Læsetid: 8 min.

Amerikas evangeliske kristne er Israels skytsengle

I en megakirke i Texas inviterer præsten og hans menighed på 6.000 evangeliske kristne hvert år det lokale jødiske samfund til at komme og fejre Israel og dets ubrydelige bånd med USA. Dette efterår udartede ceremonien sig til et tv-transmitteret propagandashow rettet mod Iran og tilhængere i USA af en boykot af den jødiske stat
I Cornerstone Church er pressen normalt ikke inviteret med ind, men den dag Information er taget til kirken i Texas, holder de stor offentlig gudstjeneste, hvor de priser Israel og landets venner – og tordner mod Nordkorea, Iran og Obama.

I Cornerstone Church er pressen normalt ikke inviteret med ind, men den dag Information er taget til kirken i Texas, holder de stor offentlig gudstjeneste, hvor de priser Israel og landets venner – og tordner mod Nordkorea, Iran og Obama.

Sigrid Nygaard

2. december 2017

SAN ANTONIO – »Vi er vogterne, der står på grædemuren og passer på Israel. Det er os, der skal beskytte Jerusalem.«

Baptistpræsten John Hagee taler med dyb patos om det evangeliske kristne samfunds umådelige ansvar over for Israel en søndag eftermiddag i slutningen af oktober.

Hagee har inviteret medlemmer af den hebraiske menighed i millionbyen San Antonio til sin megakirke, Cornerstone Church, i et årligt ritual, der fejrer og ærer Israel.

Rabbiner Aryeh Scheinberg sidder i en stol bag præsten og lytter andægtigt.

Israel har i årtier dyrket nære forbindelser til evangeliske kristne, som er den største religiøse gruppe i USA. De anses for at være en lige så trofast forsvarer af Israel som amerikanske jøder. Talmæssigt og politisk er de endda mere indflydelsesrige. Langt de fleste stemte på Donald Trump i 2016.

Denne søndag er megakirken næsten fuld. Omtrent 5-6.000 medlemmer af menigheden er mødt frem. Et par hundrede jøder er blevet placeret på velpolstrede kirkebænke i deres egen sektion. På scenen er der et orkester med strygere, blæsere og to trommesæt. Længere tilbage står et kor på rad og række – ca. 35 personer.

To tv-kameraer optager showet på scenen, mens mobile tv-kameraer fokuserer på tilhørerne. Tv-seere i hele USA kan følge den direkte transmission på kabel-tv. Produktionen virker professionel helt ud til fingerspidserne. Man kan se det på storskærme opstillet på hver side af scenen.

Stemningen i megakirken er ganske uhøjtidelig. Hele seancen virker mest som en festlig begivenhed.

Den israelske konsul i sydvestlige USA, Gilad Katz, fortæller rørende anekdoter om moderne israelsk historie. Rabbiner Scheinberg fra menigheden Rodfei Sholom, en lille ældre herre med fipskæg og en sort kalot på hovedet, priser det ’fredselskende’ land.

»Intet andet land i verden længes så meget efter fred som Israel,« siger han – et budskab, der modtages med yes og amen i salen.

Rabbineren opfordrer de kristne til at sige en bøn for et ’forenet Jerusalem’ og for overdragelsen af Tempelbjerget til jøderne og de kristne ’efter flere århundreders besættelse af araberne’.

Rabbiner Scheinberg har kendt Hagee, siden han inviterede ham til Israel i 1981. Han priser præsten som en »en visionær skikkelse«, der skulle være blevet »hidkaldt af Gud« til at beskytte Israel mod sine mange fjender.

Nogle af disse fjender skulle ovenikøbet findes her i Texas. Det drejer sig om studerende, der har iværksat en kampagne for at overtale universiteter i Texas til at boykotte akademisk samarbejde med Israel.

En lille flok studerende har taget opstilling på gaden uden for kirken og flager med skilte, der opfordrer til boykot af ’apartheidstaten’ Israel.

»Disse studerende er antisemitter,« lyder det fordømmende fra rabbiner Scheinberg.

Politisk propaganda

Fremfor at være en økumenisk sammenkomst mellem kristne og jøder viser megakirkens fejring af Israel sig at være et politisk propagandashow rettet mod tidligere præsident Barack Obama, Iran og Nordkorea.

I sin tale raser pastor Hagee mod kræfter i indland og udland, der vil »tilintetgøre Israel og USA«. Gæstetaleren Allen West, tidligere oberstløjtnant af hæren og republikansk medlem af kongressen, tegner et næsten apokalyptisk billede af et dystopisk Amerika og Europa, som i hans øjne snart vil blive regeret af ’radikale islamiske terrorister’.

