Læsetid: 6 min.

’EU’s atombombe’ mod den polske revolution

I dag afgør EU-kommissionen, om den formelt påbegynder en historisk ’retsstatsproces’ mod Polen. Landets nationalkonservative PiS-regering opløser grundlæggende demokratiske principper som mediernes og domstolenes uafhængighed og bruger gerne konfrontationen med EU til at profilere sig selv, mener den tidligere præsident for den polske forfatningsdomstol, Andrzej Rzepliński
Af Kaczyński blev Andrzej Rzepliński som forfatningsdommer blevet kaldt ’samfundsskadelig’, fordi han angiveligt optrådte mere som politiker end som dommer. Det afviste Rzepliński blankt med, at det ikke handler om personer eller politik, men om juridiske principper.

Af Kaczyński blev Andrzej Rzepliński som forfatningsdommer blevet kaldt ’samfundsskadelig’, fordi han angiveligt optrådte mere som politiker end som dommer. Det afviste Rzepliński blankt med, at det ikke handler om personer eller politik, men om juridiske principper.

Mateusz Wlodarczyk

20. december 2017

»EU’s atombombe«.

Sådan lyder øgenavnet i Bruxelles for den ’retsstatsproces’, som EU-Kommissionen i dag måske formelt indleder mod Polen. Det ville være en hidtil uset eskalation mellem EU og et medlemsland, hvor Polen i yderste konsekvens kan miste sin stemmeret i EU-Rådet.

Selvom Ungarn formentlig vil nedlægge veto, er truslen om »atombomben« forståelig. Det antyder den tidligere præsident for den polske forfatningsdomstol, Andrzej Rzepliński.

»Tredelingen af magten fungerer ikke længere, som den bør. Hverken i forhold til den polske forfatning eller i forhold til almindelige retsstatslige principper,« fortæller han over telefonen fra Warszawa.

»I næsten to år har regeringen trådt forfatningen under fode. Forfatningsdomstolen er politiseret, så regeringens linje nærmest følges til punkt og prikke. Med den seneste udvikling fortsætter tendensen i højesteret og de civile domstole,« siger Andrzej Rzepliński.

»Jarosław Kaczyński (PiS-partileder, red.) så helst alle polske domstole under sin magt.«

Ødelagt uafhængighed

Som tidligere forfatningsdommer og en af Polens førende og omstridte oppositionsfigurer er den 68-årige juraprofessor selv dybt involveret i begivenhederne. Af Kaczyński blev han som forfatningsdommer ligefrem kaldt »samfundsskadelig«, fordi han angiveligt optrådte mere som politiker end som dommer. Det afviste Andrzej Rzepliński blankt med, at det ikke handler om personer eller politik, men om juridiske principper.

Allerede i efteråret 2015 opstod der en decideret forfatningskrise i forhold til udnævnelsen af dommere ved den polske forfatningsdomstol. Efter PiS som det første parti i Polens postkommunistiske historie havde sat sig på et flertal i underhuset Sejmen, mundede det i december 2015 ud i en reform af forfatningsdomstolen, som lagde grundstenen for EU’s proces mod Polen.

»Det er umuligt at styre alle sager. Derfor vil regeringen have loyale folk ind,« mener Andrzej Rzepliński.

»Det ødelægger på sigt uafhængigheden. Men det største problem er måske, at det korrumperer hele det juridiske system moralsk, hvis dommerafgørelser ikke er uafhængige.«

I løbet af 2016 blev politiseringen af forfatningsdomstolen iflg. Andrzej Rzepliński fuldbyrdet med en ny besætning af dommerposterne. I december blev han selv afløst af den nye præsident for forfatningsdomstolen, Julia Przylebska. En udpegning, som talsmanden for Venedig-Kommissionen – Europarådets rådgivende institution om retsstatslighed og menneskerettigheder – kritiserede for »ikke at følge forfatningens forskrifter og forfatningsdomstolens domfældelser«.

Den absolutte magt

Siden da har PiS udvidet sin indflydelse på domstolene betragteligt med en reform af de polske civil- og kriminalretter, hvor justitsministeren nu bl.a. har beføjelse til at udskifte retsformænd uden videre årsag.

Den udvikling fik en uventet drejning, da den polske præsident Andrzej Duda i sommer nedlagde veto mod to ud af tre lovforslag, der bl.a. ville give PiS-regeringen beføjelser til at udnævne højesteretsdommere og sammensætte Det Nationale Retsråd, KRS, der udpeger dommere.

I en afdæmpet form blev de to love alligevel blåstemplet i Sejmen i begyndelsen af december, hvilket medførte heftige protester fra både oppositionen, retsrådet og det polske dommerforbund.

Det forstår Andrzej Rzepliński godt.

