Det er ikke nemt at være antiimperialist i dagens Rusland

SOTJI – De blå lamper blinker på det store olympiske stadion. Unge i gule sweatshirts og dyneveste rejser sig. Nu kommer præsidenten. Vladimir Putin går på scenen for at åbne årets Verdensungdomsfestival, og klapsalverne vil ikke få ende.

I alt 18 gange siden 1947 har unge antiimperialister fra hele verden fundet sammen under festivalens faner. To gange tidligere i Rusland, en gang i Nordkorea, adskillige gange i tidligere sovjetstater og nu i år virker 100-års jubilæet for Oktoberrevolutionen som den oplagte anledning til at vende tilbage til russisk jord.

»For 70 år siden mødtes unge fra hele verden for første gang til denne festival. De beviste, at krige, uretfærdighed og konflikter var magtesløse over for ægte venskab. Politik, religion og grænser har ingen effekt på den varme, der opstår, når mennesker mødes,« erklærer Putin.

Alle står. Næsten. Medlemmerne af Ruslands største ungkommunistiske organisation, Komsomol, bliver siddende.

Det var deres organisation, som for to år siden søgte om at blive værtsland for festivalen. Men det, de er ankommet til, har ikke meget at gøre med antiimperialisme, som altid har været festivalens hovedformål. De unge kommunister føler sig i stedet som gidsler i en skamløs hyldest til Rusland.

Den schweiziske Ungkommunist Andreas Müller rejser sig heller ikke. Han knytter sine næver på det olympiske klapsæde:

»Vi skal selvfølgelig fejre det, når alle kommunister samles for at gøre verden til et bedre sted. Men det er et enormt problem, at den russiske stat har overtaget festivalen. Det virker til kun at handle om at promovere staten Rusland og Putin,« siger Andreas Müller

Mange af arrangementerne ved festivalen i Sotji er iscenesatte, og flere deltagere føler, at Vladimir Putin og hans styre har kuppet festivalen og bruger den som en propagandamaskine for Rusland og Putin, hvilket da også fremgår af de billeder fra festivalen, som arrangørerne har lagt ud.

PR-foto fra festivalen

Mellem kapitalister og kommunister

Bag festivalen står den internationale, venstreorienterede paraplyorganisation World Federation of Democratic Youth, WFDY. Det er ikke en kommunistisk organisation, men mange af medlemsorganisationerne er det. Under temaerne fred, venskab, solidaritet og antiimperialisme har de i 70 år inviteret ligesindede unge fra hele verden. De vil kæmpe mod kolonialisme og overskridelse af suveræne staters grænser.

Derfor undrer flere af de venstreorienterede deltagere sig over, at lige netop Rusland lægger jord til festivalen. I 2008 gik landet ind i Georgien, og i 2014 annekterede Rusland halvøen Krim fra Ukraine.

Rusland og Sovjetunionen lagde med Andreas Müllers ord »kimen til den socialisme, vi kender i dag«. Men dagens Rusland er ikke en værdig vært. Han kalder landet en magtaktør og drømmer sig tilbage til det Sovjetunionen, som varede op til 1960’erne, indtil kapitalistiske markedskræfter blev løsningen på landets problemer.

»Ser man på de tidligere festivaler, handlede det udelukkende om politik. Men i dag sponsorerer våbenindustrien og militæret festivalen, og det hænger dårligt sammen med antiimperialisme,« siger Andreas Müller.

En af dem, der rejser sig for Putin, er den 34-årige ungkommunist Esben Hansen, der er taget hertil med en dansk delegation. Det gør indtryk på ham, at hans russiske kolleger bliver siddende.

»Selv om et flertal af russerne er enige om, at Putin har hævet levestandarden i Rusland, er de også udmærket klar over, at landet har en lang række demokratiproblemer,« siger Esben Hansen.

Den store afpolitisering

Festivalens udstilling og debatforum har plads i et stort pressecenter, der blev bygget til vinter-OL i 2014. Det er ikke det antiimperialistiske, der fylder mest. En udstilling viser den store russiske Sberbanks aktiefremstød. Ved en anden fremviser Hvideruslands turistbureau gerne landets produktion af gummigeder og traktorer. Og man kan få stukket en spritny smartphone i hånden som gave fra den russiske stat gennem teleudbyderen Megafon.

