Læsetid 9 min.

’Flygtningekrisen var Europas 11. september. Men den har givet EU en chance for at genopfinde sig selv’

Europa ændrer grundlæggende karakter og selvopfattelse i disse år, hvor universelle værdier er på retur, flertallet føler sig truet af mindretal, og Europas indre spændinger kommer frem. En spaltning kan blive konsekvensen i et EU, der ikke mindst i flygtningespørgsmålet overser det østeuropæiske perspektiv, advarer den førende EU-kommentator Ivan Krastev bag bogen ’Efter Europa’
Kløften mellem øst og vest i Europa er stadig stor – og det kommer særligt til udtryk, når der tales om og skal findes løsninger på flygtningekrisen, mener Europatænkeren Ivan Krastev.

Kløften mellem øst og vest i Europa er stadig stor – og det kommer særligt til udtryk, når der tales om og skal findes løsninger på flygtningekrisen, mener Europatænkeren Ivan Krastev.

Sigrid Nygaard

4. december 2017

»Situationen i EU er kritisk – det kan ingen snakke sig ud af. Men netop derfor bliver vi nødt til at tale mere om Europa og anerkende, at der er mange forskellige perspektiver, også fra Østeuropa.«

Bulgarske Ivan Krastev er kun lige kommet i gang, men holder alligevel en sjælden og kort pause i sin talestrøm. Som toneangivende østeuropæisk Europa-kender og leder af Centre for Liberal Strategies i Sofia har han taget sig god tid til at forklare det europæiske drama, som han har beskrevet i bogen Efter Europa, der netop er udkommet på dansk.

»Jeg vil ikke skrive Europas undergang frem i min bog. Men jeg påpeger, at vi tager Europa for givet og kun har integrationsstrategier, men ingen opløsningsstrategier. Vi mennesker har desværre en trang til at se historiske udviklinger som noget lineært,« siger Ivan Krastev på sit udsøgte engelsk med tydelig bulgarsk accent.

»Det er nok også grunden til, at der pludselig herskede en undergangsstemning efter Brexit og valget af Trump, der jo meldte ud, at EU’s opretholdelse ikke længere er et mål i amerikansk udenrigspolitik. Siden da har stemningen i Europa stort set ændret sig med hver enkelt nationale afstemning – f.eks. her i Østrig,« siger Krastev, som denne dag opholder sig i Wien, hvor han regelmæssigt underviser på Institute for Human Sciences.

Europas 11. september

Mens det økonomiske perspektiv og eurokrisen stadig fylder i den vesteuropæiske EU-debat, er der i Østeuropa kun ét afgørende EU-spørgsmål, mener den 52-årige Krastev: flygtningekrisen.

»Jeg ser flygtningekrisen som den mest afgørende politiske krise i EU’s historie. Flygtningekrisen er for Europa, hvad 11. september 2001 var for USA. Det har været en game changer, der i høj grad har ændret vores selvopfattelse og vores syn på universelle værdier, og den har omskabt åbne grænser fra et løfte om frihed til en trussel – også selv om Europa har modtaget markant færre flygtninge end f.eks. Tyrkiet alene.«

Den bulgarske samfundsforsker Ivan Krastev har skrevet en fremragende, polemisk analyse af, hvorfor flygtningekrisen afslører en ødelæggende krise for hele det europæiske projekt
Læs også

Flygtningekrisen har ændret hele Europa, men Krastev tager sit udgangspunkt i øst. Med sin insisteren på, at Vesteuropa bør se det østeuropæiske perspektiv, vil han ikke forsvare hverken modstanden mod omfordeling af flygtninge eller de autoritære og illiberale tendenser, men netop beskrive dem. For europæerne virker i hans øjne blinde for dybden i forskellene mellem de to verdener.

»Østeuropæerne udgør en betragtelig del af unionen og har nu engang andre erfaringshorisonter og biografier knyttet til Østblokken og dens opløsning,« siger Krastev.

