme for at bevare magten og afleder opmærksomheden fra dette faktum.

EU har ‘aldrig’ haft en chance, virkeligheden i EU er for de økonomisk stærkeste og de politisk mest magtliderlige, med andre ord alle de ubarmhjertig.

Jes Balle Hansen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Søren Kristensen
Søren Kristensen

Var det modigt at rejse til Månen? Ja, det var det. Kunne en delstat i USA have gjort det alene? Formodentligt ikke. Var det godt eller nødvendigt at rejse til Månen. Måske. Måske ikke. Men det var modigt. At være med i EU kræver mod og har man det ikke er det bedre, som briterne, at melde sig ud. Det kræver i øvrigt også mod. Det kræver ikke særligt meget mod - eller engagement - at væbne sig med forbehold og tvetydig tale. At det så måske kan være klogt, på den lange bane, kan meget vel være. Men det har intet med mod at gøre.

Brugerbillede for Philip B. Johnsen
Philip B. Johnsen

Børn kan blive rasende og slås for, at få deres vilje, uden at tænke på konsekvens, det er affekt.

Voksne kan søge løsning på vanskelige potentielt konfliktskabende problematikker, den fredsskabende er modig og risikere angreb fra alle implicerede.

EU og nationalstaternes politikere opføre sig som uopdragne børn.

Brugerbillede for Steffen Gliese

Uden UK i Unionen bliver det endelig muligt at føre et ægte politisk samarbejde og opbygge de nationalstater, som den britiske liberalisme har forhindret.