Netop begivenhedens politiske karakter betyder, at vi har fået eksklusiv adgang til megakirken i San Antonio denne søndag eftermiddag.

»Vi giver aldrig medierne tilladelse til at overvære og fotografere gudstjenester eller andre religiøse ritualer. I dag er det noget andet,« forklarer Ari Morgenstern, der er leder af kirkens public relations-kontor.

En forespørgsel om et interview med pastor Hagee bliver dog afslået. »Han giver ikke interview til mainstreampressen,« lyder svaret.

Efter at være kommet igennem en sikkerhedskontrol, der virker strengere end i USA’s lufthavne, bliver vi tildelt en såkaldt minder – en ung kvinde, hvis opgave er at holde øje med, at journalisten bliver siddende på den anviste kirkebænk, og fotografen ikke træder uden for en særlig zone.

Det begrænsede manøvrerum betyder, at billeder af talere, orkester og kor på scenen kun kan tages på 20 meters afstand. Og der er kun 30 sekunder tilsidesat til at fotografere hver taler.

Forbud mod politisk engagement

  • Siden kongressens vedtagelse af en ændring til skatteloven i 1954 (The Johnson Amendment) har kirker i USA hverken været forpligtet til at betale skat af deres indtægt eller grundskyld. Deres skattefri status forudsætter, at de afholder sig fra at støtte kandidater til politisk embede samt at engagere sig i partipolitiske aktiviteter.
     
  • Forbuddet er upopulært i konservative religiøse kredse. Her hævder man, at kirker og deres menigheder berøves en ytringsfrihed, der er garanteret i forfatningen. Tilhængere af forbuddet peger på, at en ophævelse vil kunne forvandle kirker til pengerige støttekomiteer for politikere. Til forskel fra almindelige politiske støttekomiteer er bidrag til kirker nemlig fradragsberettigede.
     
  • Et republikansk kongresmedlem og baptistpræst fra sydstaten Georgia fik lagt en ophævelse af forbuddet ind i udkastet til en skattereform, der blev vedtaget af Repræsentanternes Hus for nylig. Forslaget optræder ikke i senatets skettereform, men det er muligt, at det vil blive en del af den samlede pakke. Præsident Trump støtter ophævelse af forbuddet og bevarelsen af kirkers skattefrihed.

Texanske megakirker

Megakirker er et særligt amerikansk fænomen. Den største i landet, Lakewood Church, ligger i Houston og hævder at have 43.000 kirkegængere om ugen. Second Baptist er den næststørste megakirke i USA. Den ligger også i Houston og skulle have 23.000 besøgende hver uge.

Konceptet går tilbage til begyndelsen af det 20. århundrede. Det var den baptistiske prædikant J. Frank Norris, som grundlagde den første megakirke i 1912 i Fort Worth, Texas. Ifølge en bog skrevet af religionshistorikeren Robert Wuthnow ved Princeton University var Norris en farverig skikkelse.

»Norris blev to gange sigtet for en alvorlig forbrydelse og begge gange frikendt,« fortæller Wuthnow.

I 1912 blev prædikanten arresteret og beskyldt for at have brændt sin kirke ned. I 1926 skal han under et skænderi have myrdet en ubevæbnet mand i sit kirkekontor. Norris blev frikendt af et nævningeting på grundlag af sit eget vidneudsagn. »Manden greb efter noget i lommen. Jeg troede, det var en pistol.«

I sine radioprogrammer tordnede prædikanten mod katolikker gennem 1920’erne og mod kommunister i 1930’erne og 1940’erne. I dag kan man opleve hans efterfølgere i Texas’ megakirker transmittere deres prædikner via kabel tv ud til millioner af tilhængere.

J. Frank Norris’ varige bidrag til det konservative baptistiske kirkesamfund i Texas var utvivlsomt en kampagne mod udviklingslæren, som han fordømte ’den tyske rationalisme’ for at udbrede. I vore dage findes der stadig byer og kommune i Texas, der modsætter sig undervisning i udviklingslære i folkeskolerne.

I 1948 opfordrede Norris præsident Harry Truman til at anerkende Israel som en selvstændig stat i Palæstina. Hans forkærlighed for Israel skal ses på baggrund af en særegen form for millenarisme dyrket i bibelbæltet (sydstaterne og Texas), som forudser Jesu Kristi anden genopstandelse i Israel inden tusindsårsrigets begyndelse.

