Baggrund
Læsetid: 8 min.

Kinas øgede dominans gør det sværere for Taiwan at insistere på selvstændighed

Antallet af lande, der anerkender Taiwan som en selvstændig stat, skrumper ind. Selv om et overvejende flertal i Taiwan ser sig selv som taiwanere og ikke kinesere, er det blevet sværere for øen at insistere på selvstændighed i takt med Beijings øgede økonomiske og politiske dominans
I begyndelsen af 80’erne var Taiwan at regne blandt de asiatiske tigerøkonomier, og landet husede en række førende teknologivirksomheder, mens Kina haltede bagefter med et forældet og ineffektivt statsejet produktionsapparat. I dag er situationen nærmest omvendt, og Taiwan ville ikke kunne klare sig uden Kina. Her unge taiwanere i Taipei.

I begyndelsen af 80’erne var Taiwan at regne blandt de asiatiske tigerøkonomier, og landet husede en række førende teknologivirksomheder, mens Kina haltede bagefter med et forældet og ineffektivt statsejet produktionsapparat. I dag er situationen nærmest omvendt, og Taiwan ville ikke kunne klare sig uden Kina. Her unge taiwanere i Taipei.

Chris Stowers

Udland
25. november 2017

Hvis der er én kvindestemme, der repræsenterer lyden af 1980’ernes Kina, er det den taiwanske popsangerinde Deng Lijuns blide sopran.

I en genbrugsbutik, der sælger brugte radioer og grammofonplader i det centrale Taipei, finder ejeren en af Deng Lijuns gamle plader frem. Den er mange penge værd:

»Samlere fra både Taiwan og Kina betaler en mindre formue for dem.«

Klædt i glitter og satin og med sange om kærlighed blev Deng Lijun i begyndelsen af 1980’erne set som et håb om, at der endelig efter fire årtier skulle gøres en ende på den fysiske adskillelse mellem kinesere på fastlandet og taiwanere.

Siden 1949 havde den politiske strid mellem Taipei og Beijing ellers lukket helt ned for familiebesøg, brevveksling, handel og kulturel udveksling på tværs af strædet.

Som datter af kinesiske forældre blev Deng Lijun modtoget af kinesiske fans som en længe savnet slægtning. Hun sang i en tid, hvor Kinas markedsreformer satte skub i handel og kulturel udveksling med Taiwan og resten af verden.

Taiwan var dengang, i begyndelsen af 1980’erne, at regne blandt de såkaldte asiatiske tigerøkonomier. Taiwan sad på guldet i form af moderne teknologivirksomheder, mens Kina haltede bagefter med et forældet og ineffektivt statsejet produktionsapparat.

Siden er udviklingen gået stærkt. I dag kan Taiwan ikke klare sig uden Kina. Kina er Taiwans største handelspartner og aftager omkring 30 procent af Taiwans eksport. Der bor omkring to millioner taiwanere i Kina, og taiwanesiske investeringer i Kina udgjorde sidste år mere end 10 milliarder dollar – en tredobling siden 1993. Millioner af kinesiske turister har besøgt Taiwan siden 2011, hvor der blev åbnet op for individuelle turistrejser.

Men regeringerne på hver sin side af strædet er fortsat uenige om, hvorvidt Taiwan har ret til selvstændighed.

Isoleret Taiwan

Siden Kinas Kommunistiske Parti vandt borgerkrigen og tvang det Nationalistiske Folkeparti (KMT) på flugt i 1949 har det 180 kilometer brede Taiwan-stræde fungeret som et de facto grænseland mellem Folkerepublikken Kina og Republikken Kina (Taiwan).

I al den tid har regeringerne på hver sin side af strædet kæmpet for verdens anerkendelse.

