Læsetid: 7 min.

Et dybt splittet Catalonien har valget mellem catalansk nationalisme og spansk nationalstat

Når catalonierne torsdag vælger nyt selvstyre er det altafgørende spørgsmål, om det bliver den catalanske selvstændighedsfløj eller unionisterne, der sejrer
Når catalonierne torsdag vælger nyt selvstyre er det altafgørende spørgsmål, om det bliver den catalanske selvstændighedsfløj eller unionisterne, der sejrer

Manu Fernandez

21. december 2017

Hvem skal være catalansk præsident og stå i spidsen for Cataloniens selvstyre de kommende fire år? Bliver det den stærkt catalansk-nationalistiske Oriol Junqueras, spidskandidat for det republikanske venstrefløjsparti Esquerra Republicana, ERC, der står til at få deres bedste valg nogensinde?

Eller måske den andalusiskfødte Inés Arrimadas, der som ung jobsøgende i 00’erne bosatte sig i Catalonien. Hun repræsenterer det største borgerlige parti, spanske Ciudadanos, Ciutadans på catalansk, der står stejlt på spørgsmålet om det spanske monarkis beståen – og som p.t. fører i de fleste meningsmålinger.

En tredje mulighed er PSC, det catalanske socialdemokrati, og dets kandidat Miquel Iceta, der gerne selv vil være regeringsleder efter valget, men som ikke vil pege på den borgerlige Inés Arrimadas, selv om begge partier for alt i verden ønsker at undgå, at separatisterne alene kommer til magten.

Torsdagens valg til nyt selvstyre i den spanske region Catalonien står mellem syv partier, der står stejlt over for hinanden i spørgsmålet om catalansk uafhængighed eller ej, og det er langt fra afklaret, hvad der sker efter valget. I de fleste meningsmålinger står de to blokke så tæt, at den statistiske usikkerhed betyder, at det endelige resultat er umuligt at forudsige.

Og selv om partierne kan samles i to blokke, henholdsvis unionister og separatister, er der ikke i blokkene intern enighed om, hvordan Catalonien efter valget bringes igennem krisen. Som Miquel Iceta, PSC’s spidskandidat siger i et interview med El Pais:

»Det er en fejl at tro, at alt bliver afklaret med en sejr til unionisterne den 21. december.«

Valgets vigtigste kandidater

Oriol Junqueras, Esquerra Republicana de Catalunya (ERC)

ERC, det republikanske venstrefløjsparti er Cataloniens traditionelle separatistparti, som blev grundlagt i 1931, året før Catalonien første gang opnåede status som autonom region i Spanien.

Partiets spidskandidat til valget er den 48-årige Oriol Junqueras, uddannet historiker og medlem af ERC siden 2003. Junqueras stiller op, men sidder dog fortsat fængslet på grund af sin medvirken ved den ulovlige folkeafstemning om selvstændighed i oktober. Det ændrer dog hverken på Junqueras eller ERC’s politiske mål, som fortsat er et selvstændigt Catalonien.

Carles Puigdemont, leder af Junts Per Catalunya (i fællesskab for Catalonien)

Puigdemont satte alt på ét bræt, da han som Cataloniens selvstyreleder trodsede alle advarsler og valgte at gennemføre folkeafstemningen den 1. oktober om catalansk selvstændighed – og dermed udløste den største politiske krise i nyere catalansk og spansk historie.

54-årige Puigdemont befinder sig fortsat uden for Spanien af frygt for juridiske repressalier, men er sit partis spidskandidat og hævder fortsat, at skulle selvstændighedsfløjen vinde valget i Catalonien, er han den eneste legitime leder. Det kan skabe problemer i forhold til den naturlige koalitionspartneren ERC, der står til at blive det største af Cataloniens selvstændighedspartier.

Inés Arrimadas, Ciutadans (Ciudadanos)

36-årige Inés Arrimadas har ambitioner om at blive præsident for det catalanske selvstyre. Hendes parti, Ciutadans, søsterparti til det borgerlige Ciudadanos, står til at blive det catalanske parlaments største og dermed sætte sig på magten, såfremt det lykkedes at samle opbakning blandt de partier, der ønsker at bevare Catalonien som en region i Spanien. Det vil sige Ciutadans, PSC og PP.

Inés Arrimadas har været medlem af det catalanske parlament siden 2012. Hun er ikke født og opvokset i Catalonien, men er fra Andalusien. Under hendes kampagne har hun henvendt sig direkte til de mange i Catalonien, der oprindeligt stammer fra Andalusien.

Xavier Domènech, Catalunya en Comú-Podem

Xavier Domènech kan blive en af de mest afgørende og indflydelsesrige politikere efter valget. Han er 43 år, født i Sabadell tæt ved Barcelona og har fungeret som professor i historie indtil han blev medlem af det catalanske parlament i januar 2016.

Xavier Domènech støttes af Barcelonas nuværende borgmester, Ada Colau, og spås at kunne blive tungen på vægtskålen, når magten skal placeres efter valget. Comú-Podem støtter hverken separatisterne hårde linje eller unionisternes position, men er fortaler for, at Catalonien efter skotsk forbillede skal have lov til at afholde en folkeafstemning om selvstændighed.

Miquel Iceta, Partido Socialista de Catalunya (PSC)

Det catalanske socialdemokrati, PSC, søsterparti til de spanske socialdemokrater, PSOE, opstiller på trods af et dårligt valg i 2015 igen Miquel Iceta som spidskandidat. Iceta er 57 år, født i Barcelona og har en livslang karriere som politiker bag sig.

Når Iceta, til trods for at partiet formentlig ender som et af de mindre, alligevel spås chancer for at ende som leder af selvstyret, er det, fordi det ventes, at Comú-Podem ikke har sin egen præsidentkandidat, men i stedet peger Miquel Iceta.

Bagtæppe af politisk kaos

Det catalanske selvstyrevalg torsdag lige inden jul er catalansk histories mest kaotiske, men måske også det vigtigste. Og så er det kulminationen på et politisk efterår, hvor det blev klart, at de catalanske separatistpartier er villige til at gå meget langt i kampen for catalansk løsrivelse.

To af valgets ledende kandidater sidder fortsat fængslet eller er på flugt som konsekvens af den folkeafstemning om catalansk løsrivelse og selvstændighed, som det tidligere selvstyre trods advarsler fra regeringen i Madrid valgte at gennemføre den første oktober i år. De to er tidligere selvstyrepræsident Carles Puigdemont, der fortsat står i spidsen for den politiske platform Junts Per Catalunya (JxCat), og leder af den republikanske venstrefløj, ERC, Oriol Junqueras. Nøjagtigt hvad der kommer til at ske med dem juridisk er fortsat uafklaret, selv om meget peger i retning af en form for frifindelse.

Og selve valget blev udskrevet i utide, efter at det spanske parlament på opfordring fra centralregeringen valgte at udløse den spanske forfatnings artikel 155, og dermed opløse det catalanske selvstyre, fordi Puigdemont og hans catalanske selvstyre efter folkeafstemningen og næsten en måneds tøven fortsat valgte at erklære Catalonien selvstændigt.

36-årige Inés Arrimadas fra partiet Ciutadans bejler til præsidentposten ved valget i Catalonien torsdag. Her ses hun til et pressemøde i Barcelona tirsdag. 
Læs også

Mere end 3.000 virksomheder har efterfølgende forladt Catalonien, blandt dem en række giganter som bankerne Caixa og Sabadell. Tal fra Generalitat, det catalanske selvstyreparlament, viser, at arbejdsløsheden stiger, og antallet af turister er faldet i kølvandet på den politiske uro og usikkerhed om Cataloniens fremtidige status.

Det har ført til en hidtil uset splittelse blandt de catalanske politikere og vælgere.

Vej ud af dødvande?

De seneste meningsmålinger giver et lille forspring til de partier, der kæmper for det spanske monarki, PSC, Ciutadans og PP, og dermed en spinkelt nederlag til de tre separatistpartier ERC, JxCat og det yderligt venstreorienterede CUP. Men de viser også, at 29 procent af vælgerne endnu ikke har besluttet sig.

Ingen af de to blokke har dog flertal bag sig uden den politiske fællesliste Catalunya en Comú-Podem, en venstreorienteret enkeltsagsbevægelse, der blandt andet tæller den populære Barcelona-borgmester, Ada Colau, og som hverken støtter separatisternes konfrontatoriske linje eller centralregeringen i Madrids – i dens øjne – skrappe kurs over for Catalonien. Den støtter kravet om retten til at afholde en folkeafstemning om uafhængighed og mere regional autonomi og har derfor gode muligheder for at arbejde med begge fløje.

Det mener Miquel Iceta, spidskandidat for PSC, også, at han har. Han frygter ren dominans fra separatistpartierne, men advarer omvendt også imod det modsatte: en blok bestående af PP, Comú-Podem og PSC. Iceta opfordrer derfor separatistpartierne til at gå med i en centrum-venstre-regeringsdannelse for at undgå, at »der laves regeringsdannelser inden for blokkene«.

»Det vil ikke fungere, og det ved alle. Jeg vil have en regeringskonstellation, der er troværdig, og som er åben for forhandlinger med den spanske regering. Får vi ikke en sådan, vil catalansk politik fortsat sidde fastkørt og samfundet forblive delt i to blokke.«

Valgstederne lukker torsdag kl. 21, og der forventes en rekordhøj valgdeltagelse på 81-82 procent af de stemmeberettigede.

Tidslinje: Catalonien som spansk region

1714: Magten centraliseres

Spaniens kong Felipe centraliserer magten omkring Madrid, hvilket blandt andet betyder, at alle regionale institutioner fratages deres magt og virke. Catalonierne har ellers igennem flere århundrede haft egne domstole, skatteopkrævere og egen skatteopkrævning. Catalonierne markerer hvert år d. 11. september nederlaget, som de betragter som begyndelsen på den spanske besættelse.

1932: Selvstyrende regioner

Inden Den Spanske Borgerkrig bryder ud, og general Franco sætter sig på centralmagten frem til sin død i 1975, opnår Catalonien sammen med fire andre spanske regioner en selvstyreaftale med Madrid. Denne bliver afgørende for det selvstyre, Catalonien opnår efter Francos død, hvor en ny forfatning i 1978 giver udstrakt autonomi til de regioner, der tidligere har haft et historisk selvstyre.

1978: Ny forfatning

Efter Francos død i 1975 udarbejdes en ny forfatning, der giver lokalt selvstyre til samtlige Spaniens 17 regioner, men hvor de regioner, der allerede før borgerkrigen opnåede selvstyre, opnår den største grad af autonomi. Det gælder blandt andet Catalonien, Baskerlandet og Galicien.

2010: Selvstyreaftale forkastes

En ny selvstyreaftale mellem Catalonien og Madrid, der vil give catalonierne større råderum over egen økonomi, afvises i sidste øjeblik af Spaniens forfatningsdomstol. Det er det konservative regeringsparti Partido Popular, PP, der tager initiativ til at efterprøve den nye selvstyreaftale ved domstolene.

2014: Symbolsk afstemning

Catalonien afholder en ikke gyldig folkeafstemning om selvstændighed, hvor 80 pct. af de afgivne stemmer siger ja til selvstændighed, men kun 37 pct. af de stemmeberettigede deltager. Afstemningen kaldes ’symbolsk’, da den spanske forfatningsdomstol underkender muligheden for at stemme om selvstændighed.

2017: Kollisionskurs

Trods advarsler fra centralstyret i Madrid vælger det catalanske selvstyre at gennemføre en folkeafstemning om selvstændighed, hvor 90 procent svarer ja til selvstændighed, men kun 42 procent af de stemmeberettigede deltager. Selvstyrepræsident Carles Puigdemont og flertallet af selvstyret fastholder efterfølgende, at folkeafstemningen er gyldig, og at Catalonien er i gang med at løsrive sig.

Det medfører arrestationer af flere ledende politikere fra separatistpartierne, samtidig med at den spanske regering i Madrid opløser det catalanske selvstyre og udskriver nyvalg til afholdelse den 21. december. Statsminister Mariano Rajoy har forud for valget advaret det fremtidige catalanske parlament om, at regeringen »som allerede set, er klar til at udløse artikel 155 og opløse det catalanske selvstyre«.

 

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Det er en glimrende dagbog, men i dag ville Orwell nok vende sig i graven over de catalanske separatisters nationalisme, hvor de skelner mellem cataloniere også de RIGTIGE cataloniere, altså dem der vil som dem.

Små lande er gode lande, store lande er dårlige lande. Separatisme bør brede sig over Europa - også for at sikre en bedre magtfordeling i EU med de mange selvstændige vesteuropæiske lande og de få østeuropæiske. Decentralisering er nødvendig, hvis demokratiet skal reddes for verdensdelen.

@Gert Jeg ved ikke hvad Orwell ville have gjort. Med oplevelserne fra krigen og de mange år med Franco, kan det være at han måske ville have reageret anderledes. Var han ikke allergisk overfor central styring og facisme?

jens peter hansen

Nu var det vel snarere et opgør med den sovjetkommunistiske paranoide terror i det næsten anarkistiske Catalonien han kæmpede for.

@David - enig med Orwell, men det jeg hentyder til er, at der i dag mere er de catalanske separatister, der er fascistiske (selvom vi skal passe på den løse brug af begreberne), men de står for en stram sprog politik, legitimere et had til Spanien, som de ynder at reducere til en samlet gruppe, derudover har Puigdemont ved flere lejligheder vist manglende accept af, at befolkningen er delt, han har tvunget valg og erklæringer igennem uden respekt for folket.

Jeg har svært ved at få øje på, hvad den catalanske separatisme er næret af? Catalonien har været en del af Spanien i mere end 300 år og har siden Francos død i 1975 nydt vidt udstrakt autonomi. Javel, de har deres eget sprog og egen kultur, men det har baskerne også og uanset, at ETA i en periode udgjorde en voldelig parentes, er det ikke mit indtryk, at der er samme separatistiske strømninger i Baskerlandet.

Er der nogen her, der kan forklare, hvorfor det var så vigtigt for Spanien, at forbyde forbud mod tyrefægtning i Catalonien?

Var det sådan noget nationalistisk, facistisk noget, at Catalanerne ville forbyde tyrefægtning? Eller var det måske eventuelt sådan, at Spaniens forbud mod forbudet var anslag af noget suprematisme, der vel ret indlysende kan nære et ønske om selvstændighed?

Kunne den konservative højesterets underkendelse af den forhandlede løsning, have næret et ønske om selvstændighed?