Kysten på den græske ø Lesbos, hvortil tusindvis af flygtninge ankom i 2015.

Ulrik Hasemann

Flygtningelejren Junglen i Nordfrankrig blev overfyldt i 2016, mens mange ventede på en mulighed for at komme videre mod Storbritannien.

Ulrik Hasemann

Et aspekt er den etniske homogenitet.

»Hvis vi tager et land som Polen, bestod en tredjedel af den polske befolkning op til Anden Verdenskrig ikke af etniske polakker, men f.eks. tyskere, ukrainere, jøder osv., mens Polen siden efterkrigstiden har været meget etnisk homogent. Multikulturalisme associeres med Mellemkrigstiden, der endte så skæbnesvangert – multikulturalisme ses som en sikkerhedsrisiko. Historisk har østlandene ikke et nationalistisk spøgelse, som Vesteuropa har, men i forhold til internationalisme er vi omvendt negativt præget af Østblokkens kommunistiske sprog omkring det internationale,« siger Ivan Krastev.

Han betoner desuden, at østlandene ikke har samme postkoloniale regnskab at gøre op med som Vesten, hverken praktisk eller moralsk.

»Endelig har Østeuropa været præget af en masseudvandring mod vest de seneste 25 år – en tid, som har givet individet kæmpe muligheder, men ikke efterladt os med nogen kollektive, identitetsbærende succeser.«

I denne hjerneflugt og skuffelse over den lange vej til vesteuropæisk levestandard er der opstået et demografisk paradoks, mener Krastev. I Bulgarien har befolkningssvindet medført en angst for, at den bulgarske kultur og det bulgarske sprog kommer under pres. Så selv om landet har brug for indvandring, har aldringen og den demografiske nedgang ført til afskærmning og beskyttelse. Samtidig ser befolkningen ikke længere EU og unionens institutioner som noget, der skal beskytte mod de nationale institutioner.

»Efter flygtningekrisen har mange tænkt, at de nationale regeringer måske nok er korrupte, men de svigter ikke vores identitet. Også her er der sket et stærkt skifte.«

Flertallets oprør

For det samlede Europa i øst som i vest oplever Ivan Krastev med den populistiske bølge det, han betegner som »flertallets oprør«. De nationale flertal føler sig truet på deres identitet og begynder at sætte spørgsmålstegn ved universelle rettigheder og konventioner – og ved mindretals rettigheder. Samtidig sætter de nærmest konspirationsteoretisk spørgsmålstegn ved de politiske og intellektuelle eliter, som forsvarer disse mindretal.

»Det er ikke længere radikalt at tale om folket i ental, som noget der skal værnes om,« mener Ivan Krastev.

»Mange liberale stemmer fra især venstrefløjen sammenligner nutiden med 1930’erne og ser det som fascistiske strømninger. Jeg ser nærmere paralleller til opbruddene i de vestlige demokratier fra 1968 og frem, hvor der opstod stærke politiske protester, som havde deres emancipatoriske rødder i individuelle rettigheder og minoriteters rettigheder – etniske, seksuelle, religiøse osv.,« siger Ivan Krastev.

»Nu sker der en tilbagerulning med omvendt fortegn i næsten hele Europa, hvor flertallet gør oprør og ikke føler sig taget alvorligt. De hævder, at der findes mere end summen af minoriteter med de og de interesser, og de skaber nye naturlighedsbegreber om nationalismen.«

For Ivan Krastev er disse antiliberale strømninger ikke kun en trussel mod minoriteter. I Polen og Ungarn kan man iagttage, hvordan kritiske stemmer fra oppositionen kan fjernes som en potentiel konspiration mod nationen.

Europæisk provins

Parallelt med flertallets oprør sker der et historisk skred i den europæiske opfattelse af universelle rettigheder, mener Krastev.