Efter alt at dømme har Taipei tabt kampen. Inden for det seneste år er både Gambia og Panama sprunget fra og har etableret diplomatiske relationer med Folkerepublikken Kina. Det bringer det samlede antal lande, der anerkender Taiwan som et selvstændigt land, ned på 20. Det er primært små og mindre indflydelsesrige lande, som anerkender Taiwan, mens ingen medlemmer af G20 har en ambassade i Taipei.

Sådan har det ikke altid været. Helt frem til 1971, hvor Beijing overtog Taipeis plads i FN, var der flere af verdens lande, der anerkendte Taiwan, end der var lande, der anerkendte Folkerepublikken Kina. Siden er Taiwan i stigende grad blevet isoleret på den internationale scene.

Mens Taiwan med sin status som verdens 22. største økonomi er medlem af både WTO og APEC, blokerer Kina for, at Taiwan kan blive optaget i Verdenssundhedsorganisationen, WHO, og Interpol.

Set fra Taiwan er det åbenlyst uretfærdigt, at øen dermed er afskåret fra at deltage i internationalt samarbejde:

»Vi er en lille ø med en stærk økonomi. Modsat Folkerepublikken Kina har vi fuld frihed. Vi fortjener at blive hørt,« siger Wang Liangyu, der er viceafdelingsleder i Taiwans udenrigsministeriums kontor for internationale organisationer.

Ét Kina

Ved første øjekast kunne Taipei lige så godt være en by i den sydøstlige kinesiske Fujian-provins. Her tales kinesisk som på fastlandet, her spises lynstegte grøntsager, ris og dampede boller med kød i, og på Nationalmuseet udstilles skatte, der engang var at finde i Den Forbudte By i Beijing.

Men så hører lighederne op.

Da lederen af nationalistpartiet Guomindang (KMT), Chiang Kai-shek, i 1949 trak sig tilbage til Taiwan flygtede omkring to millioner kinesere fra fastlandet over strædet: intellektuelle, forretningsmænd og nationalisthærens soldater.

Blandt dem var den dengang 23-årige Li Guangyi fra den sydøstlige kinesiske provins Jiangsu. Han havde meldt sig som frivillig til Chiang Kaisheks hær to år forinden. Ikke fordi han brændte for en bestemt politisk sag, men fordi han ikke havde andet valg end at melde sig frivilligt, siger han.

»Det var bedre selv at melde sig end at blive indkaldt til hæren. De, der ikke meldte sig frivilligt, fik en hård behandling,« siger den i dag 91-årige Li Guangyi.

Men den beslutning betød også, at han med nationalisternes nederlag i 1949 var nødt til at flygte til Taiwan.

»Jeg så aldrig min mor igen. Hun ville ikke med til Taiwan. Jeg havde ikke noget valg,« siger Li Guangyi, der besøgte sin mors gravsted i begyndelse af 1990’erne, da det blev muligt for taiwanere at besøge fastlandet.

Da var alt forandret, siger Li Guangyi, der i dag arbejder som frivillig på en genbrugsstation, der administreres af den buddhistiske organisation Tzu Chi lidt uden for Taipei.

Mens Li Guangyi har skabt sig et nyt liv i Taiwan, har regeringerne på hver sin side af strædet i knap 70 år ligget i strid om Taiwans skæbne. Kernen i striden er, hvorvidt Taiwan er en del af Folkerepublikken Kina.

Set fra regeringen i Beijing er Taiwan en uadskillelig del af Kina. Man henviser til den historiske ’konsensus 1992’, hvor regeringen i Beijing nåede til enighed med forhandlere fra Taiwans nationalistparti om, at der kun eksisterer ét Kina. Men de to parter er uenige om, hvordan det Kina skal se ud.

Dén politiske finurlighed gav i 1990’erne mulighed for udvidet handelsarbejde og kulturel udveksling mellem organisationer og virksomheder i Taiwan og fastlands-Kina.

Men i Taiwan er det et vedvarende stridspunkt blandt de største partier, Nationalistpartiet (KMT) og Demokratiske Folkeparti (DPP), hvorvidt der blev indgået en decideret aftale eller ej.

