Baggrund
Læsetid: 7 min.

Paris-aftalen er en smuk ramme, men den mangler endnu indhold

På klimamødet COP23 i Bonn skal arbejdet med at fylde substans i de fromme løfter fra COP21 i Paris tage fart. USA har meldt sig ud, men er til stede, og hvis Trump blander sig, kan det få den skrøbelige pagt mellem landene til at smuldre
Til COP12 for to år siden lagde Frankrigs daværende udenrigsminister, Laurent Fabius, hånden på hjertet, da han erklærede Paris-aftalen for vedtaget: Verdens lande havde lovet hinanden at bremse den globale opvarmning et godt stykke under to grader.

Til COP12 for to år siden lagde Frankrigs daværende udenrigsminister, Laurent Fabius, hånden på hjertet, da han erklærede Paris-aftalen for vedtaget: Verdens lande havde lovet hinanden at bremse den globale opvarmning et godt stykke under to grader.

Francois Mori

Udland
8. november 2017

Det var et bevægende øjeblik, da Frankrigs daværende udenrigsminister Laurent Fabius den 11. december 2015 lagde hånden på hjertet og fra podiet i konferencecentret Le Bourget takkede de tusinder af udmattede forhandlere, der efter en årelang proces med mange forhindringer og skuffelser var nået i mål med l’Accord de Paris, Paris-aftalen til beskyttelse af verdens klima.

Alle i salen rejste sig, da Fabius erklærede aftalen for vedtaget. Der var minutlange klapsalver, jubelråb og tårer i øjenkroge. Endelig enighed. Verdens lande havde på COP21 lovet hinanden at bremse den globale opvarmning »et godt stykke under to grader« og så tæt på 1,5 grader som muligt.

Der er gået næsten to år, og nu hedder det COP23. Forhandlerne fra 195 lande har på ny sat sig sammen, denne gang med den klimasårbare østat Fiji som formandskab, men af praktiske og økonomiske grunde med Bonn som sæde for forhandlingerne. Med start i mandags og frem til den 17. november skal man fortsætte processen mod Paris-aftalens realisering. For alle ved, at det, man under COP21 lovede hinanden, er helt utilstrækkeligt til faktisk at opfylde løfterne i aftalen. Paris-aftalen er ikke andet end en ramme, en tom skal, der venter på at blive fyldt ud.

Den lille gode nyhed fra virkeligheden er, at de globale udledninger af CO2 fra den fossile energisektor og industrien har holdt sig på et stabilt niveau de seneste tre år og dermed måske brudt den lange historiske tendens til stigning.

Hovedforklaringen er dæmpet vækst i kulforbruget i Kina og USA samt en markant vækst i den vedvarende energi i specielt Kina og Indien. Ifølge World Resources Institute ser det ud til, at udledningerne har toppet i 49 lande, der tilsammen står for 36 pct. af de globale udledninger. Den grønne omstilling kan mærkes.

»Tendensen gælder imidlertid stadig kun for en ret kort periode og kan potentielt blive brudt, hvis væksten i verdensøkonomien accelererer,« advarer FN’s Miljøprogram UNEP i statusrapporten til COP23, Emission Gap Report 2017.

Den mindre gode nyhed fra samme rapport er, at udledningen af de samlede drivhusgasser – som også handler om gasser som methan og lattergas samt om ændringer i skovdække m.m. – fortsat stiger.

Så hverken for CO2 eller alle drivhusgasser tilsammen er der endnu tale om de markante fald i udledninger, som Paris-aftalen kræver.

En aktuel analyse foretaget i fællesskab af det norske Center for International Climate Research og klima-sitet Carbon Brief fortæller, at hvis verden havde formået at få udledningerne af drivhusgasser til at toppe og vende allerede i 2000, så kunne målet om de to grader være sikret via årlige CO2-reduktioner på én til tre pct. Hvis de samlede udledninger i stedet toppede i år – hvad de altså ikke gør – så ville det på grund af forsinkelsen kræve efterfølgende årlige CO2-reduktioner på fire til otte pct.

»Hvis verden venter til 2025 med at indlede udledningsreduktionerne, vil det blive nødvendigt med massive reduktioner på otte pct. eller mere om året,« advarer Carbon Brief.

NDC’erne

I forbindelse med COP21 meldte landene, hvad de på frivillig basis vil gøre for at nærme sig Paris-målene. Denne indsats er beskrevet via landenes  såkaldte nationalt bestemte bidrag, NDC, til CO2-reduktion.

