Læsetid: 2 min.

Hvad med klimaet? uge 46: Kulfri biler, koks på cykelstierne og smog i Indien

Næsten alle verdens lande har underskrevet klimaaftalen fra Paris, men det kniber ofte med at følge ambitionerne op med handling. I denne serie bringer vi en oversigt over de store og små skridt, der tages i henholdsvis den rigtige og forkerte retning
18. november 2017

Kulfri BMW

Den store bilproducent BMW vil udelukkende bruge grøn el på sine 31 produktionsanlæg i 14 lande. Det skal være helt slut med kulstrøm i ledningerne fra 2020. Det meddeler koncernen ifølge finansmediet Bloomberg.

Allerede sidste år leverede vedvarende energi 63 pct. af elforsyningen til BMW, og nu vil man lave ekstra aftaler med leverandører af sol, vind og biogas for at nå en yderligere grøn forsyning svarende til 220.000 husstandes elforbrug.

Når det er klaret, mangler kun lige olieprodukterne til BMW-bilernes motorer. Selskabet investerer angiveligt milliarder af dollar i at udvikle nye elbiler.

Mere grøn energi, tak

Mens de tyske regeringsforhandlinger er i krise på grund af uenighed om bl.a. kullenes fremtid, fortæller en meningsmåling lavet af Kantar Emnid-instituttet, at 95 af tyskerne anser udbygningen med vedvarende energi for vigtig eller ekstremt vigtig. En stigning på to pct. i forhold til sidste år, fortæller fagmagasinet New Energy.

Trængsel på cykelstierne

Vi er nogle, der godt ved det, men nu er det sluppet ud til den store verdensoffentlighed: Københavnerne cykler mindre. Eller mere præcist: Andelen af københavnere, der cykler til arbejde eller uddannelse, er faldet til 41 pct. i 2016 fra et højdepunkt i 2014 på 45 pct. Det kan blive svært at nå kommunens mål om en andel på 50 pct. i 2025, skriver The Guardian.

Teknik- og miljøborgmester Morten Kabell (EL) gør dog opmærksom på, at antallet af cyklende københavnere og cyklede kilometer stadig stiger, trods den faldende andel – simpelthen fordi der bliver flere københavnere.

Det forklarer måske også den faldende andel: Der er blevet for meget trængsel. Så altså: Endnu bredere cykelstier.

Forurening eksporteres til Indien

Når Indiens hovedstad, Delhi, plages af livstruende smog, skyldes det delvis tunge olieprodukter fra USA, Canada og Kina. Et restprodukt ved behandling af f.eks. tjæresandsolie i Canada eller tung råolie i USA er såkaldt petcoke, der kan bruges som billig erstatning for kul i kulkraftværker. Det viser sig ifølge Climate Change News, at Indien er blevet storimportør af dette beskidte restprodukt, som via kraftværkernes skorstene sender svovl og partikler ud i luften i indiske storbyer.

»Indien er blevet lossepladsen for petcoke fra lande som USA og Kina,« siger Sunita Narain, leder af Centre for Science and Environment i Delhi.

Serie

Hvad med klimaet?

I august 2017 udkom en rapport, der konkluderede, at verdens lande havde 1.000 dage tilbage, hvis ambitionerne i Paris-aftalen skal indfries. Næsten alle verdens lande har underskrevet klimaaftalen, men det kniber ofte med at følge ambitionerne op med handling. I denne serie vil vi bringe en oversigt over de store og små skridt, der tages i henholdsvis den rigtige og forkerte retning

Seneste artikler

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Kurt Nielsen
  • Eva Schwanenflügel
Kurt Nielsen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne artikel

Kommentarer

Tyskand er i et mærkeligt selvforskyldt dilemma.
Uden massiv hjælp kan de kun sidde på hænderne og vente realiteterne: Dunkelflaute, der betyder mørkt vindstille.
Man behøver ikke så megen skolegang for at forstå at der er mindre sol om vinteren – når behovet for energi er størst.
NEJ
Foreløbigt graver man gladelig videre og ødelægger landsbysamfund for at få mere forurenende brunkul.
Uden hurtig hjælp med Russisk gas gennem den omstridte rørledning, ja så vil det ambitiøse Energiewende blive husket med rædsel.
Gas forurener ikke så meget som kul og forureningen vil stort set kun påvirke det globale klima.
Atomkraft forurener næsten ikke men af mystiske årsager vil man hellere slukke for både lys og industri.
Lille Danmark kan glæde sig over hjælp fra norsk vandkraft og lidt svensk atomkraft – Endnu.