Analyse
Læsetid: 6 min.

Mellemøsten: Rusland vil veksle rå militærmagt til realpolitiske løsninger

Russernes pragmatiske politik tillader dem at tale med alle parter i Mellemøsten, siger iagttager. Spørgsmålet er, om Putin kan – og vil – skabe fred. Syrien er svendeprøven
’Jeg kan ikke se, at der bliver fred i Syrien, uden at Rusland har sanktioneret den,’ siger seniorforsker Julien Barnes-Dacey. På billedet ses russisk militærpoliti i et hospitalsventeværelse i Deir ez-Zor, Syrien.

’Jeg kan ikke se, at der bliver fred i Syrien, uden at Rusland har sanktioneret den,’ siger seniorforsker Julien Barnes-Dacey. På billedet ses russisk militærpoliti i et hospitalsventeværelse i Deir ez-Zor, Syrien.

AP Foto

Udland
22. november 2017

Hvis en mobil gylden rulletrappe ikke havde fået startvanskeligheder i Moskvas lufthavn, havde begivenheden næppe tiltrukket sig verdens opmærksomhed. Men nu måtte Saudi-Arabiens formelle leder, Kong Salman bin Abdulaziz Al Saud, ydmyget selv gå de få skridt ned af den strejkende rulletrappe fra det royale kongefly til et ventende køretøj.

Situationen blev omgående et internetmeme, der med sin tunge symbolik af dekadence gik verden rundt. 

Besøget i Moskva for godt en måned siden siden var det første af sin art fra en regerende saudisk monark og symboliserede et slags tøbrud mellem to stormagter, der i årtier både strategisk og ideologisk har stået over for hinanden i Mellemøstpolitikken. Det saudiske besøg åbnede så at sige en diplomatisk konto og en anerkendelse af Ruslands betydning i Saudi-Arabiens baghave, og det saudiske besøg står ikke alene.

Ruslands intervention i den syriske borgerkrig i september 2015 sikrede Assad-regimets overlevelse og markerede Ruslands tilbagevenden til et land, hvor det tidligere har spillet en stor rolle. Og siden er stormagten både militært og politisk begyndt at markere sig andre steder i regionen. 

I Yemen har russerne meldt sig som mæglere. I Libyen støtter de General Hiftar, Gaddafis tidligere general, der bekæmper og ønsker at vælte den FN-sanktionerede regering i Tripoli. I Tyrkiet er det indtil for nyligt anstrengte forhold til Erdogan blevet afløst af gensidige besøg og koordinering, der potentielt kan få afgørende betydning for flere konflikter i regionen.

I Israel har Rusland en vis forståelse med Benjamin Netanyahu. Og med Iran, deres måske nærmeste allierede i regionen, deler Rusland fælles interesser i et tæt, om end ambivalent, forhold.

»Rusland er i den grad i gang med en markant tilbagevenden til regionen, og vi har set en stærkt forøget aktivitet i den seneste tid. Mange regionale ledere valfarter til Moskva. Putin bliver set som en beslutningsorienteret leder, som med sin pragmatiske tilgang til regionen er en mand, det er muligt at samarbejde med for diverse ikke udpræget demokratiske strongmen,« konstaterer Julien Barnes-Dacey, seniorforsker ved European Council on Foreign Relations, der har boet i Syrien i en årrække og igennem mange år forsket i den arabiske verden.

Tiltro til forhandlinger

Det vil være viljen og evnen til at formidle en fredsløsning og en mere holdbar politisk løsning i Syrien, der bliver svendestykket for Ruslands tilbagevenden til realpolitik i Mellemøsten.

Stormagten holder på næste lørdag en konference i OL-byen Sochi, som samler det syriske regime, dets støtter og store dele af oppositionen til forhandlinger om en politisk løsning på den seks år lange konflikt. Fredsforhandlingerne kommer til at foregå parallelt med de officielle FN-forhandlinger i Genève, der begynder tirsdag.

Til at begynde med virkede det russiske forhandlingsspor mest som en propagandaøvelse, hvor kun den russisk accepterede opposition deltog, men siden har forhandlingerne inkluderet flere af de parter, der udgør yderpunkterne i borgerkrigen. På bordet har der været deeskaleringszoner og en føderal opdeling af Syrien.

