Læsetid: 3 min.

Tyske socialdemokrater står i et strategisk mareridt

Et hårdt presset SPD dropper den kategoriske afvisning af ny regeringskoalition under Merkel. Med en vaklende SPD-leder Martin Schulz og ringe muligheder for kursskifte op til et nyvalg ses det af stadig flere socialdemokrater som den mindst håbløse udgang på krisen
Siden SPD-leder Martin Schulz for første gang bemeldte sit offensive og rungende nej til at fortsætte den store regeringskoalition med Merkel og CDU/CSU, er stadig flere socialdemokrater begyndt højlydt at kritisere afvisningen af regeringsdeltagelse.

Siden SPD-leder Martin Schulz for første gang bemeldte sit offensive og rungende nej til at fortsætte den store regeringskoalition med Merkel og CDU/CSU, er stadig flere socialdemokrater begyndt højlydt at kritisere afvisningen af regeringsdeltagelse.

Ritzau Foto

25. november 2017

Klokken 18.03 – altså tre minutter efter valglokalerne lukkede, og de første nedslående prognoser omkring de historisk lave 20,5 procent var ude – udtalte SPD-leder Martin Schulz for første gang sit offensive og rungende nej til at fortsætte den store regeringskoalition med Merkel og CDU/CSU.

Det var på den tyske valgaften den 24. september. Siden da har Schulz med partiledelsens opbakning ofte gentaget sin kategoriske afvisning, senest mandag i denne uge, da de langtrukne forhandlinger om en Jamaica-regering mellem CDU/CSU, FDP og De Grønne var gået i vasken.

I den efterfølgende regeringskrise har forbundspræsident Frank-Walter Steinmeier haft samtlige partiledere i audiens for at minde dem om deres »statspolitiske ansvar«. Efter et maratonmøde endte SPD-ledelsen natten til fredag med fåmælt at meddele, at man »ikke vil lukke af for samtaler«. Senere fredag meddelte en tydeligt presset Schulz i et kort statement, at partiets basis skal afgøre den videre færd.

Dermed er der officielt åbnet for en række ubehagelige strategiske dilemmaer i SPD, som ifølge en række tyske medier som bl.a. Focus, internt for længst er begyndt at forberede indholdsmæssige punkter til en regeringsdeltagelse.

Samtidig er stadig flere socialdemokrater begyndt højlydt at kritisere afvisningen af regeringsdeltagelse. Det gælder ikke bare en række nye SPD-mandater i Forbundsdagen, der kunne miste deres tilkæmpede plads, men også spidsfigurer som den tidligere sundhedsminister Ulla Schmidt eller gruppenæstformand Karl Lauterbach.

Forbliver SPD alligevel ved sit nej, skal partiet i første omgang tage stilling til eventuelt at være medansvarlig for en ustabil mindretalsregering. Blandt de modsatrettede positioner i partiet vil der udbryde åben strid om, hvad der giver mest indflydelse og er mest skadeligt: at sidde med i en upopulær stor koalition eller at tolerere – eller ligefrem virke som parlamentarisk grundlag for – en Merkel-mindretalsregering.

Ifølge aviser som Frankfurter Allgemeine Zeitung bruges denne debat dog udelukkende til at vinde tid til at vænne partiet og vælgerne til den nye virkelighed: at alternativet til en stor koalition er nyvalg.

Få lyspunkter

Her ligger den næste hovedpine for SPD, der igen kan blive den store taber ved et nyvalg, der formentlig ville finde sted i april 2018.

På indholdssiden er spørgsmålet især, om partiet kan foretage et pålideligt kursskifte fra den forgangne valgkamp, herunder især om partiet vil agitere for en såkaldt ’R2G-regering’ mod venstre med De Grønne og Die Linke. Omvendt vil SPD igen og igen blive udfrittet, om partiet ved et nyvalg vil udelukke en stor regeringskoalition med CDU/CSU. Hvis SPD ikke udelukker det, kan man med rette spørge, hvorfor der så overhovedet skal vælges en ny forbundsdag.

På personalesiden svirrer det med rygter om Schulz’ tilbagetræden, om mulige kanslerkandidater og ministerønsker blandt socialdemokraterne. Partiet havde åbenlyst håbet på fire år i oppositionen til at genopbygge sig selv, men op til et nyvalg kan partiet næppe nå at køre slagkraftige alternativer i stilling. Udadtil afviste partiledelsen fredag således enhver snak om at skifte Schulz ud som partileder.

I medierne handles Hamborgs borgmester Olaf Scholz alligevel som et af de varmeste emner, om end kritikere peger på, at han ikke har hverken koncept eller en profil, der afviger afgørende fra Schulz, og at han formentlig ikke har nok folk bag sig i partiet. Andre muligheder er SPD’s gruppeformand i forbundsdagen, Andrea Nahles, der spås bedre chancer på længere sigt, eller at sætte udenrigsminister Sigmar Gabriel tilbage i formandssædet som overgangsfigur.

Som et af de få socialdemokratiske lyspunkter peger flere kommentatorer på, at SPD vil kunne sælge sig dyrt i en ny regeringskoalition med CDU/CSU, både hvad ministerposter angår, men også indholdsmæssigt omkring Europa-politik og tilnærmelser til Macrons reformplaner.

De interne overvejelser får dog ikke den største frygt til at forsvinde: at de store koalitioner siden 2005 er gået tilbage i vælgeropbakning, og at de ser ud til at styrke fløjene og især AfD, som SPD’s generalsekretær Hubertus Heil påpegede efter det natlige møde fredag.

