Bag Corbyns vej til magten kan ligge et naivt håb om retfærdighed

LONDON – Forud for sommerens britiske parlamentsvalg haltede Jeremy Corbyns Labour-parti over 20 procentpoint efter De Konservative, og ikke engang Labours egne medlemmer mente, at formand Corbyn ville være den bedste til at lede landet. Som konsekvens sluttede de fleste iagttagere, at Corbyn ville blive stemt hjem til sin elskede kolonihave, mens hans parti ville blive så godt som udslettet.

Knap et halvt år senere har piben fået en anden lyd:

»Mit synspunkt er, at der er en temmelig stor sandsynlighed for – i lyset af at det politiske momentum helt sikkert er med Labour snarere end med De Konservative – at Corbyn vil ende med at blive premierminister,« siger en af disse iagttagere, økonomen og journalisten Robert Peston, der er aktuel med bogen WTF – What have we done? Why did it happen? How do we take back control?

Det underliggende ’momentum’, han taler om, er den samlede sum af en række tendenser, som han identificerer i sin bog.

En af dem bunder i den desperation – og stagnation – der fik mange lavtlønnede til gennem stemmeboksen at give det politiske system et gevaldigt chok både i Storbritannien og USA ved at stemme for Brexit og Donald Trump.

Selv om Peston selv stemte Remain, erklærer han nu, at disse mennesker er »på den rigtige side af et vigtigt argument og på den rigtige side af historien«, fordi det ganske enkelt var »den sidste chance for at reformere kapitalismen og sikre, at dens frugter fordeles mere retfærdigt«.

»Hvad jeg personligt fandt utrolig foruroligende og demoraliserende, var, at millioner af fattige mennesker sagde: Vores levestandard har været stagnerende så længe, at vi ikke mener, at vi kan blive fattigere, og det her er vores mulighed for at sparke til David Cameron og Tony Blair, og måske vil de vågne op og reformere økonomien på en måde, som tjener os. Det var på den måde et råb om hjælp,« mener Peston, der dog påpeger, at »det stadigvæk er usikkert, om eliten og etablissementet vil svare igen på denne protest på en intelligent og rationel måde«.

De konventionelle regler gælder ikke mere

57-årige Peston har i dag sit eget politiske søndagsshow på ITV efter en årrække på BBC og Financial Times. I sin bog analyserer han, hvad der førte til, at briterne stemte på Brexit, og siden gav Corbyns Labour et valg, der overgik alle forventninger.

Han påpeger, at det netop ikke er meningsmålingerne – der gennemsnitligt viser Labour på 41 procent og De Konservative på 40 procent – eller andre konventionelle analyser, der får ham til at nå til den konklusion, at manden, der aldrig har villet være premierminister, meget vel kan blive landets næste.

»Det bygger mere på, hvor jeg tror, den britiske offentligheds samtale er i øjeblikket end på en konventionel analyse. Ifølge en konventionel analyse ville man ikke kunne sige, at han med sikkerhed vil ende i Downing Street 10, for alt er gået ufatteligt galt for premierminister Theresa May i de seneste måneder, og alligevel ligger Labour side om side i meningsmålingerne. Men når det er sagt, så var den konventionelle visdom før parlamentsvalget, at Labour ville blive udslettet, så jeg mener i det store hele ikke, at de konventionelle regler gælder i øjeblikket,« siger Peston.

Indtil videre ser han ikke nogen tegn på, at hverken præsident Trump eller den britiske premierminister, Theresa May, har gjort noget for grundlæggende at reformere det økonomiske og politiske system. Det er bl.a. den boblende vrede og skuffelse over dette – mener Peston – der i sommer lå bag det kraftige opsving i opbakning til Labour, der tilbød et Storbritannien »for de mange, ikke de få«.

»Man kan argumentere for, at Corbyns voksende opbakning er relateret til dette fænomen af millioner af mennesker, der føler, at de er blevet hægtet af udviklingen,« siger han og kalder opbakningen til Corbyn for en måske naiv stemme for håb.

Naiv, fordi Corbyns program slet ikke er radikalt nok, hvis der for alvor skal ændres på det nuværende system.

»Der er en naivitet i Corbyns tilgang. Den naivitet er, at han – for at rykke meningsmålingerne så meget, som de gjorde – udbredte ideen om, at vi kan betale for ordentlige offentlige servicer ved kun at beskatte dem på de højeste indkomster. Og det er noget vrøvl. Sandheden er, at mere eller mindre alle, der tjener over gennemsnittet, og især dem med over gennemsnitlige værdier, må bidrage langt mere. Man kan kalde det naivt – eller uærligt – men at det skulle være nok kun at hæve skatten for erhvervslivet og de rigeste, er forkert,« siger Peston.

Han vurderer, at virkelig grundlæggende reformer må indebære f.eks. en årlig skat på værdier såsom ejendomme og værdipapirer, at arbejderne får del i virksomhedernes profitter, at dominerende megavirksomheder brydes op, at arbejderne får mere magt og sågar borgerløn.

»Det er ikke sådan, at vi er et fattigt land; det er bare sådan, at en uforholdsmæssig stor del af rigdommen går til en lille gruppe privilegerede mennesker, og en af de ting, jeg siger i min bog, er, at folk som mig må være parate til at blive en anelse fattigere, hvis vi ønsker et anstændigt samfund,« siger det selverklærede medlem af den ’liberale elite’.

Brexit blokerer

Hvad der imidlertid er ironisk – eller »tragisk« som Peston udtrykker det – er, at den Brexit, som de mennesker, der har mest behov for reformer, stemte for, nu optager al regeringens energi og penge.