I dag fremstår det russiske spor faktisk som det mest realistiske. Mens tiltroen til, at der skulle komme noget ud af FN-forhandlingerne mere eller mindre er forsvundet, er en modvillig opbakning til det russiske forhandlingsspor langsomt vokset frem – især dele af den syriske opposition er dog stadig stærkt kritiske over for processen.

USA’s udenrigsminister, Rex Tillerson, skal efter sigende have sagt, at det var op til Rusland at skabe fred i Syrien, mens USA’s mellemøstudsending har opfordret den syriske opposition til at deltage i alle møderne under de russiske forhandlinger.

Russisk pragmatisme

»Kun processer med russisk støtte har en chance for succes,« siger seniorforsker Julien Barnes-Dacey.

»Jeg kan ikke se, at der bliver fred i Syrien, uden at Rusland har sanktioneret den. Andre lande inklusiv de vestlige er i stigende grad nødt til at tilpasse sig de regler, russerne stiller op. Det er i mindre grad tilfældet andre steder i regionen, men deres indflydelse er stigende.«

Julien Barnes-Dacey ser den russiske styrke som et resultat af pragmatisme:

»Russerne har en unik evne til at isolere de forskellige spørgsmål, sådan at de sagtens kan have en ret alvorlig politisk uenighed med et land på ét område og så samarbejde uproblematisk med dem på andre. Det er f.eks. tilfældet med Saudi-Arabien og Tyrkiet. De har kæmpet imod saudierne på en række områder, men f.eks. støttet nedkæmpelsen af protesterne i Bahrain, som var en saudisk mærkesag,« siger han.

»Overordnet er russerne politisk ret konsistente: De støtter en stærk centralstat. De er imod radikale islamister og andre kræfter, der arbejder for forandring og reform, og er trygge ved stærke, autoritære ledere,« konstaterer han.

Den ideologiske fleksibilitet gør dem i stand til at arbejde på tværs af en række af de konflikter, der præger regionen – især den afgørende konflikt mellem Iran og dets allierede på den ene side og Saudi-Arabien og dets allierede på den anden, konstaterer Stephen Blank, en amerikansk Ruslands-ekspert, der er en del af et nyt inititativ ved tænketanken Jamestown Foundation, som undersøger den russiske ekspansion i Mellemøsten.

Kong Salman bin Abdulaziz Al Saud mødes med Vladimir Putin under sit besøg i Moskva i oktober 2017.

Kong Salman bin Abdulaziz Al Saud mødes med Vladimir Putin under sit besøg i Moskva i oktober 2017.

Bandar Algaloud

»De mener, at de kan spille på begge sider af konflikten. Det er en bevidst politisk strategi at undgå for fasttømrede allierede. Rusland laver aftaler og ikke alliancer, fordi de er for stor en byrde. Derfor kan de også få relativ stor indflydelse i regionen uden at investere specielt meget. Modsætningen er Syrien, hvor de har investeret meget og også er nødt til agere fredsmæglere,« siger Stephen Blank.

Han karakteriserer den russiske ekspansion i regionen som »meget markant« og mener, at den russiske indflydelse på mange måder er på højde med den amerikanske og i nogle tilfælde overgår den.

Men Syrien er en undtagelse, mener Stephen Blank – og det er ikke en situation, russerne nødvendigvis har det godt med.

»De har brug for en varig fredsløsning, både for at kunne trække sig tilbage fra Syrien og for at kunne legitimisere deres politik. Men det er ikke den slags politik, de er bedst til,« siger han.

Mangler forankring

Selv om russernes forsøg på en fredsløsning i dag fremstår som den mest perspektivrige og mere eller mindre har afløst FN-processen varetaget af Staffan de Mistura, har russerne indtil videre ikke været i stand til at levere det, freden kræver, nemlig indrømmelser på begge sider.

Ruslands plan om en mere føderal struktur i Syrien er stødt på modstand i Damaskus, og stormagtens bånd til de syriske kurdere, der også har en føderalistisk vision for Syrien, får modstand fra ikke mindst Tyrkiet og til dels Iran, der også har en stor kurdisk minoritet.

På den måde er det ikke så ligetil for russerne at omsætte den voksende militære og politiske indflydelse til konkrete resultater.

