Læsetid: 10 min.

Eksilpolak: ’Det er, som om verden tog til i fart og efterlod en hel generation af mennesker i Østeuropa, som pludselig tænker ’Fuck’’

Aleksandra Wojewska på 25 er en del af den første generation i mange år, der er vokset op i et frit Polen. Som EU-borger kan hun rejse frit og har bosat sig i Danmark. Derhjemme sidder hendes forældre, som er vokset op i kommunisttiden med madrationer og uden pas. Og de to generationer har svært ved at forstå hinanden
Hver søndag efter kirke kommer Renata Wojewska og Janusz Wojewskis ældste datter på besøg med sin familie i den lille lejlighed i Wejherowo i Polen.

Hver søndag efter kirke kommer Renata Wojewska og Janusz Wojewskis ældste datter på besøg med sin familie i den lille lejlighed i Wejherowo i Polen.

Ulrik Hasemann

28. december 2017

WEJHEROWO, POLEN – Vejen fra kirken til Renata Wojewska og Janusz Wojewskis lejlighed går tværs gennem parken.

De er i søndagstøj og uldfrakker, hun med nylonstrømper, han i en prikket skjorte og charmeklud. Janusz Wojewski voksede op her i Wejherowo, en nordpolsk forstad med 50.000 indbyggere, og da de blev gift, flyttede Renata Wojewska hertil fra nabobyen.

Hver søndag siden de mødte hinanden for omkring 40 år siden, har de gået den tur. Først bare de to, dengang de var midt i tyverne, siden med deres to små døtre, og nu, hvor begge døtre er flyttet hjemmefra, går de igen bare de to gennem den lille, nedslidte park. Én forandring er der dog sket: Efter Polen blev medlem af EU i 2004, er parken blevet renoveret for EU-midler og har fået træningsredskaber, legepladser, springvand – og et stort skilt med det stjernede EU-flag. 

Dem er der mange af i Polen på veje, tog og stationer. Polen er det EU-land, der modtager flest EU-midler, og i alt vil landet i 2020 have fået tildelt mere end 100 milliarder euro i støtte.

»Medlemskabet af EU er det bedste, der er sket for Polen i mange år,« siger Janusz Wojewski, da de er nået hjem i lejligheden.

Janusz Wojewski og Renata Wojewska er på restaurant med deres barnebarn Wiktor.

Ulrik Hasemann

Deres lejlighed er lille og holdt i brune nuancer med gule lædersofaer og mørke træpaneler. Vægge, borde og skænke er fyldt med billeder. Et af dem er af deres yngste datter, Aleksandra Wojewska, fra hendes dimission fra Aberdeen University. Som 18-årig rejste hun til Skotland for at studere, og nu er hun ved at tage sin kandidatgrad i Danmark.

Den ældste datter blev hjemme. Katarzyna Kasprzycka er lige trådt ind ad døren med sin mand og deres toårige søn, Wiktor. Han går i gang med at bygge lego på stuegulvet, mens hun forsøger at tørre ellevetaller af snot væk under hans næse. 

»Selv om du synes, at EU er det bedste, der er sket for Polen, har du mistet din datter på grund af det,« siger Katarzyna Kasprzycka drillende til sin far.

Østershatte og julefrokost

Siden det kommunistiske styre faldt i 1989, Polen åbnede sig mod Vesten og kom med i EU, er udviklingen gået stærkt. Med de åbne grænser og den frie bevægelighed er økonomien boomet, ligesom folks levestandard. Aleksandra Wojewskas generation har muligheder i livet, som hendes forældre ikke havde, og det kan gøre det svært at finde fælles ståsted. Familien Wojewska lever som store dele af polakkerne nærmest i to verdener på én gang.

Aleksandra Wojewska på sit værelse i lejelejligheden på Østerbro i København. Her bor hun med en medstuderende fra Spanien

Ulrik Hasemann

I en butik på Jægersborggade i København sidder den bortrejste datter. 25-årige Aleksandra Wojewska har afbleget sit mørke hår og samlet det i en knold på toppen af hovedet. Hun har ikke været i kirke. Hun har en lille smule tømmermænd, og de næste mange timer har hun vagt i Beyond Coffee, hvor hun som frivillig sælger østershatte dyrket i kaffegrums. I baggrunden kører Beatles’ sang »Eleanor Rigby« om »all the lonely people«.

