Læsetid 9 min.

USA’s akademiske proletariat drømmer om at undervise, men kan ikke leve for den løn, de får

Undervisningsassistenter på USA’s universiteter har svært ved at få pengene til at slå til, og bijob er mere reglen end undtagelsen for at holde social nød og hjemløshed fra døren – nogle sover i biler, andre sælger sexydelser
Ellen James-Penney underviser i engelsk litteratur og filosofi på et universitet i Silicon Valley, men tjener ikke nok til at kunne betale en husleje i regionen. Derfor bor hun i sin bil sammen med sin mand og deres to hunde – deres ejendele opmagasineres i bagagerummet og i en bagagecontainer på taget. 

Ellen James-Penney underviser i engelsk litteratur og filosofi på et universitet i Silicon Valley, men tjener ikke nok til at kunne betale en husleje i regionen. Derfor bor hun i sin bil sammen med sin mand og deres to hunde – deres ejendele opmagasineres i bagagerummet og i en bagagecontainer på taget. 

Talia Herman

9. november 2017

SAN FRANCISCO ­– Der er intet i verden, hun hellere vil end kun at undervise. Men efter at have suppleret sin indkomst med korrekturlæsning og privatundervisning af studerende, besluttede denne universitetslærer sig for at gå helt nye veje for at få sin økonomi til at hænge sammen.

Det er flere år siden, hun debuterede i sit bijob. Hun røg ind i en særligt sløj periode, da antallet af timer, som hun kunne få som undervisningsassistent, pludselig blev skåret til det halve, og hun stod over for at måtte gå fra hus og hjem.

»Jeg tænkte ved mig selv: Skulle det være så meget værre end et one-night stand med en tilfældig fremmed? Dem havde jeg jo haft nogle stykker af. Det var det så ikke, viste det sig.«

Den midaldrende kvinde taler med en diktion, der lyder på én gang ironisk og træt. Hun bor i en amerikansk storby, men beder om ikke at få sit navn frem. Hun har stadig timer som undervisningassistent, såkaldt adjunct instructor – et løst ansættelsesforhold, der betyder, at hun ikke er fuldgyldigt fakultetsmedlem og derfor selv må sammensætte undervisningsudbud på forskellige colleges.

»Jeg lægger for tiden mit engagement i at være en person, der hjælper millenium-generationen med at tænke kritisk og selvstændigt,« siger hun. »Det er jeg ret god til og ret glad for. Og derfor er det ubærligt, at jeg ikke får den løn, jeg er værd.«

Sexarbejde er en af de mere usædvanlige nødstrategier for undervisningsassistenter, der prøver at holde fattigdom eller endda hjemløshed fra døren. Op til en fjerdedel af de amerikanske deltidsansatte akademikere, heraf adskillige undervisningsassistenter, er angiveligt afhængige af overførselsindkomstprogrammer såsom Medicaid (der giver tilskud til medicin og lægebesøg til lavindkomstfamilier, red.).

Mange må ty til såkaldte madbanker (ngo’er, der bekæmper madspil ved at give gratis måltider til hjemløse og udsatte, red.), og der findes sågar en kogebog for undervisningsassistenter med tips til, hvordan man kan lave nye måltider af madrester som kyllingeben og orangeskaller.

Og så er der selvfølgelig de amerikanske akademikere, der allerede lever på gaden, i trailerparks eller på herberger. The Guardian har talt med flere, deriblandt en undervisningsassistent, som bor »i et skur« nord for Miami, og med en anden, som sover i sin bil i Silicon Valley.

Tjener det halve

Undervisningsassistenten, som supplerer sin indtægt ved prostitution, tjener adskillige tusinde dollars pr. kursus, hun udbyder – for tiden udbyder hun seks pr. semester. Det giver en arbejdstid på 60 timer pr. uge, men alligevel er det op ad bakke at få økonomien til at hænge sammen med en husleje på 1.500 dollar og afbetaling på studiegæld på flere hundredtusinde dollars, som der hele tiden løber renter på.

