Et splittet USA kæmper både for og imod de fossile brændstoffer

»I er en flok løgnere. Alle sammen.«

Råbet gjalder ud over konferencesalen og får alle paneldeltagerne til at sætte grimasser op, som de holder påfaldende længe.

»Der findes ingen ren kulkraft.«

Det var ventet, at der ville komme protester mod USA’s eneste officielle optræden på klimakonferencen COP23 i Bonn. Verdens største og mest CO2-forurenende nation er efter Syriens underskrift nu det eneste land, der fra 2020 ikke mere vil være med i klimaaftalen fra Paris.

Og nu er det endt som et pressemøde, der formentlig vil gå over i COP-historien: Smædesange, tilråb og en demonstrativ masseudvandring på grund af den amerikanske delegations usædvanlige pointer på klimakonferencen.

Under overskriften »Renere og mere effektive fossile brændstoffer og atomkraft i klimabestræbelserne« gør det amerikanske panel sit for at kaste benzin på bålet. Ved siden af lederen af den amerikanske energiorganisation USEA samt to topembedsmænd fra Trumps regering sidder en række spidser fra amerikansk gas-, kul- og atomenergi i panelet.

Kul er vejen frem

Ved en klimakonference, hvor udfasning af kulkraft er i centrum, vækker Holly Krutka fra verdens største kulkraftsselskab, Peabody Energy, mest opsigt.

»Vi tror på, at der er en vej frem for fossile brændstoffer, og at disse teknologier er vitale for at opfylde Paris-målene,« siger hun i sin tale, som sværmer for udviklingen af »højeffektive kulkraftværker med lav CO2-udledning«.

»Kul kan ikke ignoreres som en del af forsyningssikkerheden. Kul står for 40 pct. af den globale strømproduktion.«

Samtidig understreger hun nødvendigheden af at forske langt mere intensivt i indfangelse af CO2 i atmosfæren.

»Vi kan ikke overvurdere muligheden af CCS (carbon capture and storage, CO2-lagring, red.). Uden CCS kan vi ikke nå togradersmålet.«

Et langt stenkast fra det amerikanske pressemøde står en hovedrystende Frank Bainimarama. Han er premierminister på øgruppen Fiji, der er stærkt udsat som følge af den globale opvarmning. Som præsident for COP23 ser han ikke just kulkraft som en del af løsningen.

»Jeg vil ikke begynde at skændes med USA,« lyder det fra COP-præsidenten til en flok internationale journalister.

»Men vi ved allesammen, hvad kul medfører, og vi kender alle sammen følgerne af kuludvinding og kul generelt.«

Denne udtalelse er symptomatisk for stemningen på COP23. Donald Trumps udmelding om, at USA træder ud af Paris-aftalen fra 2020, ses åbenlyst som en underminering af det internationale klimadiplomati, men alligevel er tonen diplomatisk.

I sin tale onsdag sagde Tysklands kansler, Angela Merkel, ikke et eneste bidsk ord om USA, mens den franske præsident, Emmanuel Macron, roligt opfordrede Europa til at »træde i USA’s sted« i forhold til finansieringen af en global energiomstilling.

Stadig inde

Mens de øvrige lande synes at nære et pragmatisk håb om, at USA vil komme på rette spor efter Trump, er konferencen præget af hamper kritik af Trump-regeringen fra andre amerikanere.

»At promovere kul ved et klimatopmøde er som at promovere tobak ved et kræfttopmøde,« skriver New Yorks tidligere borgmester Michael Bloomberg som reaktion på det amerikanske pressemøde.