Når en kunde træder ind, går hun straks i gang med at fortælle om kaffegrums og svampe, insekter og bæredygtighed. Når hun ikke står her, studerer hun miljø- og naturressourceøkonomi på Københavns Universitet, arbejder som tjener på Vesterbro og er frivillig i en bogbutik.

»Har du styr på maden til julefrokosten?« spørger en af de andre frivillige inde fra baglokalet.

Aleksandra Wojewska har sagt ja til at stå for den årlige julefrokost, selv om hun er en af de eneste, der ikke er dansker.

»Men det er jo mig, der skal integreres,« siger hun og griner. For det her er hendes liv nu.

»Det er svært for mine forældre at relatere til mit liv, og det betyder, at vi misforstår hinanden.«

Første gang Aleksandra Wojewska rejste ud af Polen, var en ferie til Bornholm med hendes forældre. Det var også hendes fars første rejse ud af landet. Aleksandra Wojewska var 12 år, hendes far var 52. Forældrene voksede op i en tid med madrationer, hvor al udrejse blev kontrolleret, og pas blev opbevaret på politistationen.

»Det er hårdt at være den første til at rejse ud og bo i Europa,« siger hun.

Aleksandra Wojewskas storesøster, Katarzyna Kasprzycka (i midten), er 32 år og har boet i boligblokken, siden hun blev gift i 2011. Hun føler et stort ansvar over for sine forældre.

Ulrik Hasemann

Et liv der er til at forstå

Øjnene er ens, og de to søstre har samme frisure, men Katarzyna Kasprzycka har en guldring om fingeren, og hun bor i Polen. Udenfor falder støvregnen på den øde vej i Rumia, hvor hun bor med sin mand, Bartek Kasprzycki, og deres søn.

Et par timer inden dagens søndagskage med forældrene er de gået ned til deres underbo og hendes datter, som slås med Wiktor om en dukkevogn.

»Han vil så gerne have sådan én – men min far er allerede utilfreds med, at vi købte et børnekøkken til ham. Ifølge ham er det ikke en mands job at lave mad, tænk hvis han så ham nu,« siger Katarzyna Kasprzycka og smiler til sin søn, der har vundet slaget om dukkevognen og nu skubber den rundt på stuegulvet.

Ulrik Hasemann
Katarzyna Kasprzycka er 32 år og har boet her i boligblokken, siden hun blev gift i 2011.

Hendes engelsk er ikke helt lige så sikkert som Aleksandra Wojewskas, men hun går til undervisning for at blive bedre. Hun gik på universitetet, da Polen blev medlem af EU, og med medlemskabet kom muligheden for at rejse ud og studere. Enten på udveksling gennem Erasmus-programmet eller ved at tage en fuld uddannelse i et andet EU-land.

Den mulighed har mange polske studerende benyttet sig af, men ikke Katarzyna Kasprzycka. Hun forelskede sig, blev og giftede sig.

»Jeg ville gerne have været ude, jeg ville også gerne bo alene en dag. Jeg gik jo direkte fra at bo hjemme til at flytte sammen med min mand. Jeg har aldrig prøvet at bo alene ... Men det kan jeg nå endnu,« siger hun og dasker til sin mand, der bryder ud i et stort grin.

»Det er meget svært for vores forældre at forstå Aleksandras liv. Det er nemmere for dem at forstå mit – jeg har en familie, barn, fast job, og det er det, mine forældre ønsker for os begge.«

Bartek Kasprzycki lyner Wiktors jakke, bærer ham ned i familiens bil, og så kører de afsted mod hendes forældre i nabobyen.

Ulrik Hasemann

Når det bedste råd er: bed!

En cykel fræser forbi Aleksandra Wojewska. Hun krydser Assistens Kirkegård på Nørrebro mellem popler og gravsten på vej til sit andet frivillige arbejde, hvor hun skal hente nogle nøgler.

Som barn kunne Aleksandra Wojewska godt lide strukturen i den katolske kirke i Polen – de små traditioner, og at »det var noget, man gjorde sammen som familie hver søndag«.

Men da hun blev ældre, fik hun sværere ved at forstå og leve op til kirkens normer og regler. Hun syntes, det var ubehageligt at skulle skrifte, bare fordi hun havde tænkt på sex, og tankerne om, at hun skulle affinde sig med, hvad hun var blevet givet, passede ikke til, at hun ønskede sig mere af livet.