Hendes årsindtægt på undervisningsjob løber op i 40.000 dollar om året, hvilket er mere end for de fleste undervisningsassistenter. En undersøgelse fra 2014 viste, at medianindkomsten for undervisningsassistenter ligger på blot 22.000 dollar om året – for en fakultetsansat på fuldtid er tallet 47.500 dollar.

Flere andre nylige undersøgelser har kortlagt den udbredte fattigdom i USA’s nye akademiske proletariat. For tre år siden skabte det medieoverskrifter, da Mary Faith-Cerasoli, en undervisningsassistent og underviser i romanske sprog i halvtredserne, afslørede, at hun var hjemløs, og protesterede uden for den bygning, hvor uddannelsesnævnet i staten New York havde til huse.

»Vi forstår, at fattigdom er vores fremtid, når vi beslutter os for at fortsætte med at undervise,« forklarer Debra Leigh Scott, som er i gang med at lave en dokumentarfilm om undervisningsassistenter, i en mail. »Men vi gør det alligevel, fordi vi har dedikeret os selv til lærdom, til at undervise, til vores studerende og til vores faglige viden.«

Ingen stabil middelklassekarriere

Der er kommet mange flere deltidsansatte undervisningsassistenter i USA i de senere år, en proces, der blev sat i gang, da midler til offentlige universiteter blev beskåret med over 25 procent mellem 1990 og 2009. Men også de private universiteter anvender i stigende grad deltidsansatte, fordi de er betydeligt billigere end fastansatte, ikke har ret til samme goder eller andel i forskningsmidler, og fordi antallet af deres timer kan holdes nede på et niveau, så de akkurat ikke er berettiget til sygeforsikring.

Dette er grunden til, at amerikanske undervisningsassistenter nu kaldes for »den akademiske verdens svar på fastfood« og inkluderes i kategorien prækariatet på det moderne arbejdsmarked, som omfatter løse deltidsstillinger, navnlig inden for den såkaldte deleøkonomi såsom Uber-chaufførjob. En taskforce nedsat af det amerikanske sociologforbund for at se på problemet har da også fastslået, at »universitetsansættelse ikke længere er nogen garanti for en stabil middelklassekarriere«.

Kampen for at holde den sociale nød fra livet kan antage mange former, men bijobberi er mere reglen end undtagelsen blandt undervisningsassistenter. Universitetslæreren, der prostituerer sig, siger, at det er den letteste måde at sikre huslejen på.

»Det er noget, jeg har valgt,« siger hun, »for jeg har ikke lyst til at arbejde seks timer i f.eks. en bar efter at have undervist hele dagen.«

Hun annoncerer med sine ydelser online og tjener godt 200 dollar på en times sexarbejde. Under universitetssemestrene har hun kun en håndfuld klienter i ugens løb, men i sommerperioden, når universitet holder lukket, bliver det til en del flere, for der har hun ikke andre indtægter.

»Det, jeg selvfølgelig gruer mest for, er at få en af mine studerende som kunder.« De økonomiske bekymringer har hun stadig.

»Jeg har spændinger i nakken af at skære tænder hele natten.«

Campingvogne og usle boliger  

For overhovedet at sikre sig tag over hovedet må mange undervisningsassistenter gå på kompromis med boligforholdene. Caprice Lawless er 65, underviser i engelsk og skriveteknik og fører kampagne for bedre arbejdsforhold for undervisningsassistenter. Hun bor i et 102 kvadratmeter stort murstenshus i Colorado.

Hun købte det efter en skilsmisse for 20 år siden. Men med kun 18.000 dollar i årsindtægt, selv om hun underviser tæt på fuldtid, har hun måttet belåne det maksimalt, indtil hun til sidst blev nødt til at leje værelser ud til tre logerende. 