»Problemet for russerne er, at de ikke har tyngde til at trække indrømmelser ud af Assad. Russerne ønsker oprigtigt en politisk løsning og ved, at konflikten ikke kan afgøres med våben alene. Det er til gengæld strategien i Damaskus – og i Teheran – og problemet for russerne er, at de ikke har været i stand til at trække nogen indrømmelser ud af Assad overhovedet,« siger Julien Barnes-Dacey.

»Assad er ikke indstillet på at gå med til en føderaliseringsplan, der trækker magt væk fra centret og ham selv og placerer den andre steder i landet. Indtil nu har russerne ikke været i stand til at presse ham til det.«

Det demonstrerer ifølge en anden iagttager af russisk politik, Pavel Baev, der er tilknyttet det norske fredsforskningsinstitut, PRIO, og Ruslandsenheden ved Jamestown Foundation, svagheden ved Ruslands position som powerbroker i regionen.

»Moskva forsøger at positionere sig selv som en part, der kan tale med alle aktører i regionen. Rusland kommunikerer med Tyrkiet og med kurderne, med Israel og Hamas, med Qatar og Saudi-Arabien for slet ikke at tale om Iran. Der er en vis fordel i den åbenhed, men ulempen er, at ingen rigtig stoler på en aktør med så så lidt forankring og så åbenlyst egoistiske motiver,« siger han.

»Alle ved, at de kan trække sig, når de vil. Det er der ingen andre, der kan,« siger han.

Det stopper imidlertid ikke Ruslands magt i at vokse, konstaterer Julien Barnes-Dacey:

»I øjeblikket er det Moskva, man rejser til for at opnå fordele i det mellemøstlige magtspil. Og det er i højere grad de mellemøstlige politikere, der rejser til Moskva for at opnå russisk støtte, end omvendt.«

Serie

Mellemøsten ruster sig til magtkamp

Islamisk Stat er slået, og Mellemøsten er på vej mod næste runde af væbnede konflikter – denne gang mellem de stater, der var med til at bekæmpe IS. Konflikterne bunder i det magttomrum, som Irak-invasionen, Det Arabiske Forår og den efterfølgende amerikanske nedprioritering af regionen har udløst. Iran kontrollerer nu en landkorridor fra Golfen til Middelhavet, mens et mere selvsikkert Saudi-Arabien har indgået nye alliancer for at skubbe Iran tilbage. Imens kæmper kurderne videre for deres eget land.

Seneste artikler

  • Iran har opnået en succes i regionen, som få troede mulig

    20. december 2017
    Irans revolutionsgarde har med sin klientpolitik i Irak, Syrien, Libanon og Yemen så stor magt i Mellemøsten, så selv USA har svært ved at følge med. Men prisen har været øgede spændinger både udadtil og indadtil. Nu gælder det for Iran om at konsolidere de nyvundne sejre
  • Saudi-Arabiens Libanon-kalkule slog fejl

    25. november 2017
    Saad Hariri vendte tilbage til Beirut som den fortabte søn med franske garantier og er stadig premierminister – i hvert fald en tid endnu
  • Syriske kurdere: Rusland er afgørende for dialog med Damaskus

    22. november 2017
    Efter IS’ tab i Syrien står den syriske regeringshær og de syriskkurdiske styrker med et stadig mere akut behov for at nå frem til en løsning. Den russiske fredsplan tilgodeser kurdiske behov, og der er brug for russisk forhandling – ellers kan det meget nemt komme til konflikt, konstaterer de syriske kurderes leder, Shahoz Hesen
Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Niels Duus Nielsen

Det er lidt synd, at når der endelig kommer en afbalanceret artikel om russernes fremfærd i Mellemøsten, er der ikke rigtig nogen, der gider kommentere. Selv finder jeg Tobias Havmands analyse god og afbalanceret og dejligt fri for den sædvanlige russofobi, så tak for artiklen, den er værdsat!

Bjarne Agerskov

Afbalanceret fordi den passer til dit narativ om det evigt gode Rusland?

