Det har været ’to skridt frem og et skridt tilbage’ i skilsmisseforhandlingerne mellem Storbritannien og EU frem mod EU-topmødet, der begynder i dag i Bruxelles.
Mandag i sidste uge svirrede det med rygter om, at en aftale var faldet på plads. Så talte den britiske premierminister i telefon med sit nordirske støtteparti, og aftalen forduftede.
Efter en række omskrivninger faldt den på plads fredag, men søndag udtalte Brexit-minister David Davis til BBC, at skilsmisseaftalen ikke er »juridisk bindende« – en bemærkning der fik EU-Parlamentets Brexit-forhandler, Guy Verhofstadt, til at beskylde Davis for at »underminere tilliden«. Samtidig krævede Verhofstadt, »at aftalen oversættes til juridisk tekst hurtigst muligt«.
Efter nye forsikringer fra Storbritannien gav parlamentet i går endeligt grønt lys for, at forhandlingerne om det fremtidige forhold mellem Storbritannien og EU nu kan starte.
Samme konklusion forventes EU’s stats- og regeringschefer at nå frem til fredag, om end de også – vurderer professor Catherine Bernard fra Oxford University – vil ønske, at »David Davis-sikre fase ét« og kræve garantier for, at den indgåede skilsmisse vil blive respekteret.
Men trods al snakken om, at forhandlingerne om handel dermed endeligt kan begynde, vil dette tidligst ske til marts, vurderer hun.
»Fase to vil komme til at handle om en overgangsordning, og før parterne kan begynde at tale om handel, skal EU-landene give Michel Barnier (EU’s Brexit-forhandler, red.) et nyt mandat for en fremtidig aftale,« siger juraprofessoren i en briefing på King’s College i London og forudser, at forhandlingerne om handel først kommer i gang til marts.
Professor i økonomi Jonathan Portes fra King’s College er enig.
»En af konsekvenserne af de seneste dage har været, at sekvenserne i forhandlingerne er blevet tydeligere. Det står nu klart, at de næste par måneder vil komme til at handle om overgangsordningen, ikke om frihandelsaftalen, på trods af alt hvad der er blevet sagt,« siger Portes.
Ifølge Simon Usherwood, næstformand for tænketanken UK in a Changing Europe, der står bag dagens briefing, har »den seneste uge bekræftet EU’s mistanke om, at UK ikke ved, hvad det foretager sig, og ikke ved, hvad det ønsker«.
Overgangsfase nødvendig
Ifølge Jonathan Portes er det imidlertid ikke et nederlag for Storbritannien, at handelsaftalen kommer i anden række efter forhandlinger om en overgangsordning.
»Det handler om, for de mere fornuftige i den britiske regering – og fra et økonomisk synspunkt – at give erhvervslivet vished om, hvilke regler der gælder,« siger Portes med henvisning til, at bl.a. store finansinstitutioner har sat december som deadline for enighed om en overgangsfase, hvorefter de vil begynde at flytte ud af landet.
Catherine Bernard påpeger, at en overgangsfase er helt nødvendig, hvis ikke Storbritannien skal forlade EU uden en aftale i marts 2019.
»Det er ganske enkelt umuligt at indgå en handelsaftale inden 2019. I virkeligheden er det muligt, at forhandlingerne om en frihandelsaftale først for alvor begynder, efter at Storbritannien har forladt EU og er blevet et tredjeland,« siger hun og påpeger, at Artikel 50 kun pålægger parterne at blive enige om en rammeaftale for, hvordan et fremtidigt forhold kan se ud; ikke at detaljerne skal være forhandlet på plads.
Portes er enig – særligt i lyset af, at den britiske regering »endnu ikke har diskuteret, hvilken frihandelsaftale den vil gå efter«.
»Mit gæt er, at regeringen vil blive nødt til at acceptere den laveste fællesnævner. De vil ende med at kræve en aftale, som ikke kan lade sig gøre – de taler om en Canada+++-aftale – men i det mindste er det en position,« siger Portes om henvisningen til en frihandelsaftale a la den, EU for nylig indgik med Canada, men med ekstra elementer såsom finansielle serviceydelser.
»EU vil så sige, at det kan de ikke få, og så vil forhandlingerne handle om, hvad det er realistisk at forhandle på plads i de efterfølgende seks måneder. Det vil sandsynligvis være en rammeaftale,« siger han.
To år for lidt
Hvis der kun eksisterer en rammeaftale for det fremtidige forhold i marts 2019, er det imidlertid – mener Catherine Bernard – meget optimistisk at tro, at alle detaljer vil falde på plads inden for to år, selv om parterne som udgangspunkt har fælles regler.
»Vi gør noget usædvanligt, hvilket er at rykke væk fra hinanden frem for at rykke imod hinanden,« påpeger Bernard, der som andre eksperter på området mener, at det skaber en række nye problemer.
»Alle bliver ved med at tale om to år. For mig giver det overhovedet ikke mening. Rent matematisk taler vi cirka 2025, før en frihandelsaftale kan være implementeret, og det efterlader spørgsmålet om, hvordan overgangsordningen kan strækkes,« siger hun.
Det helt store problem for briterne er – påpeger Portes – at overgangsfasen sandsynligvis vil blive på samme vilkår som nu – altså at Storbritannien forbliver i det indre marked og toldunionen, men også må betale ind til EU’s budget og acceptere alle EU’s regler.
»Overgangsordningen rejser nogle akavede politiske spørgsmål. Storbritannien vil ikke have nogen indflydelse længere, men vil have alle de påståede ulemper ved medlemskab. En ulempe er, at fri bevægelighed vil fortsætte, om end det ikke står klart endnu, om folk i den periode vil få de samme rettigheder, som EU-borgere der ankom før marts 2019,« siger Portes.
»Det andet spørgsmål er, om Storbritannien vil få ret til at forhandle frihandelsaftaler på plads med andre lande i overgangsperioden. Hvis ikke, er det svært at se pointen med Liam Fox’ (minister for international handel, red.) job, og det vil se ud som om, at vi er endnu mindre uafhængige end før Brexit.«
Simon Usherwood, der til daglig er tilknyttet University of Surrey, er enig i, at en toårig overgangsperiode slet ikke er nok, og forudser, at det kan ende med, at overgangsfasen trækker i langdrag.
»Europæisk Økonomisk Samarbejdsområde (som knytter Norge, Island og Liechtenstein til EU, red.) er i sig selv en overgangsordning, og den er nu 25 år gammel,« som han siger.