»Det politiske centrums magt breder sig over de øvrige magtsfærer i staten. Kaczyński ser ud til at være ligeglad med protesterne. Han er fascineret af den absolutte magt og tænker strategisk, ikke principielt.«

Demonstranter er gået på gaden i Gdansk i protest mod ændringer af Polens retsvæsen.
Læs også

Selvom PiS- regeringen kun sidder på et smalt flertal, er den ikke bare gået efter domstolenes uafhængighed. Den har med Andrzej Rzeplińskis ord også »ryddet op« i de polske public service-medier, mens en mediereform har medført, at regeringen kan udpege flertallet af det nationale medieråd, RNM, samt udpege lederne af de nationale TV- og radiostationer.

»Public service-kanalerne er langt hen ad vejen blevet partipropaganda. Men de private medier er også pressede,« siger Andrzej Rzepliński med henvisning til sidste uges dom over den private fjernsynskanal TVN24, der skal betale ca. 2,6 mio. kr. i bøde for sin dækning af protesterne i underhuset Sejm i december 2016.

Anledningen til protesterne var, at PiS-regeringen ønskede at indskrænke mediernes adgang til parlamentet. Som begrundelse for dommen angav det polske radio- og tv-nævn KRRiT, at TVN24 i sit indslag ikke gjorde seerne opmærksomme på, at protesterne var »uretmæssige«, og at reportagen skal have »opildnet til at deltage i ulovlige protester«.

»Det er en klar magtdemonstration mod frie medier,« mener Andrzej Rzepliński.

»I virkeligheden viste NTV bare, hvad der foregik i parlamentet. Det har jeg som borger da ret til at vide. Ja, de har ligefrem pligt til at vise det.«

Uforklarlig rokade

Midt i de forgangne ugers turbulens blev den forholdsvist uerfarne polske premierminister Beata Szydło pludselig skiftet ud med den tidligere finansminister Mateusz Morawiecki. Dette opsigtsvækkende skifte kan Andrzej Rzepliński ikke forklare.

»Hun var populær, og hun havde parlamentets erklærede tillid. Alligevel blev hun tvunget til at træde tilbage, selvom hun gerne ville fortsætte i embedet,« mener Andrzej Rzepliński.

»Morawiecki er en helt anden personlighed, han taler flere fremmedsprog og er berejst. Men der var ingen objektiv grund til at skabe rokader i kabinettet nu. Måske var det et røgslør for justitsreformen.«

I Andrzej Rzeplińskis øjne er det store spørgsmål nu, hvor længe Morawiecki vil blive tålt af PiS-leder Jarosław Kaczyński, der reelt sidder på magten i Polen, selv om han hverken er premierminister eller præsident.

»Denne politiske kultur åbner for mange kampe internt i regeringen. Deres kompetencer går i baggrunden, mens deres interne magtpositioner træder i forgrunden.«

Hvis han skal forklare, hvorfor PiS-regeringen alligevel stadig nyder næsten halvdelen af polakkernes opbakning, tager Andrzej Rzepliński det forbehold, at den polske befolkning er stadig mere splittet. Men han peger også på, at Kaczyński forstår at tale til et folk, der ofte har følt sig overset i Europa, og at han lover Polen en ny start befriet for postkommunistisk nepotisme og korruption på den ene side og destruktive liberale kræfter fra udlandet på den anden.

Også selvom Kaczyński i juraprofessorens optik skaber et nyt »nomenklatura«, som de indspiste kliker i politik, medier og kultur blev kaldt i kommunismens tid.

Andre årsager til PiS’ popularitet ser Rzepliński i en socialpolitik med flere børnepenge og lavere pensionsalder. Og i regeringens patriotiske selviscenesættelse som et modbillede til et sekulariseret, kosmopolitisk EU. Et EU, der truer med at undergrave den polske identitet og – ikke mindst i flygtningekrisen – har spillet moralsk fallit.

I løbet af sine første dage som premierminister har Mateusz Morawiecki således trukket internationale overskrifter med udsagn om, at Polen ikke har tænkt sig at underordne sine nationale interesser under EU, og at han ønsker at »genkristne Europa«. Derfor ser Andrzej Rzepliński også en EU-retsstatsproces mod Polen for et tveægget sværd, fordi det vil blive tolket som endnu et overgreb mod Polens suverænitet.

»Kaczyński lader ikke til at ane, hvad Europa er og går ud på, og han virker ikke interesseret,« mener Andrzej Rzepliński.

»Jeg tror ikke, at han direkte tilstræber, at Polen melder sig ud af EU. Jeg tror nærmere, at Kaczyński hemmelige drøm er, at Polen kommer så meget på kant med grundprincipperne i EU, at unionen ser sig tvunget til at konfrontere Polen,« siger han med henvisning til ’atombomben’.

»Det vil stille Kaczyński frem i lyset som den stærke leder.«

Polsk revolution

Hvis man spørger neutralt, støtter op mod 80 pct. af polakkerne, at Polen er i EU. Men kun hvis man spørger neutralt, understreger Andrzej Rzepliński.

