Læsetid: 6 min.

’EU’s atombombe’ mod den polske revolution

I dag afgør EU-kommissionen, om den formelt påbegynder en historisk ’retsstatsproces’ mod Polen. Landets nationalkonservative PiS-regering opløser grundlæggende demokratiske principper som mediernes og domstolenes uafhængighed og bruger gerne konfrontationen med EU til at profilere sig selv, mener den tidligere præsident for den polske forfatningsdomstol, Andrzej Rzepliński
Af Kaczyński blev Andrzej Rzepliński som forfatningsdommer blevet kaldt ’samfundsskadelig’, fordi han angiveligt optrådte mere som politiker end som dommer. Det afviste Rzepliński blankt med, at det ikke handler om personer eller politik, men om juridiske principper.

Af Kaczyński blev Andrzej Rzepliński som forfatningsdommer blevet kaldt ’samfundsskadelig’, fordi han angiveligt optrådte mere som politiker end som dommer. Det afviste Rzepliński blankt med, at det ikke handler om personer eller politik, men om juridiske principper.

Mateusz Wlodarczyk

20. december 2017

»EU’s atombombe«.

Sådan lyder øgenavnet i Bruxelles for den ’retsstatsproces’, som EU-Kommissionen i dag måske formelt indleder mod Polen. Det ville være en hidtil uset eskalation mellem EU og et medlemsland, hvor Polen i yderste konsekvens kan miste sin stemmeret i EU-Rådet.

Selvom Ungarn formentlig vil nedlægge veto, er truslen om »atombomben« forståelig. Det antyder den tidligere præsident for den polske forfatningsdomstol, Andrzej Rzepliński.

»Tredelingen af magten fungerer ikke længere, som den bør. Hverken i forhold til den polske forfatning eller i forhold til almindelige retsstatslige principper,« fortæller han over telefonen fra Warszawa.

»I næsten to år har regeringen trådt forfatningen under fode. Forfatningsdomstolen er politiseret, så regeringens linje nærmest følges til punkt og prikke. Med den seneste udvikling fortsætter tendensen i højesteret og de civile domstole,« siger Andrzej Rzepliński.

»Jarosław Kaczyński (PiS-partileder, red.) så helst alle polske domstole under sin magt.«

 

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

jan henrik wegener

Kan det være at den polske regering tager
EUs reaktioner ret køligt? Og at andre europæiske lande gør det samme? Hvad hvis det i stædet var det militære, altså NATO der stod på spil?
Hvordan ville Polen, Ungarn, eller Danmark, se på det?

John Christian Mogensen og Niels Duus Nielsen anbefalede denne kommentar

Fredens Projekt har ingen militære magtmidler - endnu, kun deres atombombe altså. Støtter vi atomangrebet mod Polens folkevalgte regering ? Er Polens suverænitet endeligt eksporteret ?

Vi ser nu udkommet af tidligere tiders lalleglade EU politikere tro på indlemmelsen af hele det gamle Østeuropa efter Ruslands fald i 1988-89, og hvor Rusland trak sig tilbage til grænserne fra før 2. VK.

Realiteterne er, at de Østeuropæiske lande ikke mentalitetsmæssigt politisk eller som hverdagsagtigt er på linje med de gamle vesteuropæiske lande, og derfor ser vi også splittelsen i dagens politiske billede.

BREXIT var måske blot begyndelsen til enden på EU og "fredens projekt", som også viser sig i spørgsmålet om flygtninge/migranter osv. som vi har set de seneste på år.

På de indre linjer i EU har vi også set organisationer der ikke fungerer - FRONTEX, der skulle beskytte vore ydre grænser, men ikke rørte en finger for eller imod denne bølge af fremmede der strømmede ind over landegrænserne til EU, og hvoraf mange kommer fra især Mellemøsten.

Mange har travlt med at skyde alt mulig i skoene på Putin, men når det gælder Mellemøsten og flygtningemaserne derfra, - så må opfattelsen da hvile på et noget mere fornuftigt grundlag´, da pilen helt klart peger på Amerika.

Artikler og politiske udsagn, som "Putin fryder sig", -- over problemerne i EU, i den anledning er en misforståelse, sat i sammenhæng med hvad han gør i denne anledning, men selvfølgelig fryder Putin sig over EU selvskabte problemer, - såvel intern med de Østeuropæiske lande der trækkes mere og mere til højre, og samtidig med problemerne i Mellemøsten.

Vist fryder Putin sig, men måske mest ud fra tesen - "egne succes godt, - men andres fejl er sandelig ikke at foragte", så er bliver EU og det politiske korps nødt til at gribe i egen barm, og der er rigeligt at gribe i for tiden.

Splittelsen andre steder i EU - den voksende modstand her og der og snart sagt alle vegne pibler frem, og peger på de problemer som den politiske elite længe har fornægtet, men som kan blive undergangen for EU.

"Fredens projekt" blev en sovepude for mange politikere i EU, og i mellemtiden sov politikerne sødeligt i deres elfenbenstårne og håbede på de gamle Østeuropæiske lande og deres indlemmelse i hele EU ville gøre "fredens projekt" endnu større og mægtigere, - men som nu ser ud til i stedet at bære en "møllesten" om halsen på "fredens projekt"!