I begyndelsen af december trådte Theresa Mays mobilitetskommission samlet tilbage, fordi regeringens fokus på Brexit – ifølge formand Alan Milburn – betyder, at der »ingen udsigt« er til at mindske den sociale mobilitet i landet; et løfte Theresa May gav på trappen til Downing Street, da hun blev premierminister.

»Det bekymrende er, at meget af det, der er behov for at ændre for at kunne pleje disse fremmedgjorte, lavtlønnede menneskers interesser, bliver forsinket på grund af Brexit,« siger Robert Peston, der dog ikke mener, at Brexit dermed skal stoppes, selv om »det er meget svært at argumentere for, at EU i sig selv på nogen måde var ansvarlig for stagnationen i disse menneskers lønninger«.

At stoppe Brexit vil dog blot føre til endnu større vrede og fremmedgørelse, frygter han, men kan dog se ét realistisk forløb, der kan ende med, at Storbritannien de facto forbliver medlem af EU.

»Der er en mulighed for over det næste års tid, at disse mennesker på lave indkomster, som stemte for Brexit, bliver så bekymrede over de kaotiske Brexit-forhandlinger og den økonomiske opbremsning, at de skifter mening,« siger han med henvisning til, at meningsmålingerne er begyndt at rykke en anelse i den retning.

»Hvis der er et markant skifte i meningsmålingerne væk fra Brexit, vil Labour næsten med sikkerhed svinge fra dets nuværende position over til, at Norge-modellen er den rigtige for Storbritannien. Dermed vil Labour blive partiet, der støtter, at landet reelt bliver i EU,« siger Peston.

Han påpeger, at en rapport fra British Election Study klart viser, at Labours fremgang ved sommervalget i høj grad hang sammen med EU-spørgsmålet.

»Den analyse er helt klar. Den vigtigste grund til, at folk stemte på Labour, var, fordi de ikke brød sig om Theresa Mays tilgang til Brexit,« siger han om løftet om at tage landet ud af det indre marked og toldunionen, så det kan droppe EU-fastsatte standarder og toldsatser.

»Labour ved det, og det er årsagen til, at partiet bevæger sig i retning af en blød Brexit, og det er grunden til – hvis der skulle ske et skifte i den offentlige mening – at jeg tror, Labour vil ende med reelt at støtte fortsat medlemskab af EU.«

Kan blive varigt momentum 

Partiets problem under Brexit-valgkampen og siden har været, at dets vælgere netop er så splittede. De fattigere tidligere industriområder i provinsen stemte for Leave, mens metropolerne stemte for Remain. Og det var især i metropolerne, at opsvinget i opbakning til Corbyn fandt sted ved parlamentsvalget, hvor særligt unge, pro-europæiske mennesker i hidtil uset antal rejste sig fra sofaen og stemte på partiet.

Mobiliseringen af denne gruppe er dog ikke kun afgørende på grund af de ekstra stemmer på valgdagen, men også fordi de lever deres liv på internettet og dermed endte med at spille en utrolig vigtig rolle i selve valgkampen, påpeger Peston.

»Brexit-valgkampen og det seneste parlamentsvalg var de første valg i vores historie, hvor de sociale medier var vigtigere end de traditionelle medier, og det havde enorm betydning. Leave-kampagnen var massivt mere sofistikeret i forhold til at bruge de sociale medier end Camerons Remain-kampagne. De brugte stort set alle deres penge på at udvikle algoritmer, der støvsugede internettet for, hvordan vælgerne kunne tænkes at ville stemme og for deres kontaktdetaljer, og så målrettede de deres ressourcer mod dem både online og ved at banke på døre – og det viste sig at blive afgørende,« forklarer han.

»Det samme gælder Corbyns opsving. De Konservative var under det seneste valg håbløse til at bruge sociale medier, og Labour var langt mere effektiv. De nød godt af, at de havde en bevægelse, Momentum, som delvist har base på de sociale medier, og deres tilstedeværelse var bare meget mere organisk og meget, meget slagkraftig.«

I sin bog går Peston skridtet videre og forklarer, hvor stor en fordel han mener, dette vil være for Labour fremover, hvis ikke De Konservative – et parti med en ældre vælgerprofil – lærer hurtigt.

»Det er ikke kun en svaghed, men en strukturel mangel hos De Konservative, som om ikke ret mange år vil kunne gøre det umuligt for dem at vinde et valg,« skriver han.

Vil magten

Det er disse tendenser inden for britisk politik – et behov for et håb om reform af det kapitalistiske system blandt dem, der er hægtet af; en kaotisk og ressourcekrævende Brexit, der er begyndt at føre til et holdningsskifte hos vælgerne og derfor hos Labour; samt en langt mere sofistikeret online tilstedeværelse – der får Peston til at vurdere, at Storbritannien er ved at være moden til premierminister Corbyn.

Dette og én vigtig ændring hos Jeremy Corbyn selv; »der i mange år ikke ligefrem var en entusiastisk europæer«, som Peston formulerer det.

»Det, der er virkelig vigtigt at forstå om Corbyn, er, at hans projekt før valget var at tage kontrol med Labour-partiet, og han troede ikke rigtig på, at han nogensinde ville blive premierminister. Under valgkampen blev det klart, at det ikke kun var muligt, men også sandsynligt, hvis bare han spiller kortene på den rigtige måde,« forklarer Peston.

»Det, han nu fokuserer fuldt ud på, er at blive premierminister, og hvis han føler, at det vil give ham nøglerne til Downing Street 10, at han støtter, at landet bliver i EU, så er det dér, Labour bevæger sig hen,« tilføjer han.

»Overvejelsen i Labour lige nu er, hvor langt det skal bevæge sig i pro-europæisk retning, og det vil blive afgjort ud fra, hvorvidt det vil gøre det mere eller mindre sandsynligt, at partiet vil vinde næste valg.«