Læsetid 3 min.

Efter tre stabile år slår klimaforskere på COP23 alarm: Nu stiger CO2-udledningerne igen

Dyster besked til politikerne på klimatopmødet: Kurven er alligevel ikke knækket, og tiden løber ud
14. november 2017

Efter tre år med stabilisering og begyndende tro på, at kurven var ved at knække, stiger de globale CO2-udledninger igen.

Det meddeler forskere tilknyttet Global Carbon Project på et pressemøde under klimatopmødet COP23 i Bonn.

»Ved udgangen af 2017 tegner de globale udledninger af CO2 fra fossile brændsler og industri til at stige med omkring to pct., sammenlignet med året før,« lyder budskabet fra forskerne bag det såkaldte Global Carbon Budget, der hvert år udarbejdes af videnskabsfolk fra 57 forskningsinstitutioner i 15 lande. Deres analyse offentliggøres samtidig i tidsskriftet Nature og flere andre videnskabelige tidsskrifter.

»Det er meget skuffende,« siger den ledende forsker, professor Corinne Le Quéré, direktør for Tyndall Centre for Climate Change Research ved det britiske East Anglia University.

»De globale udledninger synes endnu en gang at stige kraftigt efter en treårig stabil periode.«

Ifølge forskerne vil de samlede menneskeskabte CO2-udledninger i år lande på omkring 41 milliarder ton.

»Adskillige faktorer peger mod en fortsat stigning i 2018. Det er virkelig bekymrende. Den globale økonomi er langsomt ved at komme op i omdrejninger. I takt med at BNP stiger, producerer vi flere varer, som grundlæggende giver større udledninger,« siger Robert Jackson, professor ved Stanford University og også del af forskerholdet.

»Tiden er ved at løbe ud for vore muligheder for at holde opvarmningen et godt stykke under to grader, for slet ikke at tale om 1,5 grader,« lyder advarslen med henvisning til målet i Paris-aftalen fra 2015, som alverdens lande netop nu forhandler om realiseringen af på COP23.

Væksten er årsag

Det er først og fremmest en fornyet vækst af udledningerne i Kina, der forklarer den globale stigning. Kinas CO2-udledninger udgør 28 procent af de globale udledninger, og i 2017 ventes de at stige med 3,5 procent efter to år med faldende kinesiske udledninger.

Årsagen er, at kulforbruget i Kina på ny er stigende som følge af stærkere vækst i industriproduktionen, kombineret med mindre el fra vandkraften på grund af reduceret nedbør.

Så selv om Kina satser mere end noget andet land på hurtig omstilling til vedvarende energi, kan udbygningen ikke holde trit med den økonomiske vækst, skønnet til 6,8 procent i år.

Også i den hastigt voksende indiske økonomi ventes en stigning i CO2-udledningerne på to procent.

I USA falder udledningerne med 0,4 procent – det er en mindre reduktion end gennemsnittet for de seneste ti år og skyldes ifølge Global Carbon Project, at det amerikanske kulforbrug uventet er begyndt at stige.

Også i Europa er det flerårige fald i udledningerne nu mindsket. Gennemsnittet for det seneste årti er et fald på 2,2 procent – i år ventes de europæiske CO2-udledninger kun at blive reduceret med 0,2 procent.

»Dette års CO2-budget er et tilbageskrift for menneskeheden,« konstaterer Amy Luers, direktør for organisationen Future Earth, der deltager i lanceringen af de nye data.

CO2 -udledningerne stiger igen

Kilde: Global Carbon Project

Forskere bønfalder om handling

Som reaktion på meldingen om ny CO2-vækst henvendte Future Earth og det globale netværk af bæredygtighedsforskere, Earth League, sig mandag til lederen af FN's klimasekretariat, Patricia Espinoza, med en appel, der også blev distribueret til forhandlerne i Bonn.

»Gennem de seneste to år har beviserne hobet sig op om, at vi nu er på kolissionskurs med tipping points i det globale system. Klimaændringerne er over os. De er farlige. Og det er på vej til at blive meget værre,« sagde formanden for Earth League, professor Johan Rockström, Stockholm Resilience Centre, i forbindelse med afleveringen af forskerappellen.

I appellen hedder det:

»Hvis menneskeheden fortsætter med at udlede drivhusgasser med den aktuelle hastighed, så vil det resterende CO2-budget, der kan mindske risikoen for at overskride togradersmålet, være udtømt om ca. 20 år. Udledningerne bør toppe i 2020 og nærme sig nul i 2050, hvis verden mener det alvorligt med at reducere risikoen. Som simpel tommelfingerregel betyder det, at de globale udledninger skal halveres hvert årti.«

På et af gårsdagens mange arrangementer i Bonn gjorde Eric Usher, chef for Finansinitiativet under FN's Miljøprogram UNEP, opmærksom på, at landenes indtil nu afgivne klimaløfter – de såkaldte NDC'er – vil indebære en CO2-udledning i 2030 på 17 milliarder ton CO2 mere, end der er plads til, hvis togradersmålet fortsat skal være inden for rækkevidde.