SPD’s kvalfulde dilemmaer er således måske først lige begyndt. De vil under alle omstændigheder indtage den suveræne hovedrolle ved SPD’s partidage i starten af december.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Torben K L Jensen

Nu skal medlemmerne spørges og her skal man huske den såkaldte Schulz-effekt hvor han blev valgt med 100 % opbakning og en medlemsfremgang på over 30.000 nye.
Er det en Corbyn man ser? Det ville være pragtfuldt.

Kim Folke Knudsen

Tysk politik viser sig for tiden fra den mest groteske side. Et oppositionspartis Leder Martin Schultz (SPD) Socialdemokraterne tvinges af partiets Præsident Walther Steinmeier (SPD) til at indgå i en politisk koalition, som partiet ikke ønsker at indgå i. Det vil svare til, at partiet Venstre blev bedt af Dronningen om, at optage forhandlinger om et Regeringsgrundlag med Enhedslisten. Det sker naturligvis ikke i Danmark, hvor vi har en rummelig og fri politisk partidannelse uden eksklusion af bestemte partier. Den rummelige politiiske kultur og partidannelse eksisterer ikke i Tyskland. Det ses med den måde de eksisterende partier behandler AFD på. Helt urimeligt og usagligt hele vejen igennem. Forbundskansler Angela Merkel bebrejder Socialdemokraterne, at de ikke retter ind og går i koalition med hendes parti CDU/CSU med begrundelsen, at vores udenlandske venner ikke kan forstå, at tysk politik er havnet i en politisk krise. Tankevækkende. Det er ikke de tyske vælgeres stemme, som har betydning for Kansleren men EU parnasset og hendes politiske kontakter i det fine globale og multikulturelle selskab. Hvilken tankegang fra Multikulti Kansleren. Er det tyske Forbundsdagsvalg overflødigt ? er det EU og Fru Forbundskanslerens snævre elitære omgangskreds, der skal bestemme Regeringens farve i Tyskland ?. De tyske vælgere behandles med et formynderi uden sidestykke af de herskende Kartelpartier. De tales ned til de tyske vælgere, som var de en flok umælende får. De må ikke stemme om EU medlemskabet. De må ikke stemme om EUROEN. De må ikke demonstrere med vort smukke tyske flag Sort Rødt og Gult. De må snart heller ikke stemme mod den enevældige Forbundskansler Angela Merkel, som har gjort det til hendes personlige projekt at opfinde nye koalitioner til at sikre hendes forbliven som Kansler for tid og evighed. Jeg fornemmer, at det er den realitet og så lavinen af 1 mio. indvandrere flygtninge og emigranter, som Angela Merkel lod rejse frit igennem det halve Europa i år 2015, som fik de tyske vælgere til at få nok. Selv besindige tyske vælgeres tålmod kan have en ende. Derfor er AFD opstået. Deres politiske program er et helt nødvendigt opgør med en syg politisk kultur blandt de gamle tyske partier. De gamle partier driver Tyskland, som om det var en multinational koncern og ikke som en selvstændig og suveræn nation ledet af det tyske folk. Kartelpartierne SPD, CDU/CSU, FDP fik en brat opvågnen ved det forrige valg i September Måned 2017, for deres monopol på magten er nu truet af demokratiet selv: nemlig af vælgernes stemme. Hvilken katastrofe for Kartelpartierne. Hvis partierne reagerede rationelt og med politisk rummelighed, så ville de danne en mindretalsregering og invitere AFD med som en ligeværdig politisk partner. Men hertil er man ikke nået endnu. I stedet for forsøger man sig med absurde bogstavkombinationer, hvor partier uden politisk fællesskab med djævelens vold og magt skal tvinges ind i en koalition, hvis eneste formål er at fastholde Angela Merkels magtmonopol og ekskludere ethvert optræk til politisk fornyelse i Tyskland. I tillæg forsøger man sig med en smædekampagne mod Alternative Für Deutschland, som er fyldt med fordomme og fejlfortolkninger af det nye parti. Alternative Für Deutschland ønsker f.eks ikke at melde Tyskland ud af EU, men de vil forny og reformere EU samarbejdet, så det ikke ender i en overstatslig Union. Hvilket forfærdeligt og reaktionært standpunkt ? kender vi det samme standpunkt fra Danmark. Ja såmænd. Det er en holdning som ligger tæt op ad DF og som også udtrykkes i partiet Venstre. Jeg håber at de gamle partier i Tyskland får endnu en lærestreg ved de næste valg, nemlig at AFD går yderligere frem, så partiet AFD ikke er til at komme udenom med fiksfakserier som GROKO og Jamaika Koalition. Med AFD´s ankomst varsles der en ny ægte folkelig politisk debat i Tyskland, som tager fat på ømme enmer som ulighed, indvandring globalisering og Tysklands rolle som nation i Europa og i Verden. Længe Leve AFD: Alternative Für Deutschland.

Henriette Bøhne

Kim Folke Knudsen,
Forklar mig venligst, hvordan AFD vil afskaffe uligheden i Tyskland, gerne med referencer til deres partiprogram?
På forhånd mange tak.

Jørgen Mathiasen

Kim Folke Knudsens kommentar er såmænd kun et trin lavere end Liebaks i Deadline, som var ualmindeligt dårligt funderet: Danskere og deres medier har længe haft større interesse for valgmaskinerne i Florida end for politikken i Berlin, og det tager nogen tid, inden man kommer på omgangshøjde.
En stor koalition er ikke SPDs ønskescenario, men Lindner (FDP) har sikkert set, at det ville blive endnu vanskeligere for SPD at gå i opposition, end det er for FDP, og har manøvreret SPD tilbage til regeringsansvaret.
Til ulempe for SPD kniber det med dømmekraften hos vælgerne, og det profiterer Merkel af, men SPD må vænne sig til at det er vilkårene, og så se at få gjort det bedre. Det har Andrea Nahles bl.a. et ansvar for.