Selve spekulation om Rusland er interesseret i fred er i sig selv en provokation og et lavmål over for de civile ofre af den frygtelige krig. Rusland støtter en diktator som har bombet sin egen befolkning igennem flere år, brugt kemiske våben og stjålet til sin egen familie. Rusland har tilmed hjulpet til med de mest inhumane bombninger af Aleppo med den slet skjulte bonus for Putin at flygtningestrømmene ind i EU ville give politisk uro og splittelse hvor Rusland (Putin-stan) hellere end gerne ser den.

Stakkels syrere. Blover de nogensinde fri for Ass og Putins overgreb? Jeg håber de.

Bjarne Agerskov

*Bliver de nogensinde fri for Assad og Putins overgreb? Jeg håber det.

Niels Duus Nielsen

Bjarne Agerskov, jeg ved ikke, hvorfor du tror, at jeg betragter Rusland som "evig godt" - tværtimod har jeg dig mistænkt for at se Rusland som "evigt ondt", hvorfor du ikke er i stand til at se nuanceret på den grumsede verden, således som den virkelig er.

- I dag fremstår det russiske spor faktisk som det mest realistiske. Mens tiltroen til, at der skulle komme noget ud af FN-forhandlingerne mere eller mindre er forsvundet, er en modvillig opbakning til det russiske forhandlingsspor langsomt vokset frem< ...

Det er vist nok det, der hedder geopolitik.
Russerne har ikke ønsket en islamisk stat ved deres sydgrænse. Det har de gjort klart. Ret klart.

Bjarne Agerskov

Hold nu op Niels. Som om jeg nogensinde ville acceptere en tidligere kommunist som værende objektiv når det kommer til Rusland. Du er så let at gennemskue. Du taler altid ud fra dit narrativ som er: a) Rusland er presset af et aggressivt Vesten og agere kun som svar derpå. Både i Ukraine og i Syrien b) Putin er demokratisk valgt og en stor leder c) Russiske medier er lige så frie som i Vesten, måske endda mere d) Opposisionen er nogle kriminelle forbryderer og fredelige demonstrationer slås ned fordi de bryder loven.

Jeg har fattet hvor du kommer fra. Men godt at jeg er her til lige at belyse dine holdninger når du kommentere som om "ja Rusland gør ikke alt rigtigt men sandeligt at Vesten gør alt forkert og ligger til grund for konflikten mellem de to". Vesten alene bærer ansvaret er hvad du altid siger. Og det kan man jo kun bestride da Rusland efter i et lille årti at have vist tegn på spæd forståelse af demokrati nu mes Putin er hoppet direkte tilbage til Stalin-tiden med en enkelt stærk leder. Også kaldet en diktator.

Det er naivt at tro at Rusland vil veksle rå militær magt til realpolitiske løsninger. Rusland benytter sig nemlig af truslen om at de kan anvende rå militærmagt for at få interesseområder til at gøre som de vil. Hvem kan dog tro andet om dem?
Rusland gør det, USA gør det so what.