Mens KMT har arbejdet for et øget samarbejde med Kina, er det nuværende regeringsparti DPP mere skeptisk over for Beijings dominans og nøjes med at anerkende ’konsensus 1992’ som et ’historisk faktum’, hvor de to parter ikke underskrev noget officielt dokument.

Dermed anerkender Taiwans nuværende regering, ledet af DPP, at dialogen fandt sted, men forbeholder sig ret til at nøjes med at ’erkende’ Folkerepublikkens opfattelse uden at anerkende den og henviser til, at der ikke noget dokument, der specificerer Taiwans fremtidige status.

Den pragmatiske tilgang samt den meget omdiskuterede telefonsamtale mellem Taiwans præsident, Tsai Ing-wen, og USA’s præsident, Donald Trump, sidste vinter har ført til, at den politiske luft over Taiwan-strædet i dag er iskold.

Selvstændighed

Deng Lijuns historie er også historien om, hvordan den kinesiske borgerkrig, der endte med KMT’s flugt til Taiwan i 1949, gav mulighed for, at den lille ø udviklede et selvstændigt samfund med egen valuta, egen regering og egen udenrigspolitik.

Efter opgøret med den militære undtagelsestilstand, som frem til 1987 legitimerede Chiang Kai-sheks autoritære ét-partisystem, har Taiwan gradvist introduceret en demokratisk styreform. Baseret på princippet om magtens tredeling har taiwanerne – modsat indbyggerne i Folkerepublikken Kina –  grundlæggende frihedsrettigheder som stemmeret, religionsfrihed, ytringsfrihed og forsamlingsfrihed.

Sidste år fik Taiwan sin første kvindelige præsident, da Tsai Ing-wen blev valgt med 56,1 procent af stemmerne på et valgløfte om at sikre Taiwans uafhængighed fra Kina.

Ifølge opinionsundersøgelser er ideen om Taiwan som en selvstændig nation så fasttømret, at 80 procent af befolkningen i maj 2016 identificerede sig selv som taiwanere frem for kinesere. Det viser en undersøgelse lavet af Taiwanese Public Opinion Foundation, skriver Taipei Times.

Ønsket om selvstændighed er størst blandt den yngre del af Taiwans befolkning og står i kontrast til håbet om genforening, der især findes hos dem, der enten selv er opvokset på fastlandet eller har familie på fastlandet.

Folk, der som den tidligere KMT-soldat Li Guangyi har en direkte relation til fastlandet, udgør et mindretal på omkring 14 procent ud af Taiwans befolkning på 23,5 millioner. Selv om han har tilbragt hele sit voksenliv i Taiwan, og selv om han er gift med en taiwansk kone, føler han sig som kineser i hjertet. For ham er ønsket om genforening reel. Han er ikke i tvivl om, at Taiwan er en del af Kina, og han er imponeret over den økonomiske udvikling, der er sket i det land, han flygtede fra for snart syv årtier siden.

»Fastlandet er bedre end her. Udviklingen er gået så hurtigt. Jeg håber, Taiwan kan blive genforenet med Kina,« siger Li Guangyi.

Samme håb om genforening genlyder på den anden siden af Taiwan-strædet. I en artikel om Deng Lijun skriver det officielle kinesiske Nationale Kvindeforbund på sin hjemmeside:

»Af politiske årsager mellem fastlands-Kina og øen Taiwan fik Deng Lijun aldrig mulighed for at sætte sin fod i dette charmerende land.«

Men frem til sin død i 1995 dominerede Deng Lijun sange både markedet og »unge kineseres hjerter«, hedder det.

Strid

Siden det politiske flertal i Taiwan sidste år skiftede fra KMT til det Beijing-kritiske DPP, er antallet af turister, som kommer fra fastlandet for at besøge Taiwan, faldet drastisk. Mens organiserede kinesiske grupperejser stadig er en mulighed, begrænser Kina den populære individuelle turisme til øen.