»Det er også en fornægtelse af, hvad der sker i USA – halvdelen af alle amerikanske kulkraftværker er blevet pensioneret over de sidste seks år takket være markedet og kommunale kræfter og byernes og staternes lederskab. Den trend vil fortsætte, uanset hvad der sker i Washington.«

Det amerikanske civilsamfunds afstand til Washington er i Bonn håndgribelig i den imponerende pavillon U.S. Climate Action Center, sponseret af USA’s We Are Still In-bevægelse – et initiativ, hvor foreløbig 20 delstater, over 50 byer og 1.400 firmaer har skrevet under på at følge Paris-aftalen og dens CO2-reduktionsmål. Samlet repræsenterer We Are Still In efter eget udsagn næsten halvdelen af den amerikanske befolkning og 54 pct. af USA’s BNP, hvormed de i princippet er verdens tredjestørste økonomi.

Michael Bloomberg har sammen med Californiens guvernør Jerry Brown været en af de drivende kræfter i etableringen af We Are Still In.

»Californien er stadig med, New York er med, staterne Washington, Oregon, Virginia og New Jersey er med – og hundredvis af byer, firmaer og universiteter. Et flertal af amerikanerne står bag klimabeskyttelse, fordi vi ved, at global opvarmning er en eksistentiel trussel,« lyder det under topmødet fra Jerry Brown, der henviser til migration, ekstremt vejr og stigende social ulighed som nogle af følgerne.

Hans kritik bliver bakket op af den 69-årige senator Michael Barrett fra Massachusetts.

»Den meningsløse klimafornægtelse er et kapitel for sig. Men Trump har også brudt med en amerikansk udenrigspolitik, der siden Anden Verdenskrig har stræbt efter at sætte USA i en ledende global rolle og samtidig stilet mod internationalt samarbejde,« siger han.

»Det er dybt alvorligt. Men USA er en føderal stat, så præsidenten taler ikke for os alene.«

Grøn vækst

Under den officielle amerikanske delegations pressemøde hævder Trumps energirådgiver, George David Banks, at Trumps klimapolitik »ikke bare deles af regeringen, men også af den amerikanske industri«, og at den tidligere administration med sin klimapolitik »var ved at undergrave grundlaget for den amerikanske industri og dermed for utallige job«.

»Vi er en del af UNFCCC, og CO2-reduktion er et vigtigt mål for USA,« siger Banks.

»Men jeg tror ikke, det er nogen overraskelse, at økonomisk velstand har højere prioritet. Når præsidenten (Trump, red.) kigger på Paris-aftalen og klimapolitik generelt, ser han på det med den vinkel, der hedder: Hvilken indvirkning har det på vores produktivitet og konkurrenceevne?«

Den logik er helt hen i vejret, mener Michael Barrett, der henviser til, at der er skabt en halv million nye, grønne job alene i Californien.

»Vi kan se det i Massachusetts, i Californien og i andre stater med CO2-kvoter og ambitiøse klimatiltag. Her ligger beskæftigelsen og væksten over det amerikanske gennemsnit.«

USA’s forhandlere holder generelt lav profil ved COP23 i Bonn. Det vurderer Jens Mattias Clausen, der som delegationsleder for Greenpeace har fulgt forhandlingerne tæt hele vejen.

»Mest opsigtsvækkende har de amerikanske forhandlere sat bremsen i på et område som loss and damage (finansiel hjælp til lande ramt af klimaforandringer, red.). De vil undgå, at USA får flere klimaforpligtelser, ikke bare i forhold til CO2-udledning, men også i forhold til finansiering og hjælp til ulande. Her har mange lande, især ulande, med rette spurgt til, hvorfor USA skal være med til at stille regler op for en aftale, som de ikke selv vil være med i,« siger Jens Mattias Clausen.

»USA ser overordnet ud til at stå meget isoleret.«

Amerikansk tomrum

Som rig industrination er USA blevet sat under pres af Canadas og Storbritanniens miljøministre, der i Bonn har søsat en international alliance mod kulfyret elproduktion. Begge lande vil dog fortsat  udvinde kul.

»Verden har ikke tid til at vente på, at USA beslutter sig for, hvilken vej det vil gå,« lyder det fra Canadas miljøminister Catherine McKenna.