»I flygtningekrisen begyndte europæerne at sætte spørgsmålstegn ved, hvilke standarder der gælder for hvem, og diskurserne om menneskerettighederne opløstes langsomt. Her må man også sige, at for eksempel flygtningekonventionen fra 1951 var skabt i en verden, der så anderledes ud. Det var en sammenbrudssituation uden global kommunikation, hvor den store strøm gik fra Østblokken til Vesteuropa. I den ideologiske kamp handlede det om en moralsk forpligtelse, som abstraherede fra statens muligheder,« siger han.

Op mod 60.000 polakker deltog i den nationalistiske demonstration på Polens nationaldag den 11. november. Her lød slagord, der bragte minder om 30’erne.

Hollandse Hoogte

I dag er flygtningespørgsmålet langt hen ad vejen afmoraliseret og gjort til en debat om tal, om statens bæreevne og integrationsduelighed, hvor den vesteuropæiske middelklasse vil beskytte sit nuværende liv og samfund, mener Krastev.

»Europa opdager efterhånden, at vi er en provins i en stor verden, at vi om en generation kun udgør fem eller syv pct. af verdens befolkning. Vi opdager dermed også, at universelle rettigheder måske er koblet til magt, at de er noget, der gælder for rige og frie samfund.«

I den forstand har flygtningekrisen gjort europæerne defensive, og i den ramme kan titlen Efter Europa også læses. For et årti siden troede europæerne stadig på, at de kunne ændre eksempelvis Rusland og Tyrkiet i kraft af de universelle rettigheder. I dag lyder beskeden selv fra proeuropæere som Emmanuel Macron, at vi i det mindste skal opretholde disse standarder internt og med al magt sørge for, at de andre ikke ændrer os, mener Krastev.

»Globalisering indeholder ikke længere nogen forjættede håb, men stort set kun angstfantasier om kontroltab. Ikke kun fra højre, men også fra den postmarxistiske venstrefløj, hvis internationalistiske selvopfattelse er brudt sammen i angsten for, om vi kan beskytte vores arbejde.«

Pædagogikfri populisme

Med hele denne underskov af globaliseringsangst er Ivan Krastev ikke videre overrasket over »antiglobalistiske revolutioner« som Trump og Brexit – og at troen på globalisering og frihandel som win-win er på tilbagetog i Europa. Derfor vil vi ifølge Krastev også se mere protektionisme fra EU’s side.

»Populisterne siger, at det er et nulsumsspil. Vi bliver nødt til at lukke grænserne. Men protektionisme og antiglobalisering har også vindere og tabere, og jeg er bange for, at mange af globaliseringens tabere også vil blive antiglobaliseringens tabere. Ved protektionisme og grænselukning vil der opstå et endnu større pres for at øge digitalisering og automatisering – af rent demografiske og lønpresmæssige årsager, når der kommer mindre arbejdskraft udefra.«

Næsten uanset tempoet vil omvæltningerne i produktionen i kraft af digitalisering blive ganske dramatiske, mener Krastev. Sammenholdt med finanskapitalismens udvikling vil det kræve helt nye svar på fordelingen af både goder og magt i samfundet, men bulgareren er åbenlyst ikke imponeret over de famlende svar, som gives for tiden.

Arten af populisme, der springer frem, afhænger af den økonomiske situation i det pågældende land, peger lektor Jonathan Hopkin på. I lande med en ’inkluderende velfærdsstat’, som kom ind i den økonomiske krise med høj udlandsgæld, er det venstrefløjspopulister som Syriza i Grækenland og Podemos i Spanien, der blomstrer frem.
Læs også

»Fra både højre- og venstrefløjen er reaktionerne nostalgiske. De vil stoppe tiden og kigger bagud. Det er en stor forskel på nutidens europæiske populisme og tidligere populistiske strømninger. Ingen af de her partier har et pædagogisk projekt, de vil ikke forbedre eller fremelske noget i mennesket,« siger Krastev.

»De kommunistiske, socialistiske, fascistiske eller endda kristen-demokratiske strømninger ville ændre og forme mennesket. Populisterne i dag behandler mennesket, præcis som markedet behandler dem. Kunden har altid ret. Vælgeren har altid ret. Vi vil bare betjene jer.«

Samtidig handler populistisk politik om »intensitetens sejr over konsistensen«. Eller med andre ord: Pyt med, om vores politik hænger sammen, bare det føles vildt.

»Den bedste måde at tage brodden af disse partier er ved at gøre dem til en del af den kedelige politiske hverdag. Det har den risiko, at dele af deres politik kan slå igennem, og at nogle af populisterne lander i embedsapparatet,« siger Krastev.

Franske Macron er et nybrud i Europa, fordi han taler unionen op, mener Ivan Krastev.

Christian Liewig

Men det modsatte er farligere, mener bulgareren.

»Hvis vi isolerer populisterne, vokser de sig store i protest og kommer en dag tilbage som flertalsregering med den brutale majoritetslogik, vi ser i Polen. Derfor er jeg faktisk ikke mere bekymret for, hvad der sker i Østrig med ÖVP i regeringen, end hvad der sker i Tyskland, hvor de populistiske fløjpartier sættes helt uden for døren.«

Efter Europa

Med britisk Brexit-rådvildhed, tysk lammelse, italiensk krise og en autoritær polsk linje er det blandt de store EU-lande pt. kun Frankrig, der har en forholdsvist klar europæisk retning. Her leverer Macron den mest opsigtsvækkende populistiske bølge, mener Ivan Krastev.

»Som den første appellerer Macron til anti-elitære følelser og samtidig til pro-europæiske følelser. Det har faktisk været et vendepunkt, om end nok kun i Vesteuropa. Jeg er skeptisk i forhold til, hvor langt hans reformprojekt bærer, men det har skabt et nyt pust.«

Efter regeringsdannelsen vil Tyskland formentlig også bevæge sig, mener bulgareren. Trods titlen Efter Europa bryder han sig ikke om at give alt for detaljerede glaskugle-prognoser, men det er ingen hemmelighed, at han især efter flygtningekrisen er pessimist på et presset Europas vegne. Han ser dog ikke et kollaps for sig, som da de kommunistiske regimer faldt sammen for en generation siden.

Tværtimod kan kernelandenes – især Tysklands og Frankrigs – videre fremmarch og integration af deres stærke økonomier blive dødelig for unionen i sin nuværende form. Af både økonomiske, demografiske og mere symbolske årsager kan det tvinge en lang række lande i periferien til at forsøge at skabe en stærkere protektionisme og dermed vil koble sig af de åbne økonomier og grænser, mener Ivan Krastev.

»Spørgsmålet om integration kommer altid an på ståsted. Når Macron taler om den europæiske union, mener han jo i virkeligheden den vestlige eurozone,« siger han.

»Hvis alle bestræbelserne for at skabe mere solidaritet kun handler om eurozonen, vil periferien især i øst reagere stærkt, fordi det kan udfordre dem endnu mere økonomisk, demografisk, sikkerhedsmæssigt. Man skal huske, at det, som ligner europæisk integration i Paris eller Berlin, meget vel kan ligne disintegration set fra Sofia eller Warszawa.«

Atomknappen

Midt i pessimismen er Krastev den første til at betone, at Brexit er blevet et skræmmeeksempel for de fleste andre populistiske strømninger i Europa, der har mistet appetitten på at trykke på den »EU-politiske atomknap«, som Krastev kalder exit-afstemninger.

Ved siden af splittelsen i flygtningekrisen er det paradoksale output af finans- og eurokrisen tilmed, at de fleste europæere har mistet troen på, at nationalstaten kan beskytte dem i en globaliseret verden. Dermed har de fleste europæiske nationer ifølge Krastev fået øjnene op for, at der ikke er noget alternativ til en form for europæisk union.