»Folk er lette at manipulere, hvis man lover dem guld og grønne skove. Det kan man jo se i Storbritannien op til Brexit,« mener juraprofessoren.

»De blev lovet selvstændighed og frihed fra bureaukraterne osv. Hvis man lover polakkerne det samme, ville der helt sikkert heller ikke være 80 pct., der stemmer for at blive i EU.«

Når de næste EU-budgetter skal forhandles fra 2018, kan Polen blive et af de lande, der vil få langt mindre end hidtil. Det vil sætte den polske solidaritet på en alvorlig prøve, mener Rzepliński.

»Polen har profiteret meget på de forskellige programmer og støtteordninger. Men regeringen vil ikke formidle, at det faktisk er normalt at bidrage til det fælles budget,« mener han.

»Regeringen vil ikke se, at vi også skal tage hensyn til vores partneres interesser – ikke bare i Ungarn. Hvis vi f.eks. vil have europæisk opbakning i spørgsmålet om Ukraine, bør vi også interessere os for Maghreb-regionen og dermed for Italiens og Spaniens problemer i forhold til migration.«

Mens man kan strides om EU, er der ikke noget at rafle om i forhold til retsstaten, som for alvor er truet i Polen, mener Andrzej Rzepliński.

»Den parlamentariske opposition er splittet, og det er begrænset, hvor tit folk kan demonstrere. Jeg er meget pessimistisk,« lyder det med et suk.

»Samlet set er det en revolution. Det er ikke en kontrarevolution, som nogle PiS-tilhængere siger. Kontrarevolutioner foregår imod oprørere, der griber ind i den statslige orden. Men det her er et angreb på grundlæggende principper i demokratiet. Det er en revolution.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

jan henrik wegener

Kan det være at den polske regering tager
EUs reaktioner ret køligt? Og at andre europæiske lande gør det samme? Hvad hvis det i stædet var det militære, altså NATO der stod på spil?
Hvordan ville Polen, Ungarn, eller Danmark, se på det?

John Christian Mogensen og Niels Duus Nielsen anbefalede denne kommentar

Fredens Projekt har ingen militære magtmidler - endnu, kun deres atombombe altså. Støtter vi atomangrebet mod Polens folkevalgte regering ? Er Polens suverænitet endeligt eksporteret ?

Vi ser nu udkommet af tidligere tiders lalleglade EU politikere tro på indlemmelsen af hele det gamle Østeuropa efter Ruslands fald i 1988-89, og hvor Rusland trak sig tilbage til grænserne fra før 2. VK.

Realiteterne er, at de Østeuropæiske lande ikke mentalitetsmæssigt politisk eller som hverdagsagtigt er på linje med de gamle vesteuropæiske lande, og derfor ser vi også splittelsen i dagens politiske billede.

BREXIT var måske blot begyndelsen til enden på EU og "fredens projekt", som også viser sig i spørgsmålet om flygtninge/migranter osv. som vi har set de seneste på år.

På de indre linjer i EU har vi også set organisationer der ikke fungerer - FRONTEX, der skulle beskytte vore ydre grænser, men ikke rørte en finger for eller imod denne bølge af fremmede der strømmede ind over landegrænserne til EU, og hvoraf mange kommer fra især Mellemøsten.

Mange har travlt med at skyde alt mulig i skoene på Putin, men når det gælder Mellemøsten og flygtningemaserne derfra, - så må opfattelsen da hvile på et noget mere fornuftigt grundlag´, da pilen helt klart peger på Amerika.

Artikler og politiske udsagn, som "Putin fryder sig", -- over problemerne i EU, i den anledning er en misforståelse, sat i sammenhæng med hvad han gør i denne anledning, men selvfølgelig fryder Putin sig over EU selvskabte problemer, - såvel intern med de Østeuropæiske lande der trækkes mere og mere til højre, og samtidig med problemerne i Mellemøsten.

Vist fryder Putin sig, men måske mest ud fra tesen - "egne succes godt, - men andres fejl er sandelig ikke at foragte", så er bliver EU og det politiske korps nødt til at gribe i egen barm, og der er rigeligt at gribe i for tiden.

Splittelsen andre steder i EU - den voksende modstand her og der og snart sagt alle vegne pibler frem, og peger på de problemer som den politiske elite længe har fornægtet, men som kan blive undergangen for EU.

"Fredens projekt" blev en sovepude for mange politikere i EU, og i mellemtiden sov politikerne sødeligt i deres elfenbenstårne og håbede på de gamle Østeuropæiske lande og deres indlemmelse i hele EU ville gøre "fredens projekt" endnu større og mægtigere, - men som nu ser ud til i stedet at bære en "møllesten" om halsen på "fredens projekt"!