Også den politiske dialog mellem regeringen i Taipei og Beijing har lidt et knæk, efter Tsai Ing-wen tiltrådte sidste år, lyder det beklagende fra viceminister Lin Chengyi ved Taiwans Kontor for Fastlandsanliggender, der har samme niveau som Taiwans Udenrigsministerium, men udelukkende beskæftiger sig med relationen til Beijing.

»Folkerepublikken Kina forsøger at isolere den nuværende regering og øge kontakten til KMT. Selv vores parlamentsmedlemmer kan ikke rejse til Beijing.«

På efterårets 19. partikongres understregede Folkerepublikken Kinas præsident, Xi Jinping, over for de 2.300 delegerede – herunder 300 fra Folkets Befrielseshær – at partiet aldrig ville acceptere Taiwans fuldstændige uafhængighed fra Kina.

»Vi vil aldrig tillade nogen person, organisation eller noget politisk parti på noget tidspunkt eller i nogen form, at separere nogen del af det kinesiske territorium fra Kina.«

»Vi har beslutsomheden, selvsikkerheden og evnen til at besejre separatistiske forsøg på Taiwans uafhængighed i enhver form,« lød det fra Xi Jinping.

Beijing har aldrig afvist, at en militær intervention kan komme på tale.

Taiwans militær er langt underlegent sin store nabo. Hvis det skulle komme til en militærkonflikt, ville Taiwans militær kun kunne forsvare sig selv i to uger, hvorefter øen ville være afhængig af militærassistance fra USA, fortæller viceminister Lin Chengyi, der har ansvar for planlægning af relationen til Folkerepublikken Kina.

Selv om den militære trussel fra Kina bliver taget alvorligt i Taipei, er der større frygt for, at Kina gradvist øger sin politiske indflydelse i Taiwan gennem strategiske opkøb.

»Hvis de kunne, ville Kina købe alt i Taiwan. Vores medier, vores journalister, vores forskere. Det er meget billigere end en militæraktion,« siger Lin Chengyi.

Serie

Et demokratisk Kina?

I snart syv årtier har Taiwan-strædet delt Kina i to: Folkerepublikken Kina og Republikken Kina (Taiwan). Mens regeringerne i Taipei og Beijing strides om Taiwans fremtidige skæbne, har østaten bevæget sig mod øgede borgerrettigheder og bliver i dag fremstillet som et demokratisk fyrtårn i Asien, der kan vise en anden vej end det autoritære politiske system i Folkerepublikken Kina. Men der er stadig et stykke vej endnu, og økonomisk og politisk er Taiwans uafhængighed truet af Kinas stigende globale indflydelse. Information er rejst til Taiwan for at se nærmere på den taiwanske samfundsmodel.

Informations rejse til Taiwan er betalt af Taiwans udenrigsministerium

Seneste artikler

  • Det lå ikke i kortene, at Taiwan skulle blive et demokrati

    6. december 2017
    Taiwan bliver fremhævet som Asiens demokratiske fyrtårn. Befolkningen deltager i politiske protester og engagerer sig i politik. Men under overfladen er det unge demokrati udfordret af magtfulde religiøse gruppers udemokratiske organisationsformer og det manglende juridiske opgør med knap fem årtiers etpartistyre
  • Homovielser i Taiwan er én ting. Noget andet er, om en taiwansk familie tolererer det

    27. november 2017
    Udadtil bryster Taiwan sig af at være det mest liberale samfund i Asien. Kun to årtier efter Taiwans første demokratiske valg har øen fremlagt planer for at legalisere homovielser. Men hjemme er den værdipolitiske kamp om seksuel frigørelse og homoseksuelles rettigheder et stridspunkt, der splitter den taiwanske befolkning
Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her