Et lille uddrag af konklusionen i professor Richard Sakwas seneste bog: Russia against the rest.
Da han overvejede begivenheder i slutningen af 2016, kunne Putin trække en vis grad af tilfredshed fra den måde, som historiens tidevand syntes at vende til hans fordel. Valget af en "America first" præsident hvor det transaktionsmæssige forhold betød, at det værdibaserede imperativ, som Putin altid havde anset for hyklerisk og begrundelsen for dobbeltstandarder, ville give plads til en form for engagement, hvor Ruslands bekymringer og interesser endelig ville blive anerkendt. Trump ville åbenbart søge at pille Rusland væk fra den blokerende anti-hegemoniske blok, hvilket ville skabe mere plads til Putin til at manøvrere, (altid en central bekymring, problem). Men i betragtning af hans commitment til loyalitet var det meget usandsynligt, at Putin ville afvise det intensiverede forhold til Kina. . Rusland forblev neutral i den britiske folkeafstemning om EU-medlemskab, men afstemningen til Brexit ved siden af den fortsatte euro- krise og flygtninge- og migrationspresset betød, at EU ville være optaget af sine egne problemer og ville have lidt tid til at fortsæt med at skubbe ind i, hvad i Rusland betragtes som en region med "privilegerede interesser". Intet officielt russisk dokument eller tale talte nogensinde om at nedbryde EU, men den stigende strøm af suverænitetssindede "populister" til venstre og højre på tværs af kontinentet fandt uundgåeligt en ideologisk allieret i Moskva. Russiske forsøg på at nå frem til en forhandling i Syrien var blevet afvist i forventning om Assads hurtige fald, men nu med russisk og iransk støtte havde regimet i Damaskus stabiliseret sig og endda i stand til at generobre Aleppo i december 2016. Selv Obama havde ændret sin melodi. I begyndelsen af 2014 beskrev han Rusland som en regional magt, der virkede ud af "svaghed", og senere dette år hævder han, at "Rusland gør ikke noget. Indvandrere søger ikke til Moskva for at søge muligheder”, men han kaldte det nu til en militær supermagt med indflydelse over hele verden. Han fortsatte med at bemærke, at "for at vi kan løse mange store problemer rundt om i verden, er det i vores interesse at arbejde med Rusland og opnå deres samarbejde". På toppen af det hele toppede Putin Forbes power list, selvom Trump blev kaldt Time`s person of the year.
Rusland var langt fra isoleret, og i stedet havde Putin opnået - og alle tidligere russiske og sovjetiske leders - vigtige mål, nemlig at blive regnet med i forvaltningen af globale anliggender. Under Gorbachev skiftede grundlaget fra kommunistisk ideologi til en ny form for liberalt og humanitært engagement, der blev skitseret i NPT. Aspirationen til sidst var ikke bare at sætte en stopper for det, der i stigende grad blev opfattet som en forgæves og meningsløs Cold War, men at overskride den logik, som den kolde krig blev kæmpet mod - den endeløse realistiske søgen efter magt og status. For Gorbatsjov og hans efterfølgere betød dette en fornyet orientering over for det internationale samfunds institutioner, især FN og alle rammer for global humanitær styring sammen med et engagement i demokrati, borgerlige- og menneskerettigheder. Det betød eftertrykkeligt ikke en automatisk tilpasning til det amerikanske sponsorerede atlanterhavssystem. I russiske øjne betød det en ende på konflikt med dette system, men begge ville komme ind i post Cold War orden som samarbejdspartnere, ligeligt orienteret mod et internationalt samfund, der i sidste ende var større end dem begge. Dette var en af grundene til, at artikel 15.4 i Ruslands nye forfatning af december 1993 udtalte, at "almindeligt anerkendte principper og normer i international ret og internationale traktater i Ruslands føderation er en bestanddel af dets retssystem". Med andre ord blev russisk suverænitet tempereret af internationale normer. Med andre ord blev russisk suverænitet tempereret af internationale normer. Det var i denne ramme, at ledelsen i Rusland forsøgte at tilpasse sig ikke til vestlige værdier og globale normer, men til hvad der blev betragtet som universelle værdier og globale normer. Ruslands postkommunistiske transformationsprojekt var ikke vestliggørelse, men hvad i Gorbachevs sprog blev betegnet "universelle menneskelige værdier".
I tilfældet, hvor Sovjetunionens opløsning og det kaotiske Rusland, der opstod, (den kolde krig sluttede i 1989 og Sovjet opløstes i 1991) opstod den vestlig tale om sejr. I de tidlige efterkrigskrigsår vedtog institutionerne og staterne, der omfattede Atlanterhavssystemet, et godartet syn på Rusland og forsøgte at hjælpe dets økonomiske og politiske udvikling, samtidig med at man sikrede sit nukleare arsenal. I stedet for den voldsomme Cold War transformation af det internationale system modtog Kreml kun en udvidelsesdagsorden for den eksisterende atlanterhavsorden. Den sene sovjet og derefter den russiske ledelse havde antaget, at verden ville blive mere multilateralt (senere avanceret af Primakov og hans efterfølgere gennem formlen for multipolaritet), men i stedet blev et monistisk system konsolideret. I stedet for at kommunismen sluttede op om debatten om forskellige typer af politiske samfund og alternative måder at indlejre markedsrelationer på i samfundsmæssig nexus, blev diskursen bemærkelsesværdigt fattig og monologisk
Globaliseringen og End of History narratives gentog kun den tilsyneladende sejr i den "liberale internationale orden" i stedet for at berige debatten om forskellige kapitalismeformer og nye måder at opnå samfundets materielle og åndelige opbygning globalt gennem empowerment og ligestilling.
Et epistemologisk kløft blev åbnet mellem Atlanterhavssamfundet og Rusland, som til sidst udgjorde en sammenbrud af den europæiske sikkerhedsordre, en krise med globale konsekvenser. Mens det officielle Rusland var forpligtet til atlantiske værdier, som det fremgår af et fortsat engagement i OSCE, blev disse betragtet som fælles værdier snarere end specifikt "vestlige". I denne ånd tiltrådte Rusland CoE (Europarådet) og bestræbte sig på at udvikle lige forbindelser med EU. Putin i hans tidlige år var endog villig til at overveje en form for medlemskab af NATO. Atlanterhavssystemet er imidlertid mere end blot et samfund af værdier (på trods af meget snak om dets postmoderne og post-suveræne karakter); det er også et hegemonisk system med amerikansk lederskab i centrum
Per definition kunne Rusland kun deltage i dette system som underordnet og ikke som lige. Indbydelsen til at deltage var ægte og oprigtig, og hvad angår de radikale liberale i Rusland, ville det være en enestående mulighed for Rusland at omdanne sig til et arbejdende liberalt demokrati. Men selv andre liberale, især Kozyrev, fandt betingelserne fandt betingelserne for medlemskab uacceptabelt.
Min tilføjelse(på en god dag udgør d liberale vel 5-15 %), men det er dem Information udelukkende har skrevet om, siden jeg startede som abonnent i 2009 og først nu erkender bladet, at der findes nazister i Ukraine skønt de spillede en afgørende rolle i kuppet i 2014.

