Læsetid 6 min.

Oktober­revolutionen passer dårligt ind i Putins fortælling om Rusland

Oktoberrevolutionen minder det russiske regime i faretruende grad om de farvede revolutioner i Ukraine og Georgien. Mens den for den almene russer er fjern, famlet fortid, hvor man ikke engang ved, hvilken side af historien ens forfædre selv stod på, siger russiske historikere
Det nuværende russiske regime er konservativt og bevarende, og med sin tro på en genoprettelse af den oprindelige kristendom er det langt fra de gamle revolutionære, siger historiker.

Det nuværende russiske regime er konservativt og bevarende, og med sin tro på en genoprettelse af den oprindelige kristendom er det langt fra de gamle revolutionære, siger historiker.

ALEXEI NIKOLSKY

7. november 2017

Medier og museer verden over har markeret hundredeåret for den russiske revolution i hele 2017, men i Rusland er jubilæet gået ret upåagtet hen.

Debatten har været præget af liberale historikere og repræsentanter for den russiskortodokse kirke, mens det autoritære regime har forbigået hundredeåret i næsten total tavshed.

Regeringen har det problem, at den forsøger at bygge sin egen legitimitet på både Sovjettiden og det russiske kejserdømme, siger ph.d. i sociologi ved Stony Brook University, Darja Khlevnjuk.

»Det politiske regime foretrækker historier om stabilitet, men de forsøg, som staten af og til foretager for at forbinde den halvfjerdsårige sovjetiske periode med den tusindårige russiske historie, støder gang på gang på problemer med revolutionen. For revolutionen er en historie om et brud mellem de to historier,« forklarer Darja Khlevnjuk.

Hun er forfatter på rapporten ’Hvilken fortid har fremtidens Rusland brug for?’, der er udgivet af Det russiske frihistoriske selskab. Rapporten er baseret på interviews med historielærere, lærerbogsforfattere, museumsfolk og lokalhistorikere.

En af rapportens konklusioner er, at Oktoberrevolutionen af mange anses som en slags prototype for de farvede revolutioner og politiske omvæltninger, der har fundet sted i Ruslands nabolande de seneste årtier, og som det russiske regime beskylder Vesten for at stå bag.

Khlevnjuks medforfatter, professor i filosofi ved det russiske Videnskabernes Akademi Aleksandr Rubtsov, spidsformulerer det sådan:

»Hvis revolutionen i Sovjetunionen var den vigtigste begivenhed i landets historie, en skabelsesmyte, så er det nu en rød klud, et mareridt. Og det er en holdning, som hele systemet af ideologi og propaganda har lagt ind i bevidstheden på almindelige mennesker,« skriver Rubtsov i en mail til Information.

Fulgte sin egen vej

Det er dog ikke det russiske regime alene, der bærer ansvaret for, at den russiske revolution fylder så lidt i den russiske bevidsthed, mener politisk kommentator Sergej Sjelin fra internetmediet Rosbalt.

Erindringen om 1917 var falmet længe før, man i 1991 afskaffede dagen for opløsningen af den provisoriske regering og stormen på Vinterpaladset – den 7. november – som national helligdag. En af årsagerne er paradoksalt nok, at den russiske revolution lykkedes:

»Hvis man for eksempel sammenligner med den franske revolution, blev det revolutionære regime dér flere gange væltet. Da der opstod en stabil kult omkring den franske revolution, var der gået omkring 90 år. På det tidspunkt kunne den betragtes fra vidt forskellige synsvinkler, og det var langt lettere at danne et tiltalende billede af revolutionen og kaste de negative sider bort,« siger Sjelin til Information.

Det gik i Rusland, som det måske var gået i Frankrig, mener den russiske journalist, hvis Robespierre ikke var blevet henrettet fem år efter revolutionen, men var forblevet ved magten og uhindret havde kunnet videregive magten til sine arvinger.

Det sejrende russiske revolutionære regime fulgte sin egen vej og tilintetgjorde flere generationer af revolutionære, herunder også de fleste af sine egne.

Generationers fortielse

Det sovjetiske regime kappede ikke kun båndene til sin egen fortid, men afskar også mange russere for reel viden om deres forfædre.

Hvis et familiemedlem havde været aktivist på den forkerte side under revolutionen eller den efterfølgende borgerkrig, kunne det få alvorlige konsekvenser, og derfor blev det fortiet. Ofte har man fortalt sine børn en forvrænget familiehistorie og bestræbt sig på at undgå ting, som disse børn kunne blive straffet for at kende til, forklarer Sjelin og understreger den skærende kontrast til nutidens Spanien.

»Jeg har spanske venner, der alle ved, hvilken side deres oldeforældre kæmpede på under den spanske borgerkrig. Den viden er bevaret i familierne. Hos os er den viden gået tabt. Det sovjetiske regime omskrev historien flere gange. Den gjorde meget for, at fejringen af Oktoberrevolutionen til sidst var en rent formel fest. Der foregik obligatoriske demonstrationer, militærparader. Men man kan ikke sige, at det var en bred folkelig fest,« siger Sjelin.