Da hun som 18-årig fortalte sine forældre, at hun ville flytte til Skotland for at studere, var Aleksandra Wojewskas mors bedste råd, at hun skulle bede, hvis hun kom i problemer.

»Selv om jeg sagde: ’Mor, jeg holdt op med at gå i kirke for flere år siden’, fastholdt hun, at jeg hellere måtte sørge for at holde kontakten med Gud, så han kunne hjælpe mig.«

Hendes forældre gik meget op i, at hun skulle have en god uddannelse, så selv om det kom bag på dem, at hun ville væk, bakkede de hende op.

»Problemet va

Dengang familien stadig var samlet.

Ulrik Hasemann
r, at vi misforstod hinanden i forhold til, hvorfor jeg rejste ud for at studere,« siger hun.

For mens Aleksandra Wojewska ville ud og »se, hvordan det var derude«, ønskede hendes forældre, at hun fik en god uddannelse, så hun kunne vende tilbage til Polen og tjene en masse penge, fortæller hun. I dag har Aleksandra Wojewska ingen planer om at vende tilbage til Polen, nu er det uden for sit hjemland, hun føler sig bedst tilpas.

Når hun taler, bliver ’this’ til ’dis’ og ’that’ til ’dat’, men derudover er hendes engelske fejlfrit og meget akademisk. Hun retter sig selv, så snart hun kommer i tanke om et mere præcist tillægsord. Hendes forældre lærte lidt russisk eller tysk, da de var børn, men taler ikke et ord engelsk.

»Det er, som om verden tog til i fart og efterlod en hel generation af mennesker i Østeuropa, som pludselig tænker ’Fuck. Alt udenfor har forandret sig, og nu er der en ny standard, som vi ikke er en del af,’« siger Aleksandra Wojewska.

’Aleksandra er meget anderledes’

I forældrenes lejlighed i Wejherowo er ruderne begyndt at dugge. Indtørrede brune dråber sidder tilbage på porcelænsstellet med lavendelblomster. Kopperne matcher tallerkenerne, der matcher servietterne. På bordet står tre store kagefade næsten urørt og en skål med hindbærgele, som Wiktor har spist lidt af.

Nu finder Janusz Wojewski de små glas frem til en hjemmelavet jordbærlikør, som hans hustru har lavet. Sukker, vodka og jordbær er hældt på en gammel tequilaflaske og har trukket i et år.

»Vores generation er vokset op med, at der var ting, man skulle gøre. Som at blive, hvor vi kommer fra. Enten sagde vores forældre det, ellers sagde partiet det. Aleksandras liv er meget anderledes … Aleksandra er meget anderledes,« siger Renata Wojewska.

Hendes mand tilføjer: »Min far var ung under Anden Verdenskrig, så selvfølgelig kunne han slet ikke forstå mit liv. Alligevel synes jeg, det er det samme nu. Jeg kan ikke forstå Aleksandras valg i livet.«

Modstridende mål

Aleksandra Wojewska stikker hovedet ind i den lille boghandel Ark Books på Møllegade i København.

»Hello?« råber hun ind i lokalet og besvares af et »hello« fra baglokalet.

Aleksandra Wojewska er en del af det frivillige netværk, der driver boghandlen. De fleste af dem er udenlandske studerende, der er kommet til Danmark, ligesom hende.

Efter at have taget sin bachelorgrad i Skotland flyttede hun egentlig til Holland, hvor hun var kommet ind på en kandidatuddannelse. Men hun blev snydt af en udlejer, mistede et stort depositum og stod uden bolig, så hun måtte flytte hjem til Polen. Da Aleksandra Wojewska fik et job i en stor virksomhed i Polen, troede hendes forældre, at hun havde lært af sine fejl.

»Mine forældre sagde: ’Du gik gennem det her, og nu har du fået et godt job her, så nu ved du, at du måske bare skal blive her.’ Men jeg var ikke glad i Polen.«

Derfor søgte hun ind på en kandidatuddannelse i København.

»Hvordan gik det med at gøre rent efter festen?« spørger Aleksandra Wojewska, en af de andre frivillige.

»Det var slet ikke så slemt,« svarer en ung kvinde med amerikansk accent.

