Læsetid: 3 min.

Rigsretssagen mod Mugabe kan blive en gyser

Mugabe klamrer sig til tronen i Zimbabwe lidt endnu, og magtspillet omkring ham kan betyde, at regeringspartiet ZANU-PF ikke kan samle tilstrækkeligt flertal for at afsætte ham.
21. november 2017

Zimbabwes præsident hed mandag aften fortsat Robert Mugabe. Millioner af borgere holdt søndag aften vejret, mens Mugabe på deres tv- eller telefonskærme talte til nationen. Her meddelte han ikke som forventet, at han gik af.

Mens den 93-årige præsident slæbte sig gennem en tilsyneladende endeløs tale, og seere og lyttere utålmodigt ventede på, at han endelig kom frem til det, alle ville høre, overhørte mange sandsynligvis en central passage.

I et af talens mere klare øjeblikke sagde Mugabe med eftertryk:

»Militærets handling er ingen trussel mod vores højt skattede forfatning, heller ikke en udfordring af min autoritet som statsoverhovede, ikke engang som øverstbefalende for de væbnede styrker.«

Zimbabwe, Afrika og resten af verden har dermed Mugabes egne ord for, at der ikke var tale om et kup, da militæret natten til onsdag erobrede den nationale tv- og radiostation, arresterede flere ministre og anbragte Mugabe og hans kone, Grace, i husarrest. Opgaven med at afsætte ham er overladt til folkets repræsentanter i parlamentet, helt efter forfatningens bogstaver.

Da regeringspartiet ZANU-PF’s centralkomite søndag fyrede Mugabe som leder, truede det med en rigsretssag, hvis han ikke senest mandag middag trådte tilbage som præsident. Fristen kom og gik uden hans afgang. Kilder i centralkomiteen oplyste mandag til Information, at en rigsretssag indledes, når parlamentet samles tirsdag.

Vicepræsident kan ikke tiltræde

Zimbabwe er et uhyre legalistisk samfund, typisk for lande, hvor borgere med svage rettigheder forsøger at løse politiske konflikter ad rettens vej. Landet vrimler følgelig med knalddygtige jurister og advokater. En af de skarpeste i forfatningsret er Derek Matyszak, seniorforsker ved det sydafrikanske Institute for Security Studies. I et interview med Information beskriver han proceduren for den forventede rigsretssag:

»ZANU-PF skal nu opnå flertal i parlamentets to kamre til et forslag om at indlede rigsretssagen. Et sådan flertal har partiet mageligt. Efter vedtagelsen nedsættes et ni-mandsudvalg, der efterforsker anklagerne, som formentlig er, at han ikke er i stand til at varetage hvervet, eller at han har misligholdt det. Hvis udvalget finder anklagen begrundet, kan præsidenten afsættes med et flertal på to tredjedele af de to kamres medlemmer. Med lidt god vilje kan proceduren gennemføres på et døgn, så afstemningen finder sted onsdag.«

Når præsidenten er afsat – eller selv er gået – overdrages posten til den vicepræsident, der senest har været fungerende præsident. Men denne person, Emmerson Mnangagwa, blev i forrige uge fyret af Mugabe. Zimbabwes anden vicepræsident er ude af landet og kan derfor heller ikke tiltræde.

»Regeringen skulle have udpeget én fra sin midte som ny vicepræsident. Men det er ikke sket. Derfor overgår myndigheden til parlamentets formand,« forklarer Derek Matyszak.

Militærets tank afspærrer vejen til præsidentens kontorer onsdag den 15. november, hvor militærets kup har afsat Robert Mugabe og dermed afsluttet hans 37 år lange kontrol med landet.
Læs også

Formålet med fremgangsmåden er at sikre landet et statsoverhoved, indtil den afsatte præsidents parti fremsender forslag til en ny præsident. Dette forslag ligger imidlertid allerede klar, idet centralkomiteen på mødet søndag pegede på Mnangagwa.

»Jeg formoder derfor, at han indsættes øjeblikkeligt, muligvis blot minutter eller ganske få timer efter Mugabes afsættelse,« konkluderer Matyszak.

ZANU-PF råder selv over de nødvendige 234 stemmer, men Matyszak peger på endnu en komplikation:

»Mange af Grace’s tilhængere i parlamentet er arresteret, flygtet til udlandet eller gået under jorden. Centralkomiteen skal nu love tilstrækkeligt mange frit lejde, så de tør komme i parlamentet for at stemme Mugabe ud. Det bliver interessant at se, om ZANU-PF kan samle det nødvendige flertal.«

Det har dog en udvej. Parlamentets største oppositionsparti, MDC, har længe krævet Mugabe afsat. En repræsentant for partiet oplyste imidlertid mandag til Information, at det overvejer at kræve nyvalg inden for tre måneder for at støtte ZANU-PF i afstemningen. Det afviser ZANU-PF kategorisk.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • David Zennaro
David Zennaro anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu