Læsetid: 7 min.

’Corbyn er muligheden for at vende tilbage til en politik før nedskæringspolitikken, før neoliberalismen’

Labour var på afveje i årene, hvor det stræbte efter midten i britisk politik og til forveksling lignede De Konservative. Men partiet er ikke rykket til nogen ekstrem venstrefløj – det er vendt tilbage til efterkrigstidens politiske konsensus, hvor samfundet passede på alle, for det er mainstream i dag, mener Labour-kandidat Steven Saxby
Det er ikke kun vælgerne, der i stort tal er blevet vundet over af Jeremy Corbyn, men også mange af kritikerne internt i partiet, mener Labour-kandidat Steven Saxby: »Corbyn er sikker som leder.«

Det er ikke kun vælgerne, der i stort tal er blevet vundet over af Jeremy Corbyn, men også mange af kritikerne internt i partiet, mener Labour-kandidat Steven Saxby: »Corbyn er sikker som leder.«

Stefan Rousseau

30. december 2017

LONDON – Steven Saxby er en af dem, som de unge i det britiske parti Labour kalder for »veteran«. Men samtidig er han en af de nye. For mens han siden sin spirende ungdom har følt sig knyttet til partiet, var det først efter koalitionsregeringen mellem de Konservative og Liberaldemokraterne fra 2010 til 2015, at han meldte sig ind i Labour.

»Jeg blev politisk aktiv, da jeg var omkring 15. Dengang var Neil Kinnock formand for partiet, og det var begyndelsen på, at Labour bevægede sig i en mere neoliberal retning. Som en, der identificerede sig som socialist, var jeg ikke komfortabel med den retning, så selv om jeg altid ønskede at støtte Labour, så følte jeg ikke, at jeg var i stand til at melde mig ind,« fortæller den i dag 46-årige Steven Saxby, der til daglig er præst i den anglikanske kirke.

I stedet for at blive partipolitisk aktiv, valgte han at fokusere sin energi på den grønne bevægelse, antikrigsbevægelsen, antiracismebevægelsen og borgergruppen Citizens UK, men blev gennem dette arbejde opmærksom på, »hvordan koalitionsregeringens politik påvirkede lokalsamfundene; særlig velfærdsreformerne og stramningen i migrationspolitikken«.

Saxby blev som konsekvens mere og mere utålmodig efter forandring i landet og involverede sig derfor sammen med Citizens UK i valget i 2015.

»Efter valget gik det op for mig, at forandring ikke ville komme gennem mit hidtidige engagement, men kun ved at få en anden regering, og det fik mig til at beslutte ikke kun at melde mig ind i Labour, men også at involvere mig,« fortæller han.

»Jeg kæmpede en indre kamp med mig selv, må jeg indrømme. Kunne jeg virkelig melde mig ind i Labour? Men så tænkte jeg, at der er folk som Jeremy Corbyn i partiet – og jeg havde kendt og arbejdet på kampagner med Jeremy i mange år – så jeg tænkte: ’Hvis han kan være i partiet og bliver tolereret, så kan jeg også.«

I dag – et valg senere – er Jeremy Corbyn formand for Labour. Han har drejet partiet i den retning, Steven Saxby havde håbet på, og Saxby selv kommer direkte fra et møde om at blive partiets kandidat ved næste valg for valgkredsen Cities of London og Westminster.

Partiet vil – forventer han – danne den næste regering i landet.

Fra radikal til mainstream

Hvordan skete dét? Hvordan er det radikale blevet mainstream og valgbart? For det er præcis det, der er sket, mener Steven Saxby. Dem, der troede på, at Labour kun kunne vinde ved at omfavne neoliberalismen og blive en mere moderat udgave af De Konservative, er blevet modbevist.

»På et niveau siger jeg: ’Respekt til dem’, for den tilgang var rigtig, idet den vandt tre parlamentsvalg for Labour. Er den rigtig nu? Det mener jeg ikke, og vi har siden tabt to parlamentsvalg med den tilgang. Det er det, de ikke forstår. Vi tabte i 2010 og 2015. Det fungerer ikke. Et flertal i partiet forstod, at Labour var kommet på afveje, og Corbyn repræsenterede muligheden for at vende tilbage til noget tættere på en socialistisk politik; før nedskæringspolitikken, før neoliberalismen. Ikke radikal, men efterkrigstidens politiske konsensus,« siger Saxby, der mener, at partiets seneste valgprogram netop »artikulerede den politik«.

»Ikke kun en politik for folk som mig, en socialist, men for mainstreambriter. Ting såsom investeringer i sundhedsvæsenet, i offentlige boliger. Den politik var konsensus i efterkrigstidens Storbritannien i 50 år. Det var det normale. Politikerne dengang var ikke kommunister eller marxister – det var bare den måde, vi organiserede samfundet på, som alle kunne støtte op om – ’for de mange, ikke de få’,« siger han med henvisning til Labours slogan ved sommerens valg, hvor partiet ikke vandt, men klarede sig langt bedre end nogen iagttager – og mange partimedlemmer – havde forventet.

Saxby mener, at dette netop viser, at »Jeremy Corbyn sælger billetter«.

»Vi har nu beviset. Jeg respekterer dem, der ikke troede, at Jeremy ville fungere over for vælgerne, for det gjorde de ud fra en ærlig tro på, at det ville skade partiet. Men det er nu totalt modbevist. Vi kan vinde med Jeremy. Og vi kan vinde med en dagsorden som virkelig kan forandre landet til det bedre, så der er en målrettethed i Labour igen,« siger han.

Han mener langtfra, at det kun var Labours ’blødere’ Brexit-politik, der overbeviste folk om at stemme på partiet, men dets bredere tilbud til den brede befolkning.

»Det handlede ikke ret meget om Brexit; det handlede om nedskæringspolitikken. Labour havde udråbt nedskæringerne som et politisk valg, som De Konservative havde truffet, og partiet havde en anderledes vision for, hvordan landet burde bestyres. I alle sektorer kan man mærke presset; sundhedsvæsenet, uddannelsessektoren, andre offentlige servicer, som rammer ikke kun de mest udsatte i samfundet, men også folk med middelklasseaspirationer. Deres børn går måske på universitetet, men har ikke råd til at købe et hus. Studerende bliver færdige med en studiegæld på 50.000 pund,« opremser Saxby om de områder, Labour lovede at investere i.

»På alle niveauer af samfundet er der ting, der ikke fungerer.«

Ny samling

Det er ikke kun vælgerne, der i stort tal er blevet vundet over af Jeremy Corbyn, men også mange af kritikerne internt i partiet. Ikke alle, men mange.

»Han har tydeligvis vundet folk over. Der var folk, der trådte tilbage fra hans skyggekabinet, men som nu er vendt tilbage. Corbyn er sikker som leder,« siger Saxby, der selv har været med til at etablere en lokal Momentum-afdeling til støtte for Corbyn.

»Mange af dem, jeg kender lokalt, er blevet vundet over. Mange har droppet deres modstand over for ham, men der er dem, der er uenige i hans politik. Dem, der pragmatisk set ikke troede på, at Corbyn ville appellere til vælgerne, er blevet vundet over. Dem, der altid har være modstandere af hans politik, bakker endnu ikke fuldt ud op om Corbyn-projektet,« siger han.

Den transformation er også en, som hovedpersonen selv har gennemlevet, erkender Saxby, for ingen – inklusive Jeremy Corbyn selv – havde regnet med, at han ville komme i nærheden af Downing Street 10, da han i kølvandet på valgnederlaget i 2015 opstillede som formandskandidat. Selv efter at han havde vundet formandsposten, havde han svært ved at svare på reporternes spørgsmål om, hvorvidt han rent faktisk ønskede at være premierminister.

»Det ville være naivt, hvis nogen troede, at han ville kunne vinde, dengang han annoncerede sit kandidatur til formandsposten i 2015. Og han er tydeligvis meget overrasket selv. Han accepterede nølende at opstille for at fremme den position i partiet, men i takt med valgkampene er det blevet tydeligt, at han kan blive premierminister. Og nu tror jeg ikke, at der er noget, han hellere vil,« siger Saxby.

Mays problem er ikke hendes person, men hendes situation. Den ene fløj i hendes parti er grænseoverskridende kapitalister; den anden er grænseopførende nationalister. Mens May kæmper, spreder Corbyn håb. Han har vundet et valg uden at vinde ansvaret. Det er en ideel platform at bygge drømme om en bedre fremtid på
Læs også

»Ikke for ham selv, men for den forandring i landet, han ville repræsentere, hvis han blev premierminister. Jeg tror ikke, at der er nogen selvisk ambition overhovedet. Han ønsker bare at tjene partiet og landet og levere den forandring, som landet har brug for.«

Saxby – der arbejder hårdt på selv at blive partiets kandidat ved det valg, han håber og tror vil bringe Labour til magten – afviser, at der er tale om en personlighedskult omkring Corbyn internt i Momentum-bevægelsen, som han personligt anser for at være et mobiliseringsredskab. Først for at få Corbyn valgt og siden genvalgt i partiets formandsvalg – og siden for hele partiet i valgkampen.

»Det er ikke en personlighedskult, men man kan ikke afvise, at Corbyns person har haft indflydelse, fordi han i sin person repræsenterer den politik, som folk ønsker. Han er fyren, der pusler med sin kolonihave, er indbefattet af anstændighed og gode værdier, og som ønsker, at britisk politik kommer til at hvile på disse værdier. Det er muligt, at ingen anden kunne have ført os derhen, hvor vi nu er, men nu hvor vi er her, handler det ikke om Jeremy, men om den politik han repræsenterer,« siger præsten, der fuldt ud tror på, at partiet kan vinde ved næste valg om senest fire et halvt år.

»Absolut. Jeg tager det selvfølgelig ikke for givet, for alt kan ske i den periode, men det, jeg ikke kan se for mig vil ændre sig, er De Konservative selv,« siger han og vurderer, at de vil »forsøge at klæbe til magten, så længe de kan«.

»De har dette land, præcis hvor de ønsker det. Det er en legeplads for profitmagere, som griner hele vejen til banken. Det vil de for alt i verden ikke opgive. Og jeg ser ikke landets tørst for forandring forsvinde. Hvad end Jeremy forbliver leder eller ej er det min forventning, at vi med vores nuværende politik vil forme den næste regering,« siger Steven Saxby.

»Vi har værdierne, vi har valgprogrammet, som kan forandre ting. Vi ved, hvad vi er, og hvor vi skal hen – vi ved, hvad landet ønsker.«

Serie

Jez he can!

Før det britiske parlamentsvalg i juni var det den accepterede visdom blandt iagttagere, at Labours formand, Jeremy Corbyn, var for radikal for de britiske vælgere, og at partiet ville blive så godt som udslettet ved valget. Nu siger samme iagttagere, at Corbyn meget vel kan blive landets næste premierminister. Information taler med en ung Momentum-aktivist, en garvet iagttager og en aspirerende Labour-politiker om, hvad der har ændret sig i Storbritannien og i partiet, som har gjort landet parat til premierminister Corbyn.

Seneste artikler

  • Hvis socialdemokrater ønsker sig en rød jul, skal de måske rette blikket mod Corbyn

    28. december 2017
    I Storbritannien tilbød Corbyns Labour i år et reelt politisk alternativ til højrefløjen. Resultatet er, at det socialdemokratiske projekt er blevet opflammet af håb og optimisme
  • Røde aktivister har reddet Labour fra sig selv

    28. december 2017
    Labour-formand Jeremy Corbyns magtbase er den stadigt voksende græsrodsbevægelse Momentum, der to gange har sikret ham sejren i formandsvalg i partiet til gengæld for et løfte om en ny politik. Uden bevægelsen ville Labour aldrig have klaret sig så godt ved sommerens valg, mener Momentum-medlem Michael Chessum
  • Bag Corbyns vej til magten kan ligge et naivt håb om retfærdighed

    23. december 2017
    Det var et desperat håb om forandring, der i sommer førte til Jeremy Corbyns og Labours opsving ved det britiske valg, siger en af Storbritanniens fremtrædende økonomer og journalister, Robert Peston, som samtidig mener, at det er realistisk, at Corbyn på et tidspunkt bliver premierminister
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • ingemaje lange
  • Michael Kongstad Nielsen
  • John Hansen
  • Eva Schwanenflügel
  • Kurt Nielsen
  • Torben K L Jensen
ingemaje lange, Michael Kongstad Nielsen, John Hansen, Eva Schwanenflügel, Kurt Nielsen og Torben K L Jensen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Torben K L Jensen

Mette Rodgers - det var på tide så du vokser i min agtelse - så hvad med mesteren himself.