»Det er helt sikkert løgn,« afbryder Aleksandra Wojewska og griner: »Da du begyndte at kredse rundt om os, og det gik op for os, at klokken var fem om morgenen, var vi sådan: Ok, det er feset ind, vi skal nok smutte.«

For Aleksandra Wojewska er livet fyldt med fester, restaurantbesøg og rejser, langt fra en ungdom med madrationer. Og der er forskel på, hvor langt man kan drømme, når man har så forskelligt udgangspunkt. Det ved Aleksandra Wojewska godt.

»Jeg kunne på dette tidspunkt have et godt job, få et lån og sådan noget voksent. Det ville mine forældre være meget mere tilpasse med. Deres mål for mig er anderledes end mine mål.«

Den generation, som Aleksandra Wojewskas forældre tilhører, kalder hun sofakartofler. Efter et hårdt liv, hvor der aldrig var nok, er det velfortjent, at de kan slå enden i sofaen med et proppet køleskab inden for rækkevidde. Livet er så godt, som det kan blive, og de holder op med at stræbe, når de er tilfredse. Som hendes mor, der selv siger, at hun har affundet sig med det liv, hun har nu.

»Det er næsten, som om vi befinder os i forskellige virkeligheder,« siger Aleksandra Wojewska, mens en helikopter, der overvåger Nørrebros bandeopgør, hænger i luften over boghandlen.

Ulrik Hasemann

Mere end misforståelser

På køleskabet i køkkenet i Wejherowo hænger magneter fra de lande, familiemedlemmer har besøgt gennem årene.

»Det er Aleksandra, som kommer med de mest eksotiske som den fra Canada og Marokko. Det er faktisk bare hende, der kommer med de fleste,« fortæller Renata Wojewska. »Det er mig, der er kommet med den fra København,« bryder Katarzyna Kasprzyckas ind. Magneten fra København købte hun, da hun besøgte sin søster i foråret.

Katarzyna Kasprzycka vasker op, mens de andre stadig sidder om bordet. Når Wiktor vokser op, skal hans liv være mere som Aleksandra Wojewskas end som hendes eget. Han skal begynde til engelsk allerede næste år, og selv om det vil knuse hendes hjerte, skal han til udlandet, hvis han vil. Hun håber ikke, at han kommer til at føle det ansvar, hun føler for at skulle tage sig af sine forældre, når de bliver gamle.

»Mine forældre skal bo hos os, når de ikke længere kan klare sig selv,« siger hun og stiller en kop på plads, »for Aleksandra kommer ikke tilbage til Polen. Det ved vi godt.«

Renata Wojewska sidder med tårer i øjnene, for hendes datter har besluttet ikke at komme hjem til jul, men den egentlige sorg ligger i erkendelsen af, at hun aldrig vender hjem.

Aleksandra Wojewska er bange for, at generationskløften er for stor til, at hendes forældre kommer til at forstå hendes valg. Men måske handler det i virkeligheden om noget helt andet.

»Jeg er jaloux på de unges muligheder i dag. De kan rejse og købe og spise alt, de vil. Jeg ville ønske, jeg havde rejst mere – de kan bare det hele,« siger Janusz Wojewski.

Artiklen er blevet til med støtte fra Europa-Nævnet.

Ulrik Hasemann

Serie

Fremtid i fællesskab?

Da briterne stemte sig ud af EU, stemte de unge i overvældende grad for at blive. Generationskløften går igen over hele Europa, hvor unge og ældre står på hver deres side i forhold til EU, fremtid, fædreland og fællesskab. Information er rejst til et nyt, et halvnyt og et helt gammelt medlemsland for at undersøge splittelsen i tre artikler fra Bulgarien, Polen og Italien

Seneste artikler

  • Et Italien uden flygtninge, et Italien uden EU og et Norditalien uden et Syd

    29. december 2017
    I Norditalien høster det højreorienterede parti Lega Nord nye vælgere med en politik, der spiller på italienernes EU-skepsis og landets problemer med flygtninge og migranter. Også blandt de unge mener nogle, det er værd at kæmpe for de traditionelle værdier – og et frit Italien
  • Fremtiden vender tilbage til Bulgarien

    23. december 2017
    Efter årtiers hjerneflugt tager de unge nu hjem til Bulgarien – veluddannede, energiske og ambitiøse. Forældregenerationen fatter ikke helt, hvad der sker
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Karsten Aaen
  • ingemaje lange
  • Henning Kjær
  • Hans Martens
  • Anker Nielsen
  • Torben Lindegaard
  • David Zennaro
Karsten Aaen, ingemaje lange, Henning Kjær, Hans Martens, Anker Nielsen, Torben Lindegaard og David Zennaro anbefalede denne artikel

Kommentarer

Torben Lindegaard

Spændende artikel, som beskriver noget af det bedste i EU.

