Læsetid: 2 min.

Spinkelt håb om hjælp til sultende yemenitter

USA lægger pres på Saudi-Arabien for at få nødhjælp ind i landet til millioner af sultende og kolerasyge civile. Men der skal meget mere til for at redde dem, siger hjælpeorganisationer
25. november 2017

Hver eneste dag dør 130 børn af sult og kolera i det krigshærgede Yemen. Og der skal meget mere til end nødhjælp for at redde dem.

Der er budskabet fra en lang række hjælpeorganisationer, efter at Saudi-Arabien har lovet at lempe sin flere uger lange blokade af Yemens største havne i Sana’a og Hodeida. Siden Saudi-Arabien lukkede havnene den 6. november, har det ikke været muligt at få nødhjælp og medicin ind i landet, der har været hærget af borgerkrig siden 2015.

Trods løfterne om at hæve blokaden torsdag rapporterede flere hjælpeorganisationer, at havnene fortsat var lukket fredag. Også nødhjælpsfly fra FN har problemer med at få landingstilladelse fra den saudisk-ledede koalition, der sammen med Yemens regering bekæmper de shiitiske houthi-oprørere i landet, rapporterer The Guardian.

Efter intenst pres fra flere vestlige lande, heriblandt USA, gik Saudi-Arabien tidligere på ugen med til at åbne for forsyninger af nødhjælp og medicin til Yemens sultende og koleraramte civilbefolkning. Millioner af yemenitter er ramt af hungersnød og overlever udelukkende på nødhjælp. Det er især børn og ældre, som bukker under for sult og for den kolera-epidemi, der er brudt ud.

Red Barnets nødhjælpschef, Kristine Mærkedahl Jensen, siger til Ritzaus Bureau, at der er desperat brug for den nødhjælp, som Red Barnet og en lang række andre organisationer står klar til at levere.

»Men alting går meget langsomt, og vores folk, der har ventet på at komme ind i to og en halv uge, er stadig ikke blevet lukket ind i landet,« siger hun.

Helt utilstrækkeligt

Norsk Flygtningehjælp understreger ligesom Red Barnet og flere andre hjælpeorganisationer, at det er glædeligt, at Saudi-Arabien tilsyneladende er gået med til at lempe blokaden, men det er langt fra nok til at redde millioner af yemenitter fra sultedøden.

»Genåbningen af nødhjælpsforsyningen giver et glimt af håb,« siger landechef Mutasim Hamdan i en pressemeddelelse. »Men katastrofen truer stadig,« siger han og appellerer til Saudi-Arabien om at løfte blokaden fuldstændig, så Yemen igen kan handle med omverdenen.

Al samhandel er i øjeblikket ophørt, fordi den saudisk-ledede koalition og Yemens regering forsøger at knække Houthi-oprørerne, der stadig kontrollerer store dele af landet, heriblandt hovedstaden Sana’a.

Kristine Mærkedahl Jensen fra Red Barnet bekræfter, at 27 millioner yemenitter er fuldstændigt afhængige af import af fødevarer. Desuden betyder blokaden, at der er stor mangel på brændstof, hvilket gør det meget svært at drive hospitaler og sundhedsklinikker.

Borgerkrigen i Yemen har alene i år koster omkring 50.000 børn livet, vurderer Red Barnet. Derudover er mindst 10.000 mennesker blevet dræbt og tre millioner er drevet på flugt.

Op mod 20 millioner yemenitter er fuldstændigt afhængige af fødevarehjælp, heraf risikerer syv millioner at dø af sult. 

Der har i år foreløbig har været 700.000 formodede tilfælde af kolera og mere end 2000 dødsfald. Kolera er stærkt livstruende og breder sig via forurenet drikkevand. 

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • David Zennaro
David Zennaro anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu