Baggrund
Læsetid: 5 min.

Saudi-Arabiens reformproces med Mohammed bin Salman i spidsen ligner en revolution

At gøre de saudiarabiske undersåtter til medborgere er det ultimative mål for landets kronprins, der med de uhørte anholdelser af medlemmer af kongehusets ellers urørlige elite går efter yderligere at konsolidere sin magt
Den saudiske kronarving Mohammed bin Salman al-Saud er ved at forandre sit land. En revolution er på vej, mener nogle.

Den saudiske kronarving Mohammed bin Salman al-Saud er ved at forandre sit land. En revolution er på vej, mener nogle.

Abaca

Udland
9. november 2017

RIYADH – I sidste måned gik Zeina Farhan forbi et butikscenter, med sit tørklæde nede om skuldrene, da en bil fra det religiøse politi pludselig kørte op på siden af hende. Hun mærkede, hvordan hun blev lammet af frygt, da politimanden i chaufførsædet rullede ruden ned.

»’Vil De venligst dække Deres hår, så længe middagsbønnen varer, frue?’ – jeg sagde bare: ’ja, okay’. Så kørte han igen. Det var det hele. Jeg var målløs.«

Et møde med de frygtede håndhævere af saudiske adfærds- og dydsnormer ville i hendes tidligere voksenliv have været en grum oplevelse. En kvinde med utildækket hår i middagsbønnens tidsrum ville som minimum have fået bøde og tænkeligt også en fængselsstraf.

»Overfusninger, fængsel, pisk, skam – sådan var det før i tiden,« fortæller Farhan, 32. »At se dem på bære sig sådan her ad, siger alt om, hvor voldsomt alting forandrer sig her.«

Politiets dydspatruljer – den værste plageånd for generationer af saudiske kvinder – har i det seneste år fået frataget en lang række af sine beføjelser og opgaver. De kan ikke længere foretage anholdelser og må ikke selv definere, hvad der er rigtigt og forkert.

I sidste uge kom der så dekret om, at korpset skal lægges ind under indenrigsministeriets politistyrker – reelt et dødsstød til en organisation, der har været en central forvalter af den ultraortodokse, ultrakonservative livsform i et kongerige, der var berygtet for at modsætte sig enhver forandring.

Urokkelig dogmatik

Det meste af alt det, som før blev regnet for urokkelig dogmatik i det uudgrundelige kongerige, er i løbet af det sidste halve år kastet på møddingen og konsekvent erstattet med nye reformtiltag, der skal vende op og ned på alle aspekter af samfundet. Transformationsprocessen er sat i værk af den nye saudiske ledelse, der består af kong Salman og frem for alt af hans søn og tronarving, prins Mohammed bin Salman.

Saudi-Arabien rystes nu i sin grundvold med et foreløbigt klimaks lørdag med korruptionssigtelser og anholdelse rettet imod 30 personer fra kongehusets førhen urørlige elite.

»At tale om rystelse af systemet, ville være at underdrive,« siger en højtstående saudiarabisk embedsmand.

»Budskabet var rettet mod befolkningen, men også mod resten af verden: ’Vi er åbne for forretninger på jeres betingelser, ikke vores. Investorer skal have tiltro til, at de kan involvere sig med os, og at alting foregår transparent.«

Brud med fortiden

Mens de 30 tilbageholdte og sigtede personer fra kongehuset sidder i husarrest i Ritz Carlton, et af nationens mest opulente hoteller, forsøger det islamiske kongeriges borgere at forstå rækkevidden af det brud med fortiden, der er ved at udspille sig. Aldrig tidligere har nationens herskere opført sig på denne måde.

»Han er ved at gøre op med et døende system, der favoriserede kongehuset frem for alle andre,« siger en indflydelsesrig saudisk erhvervsmand.

»Han har er ved at sprænge den symbiose og indbyrdes forståelse, der eksisterede mellem elite og stat. De var gledet i ét med hinanden. Det her handler i det mindste et stykke ad vejen om at omskabe undersåtter til borgere.«

I et land, som længe er blevet regeret ved rådslagning bag lukkede døre og konsensus – især blandt de slægtsgrene, som er udgået fra kongerigets grundlæggermonark, Ibn Saud – bebuder de uhørte anholdelser af familiemedlemmer af kongeligt blod en helt ny regeringsform. Føj hertil de kulturelle reformer, som fra næste år vil gøre det lovligt for kvinder at føre motorkøretøjer, at være til stede i sportshaller, at arrangere koncerter og for turister at besøge arkæologiske attraktioner fra den præislamiske æra.