Ifølge denne tese skulle forudsætningen for Jesu genkomst være jødernes tilbagevenden til Palæstina. Uden jødernes fysiske tilstedeværelse i det hellige land vil denne de evangeliske kristnes drøm aldrig gå i opfyldelse. Sådan tolker sekten biblens ord.

Det er endvidere forklaringen på evangeliske baptisters fjendtlige indstilling til Islam og muslimske arabere, især palæstinensere.

Den stærkt proisraelske holdning findes blandt evangeliske kristne overalt i USA. I Texas eksisterer den imidlertid i en yderligtgående version med pastor John Hagee som dens ypperlige repræsentant.

Hagee er initiativtager til den politisk indflydelsesrige lobbygruppe Christians United For Israel, der ifølge hans udsagn har 3,8 mio. medlemmer. Hvert år arrangerer organisationen en storstilet konference i Washington, D.C., hvor kongrespolitikere, regeringsmedlemmer, prominente jødiske amerikanere og israelere deltager.

Sidste sommer holdt premierminister Benjamin Netanyahu hovedtalen. Han lagde ud med at fastslå, at USA er Israels bedste ven og Israel USA’s bedste ven. Herefter tilføjede Netanyahu: »Og i USA har Israel ingen bedre venner end vores kristne tilhængere.«

Kristne og jøder skulle ifølge israeleren være forenet i kampen om at forsvare »frie samfund mod et militant Islam«.

Ekko af Netanyahu

I Cornerstone Church i San Antonio på denne søndag lyder pastor Hagee som et ekko af Netanyahu. I sin tale til menigheden angriber Hagee den internationale atomaftale med Iran og hævder, at USA’s ophævelse af de økonomiske sanktioner bidrager til finansieringen af Nordkoreas atomvåbenprogram og ballistiske missiler.

Uden at fremlægge dokumentation siger han:

»Iran hjælper Nordkorea med dets atomvåbenprogram. Pengene flyder direkte fra Iran til Nordkorea. Og det er vores penge. Amerikas penge. Vi finansierer Nordkoreas atomvåben. Og det er våben, der vil blive benyttet til at begå massemord mod jøderne.«

Og så kommer dolkestødet til den tidligere præsident:

»Obama begik forræderi mod Amerika og Israel.«

Fra menigheden hører man amen og yeah. Nogle står op og klapper.

Præsten er ikke færdig. Han udtaler sin støtte til præsident Trumps nylige frasigelse af atomaftalen og stiller tilmed tre specifikke krav til indgåelsen af en ny aftale.

Israels premierminister Benjamin Netanyahu og præsident Donald Trump ved FN's generalforsamling 18. september 2017. 
Læs også

Iran må aldrig igen få lov til at udvikle atomenergi, forlanger Hagee på vegne af organisationens 3,8 mio. medlemmer. Desuden skal Iran forbydes at udvikle et interkontinentalt missil. Tilsidst skal FN’s inspektører blive i Iran på ubestemt tid og have ubegrænset adgang til alle militære installationer.

Hagee fortæller forsamlingen, at han og andre evangeliske prædikanter mødte Trump i Det Ovale Kontor sidste sommer, hvor de udover at diskutere Iran opfordrede ham til at opfylde et løfte fra valgkampen i 2016 om at flytte USA’s ambassade fra Tel Aviv til Jerusalem.

»Det ville sende et budskab til de palæstinensiske terrorister, at Jerusalem er Israels hovedstad, og at Jerusalem tilhører det jødiske folk. Intet folk, ingen præsident har ret til fortælle det jødiske folk, hvad de skal gøre med Jerusalem. Efter min mening vil Trump flytte ambassaden. Han overholder sit løfte.«

Allen West slutter eftermiddagens fejring af Israel. Afroamerikaneren udgør en slank figur på scenen trods sine usædvanligt brede skuldre. Det er tydeligt, at han har tilbragt det meste af sit voksne liv i hæren med tjeneste i Kuwait og Irak.

I 2003 blev West af auditørkorpset sigtet for at have tævet og simuleret henrettelsen af en irakisk politibetjent. Han slap med en bøde på 5.000 dollar og fik lov til at træde tilbage med en rang som oberstløjtnant. Herefter skabte han sig en karrie som ultrakonservativ kommentator og blev i 2011 valgt til kongressen fra Florida. To år senere tabte han pladsen.

West peger på, at der ingen steder står i biblen, at palæstinensiske arabere har ret til at leve i Palæstina. Derfor kan de ikke gøre krav på ejerskab af territoriet.