Som alle andre undervisningsassistenter gik hun ind i branchen i den tro, at det ville blive muligt at sikre sig en fastansættelse på fuldtid. Så afhængig er hun af sit job, at hun ikke engang tog fri, da hendes mor døde i sommer, men mødte op på arbejde næste dag, underviste i en døs for siden at kollapse på parkeringspladsen.

Hvis hun mister sin bolig, håber hun, at hun kan få en ny i et socialt subsidieret boligbyggeri.

»De fleste af mine kolleger skammer sig, men det burde de ikke,« siger hun.

»De tager det som en personlig fiasko: Jeg siger altid, at det er ikke deres fejl, men systemets.«

Endu mere desperate er de undervisningsassistenter, der lever i usle boliger, som de ikke har råd til at sætte i stand. Mindy Percival, 61, der har en doktorgrad fra Columbia og underviser i historie på et college i Florida, fortæller, at hun »bor i en gammel campingvogn langt ude i skoven«.

Campingvognen fik hun foræret for otte år siden. Den ser ud til at være i god stand udadtil, men indvendig er der synlige huller i gulvet, og panelbeklædningen er ved at falde af. Hun har ikke nogen vaskemaskine, og ovnen, bruseren og vandkogeren duer ikke.

»Jeg er tæt på reel hjemløshed, lige på kanten,« siger hun.

Percival havde engang en forskerstilling, men måtte opgive den for at tage sig af sin gamle mor – hun anså det for givet, at hun senere ville kunne finde en ny. Nu går der kun to uger efter lønningsdag, før hun må spinke og spare. »Jeg har en dåse fuld af småpenge, som jeg må prøve at få til at slå til.« 

Hendes 18 år gamle bil brød sammen efter orkanen Irma, og hun bliver nu kørt til arbejde af en studerende, men må betale benzintilskud.

Hjemløshed, altid en lurende trussel

Hjemløshed er en altid lurende trussel for undervisningsassistenter. Når Ellen Tara James-Penney er færdig med at undervise i engelsk litteratur og filosofi ved San José State University i Silicon Valley, bliver hun hentet af sin mand, Jim.

De spiser middag og kører til en lokal kirke, hvor Jim slår et telt op, som han sover i sammen med en af parrets to store hunde. I bilen slår Ellen James-Penney sæderne ned og sover på dem med den anden hund. Når hun retter opgaver, må hun bruge en pandelampe som belysning.

Hun fortæller, at de i årenes løb har udviklet et system. »Vi lader ikke nogen af vores ting ligge synligt fremme i bilen eller på gulvet. Vi gør, hvad vi kan, for ikke at ligne hjemløse. Vi klæder os ikke som hjemløse, og vi holder ikke for længe parkeret på samme sted for at undgå at blive generet af politiet.«

Ellen James-Penney på 54 har kæmpet med hjemløshed siden 2007. Jim på 64 er tidligere lastbilchauffør, men fik dårlig ryg. Ellen tjente 28.000 dollar sidste år, men måtte bruge en stor del af sin indtægt på at afbetale gæld. Restbeløbet er ikke nok til at finde et sted at bo i Silicon Valley.

Uden eget toilet må de bruge plastkopper og babyvaskeklude. For at tage bad må de finde offentlige toiletter »og tage en omgang etagevask i håndvasken«, siger hun. Parret har alle deres ejendele i bagagerummet og i en tag-bagagecontainer. Samtidig er de udfordret af alderens gebrækkeligheder: James-Penney lider af knogleskørhed.