»Budskabet er, at alt, hvad der plejede at gælde for Saudi-Arabien, bliver lavet om nu,« siger en højtstående minister, der som alle andre regeringskilder, Guardian taler med, beder om ikke at få sit navn frem.

»Det her er en revolution,« forklarer han. »Men alt er så følsomt her. Vi må være tålmodige, indtil tiden er inde.«

En opsagt alliance

Det drivende motiv til de kulturelle reformer satte prins Mohammed ord på, da han i sidste måned svor at »føre Saudi-Arabien tilbage til moderat islam« – dvs. i praksis bryde nationens funderende alliance mellem et islamisk præsteskab, der holder sig strengt til 1700-talsprædikanten Muhammad ibn Abd al-Wahhabs ultraortodokse lære, og kongerigets politiske herskere.

Kronprinsen sagde ved den lejlighed, at den rigide tolkning af islam i Saudi-Arabien skulle forstås i lyset af den islamiske revolution i Iran i 1979.

»Vi vidste ikke, hvordan vi skulle håndtere dette,« sagde prins Mohammed til Guardian.

»Og problemet har siden bredt sig til hele verden. Nu er på det tide, at vi skaffer os af med det.«

Ingen saudiarabisk leder har tidligere vovet at sætte spørgsmålstegn ved alliancen mellem kongerige og præsteskab.

Dr. H.A. Hellyer, seniorforsker ved Atlantic Council, vurderer imidlertid, at den bratte forandring i retorik, ikke nødvendigvis indebærer, at den nye saudiske ledelse bryder med wahhabismen.

»En forandring på filosofisk niveau, så saudisk religiøs virksomhed hører op med at være wahhabistisk? Det ville være et monumentalt skifte, og jeg er så ikke sikker på, MBS (prins Mohammed, red.) er alt for interesseret i det.«

»Det er dagdrømmeri at tro, at en ikkekonservativ religiøs tilgang nu pludselig skulle kunne slå rødder i Saudi-Arabien,« siger han.

»Tilgangen ser mere ud til at handle om at begrænse de mere radikale impulser, snarere end at gå ind i et opgør med rødderne til dem. 1979 er afgørende for at forstå, hvorfor den saudiske stat gav mere eller mindre plads for det religiøse establishment – men selve det religiøse grundlag for samme establishment er ikke til diskussion.«

Væk fra et vildspor

Flere medlemmer af Saudi-Arabiens businesselite, som har god og jævnlig adgang til prins Mohammed, er dog uenige i den vurdering. »Han er ved at positionere sig som leder af den sunnitiske verden,« sagde en prominent erhvervsmand. »Og den eneste måde han kan gøre det på, er ved åbent og offensivt at melde ud, at vi som samfund er havnet på et vildspor.«

En anden ældre forretningsmand siger: »At gennemføre så vidtgående forandringer som disse kræver en ung leder, der kan bevare tålmodigheden. Alle saudiske ledere før ham har været 70 eller 80 år gamle, da de kom på tronen, og så havde de ikke kræfter til at vove sig ud noget som dette.«

»Du kan have ret i, at folk bange for at tale, fordi magten er så centraliseret nu. Men han gør, hvad han skal gøre. Han konsoliderer sin magt, som enhver anden i samme situation måtte gøre det. Der vil altid være ofre.«

Prins Mohammeds kritikere siger, at hans langvarige pres for at revolutionere sit land også er drevet frem af et ønske om at sikre sig selv en hidtil uset grad af magt, som den 32-årige vil kunne udnytte i mange årtier frem som monark. Blandt de arresterede er familiemedlemmer, der er imod mange aspekter af hans reformer.

»Hvordan kan nogen slippe afsted med det her?« spørger en slægtning til en af ​​de arresterede prinser. »Forveksl ikke folks tavshed med samtykke.«

Nadia al-Faour bidrog til denne artikel. © The Guardian og Information. Oversat af Niels Ivar Larsen

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Åh jo, det kan han - for som han selv så sejrsikkert udtalte: over halvdelen af saudierne er under 30 år gammel og betydeligt mere bekendt med den frie verden end nogen tidligere generation.

Man er skeptisk, men håber det bedste for befolkningerne i det fejlslagne Mellemøsten.
Desværre går det oftest således:
Så længe reformer styrker eneherskeren, vil han støtte dem. Når de begynder at svække – eller ligefrem true – ham, vil han bekæmpe dem med hård hånd.
Og hvornår så verden sidst en godartet diktator?