Den tidligere hærofficer er ikke skræmt af udsigten til en ny palæstinensisk intifada, hvis Israel skulle erklære Jerusalem – byen, der samler tre verdensreligioner – for hovedstad i en jødisk stat.

»Hvis floderne fyldes med blod, når Jerusalem bliver erklæret Israels hovedstad, vil USA sende flyvevåbnet ind. Det er ikke os amerikanere, der vil tage kampen op mod palæstinenserne. De har allerede påbegyndt en krig mod os,« siger Allen West og slutter:

»Krig er en hæslig ting. Men det er ikke det værste, der kan ske i verden. Det værste, der kan ske for Amerika er, hvis vi tror, at intet er værd at gå i krig for.«

Serie

USA et år efter Trumps sejr

Hvordan oplever amerikanerne en af de mest usædvanlige præsidenter i USA’s historie? USA-korrespondent Martin Burcharth og fotoredaktør Sigrid Nygaard har rejst gennem USA’s hastigst voksende delstat, Texas, for at møde nogle af Donald Trumps kernevælgere et år efter hans valgsejr. Vi møder kvægfarmere, orkanofre i Houston, en højreradikal militsleder, arbejdsløse minearbejdere. Vi besøger en megakirke, latinoer i slumkvarterer ved grænsen, desperate immigranter i en mexicansk by og endelig de texanske naboer til Trumps vel nok største prestigeprojekt: Muren til Mexico.

Seneste artikler

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • ingemaje lange
  • Anders Graae
  • Olaf Tehrani
  • Steen Sohn
  • Thomas Tanghus
ingemaje lange, Anders Graae, Olaf Tehrani, Steen Sohn og Thomas Tanghus anbefalede denne artikel

Kommentarer

De er tilgivet, thi de ved ikke hvad de gør. De har aldrig set Palestina, ligesom disse store forfattere erfarede, er medier og virkelighed noget helt forskelligt. https://youtu.be/yxOpJPqEPGk
Husk at Medier, penge og magten kan få de værste slyngler til at ligne ægte gode mennesker.

Anders Graae, Niels Duus Nielsen, Olav Bo Hessellund og Torben Skov anbefalede denne kommentar

Kære redaktion.

Lidt uheldig og misvisende formulering i manchetten til artiklen:

"Dette efterår udartede ceremonien sig til et tv-transmitteret propagandashow rettet mod (...) tilhængere i USA af en boykot af den jødiske stat."

Det kan meget vel være de amerikanske evangeliske kristnes udlægning - det er i hvert fald både den officielle israelske statspropagandas samt Anti-Defamation League's - men så absolut ikke BDS-bevægelsens. BDS er rettet imod den israelske stats bosætter-kolonialisme og sydafrikansk-inspirerede apartheid. BDS-bevægelsen mener, at palæstinensere har ret til samme frihed som alle andre mennesker, og at tyveriet af palæstinensisk land og det israelske forbud mod palæstinensere og deres efterkommeres tilbagevenden fra den landsfordrivelse, de blev tvunget ud i under 'Nakba' (Katastrofen) - den etniske udrensning i 1948 - er forbrydelser.

Boycot, Divestment and Sanctions (BDS) er med andre ord en international solidaritetsbevægelse imod racisme og undertrykkelse.

Dét har selvsagt intet med 'jøder' eller antisemitisme at gøre. Så måske skulle redaktionen rette i ordlyden af manchetten for at undgå misforståelser.

Mads Berg, Jan August, Niels Duus Nielsen, Knud Chr. Pedersen, Bjørn Pedersen, Olaf Tehrani, Bjarne Agerskov, Flemming Berger, Ingrid Uma, Diego Krogstrup og Alvin Jensen anbefalede denne kommentar
Bjarne Agerskov

Det er korrekt. Der bliver konstant forsøgt på at koble BDS-bevægelsen på Hamas og det der er værre for at diskreditere den.

SF har i 2015 fremsat et forslag om en mærkningsordning så varer mærket som producerer i Israel rent faktisk så også er produceret i Israel og ikke på ulovligt besat eller annekteret jord.

Men det afviste regeringen. Selvfølgelig fordi man vidste at støttepartiet Dansk Fjolseparti med den konverterede zionist Søren Espersen og sin hasidiske kone i spidsen ville himle op om antisemitisme fra nu af og til hanukah.

Anders Graae, Niels Duus Nielsen og Diego Krogstrup anbefalede denne kommentar