Læsetid: 3 min.

Saudi-Arabiens Libanon-kalkule slog fejl

Saad Hariri vendte tilbage til Beirut som den fortabte søn med franske garantier og er stadig premierminister – i hvert fald en tid endnu
25. november 2017

Med tragikomisk symbolik markerede Libanons måske, måske ikke afgående premierminister, Saad Hariri, onsdag sin tilbagevenden til Beirut ved at vise sig ved en militærparade på datoen for landets uafhængighed fra fransk kolonisering for 74 år siden.

Men altså ikke fra Irans og Saudi-Arabiens aktuelle kolonisering, der politisk deler landet i en henholdsvis iransk støttet shiitisk Hizbollah-blok og en sunnitisk ’Fremtids’-blok repræsenteret ved Hariri, dirigeret fra Saudi-Arabien.

Denne tilstand er dagligdag for libaneserne, men ikke desto mindre kom det som lidt af et chok, at saudierne kunne koste så meget rundt med libanesernes premierminister. Den 4. november annoncerede han sin afgang som chef for den et år gamle samlingsregering i en tv-tale – ikke fra Beirut, men fra Riyadh, hvortil han dagen før var summarisk tilkaldt med besked om at møde op uden ledsagelse.

Den saudiske kronprins, Mohammed bin Salman, tog førergreb på Hariri som led i saudiernes mere militante kurs overfor Hizbollah, koordineret med Trump-administrationens øgede pres på Iran.

Kalkulen var, at det ville fremkalde den libanesiske regerings kollaps med følgende ustabilitet, der ville betyde Hizbollahs isolering i Libanons samlingsregering. Det ville give kronprinsen belæg for at trække alle saudiske indeståender ud af de libanesiske banker, trække alle saudiske borgere ud af Libanon (tillige med Bahrain-borgere) og således underminere den libanesiske økonomi, uden at involvere sunniblokken direkte.

Sådan gik det ikke.

Forsonende tone

Libanons kristne præsident, Michel Aoun, viste sig at have is i maven, da han afviste Hariris afskedsbegæring med den begrundelse, at Libanons premierminister kun kan gå af i Libanon – ikke i et andet land.

Hizbollah-chefen Hassan Nasrallah manede til ro og besindighed, og parallelt indledtes en international kampagne for at sikre Hariris ’løsladelse’. Det gav pote i den forstand, at Hariri-klanens anden tætte allierede, Frankrig, greb ind. Hariri blev officielt inviteret til Paris, og efter møde med præsident Emmanuel Macron landede han tirsdag aften i Beirut efter korte besøg på Cypern og i Egypten, hvor han fik Egyptens præsident, Abdel Fattah al-Sisis, støtte.

Hariri blev modtaget som den fortabte søn, men gav ikke nogen klar melding. Han er ikke gået af, men heller ikke blevet.

Efter rådslagning med præsident Aoun har han »suspenderet« sin afskedsbegæring og lader den afgøre af »fremtidige konsultationer«.

Det interessante er, at hans retorik er langt mere forsonlig, end i den famøse tv-tale 4. november, hvor han beskyldte Hizbollah for at pønse på at myrde ham og for at udgøre en eksistentiel trussel mod Libanons stabilitet. I stedet talte han efter sin tilbagekomst om, at »Libanon kommer i første række« – en noget ejendommelig forsikring fra en premierminister – og om nødvendigheden af at holde landet »adskilt« – og altså neutralt - i »de regionale konflikter og alt, hvad der skader den indre stabilitet«.

Det udlægges som en forblommet opfordring til Hizbollah om at ophøre med indblandingen i den syriske borgerkrig og konflikterne i Irak og Yemen. Hassan Nasrallah har svaret, at hans styrker vil blive trukket tilbage fra Irak, når Islamisk Stat er endeligt nedkæmpet, og han har kategorisk afvist, at Hizbollah er militært til stede i Yemen.

Affæren illustrerer Golf-staternes nye militante attitude, efter at Iran dygtigt har udnyttet USA’s tilbagetrækning fra Irak og maniske fokusering på nedkæmpelse af Islamisk Stat til øget shiitisk indflydelse i regionen.

Hariris tilbagekomst viser, at saudierne alligevel ikke havde de fornødne politiske muskler til at kunne skalte og valte med det svagelige Libanon.

Efter ydmygelsen er Hariri, som Riyadh anser for et blødsødent skvat i forholdet til Hizbollah, indtil videre stadig chef for den samlingsregering, der kom på plads efter Aouns tiltræden sidste år, da Hariri indså, at fortsat politisk lammelse kunne kaste Libanon ud i en ny borgerkrig. Med accept af Hizbollahs kandidat til præsidentembedet, sikrede Hariri den stabilitet, Mohammed bin Salman forsøgte at smadre.

Serie

Mellemøsten ruster sig til magtkamp

Islamisk Stat er slået, og Mellemøsten er på vej mod næste runde af væbnede konflikter – denne gang mellem de stater, der var med til at bekæmpe IS. Konflikterne bunder i det magttomrum, som Irak-invasionen, Det Arabiske Forår og den efterfølgende amerikanske nedprioritering af regionen har udløst. Iran kontrollerer nu en landkorridor fra Golfen til Middelhavet, mens et mere selvsikkert Saudi-Arabien har indgået nye alliancer for at skubbe Iran tilbage. Imens kæmper kurderne videre for deres eget land.

Seneste artikler

  • Iran har opnået en succes i regionen, som få troede mulig

    20. december 2017
    Irans revolutionsgarde har med sin klientpolitik i Irak, Syrien, Libanon og Yemen så stor magt i Mellemøsten, så selv USA har svært ved at følge med. Men prisen har været øgede spændinger både udadtil og indadtil. Nu gælder det for Iran om at konsolidere de nyvundne sejre
  • Mellemøsten: Rusland vil veksle rå militærmagt til realpolitiske løsninger

    22. november 2017
    Russernes pragmatiske politik tillader dem at tale med alle parter i Mellemøsten, siger iagttager. Spørgsmålet er, om Putin kan – og vil – skabe fred. Syrien er svendeprøven
  • Syriske kurdere: Rusland er afgørende for dialog med Damaskus

    22. november 2017
    Efter IS’ tab i Syrien står den syriske regeringshær og de syriskkurdiske styrker med et stadig mere akut behov for at nå frem til en løsning. Den russiske fredsplan tilgodeser kurdiske behov, og der er brug for russisk forhandling – ellers kan det meget nemt komme til konflikt, konstaterer de syriske kurderes leder, Shahoz Hesen
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • David Zennaro
  • Eva Schwanenflügel
  • ingemaje lange
David Zennaro, Eva Schwanenflügel og ingemaje lange anbefalede denne artikel

Kommentarer

Problematikken i Libanon synes jo at ligne den som også herskede under borgerkrigen i firserne. Et lille land klemt inde mellem Israel og Syrien, men egentlig et land med langt større tolerance mellem trossamfund end andre steder. Begge de muslimske skoler er til stede, er druserne samt kristne. Så hvis de store holdt fingrene væk gik det nok. Som kontakt familie for flygtninge fra Libanon i firserne fik jeg en større viden om problematikkerne.