Jens Thaarup Nyberg

Bjarne Agerskov; - 10:55
Du beklager dig over Niels Nielsen kryptokummunisme, efter han har takket Tobias Havmand for artiklen; skal vi nu til at rulle den røde tråd op ?
Under alle omstændigheder en så selvfølgelige ingen af dem fascister.

Niels Duus Nielsen

Bjarne Agerskov: "Vesten alene bærer ansvaret er hvad du altid siger." Er det virkelig? Eller er det dig, der ikke kan læse?

Jeg kam anbefale Stig Bøgs ovenståemde mur af tekst, hvor han faktisk udlægger begivenhederne nuanceret og detaljeret.

Men som Arash Shahriar bemærker, er det jo meget nemmere at opstille en stråmand for så at skyde den ned, end det er at forholde sig til en nuanceret tekst.

Kort til Shahriar: Du gør ret i at frygte os kommunister, vi er nemlig meget farlige, både i egen selvforståelse og i Bjarne Agerskovs velordnede og sort/hvide (blå/røde) verden. Selv Putin betragter de russiske kommunister som farlige, hvilket fremgår af denne artikel i Newsweek:

http://www.newsweek.com/2016/08/12/putin-russia-economy-communist-party-...

Bjarne Agerskov

Det var så lidt Arash ;) Russerne har aldrig haft demokrati. Derfor forstår de det ikke. Niels er selverklæret kommunist og Ruslands historie taget i betragtning og tidligere danske kommunisters landsforræderiske fremfærd med at spionere for Rusland er det på sin plads at en sådan mand bliver malet knaldrød hver gang han forsøger at retfærdiggøre dikatoreren Putins annekteringer osv..

Vesten er ikke perfekt. Både Irak og Afghanistan er skampletter. Det har du skam ret i.

Og glad for at du sætter pris på min kommentar. Any time ;)

Bjarne Agerskov

Niels. Min verden er ikke blå/rød. Jeg er bare oplyst nok til at forstå Ruslands spin og spil. Jeg er ikke naiv omkring Putins hensigter eller hans kriminalitet. Han hører til i fængsel og det hører sig ikke til i et frit land at pege fingre af sin egen regering som værende grund til Putins "forsvarspolitik".

Niels mener at NATO ikke burde have indlemmet tidligere Warszawapagt lande for istedet at appease Rusland og afvise deres ansøgninger. Nu glemmer Niels jo selvfølgelig at de lande selv må bestemme hvilke lande de må alliere sig med. Som om 45 års russisk voldtægt ikke var nok skal fremtiden ifølge Niels blive evigt defineret af grænsedragnknger forsaget efter en krig startet af de to værste diktatorer verden har set, Hitler og Stalin.

Niels Duus Nielsen

Det hører sig ikke til i et frit land at pege fingre af sin egen regering..."

Ikke det? det vil sige, at du ikke er så demokratisk anlagt, som du påstår? Det anede mig!

Og Bjarne, du glemmer, at der er mindst to parter i ethvert samarbejde: Østlandene har selvfølgelig ret til at bestemme hvem de gerne vil alliere sig med, men det har vi vel også? Hvis NATO var en forsvarsalliance ville den vel have sagt nej tak? Hvorfor dog importere et sikkerhedspolitisk problem?

Bemærk, det er netop udtryk for demokrati at kritisere sine regering for, hvad man mener er dårlige beslutninger. Og at tro, at man kan lade hånt om den skrøbelige sikkerhedspolitiske balance, som det har taget årtier at opbygge og vedligeholde, er da netop en dårlig beslutning, som ikke tager højde for de reelle problemer, som grænsedragningen efter krigen var udtryk for.

Og du glemmer belejligt at Rusland er en atommagt, som på trods af deres relativt beskedne militærbudget kan sparke røv, når det virkelig gælder. Så hvorfor ikke bestræbe os på fred og samarbejde, og så lade russerne om, hvem de vil have som præsident. Det er i hvert fald ikke noget, du skal bestemme, selv om du gerne ville.

Bjarne Agerskov

Niels finder du ikke lige det sidste frem af den sætning jeg skrev inden du citerer mig?

Hvorfor ville NATO sige nej til nye medlemmer fordi det er en forsvarsalliance? Flere medlemmer mere sikkerhed? Igen antager du at optagelser af nye lande på en eller anden måde er ulovlige fordi de irriterer nogle sure russere.

Jeg glemmer aldrig at Rusland er en atommagt! Har du glemt at Esbjerg og Roskilde skulle bombes og iøvrigt også mål i det neutrale Sverige som ville være krigsforbrydelser i hidtil uset omfang?

Det tog 1 år inden russen pakkede sin billige vodka sammen og forlod Bornholm. Briterne var hurtigt væk efter krigens afslutning. Tyskerne også. Intet under at tyskerne på Bornholm desperat forsøgte at få en brite fløjet fra København til Bornholm for at overgive sig til ham i stedet.

At være en atommagt giver ikke Rusland lov til noget som helst. I øvrigt burde enten Polen eller Tyskland have atomvåben. Netop for at holde russen på sin egen ret så store matrikel. Hvad skal han overhovedet i Europa bår nu han har det halve af Asien. Flyt dog Moskva til et nyt område lidt nord for Mongoliet.

Niels Duus Nielsen

Suk...

Jens Thaarup Nyberg

"Som om 45 års russisk voldtægt ikke var nok skal fremtiden ifølge Niels blive evigt defineret af grænsedragnknger forsaget efter en krig startet af de to værste diktatorer verden har set, Hitler og Stalin." Og som nu søges fortsat med Bjarne Agerskovs indsats, helt i den konservative ånd.

Bjarne Agerskov

Lader mere til at det er russergarden der søger den grænsedragning. Jeg ser gerne datidens grænsedragninger tilbagerullet. Kein problem.

Jens Thaarup Nyberg

Som bekendt var det Tyskland der startede 2.ww, ved at invadere Sovjetunionen, og, i alliance ned Japan, ved at erklære Usa krig.
Grænsedragningen i Europa var aftalt før krigsafslutningen, og det du kalder voldtægt var i nogen udstrækning et tak for sidst.

Bjarne Agerskov

Aah da USA blev erklæret krig var krigens tilstand vidst nok en kendsgerning allerede.

Den eneste forskel på Hitlers og Stalins skyld er at Briterne og Franksmændene kun erklærede den ene krig. Guderne må vide hvorfor de foretrak den ene -isme over den anden. Måske turde de bare ikke lægge sig ud med begge.

Jens Thaarup Nyberg

Javist, Tyskland havde indtaget det meste af Europa, og Japan havde indledt erobringkrig mod Kina.

Hvorfor skulle England og Frankrig have erklæret Sovjetunionen krig ? Der var ingen andre end Tyskland, Italien samt Japan som ønskede krig.