Nyhed
Læsetid: 3 min.

Øjenvidne i Harare: ’Vi vågnede om natten og fandt pas frem, så vi var klar’

Natten til onsdag overtog militæret magten i Zimbabwe. Et øjenvidne i hovedstaden Harare fortæller om en voldsom nat med eksplosioner, men dagen efter beretter flere om rolige tilstande. Nu er spørgsmålet, hvorvidt der bliver udskrevet valg
Udland
16. november 2017

I går udspillede hvad der ligner et kup sig i Zimbabwes hovedstad Harare. I nattens mulm og mørke skød militæret sig vej ind i den 93-årige præsident Robert Mugabes bolig, tilbageholdte efter sigende finansminister Ignatius Chombo og overtog statsmediet, ZBC, Zimbabwe Broadcasting Corperation, hvorfra de meddelte, at der ikke var tale om et kup, og at Mugabe havde det godt. Ifølge BBC har Mugabe talt i telefon med Sydafrikas leder Jacob Zuma, der fortæller, at Mugabe nu er i husarrest i Harare.

En af de kilder, Information har talt med, befandt sig tæt på finansministerens hus natten til onsdag, hvor hun blev vækket af lyden fra flere eksplosioner.

»Der midt om natten begyndte adrenalinen at pumpe rundt i min krop, og jeg fik hjertebanken. Jeg har to små børn, som jeg kiggede til for at sikre mig, at de var okay. Jeg kiggede i køleskabet for at tjekke, om vi havde mad og vand nok. Derefter gik jeg ind og fandt pas og papirer, så vi var klar, hvis vi pludselig blev nødt til at rykke os hurtigt,« siger hun.

Hun ønsker at være anonym af hensyn til sin arbejdsposition i landet, hvor hun har befundet sig de seneste 10 år.

Kort tid efter den første eksplosion kom der to andre eksplosioner mere med fem minutters mellemrum. En halv time efter hørte hun lyden af et militærkøretøj, som kørte ud af byen. Hun fortæller, at hun ikke kunne se noget. Alligevel var lydene tydelige.

Morgenen efter summede byen af lyden fra lavthængende helikoptere. Hun valgte at blive i sit hjem efter opfordring fra flere sider. En række af hendes bekendte, som befandt sig tættere på centrum, fortalte dog, at byen var nogenlunde rolig den følgende formiddag.

Mads Schack Lindegaard, landechef i Folkekirkens Nødhjælp, har været i landet det seneste halvandet år. Han beskriver onsdagen i hovedstaden som en »stille søndag, hvor et par butikker havde åbent, og der var få mennesker på gaden«. Derudover fortæller han, at militæret var mere synligt til stede end normalt, ligesom de blokerede flere indfaldsveje og indgange til statslige institutioner.

Kommer der valg?

Allerede tirsdag eftermiddag begyndte rygterne om et kup at svirre på de sociale medier. Flere delte billeder og videoer af militærkøretøjer, som bevægede sig mod Harare. Kilden tæt på ministerens hus fortæller, at hun i første omgang troede, der var tale om en demonstration fra militærets side for at gøre opmærksom på, at de var til stede, og at de ville gribe ind, hvis det blev nødvendigt.

Sidste uge fyrede Mugabe sin vicepræsident, Emmerson Mnangagwa, som er tidligere frihedskæmper og har været chef for den militære efterretningstjeneste. Tilsyneladende var det for at køre sin kone, Grace Mugabe, i stilling som sin efterfølger. Det fik i mandags hærchef Constantino Chiwenga til at advare regeringspartiet ZANU-PF om, at militæret ikke var bange for at gribe ind, hvis ikke man stoppede udrensningen af frihedskæmpere.

Tim Whyte, generalsekretær i Mellemfolkeligt Samvirke, har været i byen siden søndag, hvor han har talt med mange unge stemmer fra Zimbabwe i forbindelse med et projekt, organisationen er ved at stable på benene.

Ifølge Tim Whyte er der nu meget spekulation omkring, hvorvidt der bliver udskrevet valg, hvilket »er folks tydelige forhåbning«, som han siger, men tilføjer også, at han oplever en stor nervøsitet over, hvad der kommer til at ske.

Planen har hidtil været, at der i 2018 skal udskrives valg og dermed findes en efterfølger til Mugabe, som har siddet på posten siden 1980.

Til The Guardian sagde en lokal grønthandler i Harare onsdag, at »selv om det hele er lidt uhyggeligt, så tror jeg, det her er godt for os. Vi har været igennem mange hårde perioder«.

Mads Schack Lindegaard har talt med flere, som ser den seneste udvikling som chancen for en ny begyndelse.

»Landet har været på økonomisk deroute i lang tid. Folk er trætte af status quo. Mange af dem, jeg har talt med, ser det her som en mulighed for, at landet kan få økonomisk fremgang.«

Efter afskedigelsen sidste uge rejste den tidligere vicepræsident Mnangagwa ud af landet. Han formodes at have en rolle i de begivenheder, der er kulmineret med militærets magtovertagelse.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her