Sammenstødet mellem festivalens forskellige dagsordner bliver nogle gange pinagtigt tydelige. Flere gange midt på dagen bryder slagord, sang og råb den almindelige snak i salen. Midt ned gennem gangen bæres et portræt af Syriens præsident Bashar Al-Assad frem som en konges.

»Han ligner lidt en struds,« siger en af de danske delegerede, mens larmen fra de hyldende syrere tager til.

Det vil Matej Bombac fra Slovenien ikke høre tale om:

»Assad er en fremragende mand, som holder amerikanerne og deres imperialisme fra døren ved at gøre det, han er nødt til. Alle de, der påstår, at Assad har kastet gift på sine egne, lyver jo. Det er amerikanerne, der har gjort det, for Israel.«

Langs ydermurene har flere i stedet travlt med at brokke sig over, at den russiske stat og de russiske virksomheder fylder så meget på festivalen.

»Vi er blevet gemt væk i et hjørne,« lyder det fra flere af de 50 forskellige ungkommunistiske partier, som deltager ved festivalen. Som havde de aftalt ordlyden.

Det er også her længst ude i pressecentret, man finder boderne med kommunistisk habengut. Her sælges T-shirts og budskaber foran et interimistisk tapet af Lenin-plakater, Che Guevara-flag og bannere med Venezuelas præsident Maduro.

Midt imellem kommunistiske og kapitalistiske udstillinger bevæger uniformsklædte unge deltagere sig rundt for at deltage i sports- og kulturtilbud i hobetal sponseret af den russiske hær, landets store banker, forskellige kommunistiske organisationer og de russiske medier Sputnik og Russia Today.

Det passer de venstreorienterede deltagere dårligt.

»Hvis nogen kommer til festivalen, kommer de til at se en stor udstilling, der handler om Rusland, og så et lille hjørne, hvor de kommunistiske partier og ungdomsorganisationerne får lov at være. De afpolitiserer festivalen for at kunne bruge den til ligegyldig ruslandspropaganda,« lyder det fra 27-årige Thanasis Sgougus, der er i Sotji for det græske kommunistparti.

Han er rasende over at blive gemt væk, som han kalder det, og peger rundt på de forskellige store udstillinger ned gennem festivalens store gangområde.

»Så kan alle de unge tage hjem og fortælle, hvor dejligt Rusland er. Det er jo godt, at her er masser af mennesker til festivalen, men det er mennesker, som ikke vil det militante og radikale. Og det er ikke dem, vi vil have med. WFDY skal først og fremmest beskytte festivalens primære mål. Der er masser af festivaler over hele verden – også politiske – men her skal der være et radikalt indhold, som man ikke kan finde andre steder.«

Unge fra hele verden mødes i Sojti i Rusland til antiimperialistisk festival. Men mange føler, at Vladimir Putin og hans styre har kuppet festivalen og bruger den som en propagandamaskine for Rusland og Putin, hvilket da også fremgår af de billeder fra festivalen, som arrangørerne har lagt ud.

PR-foto fra festivalen

Putin-pop

Alle er dog ikke taget til Sotji for antiimperialismen. I den danske delegation deltager også Kasper Stamp Nordahl og Jacob Friis-Hasché, der siden 1.g har talt om, at de gerne ville se Sankt Petersborg og Rusland. Nu to år senere er det tid. Selv om de hjemmefra har læst op på festivalens Wikipedia-side og festivalens egen hjemmeside, var de ikke forberedte på at skulle følges med Danmarks yderste venstrefløj:

»Når man møder nye mennesker, er man jo meget åben. Men da jeg havde talt med de andre deltagere i et kvarter, kunne jeg jo godt mærke, at vi nok ikke havde samme ståsted politisk,« siger Jacob Friis-Hansché og suppleres af sin klassekammerat:

»Det er meget tydeligt, at der er tre grupperinger, som deltager: efterkommere af russere, kommunister og folk, der bare interesserer sig for Rusland,« siger Kasper Stamp Nordahl.