Den store fædrelandskrig

Den store fædrelandskrig, som russerne kalder den del af Anden Verdenskrig, som Sovjetunionen var involveret i, har for længst overtaget Oktoberrevolutionens rolle som national skabelsesmyte. Ifølge Sergej Sjelin har det rod i traditionel russisk stormagtstænkning.

»I Rusland værdsættes regimer, som opnåede sejre i krige; i Rusland værdsættes hærførere og statsledere, som vandt krige. Revolutionen i 1917 blev ledsaget af det gamle imperiums kollaps, et kollaps, der begyndte, endnu før bolsjevikkerne kom til magten,« forklarer den russiske kommentator.

Selv om bolsjevikkerne delvist genrejste dette imperium, opfattes det ikke som en stor succes, for imperiet var blevet mindre, og de sejre, der var blevet vundet, var ikke blevet vundet over en ydre fjende, men i en borgerkrig.

Så passer sejren i den store fædrelandskrig langt bedre ind i sejrsmyten, en sejr over Tyskland, den daværende supermagt. Og denne sejrskult fandtes også, mens sejrsdagen 9. maj stadig var andenrangsfestdag, påpeger Sergej Sjelin:

»Det var ikke en fridag, men den blev fejret, for det var en folkelig fest. I dag er den superofficiel og betragtes nærmest som dagen for grundlæggelsen af staten. Og Vladimir Putins regime fremstiller sejren som sin egen,« understreger Sjelin på en skypeforbindelse fra Sankt Petersborg.

Sidder fast i sovjet

Selv om mange russere ikke har noget forhold til fortiden, sidder de alligevel fast i den, mener Boris Belenkin, leder af biblioteket i menneskerettighedsorganisationen Memorial.

»Der er Leningader, Leninprospekter, der er et mausoleum med Lenin, der er statuer af Lenin, som ikke er blevet revet ned, og der bliver sågar rejst nye statuer af Stalin. Det er her, vi bor. Vi lever stadig i et sovjetisk rum, og hvordan vil du forklare, at for eksempel bolsjevikkerne var ekstremister, der lod blodet flyde, når hele landet er opkaldt i deres ære,« spørger Boris Belenkin.

Han er kurator på udstillingen De første. Den handler om de 53 første anholdelser foretaget af bolsjevikkerne. Den gør op med myten om, at den røde terror var et svar på royalistisk modstand og først greb om sig sidst i 1918.

»Udstillingen viser, at terroren begyndte allerede få timer efter revolutionen, og at den blev en af det nye regimes kendetegn – en af måderne, de nye magthavere fik fodfæste på,« siger Belenkin.

Mange russiske statsstrukturer har rødder i denne terror. Det gælder også det russiske efterretningsvæsen, FSB, der på sin hjemmeside understreger sin oprindelse i »den ekstraordinære komité til bekæmpelse af kontrarevolutionær sabotage«.

Ifølge Sergej Sjelin ville tjenestens stifter, den berygtede Feliks Dsersjinskij, dog have svært ved at genkende tjenesten i dag.

»Han var, hvordan man end vender og drejer det, professionel revolutionær, venstreorienteret. Det nuværende regimes konservative, bevarende, restorationistiske (troen på en genoprettelse af den oprindelige kristendom, red.) og religiøse tone ville undre ham såre og snarere minde ham om tonen i det gamle regime, som han bekæmpede,« siger Sjelin.

Lommer af erindring

Professor i filosofi Aleksandr Rubtsov mener ikke, at Rusland er klar til et endeligt opgør med arven fra Sovjetunionen og den forkætrede russiske revolution.

»Det er kun muligt, hvis den politiske vilje er der. Det vil sige, hvis der sker et regimeskift. For magthaverne er det et spørgsmål om overlevelse at opretholde billedet af Rusland som omgivet af én stor uvejrsfront af farvede revolutioner,« forklarer Rubtsov.

Hans kollega Darja Khlevnjuk er mere optimistisk. I et igangværende projekt har hun fundet frem til foreløbigt 100 lokale museer, der lige nu har en udstilling om politisk forfølgelse i Sovjetunionen.

»Den officielle statslige historiepolitik er ikke den eneste form for historisk erindring, der findes. Der er mange lokale projekter. De er ikke kendte på landsplan, men det betyder ikke, at de er uinteressante. Det skyldes mangel på ressourcer – både økonomiske ressourcer og koordinatorressourcer og muligheder for samarbejde,« understreger Khlevnjuk.

Sergej Sjelin mener, at det måske er et spørgsmål om tid, før den russiske revolution bliver taget op til revision.

»Ligesom det sovjetiske regime satte sine ideologiske kort på Oktoberrevolutionen, hvilket det kom til at lide under, så har vores nuværende regime satset alle sine ideologiske kort på konservatisme, antirevolutionisme og restorationisme,« siger han og afslutter:

»Efterhånden som regimets popularitet vil fortage sig, og det gør den allerede nu, vil forholdet til revolutionen også ændre sig som en del af genovervejelsen af, hvad vores land er for en størrelse, hvordan det skal se sig selv, og hvilken plads det skal indtage i verden.«

100 år efter revolutionen

100-året for den russiske revolution nærmer sig. Hvad skete der egentlig i revolutionsdagene og årene efter? Var revolutionen en succes eller fiasko? Hvilke følger har den haft for vores måde at tænke på i dag? De spørgsmål besvarer en række forskere og debattører i denne serie.