Future Earth og Global Carbon Project har samtidig udsendt en video, der viser stigninger og fald i CO2-udledning verden over. Se med her:

COP23

To år efter COP21 og klimaaftalen i Paris samles verdens lande den 6.-17. november til COP23 i Bonn for at gøre status og komme videre med den globale indsats for klimaet. Alle ved på forhånd, at de nationale løfter, der blev afgivet med Paris-aftalen, er alt for svage til at bremse den globale opvarmning ’et godt stykke under to grader’ og helst ved 1,5 grader, sådan som teksten fra Paris foreskriver.

Information følger forhandlingerne og den aktuelle debat om klimaets tilstand

Seneste artikler

  • Et splittet USA kæmper både for og imod de fossile brændstoffer

    18. november 2017
    COP23 i Bonn var det første klimatopmøde, efter at Trump varslede, at USA trækker sig ud af Paris-aftalen. Den officielle amerikanske delegation promoverede fossile brændstoffer, mens den alternative amerikanske delegation udtrykte opbakning til Paris-aftalen og udstillede, at verdens mest CO2-udledende land er dybt splittet
  • Verdens afsked med den fossile æra er begyndt

    18. november 2017
    Den stilfærdige afslutning på klimatopmødet COP23 står i skærende kontrast til den aktivitet, mange aktører ude i virkeligheden udfolder for at omstille verden til en mere klimavenlig økonomi. Det giver et glimt af håb, selv om det stadig går den gale vej med CO2-udledninger og temperaturstigninger
  • Den globale omstilling til grøn energi kan ikke stoppes. Men desværre går den alt for langsomt – også for Danmark

    16. november 2017
    Ved COP23 i Bonn er forhandlingerne på ministerplan begyndt i lyset af nye tal om de vedvarende energiers ustoppelige, men alt for langsomme udvikling. Danmark skal tilbage i en mere progressiv klimarolle, mener både ngo’er, oppositionen og energibranchen
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritiske, seriøse og troværdige.

Se om du er enig – første måned er gratis

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Knud Chr. Pedersen
  • Kurt Nielsen
  • Trond Meiring
  • Eva Schwanenflügel
Knud Chr. Pedersen, Kurt Nielsen, Trond Meiring og Eva Schwanenflügel anbefalede denne artikel

Kommentarer

Philip B. Johnsen

Det er globalisering og den forbrugsdrevne økonomiske vækst kapitalisme, der skaber de menneskeskabte klimaforandringer, eller rettere denne forbrugsdrevne økonomiske vækst kapitalisme, hvor der samtidig ‘ikke’ betales skat, fratager mulighed for offentlige investeringer, der ved størrelse kunne regulere kapitalismen.

Forbrugsdrevne økonomiske vækst kapitalisme er det globalisering i den virkelige verden handler om, hvor den skat der ikke betales, er lig med, den stigende økonomiske ulighed, det er alt fra fattigdom til manglende investeringer i bekæmpelse af de menneskeskabte klimaforandringer, vital infrastruktur, sygehuse, strøm, vand til undervisning mm.

Myanmar efter den tropisk cyklon Nargis senere i kølvandet folkemord i kampen om resurserne mm. og Puerto Rico efter orkanen Irma og Katrina er i virkeligheden vores fælles globale mareridt, der fører til migration, Myanmar 600.000 flygtninge, Puerto Rico 100.000 siden Sept. 20 og 10% af den samlede befolkning de forgående par år, nu muligvis hundredetusinder nye migranter og vi kender også til udviklingen i Danmark og EU fra bl.a. Afrika.

Myanmar folkemord og de menneskeskabte klimaforandringer:

“Climate Change: A Permanent Reality for Myanmar.
According to the 2016 Climate Risk Index, Myanmar is the second most vulnerable country in the world to the effects of climate change.

Researchers at the Center for Climate System Research at Columbia University, in collaboration with the Department of Hydrology and Meteorology.”
Link: https://www.irrawaddy.com/opinion/guest-column/climate-change-permanent-...

Cyklonen Nargis er en tropisk cyklon, der i starten af maj 2008 hærgede Burma(Myanmar). Minimum 36.000 er omkommet, men man frygter over 100.000 døde. Derudover har omkring 1 million mennesker mistet deres hjem.
Link: https://da.m.wikipedia.org/wiki/Cyklonen_Nargis

Puerto Rico:
“100,000 Puerto Ricans have left the island since Maria. How many more will follow?
1,800 residents a day since the storm hit the island on Sept. 20.”

Link: https://qz.com/1122679/puerto-rico-news-100000-have-left-the-island-afte...

Sålænge der er et overvejende flertal af nationale statsledere, der ikke lader deres kamp for kortsigtede økonomiske gevinster og af den vej opretholdelse af magt fordelingen i nationalstaterne, mellem politikere og kapitalinteresser, forstyre at faktuel viden og handlingskrævende nationale og internationale opgaver, så længe sker der absolut intet.