Problemet er for det første, at mange lande ikke er på ret kurs til at efterleve deres nationale NDC, og for det andet, at disse gældende NDC’er slet ikke er skrappe nok til at sikre målet om højst halvanden til to graders opvarmning.

Hvad kursen angår, siger UNEP-rapporten, at store økonomier som EU, USA, Australien, Canada, Japan og Mexico ikke vil leve op til egne NDC-mål for 2030 med den politiske indsats, man indtil nu har vedtaget og er i gang med at føre ud i livet.

For EU er målet sat til 40 pct. reduktion af de hjemlige udledninger i 2030, målt i forhold til 1990-niveauet, og det mål vil ikke blive nået med dagens politik.

Værre er dét, man allerede i Paris var sig fuldt bevidst: At de annoncerede NDC’er set under et er helt utilstrækkelige til at sikre aftalens mål for begrænsning af den globale opvarmning.

Som det formuleres i UNEP-rapporten:

»De NDC’er, der udgør fundamentet i Paris-aftalen, dækker kun omkring en tredjedel af de udledningsreduktioner, der er nødvendige for at bevæge sig ad den mest omkostningseffektive vej mod målet om at blive et godt stykke under to grader. Gabet mellem de nødvendige reduktioner og de nationale løfter er alarmerende højt.«

Verden er således på vej til i 2030 at udlede 11-13,5 milliarder ton CO2 for meget til at holde de to grader og dermed på vej mod en opvarmning i 2100 på 3,0-3,2 grader.

Dette gælder altså, selv hvis de svage NDC’er efterleves. Med dagens faktiske indsats bliver temperaturstigningerne endnu højere end 3,0-3,2 grader.

Programmet i Bonn

Dette er udfordringen for forhandlerne på COP23 i Bonn.

I erkendelsen af de svage nationale løfter under Paris-aftalen siger teksten fra COP21, at landene hvert femte år skal indberette et revideret NDC, og at disse opdaterede nationale mål skal repræsentere »en progression«, der afspejler det enkelte lands »højest mulige ambition«.

Men i Paris kunne der ikke skabes enighed om at foretage en sådan opstramning af målene før i 2023. Det er alarmerende sent, og derfor fik man i Paris-aftalen presset ind, at der i 2018 skal gennemføres en ’faciliterende dialog’ med det formål at gøre status over den fælles indsats. Altså et COP24 til afholdelse i kulbyen Katowice i Polen, hvor man skal vedtage en manual – i FN-jargonen ’Implementation Guidelines’ – for vejen til skrappere NDC’er i 2023.

Nogle lande – inklusive Fiji – ser gerne, at man allerede i 2018 forhandler skærpede mål, men det har lande som Kina, Indien, Saudi-Arabien og Venezuela klart afvist.

»Det skal være en dialog, ikke en forhandling,« sagde Kinas chefforhandler, Xie Zhenhua, forleden ifølge Climate Change News.

Så det man i år skal nå i Bonn er dels at formulere et udkast til manualen, så den kan vedtages i 2018, dels at definere rammerne for den faciliterende dialog på COP24.

»Lad os ikke glemme, at det primært lykkedes at vedtage Paris-aftalen, fordi de tekniske detaljer blev udskudt til 2018,« advarer den tyske Heinrich Böll Stiftung i en gennemgang af Bonn-mødets udfordringer.

Så selv om COP23’s dagsorden lyder tung og teknokratisk – og også er det – så er den samtidig ladet med politik og konfliktpotentiale.

Pengene igen igen

For formandsskabet Fiji, hvis fremtid er truet af stigende verdenshave og kraftigere storme, er det afgørende, at Bonn bringer fremskridt på det område, der handler om ’loss and damage’, dvs. økonomisk hjælp og kompensation for de tab af liv og ejendom samt de skader på infrastruktur m.m., som klimaændringerne påfører mange sårbare udviklingslande.

Så her vil Fiji stå i spidsen for en bred kreds af u-lande – inklusive store nationer som Indien – der næppe vil indlade sig på forhandlinger om skærpede NDC-mål, hvis ikke i-landene er imødekommende, når det gælder ’loss and damage’ og klimabistand.

Status er her, at man på et selvstændigt forhandlingsmøde i sidste måned vedtog en femårige arbejdsplan om erstatningsspørgsmålet – uden at denne plan siger noget konkret om, hvor og hvordan et økonomisk ansvar faktisk skal placeres.

Tæt koblet til diskussionerne om ’loss and damage’ er spørgsmålet om den klimabistand, som i-landene faktisk forpligtede sig til på det i øvrigt mislykkede klimatopmøde i København, COP15 i 2009: at mobilisere 100 milliarder dollar årligt fra 2020 som klimahjælp fra rige til fattigere lande.