På en overfyldt bus, der fragter folk mellem den olympiske medaljeplads og det store pressecenter, hamrer Andrey Tsalik pointen hjem. Med et russisk flag om halsen synger Andrey Tsalik Putin-pop – en særlig genre med tekster, der skal hylde præsidenten – mens han vifter flaget op og ned og hepper på andre i bussen, der stemmer i. De synger sangen ’Встреча’, ’Mødet’, der har undertitlen ’Han er for Stalin, jeg er for Putin’. En moderlandssang om landsforrædere og landskærlighed.

Grinende slår Andrey Tsalik over i Internationale. De omkringstående passagerer, der før sang med, sender ham nu vrede blikke.

Rusland er god og fin

Heller ikke den 21-årige fysik- og datalogistuderende Mathias Lanka-Thing fra den danske delegation er kommet til Sotji for at være antiimperialistisk.

»Jeg ved ikke, om man kan tænke på festivalen som en propagandamaskine. Russerne forsøger jo at vise landet fra sin bedste side. Man er godt dum, hvis man havde forventet, at Rusland ikke ville forsøge at promovere sig selv. Landet sparker milliarder i det her projekt. Så jeg kan godt forstå, at de også vil bruge det til at vise, at Rusland også er en god og fin stat, selv om Vesten konstant hakker på dem,« siger han.

Han er modsat antiimperialisterne svært begejstret for arrangementet:

»Jeg blev overrasket over, at Putin var her, og det var kun positivt. Han er jo ikke perfekt, men han er det perfekte eksempel på, hvem der kan og skal styre Rusland. Russerne har ikke samme demokratiske tradition, som vi har i Danmark, og Rusland er et meget stort land, hvilket gør, at det kræver, at der skal være en, som kan holde sammen på det. Rusland oplever enorme internationale trusler, som blandt andet USA, der godt kan lide at pille ved andre lande. Og der er Putin god til at holde dem på afstand.«

Når Mathias Lanka-Thing ikke studerer, rejser han ofte til Rusland. Både fordi hans kæreste bor i Sankt Petersborg og for at se landet og besøge venner fra dengang, han gik på internationalt gymnasium i Struer.

Dermed er Mathias Lanka-Thing det klassiske eksempel på, hvad den russiske regering netop vil have ud af festivalen, lyder det fra den russiske journalist og politiske kommentator på Ruslands eneste ikke-statsejede tv-kanal, TV Rain, Konstantin von Eggert.

Han kalder festivalen for rendyrket propaganda og udenrigspolitik af den billige slags, når man tænker på, hvad udenrigspolitik ellers koster.

»Den russiske regering støtter det her arrangement med milliarder af rubler, fordi det er anti-USA. På den måde kan de påvirke venstrefløjen – og også den ekstreme venstrefløj – på samme måde, som de ellers normalt påvirker højrefløjen,« siger han.

En flaske Stolichnaya på højkant

For 34-årige Esben Hansen var det glæden over, at Ungkommunisterne var blevet meldt ind i WFDY og forventningen om at skulle kæmpe sammen om fred, venskab, solidaritet og antiimperialisme, der fik ham på et fly til Rusland.

Men nogle af de forventninger bliver bragt til skamme, mens Esben Hansen står på det olympiske stadion og ser Vladimir Putin træde ned fra scenen igen.

»Jeg havde jo en forventning om at se traditionerne for festivalen blive fulgt. Der er tradition for at inddrage delegationerne, men det valgte man at lade være med. I stedet så vi en masse, som løb ind med deres flag til sidst, fordi de savnede den tradition. Det har skuffet mig allermest, at festivalens hymne ikke blev spillet. Det er simpelthen en ubrydelig tradition for os.«

Festivalhymnens vers på dansk er skrevet i 1947 af Hans Kirk. Faktisk var Esben Hansen så sikker på, at den ville blive sunget, at han sammen med to andre fra den danske delegation havde udlovet en flaske Stolichnaya-vodka til den, som skrev det bedste forslag til årets vers.

»Men vi fik aldrig en vinder. For ud over, at hymnen aldrig blev spillet, var der heller ikke nogen, som deltog.«