»At unionen brækker i flere dele, er muligt. Men der er jo ingen, der forestiller sig, at vi kan gå tilbage til nationale økonomier. Forestil dig, at et lille land med en åben og succesfuld økonomi som den danske skulle gå tilbage i tiden og skabe en national økonomisk protektionisme. Det kan USA eller Kina måske prøve, men i Europa kan det kun ske på overnationalt plan.«

På bundlinjen er det eneste positive ved de store europæiske kriser derfor, at europæerne er tvunget til at beskæftige sig mere med hinanden – også med Østeuropa. Det var netop Krastevs hovedmotivation for at skrive Efter Europa.

»Det er EU’s chance til at genopfinde sig selv mere i balance med unionens mange befolkninger,« siger Ivan Krastev.

»For Europa er jeg nærmere en forhåbningsfuld pessimist end en bekymret optimist. Men Europa har jo altid været en ide på jagt efter en realitet. Og historien er ikke lineær, den er åben.«

Ivan Krastev: Efter Europa, 124 sider, Informations forlag

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritiske, seriøse og troværdige.

Se om du er enig - første måned er gratis

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Brugerbillede for Katrine Damm
    Katrine Damm
  • Brugerbillede for Maria Francisca Torrezão
    Maria Francisca Torrezão
  • Brugerbillede for Hans Aagaard
    Hans Aagaard
Katrine Damm, Maria Francisca Torrezão og Hans Aagaard anbefalede denne artikel

Kommentarer

Brugerbillede for Philip B. Johnsen
Philip B. Johnsen

LOL. Trump, Brexit og en håndfuld flygtninge.
Skal det forestille et forsøg på, at tage udfordringerne alvorligt?

Advarslerne har lydt i ethundrede år:
Fortællingen om kapitalisme drevet af den økonomisk forbrugsdrevet vækst, har ikke givet mening siden 1896, da Svante Arrhenius (1859-1927) beskrev den menneskeskabte globale opvarmning ved afbrænding af kul, olie og gas.
Read more: http://www.lenntech.com/greenhouse-effect/global-warming-history.htm#ixz...

The father of climate change
Link: https://www.theguardian.com/environment/2005/jun/30/climatechange.climat...

“Ny forskning afslører politikerne: De ignorerer fakta, der ikke trækker i deres retning"
Link: https://www.information.dk/indland/2017/09/ny-forskning-afsloerer-politi...

R M J Spliid, Torben K L Jensen og Jagtar P.S. Pudai anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Steffen Gliese

Vi er nødt til at holde op med at tale om 'flygtningekrisen', der jo ingen steder hører hjemme! Det drejer sig om så få, at det burde kunne håndteres i et EU, der står sammen og arbejder løsningsorienteret.
Men det er da godt, hvis det betyder, at man holder op med at mele sin egen kage så kraftigt i udviklingsbistanden og i stedet reelt arbejder for landenes selvforsyning, demokrati, retfærdige fordeling af værdierne. Det er den eneste mulige frelse, det er også det eneste, der kan føre til den helt nødvendige grønne omstilling, faldende fødselstal, øget frigørelse igennem automatisering.

Christel Gruner-Olesen, Henriette Bøhne, Vibeke Hansen, Katrine Damm, Hans Larsen, David Joelsen og Thomas Olsen anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Niels Nielsen

"Flygtningekrisen er for Europa, hvad 11. september 2001 var for USA."

Mon dog? Angrebet på Twin Towers var traumatisk for amerikanerne, som troede at de kunne føre krig i hele verden uden selv at blive ramt. Jeg har svært ved at se, hvad traumatisk der er ved at en masse flygtninge går en tur på motorvejen. Der var jo ingen europæere, der kom til skade.

Bo Stefan Nielsen, Christel Gruner-Olesen, R M J Spliid, Henriette Bøhne, Katrine Damm, Steffen Gliese, Ivan Breinholt Leth og David Joelsen anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for David Joelsen

Jeg anser artiklen som er en reklame for en mand og hans bog.

9/11 kan ikke sammenlignes med noget.

Flygtningekrisen er reel.

En større krise for vesteuropæiske arbejdere har været influx af østeuropæiske arbejdere.

For de velstillede vesteuropæer er har det været en fordel.

Globaliseringen var ikke en rigtig globalsering, men en flugt fra skatter og lønninger.

En rigtig globalisering ville have haft beskatning, minimalløn og samhandel på plads.

Hvis nutiden situation skal opgøres på nogen måde, må det være en meget mildere udgave af 30`erne.

EU`s hovedproblem er økonomi og identifikation med demokrati, og den enkelte borger.

Og, ja europæerne skal beskæftige sig mere med hinanden og hvad der er godt for Europa.

Man burde klippe navlestrengen til USA og blive sig selv.

En Europæisk hær frem for NATO.

Og for Danmark gælder det selv med medlemskab af EU, at styrke sit forhold til Sverige, Norge og Finland. Samlet står Norden stærkere også i EU.

Niels Jensen, Kristen Carsten Munk, R M J Spliid, Jørgen Wassmann, Henriette Bøhne, Jakob Trägårdh, Torben K L Jensen, Katrine Damm, Steffen Gliese og Michael Hullevad anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Philip B. Johnsen
Philip B. Johnsen

Der er velbeskrevet reaktioner i EU medlemslandene på udviklingen i Europa, men det er ikke rigtigt noget om, hvorfor Europa er i denne situation, europatænkeren Ivan Krastev kunne ved, at svar på nogle få påtrængende spørgsmål, kaste langt bedre lys over Europa i den globaliserede verden, men det gør Ivan Krastevdet, tilsyneladende ikke, hvis det viser sig at være tilfældet, tyder ikke på noget godt, vil jeg mene, det er naturligvis med det forbehold, at jeg ikke har læst bogen.

Hvorfor stemte Storbritannien for, at forlade EU?
Hvorfor stiger uligheden i EU?
Hvorfor vil EU ikke stoppe skatteunddragelse i EU?
Hvad gør Polen, når de ikke kan sælge deres kul?
Hvorfor blev Donald Trump valgt til præsident i USA?
Hvorfor droppede Donald Trump handelsaftaler og bæredygtig omstilling samarbejde med EU?
Hvorfor flygtede folk til EU?
Hvad betyder befolkningstilvækst for fremtidige flygtninge strømme?
Hvad betyder de menneskeskabte klimaforandringer for fremtidige flygtninge strømme?

Ved ikke at forholde sig til de afledte svar og fakta, kan det så betyde, at Ivan Krastev muligvis helt har opgivet tanken om, at undgå en Trump’sk white supremacy verdenskrig?

Brugerbillede for Jan Skovgaard Jensen
Jan Skovgaard Jensen

Venstrefløjen har de samme dumme populistiske følelser som højrepopulistrene.

Den har vi lige hørt fra USA. Valget skal være mellem Clinton den gode og Trump den populistiske. Venstrefløjen, som efter Sanders røg ud, som ikke ville stemme på Clinton var populistisk, kvindefjendsk og trumpske.
.
Som venstrefløj kan man altså godt mene, at når en håndfuld milliardærer ejer det sammen som halvdelen af jordens befolkning er der noget som skal laves om. Eller, når Holland og Luxembourg er de største skattely i verden så skal det indre marked fundamentalt skrives forfra.

Og ja vi er måske nostalgiske. Men det er vel fordi nogle af de redskaber som skal tøjle økonomien, har været politik før. Ja, i mange år. og ved I hvad? De virkede!

Brugerbillede for Jørgen Mathiasen
Jørgen Mathiasen

Er der et eller andet problem i denne strøm, der ikke er nævnt? Der er ganske rigtig kræfter, som trækker i retning af desintegration af EU, men der er samtidigt kræfter i grundlæggerlandene og Spanien, som gør det modsatte. Man må antage, at østeuropæerne holder et godt øje med de utrolige vanskeligheder Brexit volder briterne og den falske ven UK har i den amerikanske præsident, og tager et geopolitisk vue, inden de aktiverer §50.

Brugerbillede for Philip B. Johnsen
Philip B. Johnsen

Hele den vestlige verden, naturligvis inklusiv vores faktaresistente folketing i Danmark, glæder sig tilsyneladende over, at de nu selv producere langt mere olie end Mellemøsten, man tror tilsyneladende, at hvis man ikke taler om de handlingskrævende udfordringer i kølvandet, så eksistere de ikke, hvilket denne artikel og reklame for Ivan Krastev’s bog illustrer.

Det er opskriften på ny krig og nye krigs og klimaflygtninge.

Mellemøsten.
Klimaforandringer og Det Arabiske Forår.
Vesten kan ikke fortsætte samarbejde med vores, Mellemøstens illegitime magthavere meget længere, som Vesten ellers plejer ved, at støtte med våben og millitære alliancer for billig olie, der kun berigede de af os udvalgte illegitime magthavere.

De Mellemøstens illegitime magthavere plejede, at kunne holde deres befolkningerne, af frygten for deres fysiske magt støtte militært af os undertrykte, men uden olie, som Vesten ikke længere vil betale for, ryger magtbalancen og nu kommer klima/krigsflygtninge problemerne, helt op til vores egen hoveddør, for det er kun et spørgsmål om tid før de ikke stoppet flygtningestrømmen længere.

Fra link:
"Ifølge tænketanken Chat-ham House går over en fjerdedel af den saudiske olieproduktion i dag til landets egen energiforsyning, og med en hjemlig olieforbrugsvækst på fem-seks pct. om året er denne andel stigende.
Ironisk nok skyldes det stigende olieforbrug bl.a. det voksende behov for aircondition i et klima, der bliver stadig varmere som følge af verdens fossile energiforbrug."
Link: http://www.information.dk/558198

Europas krigs/klimaflygtninge der nu er ankommet i million antal, kan ikke uden håb handling på klimaforandring udfordringerne vende hjem, problemet er at vandknaphed, ørkendannelser etc. der underminere eksistens grundlaget.

"Ifølge FN vil havstigninger, vandknaphed, ørkendannelser etc. underminere levegrundlaget for millioner af mennesker og skabe omkring 200 millioner klimaflygtninge inden 2050. Allerede i dag findes der såkaldte klimaflygtninge – fra Alaska til Stillehavsøerne.
Link: http://raeson.dk/2015/100-dage-til-cop21-hvor-er-det-sikkerhedspolitiske...

"Nyt studie viser sammenhæng mellem klimaforandringer og Syriens kaos"
Link:https://globalnyt.dk/content/nyt-studie-viser-sammenhaeng-mellem-klimafo...

The Center for American Progress The Arab Spring and Climate Change.
A Climate and Security Correlations Series.

"From 2006 to 2011 up to 60 percent of Syria’s land experienced, in the terms of one expert, the worst long-term drought and most severe set of crop failures since agri- cultural civilizations began in the Fertile Crescent many millennia ago.

According to a special case study from last year’s United Nations’ 2011 Global Assessment Report on Disaster Risk Reduction, of the most vulnerable Syrians dependent on agricultureparticularly in the northeast governorate of Hassakeh (but also in the south) nearly 75 percent suffered total crop failure.
Herders in northeast Syria also lost around 85 percent of their livestock, affecting 1.3 million people.

The human and economic costs of such shortages are enormous. In 2009 the United Nations and the International Federation of Red Cross and Red Crescent Societies reported that more than 800,000 Syrians had lost their entire livelihood as a result of the droughts.