Seneste artikler

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritiske, seriøse og troværdige.

Se om du er enig - første måned er gratis

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Brugerbillede for Hans Aagaard
    Hans Aagaard
Hans Aagaard anbefalede denne artikel

Kommentarer

Brugerbillede for Michael Kongstad Nielsen
Michael Kongstad Nielsen

Jesper Gormsen fra Informations udlandsredaktion skriver blandt andet:

"Debatten har været præget af liberale historikere og repræsentanter for den russiskortodokse kirke, mens det autoritære regime har forbigået hundredeåret i næsten total tavshed.

Regeringen har det problem, at den forsøger at bygge sin egen legitimitet på både Sovjettiden og det russiske kejserdømme, siger ph.d. i sociologi ved Stony Brook University, Darja Khlevnjuk."

Men det er ikke noget problem, men en realitet. Det er faktisk historie.
Regeringen vrider og drejer ikke historien, for at få den til at fremstå på en måde der passer, som visse andre navnlig udenlandske aviser gør, Allerede Gormsens betegnelse for Ruslands nuværende styreform, som: "det autoritære regime" vidner om redaktionens bias og mangel på fair news, hvor men bliver nødt til at erindre om, at Rusland i dag er et demokrati , med en folkevalgt forsamling - Duma- og almindelige demokratiske statsinstitutioner i ryggen.

Ph.d. - fyren, som Information støtter sig til, er hentet fra New York,
https://www.google.dk/search?q=Stony+Brook+University&rlz=1C1CHWL_daDK73...
for en sikkerheds skyld.

Men dagens Rusland har en lang og storslået historie, og behøver ikkekun at forholde sig til Sovjettiden.

Med hensyn til opgør med fortiden kunne Vesteuropa trænge mere til et opgør med kolonitiden, og fx. Spanien med et opgør med Fascisme-tiden.

Brugerbillede for Mikkel Kristensen
Mikkel Kristensen

Nogen hader også DR's serie Danmarkshistorien, og mener Christmas Møller var den vigtigste modstandsmand nærmest overhovedet - jeg vil ikke fornægte Christmas Møller noget som helst // jeg sporer blot en hvis parallel

Brugerbillede for Gert Romme

@ Michael Kongstad Nielsen

Hvis ikke, du opfatter det nuværende russiske styre som et autoritære regime. Og hvis man skal kalde dette for demokratisk, så kan jeg ret let finde flere autoritære demokratier, hvor en stærk mand har kuppet sig til magten..

Som jeg ser det, har Boris Jeltsin "overladt" et Rusland under demokratisk udvikling til Vladimir Putin, der lovede, at bringe reformerne videre. Men, stadig som jeg ser det, har Vladimir Vladimirovitj Putin i stedet "kuppet" demokratiet, og fører en benhård kamp for at holde sig ved magten.

Ingen ved heller, om Putin fortsat stiller op til valget. Men de fleste journalister, der har specialiseret sig i Rusland, mener, at han i hvert fald ikke vil lade stå til, for han er hunderæd for, at en fremtidig regering evt. vil stille ham til ansvar.

Brugerbillede for Niels Nielsen

Gert Romme, jeg har svært ved at se, at Putin skulle have kuppet demokratiet, snarere har han videreført det oligarkstyrede skindemokrati, som Jeltsin oprettede, med hjælp fra amerikanske oligarkiske skindemokrater, der både hjalp de nye russiske ledere med at sælge ud af arvesølvet og købte store dele af det selv.

Hvis Putin har gjort noget, har han gjort det markant sværere for amerikanerne at overtage russiske værdier til spotpris, hvilket amerikanerne selvfølgelig er sure over.

Jens Kofoed, Jens Thaarup Nyberg, Eva Schwanenflügel, Per Torbensen, Trond Meiring, Jes Balle Hansen , Stig Bøg, Hans Aagaard og Michael Kongstad Nielsen anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Michael Kongstad Nielsen
Michael Kongstad Nielsen

Kære Gert Romme, det gør jeg ikke, og jo, det er demokratisk.
Hvor du har dine forestillinger om Putins 'kup' fra, ved jeg ikke, men det har ikke noget på sig.
Det er et fuldt ud demokrati, der hersker i Rusland.

Brugerbillede for Odin Rasmussen

Putin bryder sig vist ikke meget om Lenin: Her 100 år efter den russiske revolution, der efter Putins mening ødelagde imperiet. Han tænker nok på Finland og de andre russiske områder, som de gav slip på i 1918 og på Ukraine, Georgien etc., som de mistede under Gorbatjov/Jeltsin.

Brugerbillede for Niels Nielsen

Michael Pedersen, hvad er "den gængse opfattelse af demokrati"? Jeg kan på stående fod nævne en femten-tyve forskellige udgaver af den styreform, vi kalder demokrati, så hvilken af dem er "den gængse"?