»Vi går videre.«

25 lande, stater og byer forpligter sig her til at udfase kulkraften inden 2030 – inklusive Danmark. Fra dansk side er nyhedsværdien dog til at overse, da samtlige danske kulkraftværker under alle omstændigheder har meldt ud, at de ville lukke ned før 2030.

Værtslandet Tyskland, som de seneste år har fået en global rolle i klimadiplomatiet, er derimod ikke med i aftalen. Det giver »grimme skrammer i den tyske lak«, som Jens Mattias Clausen formulerer det. Kina er heller ikke med og har ved topmødet i det hele taget ikke indtaget den globale lederrolle, som Kinas præsident Xi Jinping antydede, Kina ville, før COP23, mener Jens Mattias Clausen.

»På klimafronten glider Kina ikke ind i tomrummet efter USA,« siger han med henvisning til det øgede kinesiske energiforbrug og kulkraft, som ikke opvejes af landets massive udbygning af vedvarende energi. På den anden side er hver enkelt kinesers CO2-aftryk fortsat kun omkring en fjerdedel af den gennemsnitlige amerikaners.

»Kineserne insisterer på et skel mellem i- og ulande og siger, at ilandende skal gå forrest. Vi har ikke set et særligt aktivt Kina i år, men det bliver de forhåbentlig næste år ved COP24 i Polen, hvor der for alvor skal smedes stærke kompromiser,« siger Jens Mattias Clausen.

Det andet USA

Netop udviklingsperspektivet er ved den eneste officielle amerikanske optræden et af argumenterne for kulkraftens fremtid. I en verden med »stor energifattigdom« betoner vicepræsident Mike Pences assistent Francis Brooke, at »op mod 600 mio. afrikanere bør sikres adgang til stabil elforsyning«.

Adspurgt om USA har i sinde fortsat at investere i denne udvikling med kulkraft, lyder svaret kort: »Ja«.

Før Trumps udsendte får lov at slippe, insisterer en amerikansk journalist på at få et simpelt ja-nej-svar fra hver enkelt af paneldeltagerne: Støtter du Trumps tilbagetrækning fra Paris-aftalen, ja eller nej?

Efter en inkvisitorisk stilhed giver en højtstående talskvinde fra atomindustrien som den eneste et entydigt nej. En chef fra gasindustrien væver sig frem til et tøvende nej. Holly Krutka fra kulkoncernen Peabody taler en del uden rigtig at svare. Begge repræsentanter fra regeringen nægter at svare. Som den eneste bakker Barry Worthington, direktør i United States Energy Association (USEA), op om den amerikanske afsked fra Paris-aftalen.

»Jeg er en free market kind of guy,« lyder Barry Worthingtons forklaring til Information efter seancen, hvor journalister og ngo’ere flokkes om de amerikanske udsendte.

»Jeg tror på, at vi skal holde vores markeder åbne for det, der giver mening i et globalt perspektiv. Vi kan ikke lade os styre af ideologiske hensyn og sætte vores konkurrenceevne og velstand over styr.«

Den slags udsagn er nærmest ubegribelige for folk fra »det andet USA«, som state senator Michael Barrett fra Massachusetts kalder det.

»Vi står i en kritisk situation, som benægtes af nogle. Men we are still in. Trump taler ikke for alle. Byerne og staterne har en stemme, og vi kan undergrave Trumps politik.«

Ved afslutningen af COP23 i år ét efter Donald Trump er Greenpeaces delegationsleder Jens Mattias Clausen ikke i tvivl.

»Det har haft en enorm betydning, at We Are Still In har været her i Bonn. De viser, at en stor del af USA ikke har glemt, hvad landet har forpligtet sig på – hvilke svære kompromiser, der er skabt, hvor også de rige lande skal levere,« mener han.

»Og de viser, at der er mange, der er klar til at bære faklen videre, når vindene forhåbentlig vender i USA.«