Det er en meget sløv dansk medieverden som kun meget sent ser Corbyn som valid politiker. Han er de sidste par år dømt ude af medierne med henvisning til en ekstrem venstreorienteret politik.
Pressen i England har været, og er stadig, meget kritisk. Alligevel vokser hans parti.
Et almindeligt billede som ses i mange lande. Medierne er et sted, befolkningen et andet. De politiserede medier er ikke i befolkningens interesse.
Men tak for denne artikel.

ingemaje lange, Peter Nielsen, Carsten Wienholtz, Egon Stich, Bjarne Bisgaard Jensen, Svend Elming, Brian Larsen, Curt Sørensen, Tue Romanow, Karsten Lundsby, Jan Pedersen, Eva Schwanenflügel og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar

Det, som er så sjovt, er, at den meget venstreorienterede politik, Corbyn står for - eller som Sanders står for i USA - er meget på linje med den del af vores velfærdssamfund, der ikke er blevet helt smadret endnu.
Der er ingen tvivl om, at Fogh og Løkke-regeringerne hentede deres inspiration fra liberaliseringen af UK - i langt højere grad end på kontinentet, hvor man afgjort burde have set efter.
Der er heller ingen tvivl om, at Vesteuropa aldrig burde være fulgt efter USA ud i dette eksperiment, men derimod have holdt fast i en kamp for stadig større grader af frihed, lighed og solidaritet - i kraft af en styret økonomisk politik. Det kan ikke være finanserne, der bestemmer aktivitetsniveauet i samfundet, for finanserne er afhængige af aktivitetsniveauet i samfundet.

Flemming Berger, ingemaje lange, Anders Reinholdt, Peter Nielsen, Carsten Wienholtz, Benny Larsen, Sus johnsen, Ole Henriksen, Arne Lund, Bernd Åke Henriksen, Jan Nielsen, Vibeke Hansen, Curt Sørensen, Bjørn Pedersen, Karsten Lundsby, Torben K L Jensen, John Hansen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Michael Kongstad Nielsen

Steffen Gliese
30. december, 2017 - 02:58

Du plejer jo at foretrække EU som vejen frem. Og henviser UK til at kæmpe deres egen klassekamp. Og når de er færdige med den, så forestiller du dig, at UK igen melder sig ind i EU.
Det er det rene pladder, eftersom EU ikke kan styre efter et velfærdssamfund, men kun efter neoliberalisme.

Nu aner du som mange andre momentum for Labours velfærdspolitik. Og nu hopper I på vognen.
Mange andre i Europa tager afstand fra Brussels EU politik, fx. de store italienske fløje, der skal kæmpe om parlamentet til marts.
Lad EU's liberalistiske uligheds politik sygne hen, og nationernes ligheds- og velfærdspolitik blomstre op.

Flemming Berger, Per Torbensen, Torben K L Jensen og Jes Balle Hansen anbefalede denne kommentar
Lau Dam Mortensen

@Sus Medierne er ejet af dem der ejer produktionsmidlerne. Kommer Corbyn til magten skal de skære i profitten og dele den ud til fællesskabet. Det er ikke tilfældigt eller pga. sløvhed at de ikke har "opdaget" Corbyn. De forsøger at undertrykke Corbyn og den politik han står for for det er i deres interesse. Det er et bevidst valg at håndtere Corbyn på den måde, ikke en tilfældighed.

ingemaje lange, Bjarne Bisgaard Jensen, Eva Schwanenflügel, Carsten Wienholtz, Sus johnsen, Ole Henriksen og Egon Stich anbefalede denne kommentar
Henrik Plaschke

Steffen Gliese

Jeg er stort set enig med dig i din kommentar ovenfor, men du forenkler tingene lidt for meget i dine afsluttende bemærkninger:

”Det kan ikke være finanserne, der bestemmer aktivitetsniveauet i samfundet, for finanserne er afhængige af aktivitetsniveauet i samfundet.”

Det er korrekt, at de offentlige finanser er afhængige af aktivitetsniveauet i samfundet, men de er også afhængige af, hvad vi kunne kalde rammerne for samfundets aktivitetsniveau, herunder ikke mindst skattesatserne.

Sænkes skattesatserne påvirkes de offentlige finanser alt andet lige i negativ regning: i retning af stigende underskud. Denne negative påvirkning kan naturligvis modvirkes af de berømmelige ”dynamiske effekter” (alt andet er ikke lige) af sænkede skattesatser (falder de højeste skatter, arbejder de rige mere, og sænkes virksomhedsbeskatningen, investerer virksomhederne mere), men empirisk er der ikke meget der tyder på, at disse dynamiske effekter skulle være betydningsfulde. De er først og fremmest drømmetænkning.

I USA lå de højeste marginalskatter på ca. 70 % i starten af 1980erne, mens de i dag ligger på under 40. Virksomhedsbeskatningen har ændret sig på tilsvarende vis. Beskatningen i Storbritannien har udviklet sig på tilsvarende vis. Der er intet, der tyder på, at de faldende skattesatser skulle have påvirket investeringer og produktivitet positivt. Derimod har faldende skatteindkomster pga. faldende skattesatser betyder stigende offentlige underskud, som så er blevet finansieret ikke mindst gennem udstedelsen af statsobligationer. Og pudsigt nok er der nogen, der har haft overskydende likviditet til at anskaffe sig statsobligationer – f.eks. fordi deres skattebetaling har været faldende… pga. fortsat lavere beskatning af de højeste indkomster…

Passive kapitalanbringelser fremfor produktive investeringer påvirker næppe aktivitetsniveauet positivt, og bl.a. forskning fra BIS (Bank for International Settlements) tyder på, at en for stor finansiel sektor påvirker produktivitetstilvæksten negativt. Og herved kommer finanserne nok alligevel til at påvirke samfundets aktivitetsniveau.

Men eller er jeg, som nævnt, ganske enig med dig. Og det burde ikke være finanserne, der bestemte aktivitetsniveauet i samfundet.

Hans Ditlev Nissen, Flemming Berger, ingemaje lange, Anders Reinholdt, Eva Schwanenflügel, Carsten Wienholtz, Benny Larsen, Ole Henriksen og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
Philip B. Johnsen

Er der virkelig ingen vilje til begrænsning af de menneskeskabte klimaforandringer og flygtninge strømme i kølvandet?

Der er ingen politisk plan, der kan skaffes flertal for, der vil løse udfordringer, det er pointen, men hvorfor er der ingen plan?
Politikerne er ikke overhoved ikke problemet, politikere er ligegyldige marionetter uden nogen reel indflydelse på fremtiden, det magthaverne der er problemet.

"200 mennesker forvalter med deres respektive firmaer omkring 47 billioner dollar svarende til 60 procent af verdens samlede BNP."
Link: https://www.information.dk/kultur/anmeldelse/2017/02/taler-saa-kapitalis...

Jeremy Corbyn vandt hurtigt sympati hos dele af UKs befolkning og har til fælles med Donald Trump og Bernie Sanders, at han ikke har/havde støtte fra sit eget parti.
Interessant overskrift. Trumps vælgere længes også efter en tid der var.
Da jeg først hørte om Corbyn, tænkte jeg på Villy Søvndal og kunne se potentialet, hvis han fik lov at den elitære del af Labour. Corbyn har stadig massiv modstand men god opbakning fra græsrødderne.

I min optik er Corbyn endnu et oprør mod EU konsensus linien og ret interessant. Måske bliver han Prime Minister. Men her vil problemerne opstå hvis han faktisk fører den gavebodspolitik og brandbeskatning han lover. Mon ikke han bliver valgt og så indser, at kun meget få dele kan gennemføres... men bestemt interessant.

Hvis Corbyn bliver statsminister bliver hans vigtigste opgave at afbøde konsekvenserne af Brexit. Alt andet kommer til at forekomme ligegyldigt.

Så hvordan vil han bibeholde arbejdspladser, kapital, arbejdskraft og forskning når UK har opsagt alle aftaler med EU om disse området.

Michael Kongstad Nielsen

Ved at lave nye aftaler, og ved at finde pengene der, hvor de er - nemlig hos de rige.
Og husk, Brexit is not the end. It is not even the beginning of the end. But it is, perhaps, the end of the beginning.

Flemming Berger, ingemaje lange, Torben K L Jensen og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar

"Ved at lave nye aftaler, og ved at finde pengene der, hvor de er - nemlig hos de rige."

Jeg er sikker på at de rige sætter sig ned og tålmodigt afventer at Corbyn haler pengene op af deres lommer.

Philip B. Johnsen

Heldigvis ser den demokratiske modpol til det historiske rigmandsvældet i Storbritannien ud til, at høste frugterne af det genvundne demokrati med overskriften:

FOR THE MANY NOT THE FEW - The Labour Party.

De superrige vil formodentlig fortsat bygge murene højere og kældrene dybere lidt endnu.

"Ja, de går vel ind for demokrati."

Ja det gør de. Og det indebærer bla. retten til at flytte sine penge derhen man vil.