By 2011 the aforementioned Global Assessment Report estimated that the number of Syrians who were left extremely “food insecure” by the droughts sat at about 1 million. The number of people driven into extreme poverty is even worse, with a U.N. report from last year estimating 2 million to 3 million people affected. "
*Link: https://climateandsecurity.org/tag/arab-spring/

Review: Two New Studies on Syria, Drought, Climate Change, Natural Resource Management and the Uprising.
*Link:
Tunisian Constitution Charts A Course To A Climate Resilient Future.
*Link:
Must Listen: RADM Titley Podcast with Acclimatise on Global Climate Security.
*Link:
Spring Thaw: What Role Did Climate Change and Natural Resource Scarcity Play in the Arab Spring?
*Link:
Toronto Star on the Arab Spring and Climate Change.
*Link:
Climate Change and Security in the News: Week (and a Half) in Review.
*Link:

Home page.
https://climateandsecurity.org/

Afrika.
EU kender naturligvis til klimaudviklingen i Afrika, hvor det i store dele af denne verdensdel, i årevis har regnet for meget, regnet for lidt og ikke regnet som det plejer med årstiderne, et mere ustadigt og ustabilt klima er forlængst blevet det nye normale, med mellemliggende lange, lige så uforudsigelige tørkeperioder.

EU kender naturligvis til alt dette samt, at problemerne er endt i uro, vold og krig om resurserne og ’derfor’ flygte mennesker nu på stadigt farligere ruter, en flugt der vil accelerere i takt med udviklingen i de menneskeskabte klimaforandringer forstærkes.

Brugerbillede for Søren Albrektsen
Søren Albrektsen

Det er meget nemt at komme i konspirations-"humør", når 'man' læser endnu en skribent, der lader til at acceptere opløsningen af de internationale konventioner, som for alvor tog form i kølvandet af nogle oplevelser, som ingen ønskede gentaget. Krastev lægger sig på linie med Trump, som netop har trukket sig ud af flygtninge-charteret, som om der ikke til stadighed er et U.N., som fortolker og sammenholder fx menneskerettighederne med, hvad der er globalt, praktisk muligt (dvs. nationalt ! - Krastevs foretrukne fokus-begreb !) - internationale konventioner er netop ikke statiske, men igennem årtier forhandlede og genforhandlede ....
Ud over dét taler Krastev også om "...en populistisk flertals-revolution..." (frit ekstraktet !), hvilket jo ikke er tilfældet - brexit fx, en hastigt gennemført afstemning spundet op omkring fake news om økonomiske gevinster for den jævne britte m.m. Krastev svæver ligesådan (tilsyneladende, da dette indslag slet ikke nævner det) let henover den udbredte korruption, der fortsat styrer store dele af nye EU-landes økonomier, og det gør han formodentlig, fordi de seneste år har afsløret Panama-, Paradis- ++ papirer omkring tax havens indenfor kapitalismens rollemodel-økonomier ...
Men det mest deprimerende ved Krastevs tanker er hans samtidshistoriske udgangspunkt omkring internationale konventioner (her specielt menneskerettighederne), som han betragter som ideologisk hjernespin omkring etik, løsrevet fra 'kroppen'/staterne, som i konstitueringsfasen netop havde oplevet helvede på Jorden. Med sådan et historisk afsæt for hans analyse, gider jeg ikke bladre i hans forsøg på litterært stunt:
»I flygtningekrisen begyndte europæerne at sætte spørgsmålstegn ved, hvilke standarder der gælder for hvem, og diskurserne om menneskerettighederne opløstes langsomt. Her må man også sige, at for eksempel flygtningekonventionen fra 1951 var skabt i en verden, der så anderledes ud. Det var en sammenbrudssituation uden global kommunikation, hvor den store strøm gik fra Østblokken til Vesteuropa. I den ideologiske kamp handlede det om en moralsk forpligtelse, som abstraherede fra statens muligheder,«

Brugerbillede for Touhami Bennour
Touhami Bennour

Philip B. Johnsen. 22.11
Hej philip, jeg vil give dig et link. der går samme vej om det du fortæller om klima opvarmning og "det arabisk forår". Det er skrevet på fransk, men du kan få det oversat hos google.
Articlen hedder: Mahbes, megaprojet En plein desert. Magasinet: Leaders.com.tn
Artklen, der rummer 30.000 kvadrat kilometer( de tre fjerde dele af Danmark) og varer 30 år, vil det rumme byer, landbrug og alt andet. Hvad synes du " efter du har læst det".