Klimabistanden skal kanaliseres gennem FN’s Green Climate Fund, og det er siden København blevet præciseret, at pengene skal findes via både statslige og private bidrag. Fonden meddelte ved en status i september i år, at der fra 43 regeringer er givet tilsagn om bistand for i alt 10,13 mia. dollar.

Danmark har i parentes bemærket lovet, hvad der svarer til knap 13 dollar pr. dansker, mens f.eks. Sverige har bevilget godt 59 dollar og USA knap 9,5 dollar, oplyser klimafonden.

Der er altså meget langt igen til de 100 mia. dollar i årlig bistand, der skal være på plads om nu godt to år.

Nervøs atmosfære

Denne tøven kan svække u-landenes og de store vækstøkonomiers forhandlingsvilje i Bonn. Man føler, man gav en enorm indrømmelse i Paris ved at påtage sig de nationale forpligtelser – NDC’erne – som tidligere alene påhvilede de rige i-lande med deres ansvar for de historiske CO2-udledninger. Hvis ikke i-landene kan levere på det økonomiske, kan optimismen fra Paris blive afløst af nye konfrontationer og march på stedet.

Risikoen for konflikt stak allerede på COP23’s første dag sit hoved frem, da en gruppe af u-lande – omfattende Kina, Indien, Iran, Saudi-Arabien, Venezuela, Indonesien m.fl. – forlangte et ekstra dagsordenspunkt om i-landenes klimaforpligtelser i tiden før 2020. Paris-aftalen handler om alle landes indsats efter 2020, men i-landene skylder ifølge u-landsgruppen stadig at levere på løfter afgivet under den gamle Kyoto-protokol, der satte mål for de rige landes forpligtelser frem til 2020.

Dagsordensforslaget blev i første omgang afvist af COP23-formandsskabet og ligger nu og lurer som potentiel kilde til mistillid og dårlig stemning.

Hvad alle holder øje med, er USA’s ageren. Donald Trump har meldt USA ud af Paris-aftalen, men det kan af formelle grunde først ske fra 2020, så amerikanerne er til stede i Bonn.

Ifølge Reuters vil delegationen fra Washington primært består af garvede forhandlere fra Barack Obamas tid, som formentlig gerne vil fortsætte den forrige præsidents konstruktive linje. Spørgsmålet er, om den nuværende præsident lader sig provokere til at obstruere processen. Det Hvide Hus har foreløbig annonceret et udfodrende arrangement i Bonn om, hvordan amerikansk fossil energi skal hjælpe fattige lande til velfærd.

Hvis Trump ikke holder sig i ro under COP23, kan det være den faktor, der får andre andre lande til på ny at gå i skyttegravene og får den skrøbelige atmosfære af samarbejde i Paris til at krakelere.

Serie

COP23

To år efter COP21 og klimaaftalen i Paris samles verdens lande den 6.-17. november til COP23 i Bonn for at gøre status og komme videre med den globale indsats for klimaet. Alle ved på forhånd, at de nationale løfter, der blev afgivet med Paris-aftalen, er alt for svage til at bremse den globale opvarmning ’et godt stykke under to grader’ og helst ved 1,5 grader, sådan som teksten fra Paris foreskriver.

Information følger forhandlingerne og den aktuelle debat om klimaets tilstand

Seneste artikler

  • Et splittet USA kæmper både for og imod de fossile brændstoffer

    18. november 2017
    COP23 i Bonn var det første klimatopmøde, efter at Trump varslede, at USA trækker sig ud af Paris-aftalen. Den officielle amerikanske delegation promoverede fossile brændstoffer, mens den alternative amerikanske delegation udtrykte opbakning til Paris-aftalen og udstillede, at verdens mest CO2-udledende land er dybt splittet
  • Verdens afsked med den fossile æra er begyndt

    18. november 2017
    Den stilfærdige afslutning på klimatopmødet COP23 står i skærende kontrast til den aktivitet, mange aktører ude i virkeligheden udfolder for at omstille verden til en mere klimavenlig økonomi. Det giver et glimt af håb, selv om det stadig går den gale vej med CO2-udledninger og temperaturstigninger
  • Den globale omstilling til grøn energi kan ikke stoppes. Men desværre går den alt for langsomt – også for Danmark

    16. november 2017
    Ved COP23 i Bonn er forhandlingerne på ministerplan begyndt i lyset af nye tal om de vedvarende energiers ustoppelige, men alt for langsomme udvikling. Danmark skal tilbage i en mere progressiv klimarolle, mener både ngo’er, oppositionen og energibranchen
Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her