Hun lægger ikke skjul på sin betrængte situation. »Det sker, at studerende beklager sig over hjemløse, der trænger ind på campus,« siger hun. »Så siger jeg til dem: ’Lige nu ser du på en hjemløs’. Så bliver der helt stille i lokalet. Så siger jeg til dem: Jeres forældre kan være kun en enkelt månedsløn, kun én sygdom fra hjemløshed, så det er altså ikke noget, man skal skamme sig over.«

Mange undervisningsassistenter forsøger at skabe sig bedre vilkår ved at gå sammen i fagforeninger, og på nogle universiteter har det bragt et vist løft med sig med lønforhøjelser fra fem til 20 procent, fortæller Julie Schmid, direktør for American Association of University Professors.

Universiteterne forsøger dog ofte at bekæmpe sådanne bestræbelser, der, som de siger, vil gøre det dyrere for de studerende. Og for mange undervisningsassistenter kommer eventuelle lønforhøjelser for sent.

Mary-Faith Cerasoli, den hjemløse undervisningsassistent, der vakte offentlig opmærksomhed med sin protest i New York for tre år siden, fortæller, at hendes situation ikke har ændret sig meget. To venlige mennesker, først en pensionist og siden en sygeplejerske, gav hende midlertidigt logi, men dernæst endte hun i et telt på en campingplads og derefter i en ramponeret sejlbåd, der ligger klodset op ved Hudson-floden.

Én større forandring har der dog været. Alt flytteriet gjorde det svært for hende at honorere undervisningsjobbene, og da lønnen alligevel var elendig, har hun opgivet al undervisning. Hun bor nu i et klubværelse i et socialt boligbyggeri i en nordlig omegnskommune til New York.

En umulig drøm

For Rebecca Snow, en anden undervisningsassistent, som forlod faget på grund af umulige levevilkår, er afskeden med jobbet kommet som en befrielse, selv om de økonomiske problemer stadig er stressfremkaldende.

Hun begyndte at undervise i engelsk på et offentligt universitet i Denver i 2005, men den ringe kvalitet af de boliger, hun kunne få råd til, betød, at hun måtte flytte hele tiden. Et sted forlod hun på grund af sengelus, et andet, fordi kloakvand steg op i hendes badekar.

Indimellem måtte hendes teenagesøn bo hos eksmanden, når hun ikke havde råd til en fast bolig. Snow fik endda udgivet et digt om undervisningsassistenters boligproblemer. 

Til sidst opgav hun lærerprofessionen, da jobusikkerhed og boligproblemer blev for meget hende. I dag bor hun i et tagkammer over en garage hos en ven, 20 km ud for Spokane, Washington. Herfra har hun udsigt til en sø og skovklædte bjerge, imens hun arbejder på sin anden roman.

»At blive universitetslærer var en umulig drøm,« siger hun.

»At leve på randen af hjemløshed var realiteten. Jeg måtte indse, at jeg havde klynget mig til den drøm i alt for lang tid.«

© The Guardian og Information. Oversat af Niels Ivar Larsen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritiske, seriøse og troværdige.

Se om du er enig – første måned er gratis

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Kristen Carsten Munk
  • Toke Kåre Wagener
  • David Zennaro
  • Eva Schwanenflügel
Kristen Carsten Munk, Toke Kåre Wagener, David Zennaro og Eva Schwanenflügel anbefalede denne artikel

Kommentarer

Eva Schwanenflügel

The land of the free, and the home of the poor !
Sikken elendighed.. Er det ikke bare lidt underligt, at koryfæerne i Danmark stræber efter amerikanske tilstande? Det er jo en dødsspiral :-(

Det er desværre ikke ret meget bedre i Danmark, hvor en stor del af personalet på universiteterne nu ikke længere er fuldtidsansatte.

Niels Nielsen, Karsten Lundsby, Kristen Carsten Munk og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar

Der er sket en generel devaluering af høje uddannelser over hele kloden. Underklassen har kæmpet sig adgang til uddannelse, mens effektivisering fortsat stormfuldt vinder terræn. USA er blot nogle år foran os andre.

##&&&@ da osse for rettefunktionen. Jeg kan ikke klare mig uden, men ville foretrække røde streger og ordforslag.
Borgerløn for ****** da osse.

Søren Jacobsen

Man kan godt undre sig over der ikke sker et seriøst oprør mod de forhold der hersker i USA. Men folk tør ikke. De er skræmt fra sans og samling for bare at overleve i et land, hvor politiet skøder først og spørger bagefter. Landets mest udsatte kæmper for bare at overleve dagen og den lave middelklasse kæmper med næb og klør for ikke at havne blandt de mest udsatte.

Dette er tilstande, som er begyndt at vise tegn på i Tyskland, hvor adskillige millioner af mennesker kæmper for at overleve dagen økonomisk og endnu flere kæmper for ikke at havne på bunden. Tilstande, som Den-Lille-Svindler kalder "moderne" og som Danmark bevæger sig hen i mod. Helt uden protest af nogen art. Det eneste, som kan få folk op af stolen herhjemme er udsigten til højere bidragssatser for realkreditlån. Og det ved Den-Lille-Svindler og Co ganske udemærket.

Så føler du det er svært at klare sig i Danmark, så vent bare. Det bliver meget være. At lade bundet leve i frygt og i en overlevelses kamp er det bedste værn mod oprør og den bedste sikring for de mest velhavende. Og de ved det godt. Det er et vel afprøvet koncept.

Eva Schwanenflügel, Erling C Havn og Niels Nielsen anbefalede denne kommentar

Det er en grotesk situation mange unge akademikere i USA er endt i! Men det er ikke kun undervisningsassistenterne der er ramt, det samme sker for de, der er heldige/dygtige nok, til at få forsknings job! I år fik den professor, der første gang jeg var i USA kurede mit jetlag med en joint fra sin skrivebordsskuffe, The Breakthrough Prize (3 mill. private $), men universitetet han arbejder på (som emeritus) er, som mange andre, blevet skåret så meget, at de har færre ansatte i dag end de havde i 00'erne! Han bruger nogen af pengene, til at ansætte unge forskere, og udvalget har aldrig været bedre, fordi de jobs, de normalt starter i, ikke længere findes. Tidligere var en eller to top artikler nok til at få en ansættelse, men sådan er det ikke længere! Og næsten alle har studielån, der er større end det, jeg endte med, selvom jeg startede i 1975, da statsgaranterede studielån blev indført og blev færdig da de billige statslån blev indført.

Bjarne Bisgaard Jensen, Eva Schwanenflügel, Hans Aagaard, Niels Nielsen og Lise Lotte Rahbek anbefalede denne kommentar

Måske er Vesten presset, men det må da være muligt at give folk bedre rammer for et godt liv, end tilfældet er i USA. Der er så store ressourcer i vores del af verden, man kunne i princippet brødføde os alle fire gange, så det må jo være fordelingen af værdierne, den er gal med. Vi må sørge for at få nogle politikere, der vil og kan give os bedre rammer. Dvs. en total udrensning på Borgen er nødvendig - eller evt. indførelsen af et andet- eller borgerkammer, som det har været foreslået. Jeg hilser ideen velkommen...alt, som kan få vores samfund ud af den dødssejlerkurs, vi har befundet os på i efterhånden mange år.

Lise Lotte Rahbek og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Bjarne Agerskov

Folk har de politikere de har stemt på. Så længe amerikanerne nægter at stemme længere til venstre kan de glemme alt om bedre løn i bunden. Det kan ikke være så svært.

Lobbyisterne løber med det hele i et styre hvor det er næsten forbudt for arbejderne at organisere sig.

Stem dog anderledes hvis I vil have bedre forhold!

Det gælder sku også danskerne. Få lidt styr på jeres DF fetish og stem anderledes så skal det nok blive bedre for jer.

Bjarne Agerskov

Man kan ikke som arbejder både stemme racistisk til højre og samtidig tro at man kan få bedre goder, højere løn, bedre overenskomst. Vælg side!