Den frie bevægelighed bare sådan et kæmpe fremskridt.

Karsten Aaen, Annika Rasmussen, ingemaje lange, Claus Nielsen, Hans Martens og David Zennaro anbefalede denne kommentar
Børge Neiiendam

Som i Polen, Rusland og mange andre især østlande, så føles den store klamme hånd over det hele: Den stærke religiøse omklamring.

For Borgerne skulle jo nødig fornemme ærlig frihed.

Hans Larsen, Karsten Aaen, Bjarne Bisgaard Jensen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar

En god og interessant artikel, der beskriver nogle af de udfordringer et land som Polen står overfor. Udfordringer som afspejler sig i landets politiske grupperinger og diskussioner. Som ved alle væsentlige forandringer skabes der nye muligheder, mens der samtidig stilles spørgsmål ved det eksisterende. At tage sit eget liv op til revision og acceptere de muligheder og begrænsninger, der var forbundet dermed, er ofte smertefuldt. Der er helt klart en generation af polakker, der sammen med deres ligestillede i de andre af sovjetkommunismen undertrykte nationer, der kun kan føle at de er blevet frarøvet væsentlige muligheder for at udforske livet på egne betingelser.
Det er en lære, vi bør huske, når trangen til at undertrykke andre - til deres eget bedste, selvfølgelig - kommer over os.
og som appendiks, artiklen er blevet til med støtte fra Europa-nævnet, står der til sidst. Hvad menes der med det? Er artiklen udtryk for en officiel politik, at sidestille med en annonce eller...?

Kim Folke Knudsen

Tak til Aleksandra Wojewska for at dele sit liv med os. Her får vi emigrationens dilema beskrevet på en smuk og værdig vis. De unge der vil ud og opleve Verden og samtidig har familiebåndene til deres Fædreland Polen. Et land fuld af traditioner og sin egen specielle identitet, som har overlevet århundreders kamp for eksistens. Egentligt trænger vi til flere reportager af denne art. Hvor vi som danskere bliver klogere på den omverden, vi lever i. Danmark har i flere perioder modtaget borgere, der er flygtet eller indvandret fra Polen. De har alle været en meget stor berigelse for Danmark med deres flid, deres evne til at balancere mellem integration i Danmark og fastholden i traditionerne hjemme fra deres polske hjemstavn. Aleksandras forældre kan være stolte af at have en datter, der på så forbilledlig vis vælger at rejse ud i den store verden og opleve denne. Jeg fornemmer, at det Polen som gemmer sig i beskrivelsen er et land i et vældig udvikling fremad og på samme tid et land, hvor traditionerne og skikke er med til at forme den polske identitet. Det behøver ikke at være en konflikt, Det er en generationernes livskontrakt med hinanden. Vi danskere her været vandt til at vi forholdsvist frit kunne rejse rundt i vores nabolande. I Polen må der efter 1989 have været et behov for at komme ud og opleve den Verden, som landet var spærret af fra af Sovjetunionen. Årtiers isolation må brydes med ønsket om at se hele Verden og tage oplevelserne med tilbage til Polen. Polsk kultur er på den måde også ved at blive enestående i det, at den nu har sat sine spor i så mange emigrant samfund i Udlandet. Der er polske samfund i England, Frankrig i USA og i Tyskland. For sidstnævnte land Tyskland er denne mellemfolkelige udveksling en mulighed for i praksis at genopbygge en ligeværdig og anerkendende relation til det polske folk, som den tyske fortid med Det Tredje Rige har forbrudt sig på det værste imod. Det er måske i virkeligheden her, at fredsdividenden virkelig får sin udfoldelse, at emigrationen til Tyskland af polakker er med til at forme en ny tid uden fordomme og historiske løgne. På det mellemfolkelige grundlag kan en fremtid bygges, hvor der tales om vi og ikke de.