Striden om glyfosat, aktivstoffet i bl.a. verdens mest solgte ukrudtsmiddel Roundup, fortsætter. Efter at EU forleden med snævert flertal gav en ny femårig tilladelse til brug af sprøjtemidlet, ruller kontroversen nu ved EU-Domstolen.
De to agrokemiske selskaber Monsanto og Cheminova, der begge sælger glyfosatbaserede ukrudtsmidler, er netop trådt ind i en verserende sag for at forhindre, at offentligheden får adgang til visse af de dokumenter, der ligger til grund for EU-godkendelsen.
Sagen blev rejst under godkendelsesprocessen i sommer af fire medlemmer af Europa-Parlamentets grønne gruppe. Den handler om det videnskabelige grundlag, som EU-Kommissionen og flertallet af lande har baseret den fornyede tilladelse på, nemlig vurderingen fra EU’s agentur for fødevaresikkerhed, EFSA, som har konkluderet, at glyfosat ikke er kræftfremkaldende. Denne vurdering er i modstrid med konklusionen hos WHO’s ekspertorgan på området, IARC, som mener, at glyfosat sandsynligvis er kræftfremkaldende i mennesker.
IARC har – i henhold til sine regler – alene set på offentligt publicerede videnskabelige artikler om glyfosat og kræftrisiko, mens EFSA også har inddraget studier, der er udført for den agrokemiske industri, studier, som ejes af industrien og derfor ikke er offentligt tilgængelige.
EU-parlamentarikerne har anmodet EFSA om adgang til de fortrolige industristudier, men har kun fået lov at se en begrænset del af materialet, fordi en fuld adgang ifølge EFSA vil skade de involverede virksomheders kommercielle interesser. Utilfredse hermed gik de grønne politikere i sommer til EU-Domstolen for ad rettens vej at tvinge EFSA til at udlevere og offentliggøre materialet.
Sagen verserer fortsat, og den nye udvikling er, at såvel Monsanto som Cheminova, der i dag ejes af det amerikanske selskab FMC, har anmodet om lov til at træde ind i sagen for at yde EFSA støtte. Dette har EU-Domstolen i onsdags sagt ja til. Også den tyske regering er involveret i retssagen på EFSA’s side.
Juraen
De fire politikere støtter sig til den internationale Aarhus-konvention om adgangen til miljøinformation, som EU har implementeret, og som i artikel 4 stk. 4d siger, at adgang til information kan afvises, hvis fortrolighed for at beskytte en virksomheds økonomiske interesser er sikret i lovgivningen, men »information om emissioner, der er relevante for beskyttelse af miljøet, skal udleveres.«
Politikerne mener, at det er tilfældet i denne sag, hvor det i deres tolkning handler om emission – via sprøjtning – af glyfosatbaserede ukrudtsmidler i landbrugsmiljøet.
Modargumentet fra EFSA og virksomhederne er, at de konkrete studier ikke direkte handler om glyfosat-emissionen i miljøet, men om laboratorietest af glyfosat i mus.
Sagsøgernes andet juridiske argument er, at en offentliggørelse er begrundet i EU’s forordning 1049/2001 om aktindsigt, der bl.a. siger, at EU »afslår at give aktindsigt i et dokument, hvis udbredelse ville være til skade for beskyttelsen af en fysisk eller juridisk persons forretningsmæssige interesser, herunder intellektuelle ejendomsrettigheder, medmindre der er en mere tungtvejende offentlig interesse i udbredelsen af dokumentet.«
Det finske medlem af den Grønne gruppe, Europa-Parlamentets næstformand Heidi Hautala, siger til Information, at »Cheminova og Monsanto forsvarer bare, hvad de ser som deres forretningshemmeligheder.«
»Men det interessante er, at EU-Kommissionen netop har meddelt, at man den 12. december vil komme med en meddelelse om mere åbenhed om forskning, der anvendes ved godkendelse af pesticider. Det er et skridt hen mod det, vi prøver at opnå med retssagen. Måske vurderer de, at de vil tabe sagen ved domstolen, måske har de indset, at det er deres pligt over for EU-borgerne,« siger Heidi Hautala.
Information har bedt Cheminova om en kommentar til sagen ved EU-Domstolen, men hos virksomheden i Thyborøn henviser man til Cheminovas nuværende amerikanske ejer, selskabet FMC i Philadelphia, som ved deadline ikke havde svaret på henvendelsen.
Professor i miljøret ved Aarhus Universitet, Ellen Margrethe Basse, har ikke haft adgang til sagens akter og kan ikke vurdere holdbarheden af sagsøgernes juridiske argumenter, herunder om de centrale studier af laboratorieforsøg kan siges at vedrøre emission til miljøet af glyfosat.
»Men EU-Domstolen fortolker typisk begreberne bredt for at sikre, at formålet med Aarhus-konventionen og -forordningen bliver opfyldt, nemlig at sikre en bred adgang til miljøinformation som led i demokratiet,« siger hun.
Ellen Margrethe Basse mener, at sagsøgernes bedste argument kan være henvisningen til vægtningen af den offentlige interesse i Forordning 1049/2001.
»Men hvor meget vægt, den bør tillægges, er en afvejningssag for domstolen.«
Vil have godkendelse omstødt
Glyfosat-striden tog en ny drejning i går, da FN’s tidligere specialrapportør om fødevarerettigheder, nuværende professor i EU-ret ved Louvain Universitetet i Belgien, Olivier De Schutter, i Europa-Parlamentet fremlagde en redegørelse for, hvorfor den nylige godkendelse af glyfosat indebærer »en krænkelse af kravet om at sikre et højt beskyttelsesniveau for menneskelig sundhed og miljøet.«
De Schutter henviser i sit ti sider lange notat til flere EU-retsakter, bl.a. EU's Forordning 1107/2009, der siger, at plantebeskyttelsesmidler, der godkendes, »ikke (må) have skadelige virkninger for menneskers sundhed, herunder for sårbare gruppers, eller dyrs sundhed«. Forordningen siger samtidig: »Først og fremmest bør målsætningen om at beskytte menneskers og dyrs sundhed og miljøet gå forud for målet om forbedring af planteproduktionen, når plantebeskyttelsesmidler godkendes.«
Parlamentets grønne gruppe vil med notatet i hånden søge at få godkendelsen til glyfosat omstødt.
»Vi vil nu forsøge at skabe et flertal i Europa-Parlamentet for at få sagen bragt for EU-Domstolen, og vi appellerer til de medlemslande, som med rette stemte nej til Kommissionens forslag om at medvirke,« siger Philippe Lamberts, den ene af den grønne gruppes formænd.
Det kan de ikke. Det er ikke Washington DC, det her. Ikke endnu.
Christian de Coninck Lucas,
Jo det kan de. De facto så er det lobbyisterne fra de multinationale selskaber, med deres kapital som bestemmer mere i Bruxelles end national staterne.