Flynns aftale var præcis, hvad Trump havde frygtet

BOSTON – Tidligere sikkerhedsrådgiver Michael Flynns beslutning om at afsløre alt, hvad han ved om præsident Donald Trumps og hans regerings forbindelser til Rusland under valgkampen i 2015-16 og helt frem til slutningen af februar i år, sendte fredag chokbølger gennem Washington, D.C.

Fredag formiddag mødte Flynn, en tidligere hærgeneral, op ved en forbundsdomstol og erklærede sig over for en dommer skyldig i at have løjet om indholdet af to samtaler med Ruslands ambassadør i USA under et forhør med to FBI-agenter i februar.

Flynns beslutning blev taget under pres fra Robert Mueller, Justitsministeriets særlige anklager i undersøgelsen af Trump-kampagnens påståede samarbejde med Putin-styret om at frigive e-mails hacket fra det demokratiske partis landsudvalg i foråret og sommeren 2016. Disse e-mails blev brugt af Trump til at kompromittere hans modstander Hillary Clinton.

Mueller og hans hold satte Flynn i en knibe, han ikke kunne frigøre sig fra. De er i besiddelse af beviser for en række lovovertrædelser, der skulle være begået af Flynn i hans virke som lobbyist for bl.a. Tyrkiets regering samt et russisk softwarefirma og en saudiarabisk koncern.

Efter alt at dømme tilbød Mueller at undlade at rejse sigtelse mod Flynn for disse lovbrud. Den særlige anklager skal også have lovet at skåne Flynns søn for retsforfølgelse. Flynn slap dog ikke for at erklære sig skyldig i mened over for FBI. Det kan straffes med op til 5 års fængsel, men formildende omstændigheder – og i dette tilfælde samarbejde med anklageren – kan nedbringe strafferammen til 6 måneder eller mindre.

Som modydelse har Flynn tilsyneladende forpligtet sig til at plapre løs om alt, hvad han ved om Trumps og hans inderkreds’ forbindelser til Rusland – og måske meget andet, vi intet ved om.

Den generelle opfattelse i juridiske kredse er, at Mueller ikke ville have givet Flynn et så attraktivt tilbud, med mindre der er noget at komme efter. Antageligt har Mueller og hans hold af advokater en nogenlunde klar fornemmelse af, hvad Flynn sidder inde med af oplysninger.

Som organiseret kriminalitet

Den særlige anklager benytter samme arbejdsmetode som statsadvokater, der søger at optrævle organiseret kriminalitet. Man starter med de små fisk og bevæger sig op, indtil man når toppen.

Muellers første bytte var en perifer udenrigspolitisk rådgiver til Trump-kampagnen, George Papadopoulos. Han løj i et forhør med FBI om sine bestræbelser på at få etableret en direkte forbindelse mellem Trump og Putin gennem en suspekt maltesisk professor.

Papadopoulos blev presset til at tale ud og muligvis i hemmelighed optage samtaler med andre implicerede mod at slippe for en lang fængselsstraf.

Samme metode har den særlige anklager prøvet at bruge mod Trumps tidligere kampagnechef Paul Manafort. Det lykkedes imidlertid ikke – i hvert fald ikke indtil videre. Manafort er blevet sigtet for en række lovovertrædelser i forbindelse med hans lobbyvirksomhed for udenlandske stater. Retssagen starter efter nytår.

Michael Flynn er et trin højere op i Trump-kampagnens hierarki. Han blev en nærtstående forsvars- og udenrigspolitisk rådgiver til Trump i februar 2016 og steg i løbet af valgkampen i graderne. Efter valgsejren var han tilmed den første til at blive udnævnt til en stilling i den kommende regering, nemlig som national sikkerhedsrådgiver.

I overgangsperioden fra november 2016 til Trumps tiltrædelse 20. januar i år var Flynn og Trumps svigersøn Jared Kushner den kommende præsidents vigtigste udenrigspolitiske rådgivere. Det er i denne egenskab, at Flynn tog kontakt med den russiske ambassadør Sergej Kisjlak i december.

Ifølge retsdokumenter frigivet i går formiddag fra forbundsdomstolen i Washington, D.C. skal Flynn have anbefalet den russiske gesandt at undlade at reagere på Obama-regeringens udvisning af 35 russiske diplomater som straf for Ruslands indblanding i valgkampen. Beskeden gik videre til Putin, der netop gled af på præsident Obamas træk.

Flynn skal også have opfordret ambassadøren til at undlade at stemme ja til en resolution i FN’s sikkerhedsråd, der fordømte Israels bosættelser i de palæstinensiske områder på Vestbredden. Det afviste Rusland imidlertid. Obama-regeringen undlod at stemme, hvilket betød, at resolutionen blev vedtaget.

Flynns samtaler med Kisjlak blev aflyttet af USA’s National Security Agency og givet videre til FBI og dens chef James Comey. Da sikkerhedsrådgiveren blev forhørt om indholdet af disse samtaler og benægtede indholdet, klappede fælden.

Hvorfor lyve?

Ifølge en obskur lov vedtaget af Kongressen i 1799 har USA kun én regering i overgangsperioden fra valgsejren til indsættelsen af den nye præsident. Det er den siddende regering. Men loven er aldrig blevet taget særligt alvorligt, selv om den normalt følges.

Chancen for, at Flynn, Kushner og selv Trump risikerede retsforfølgelse for at overtræde denne antikverede lov var derfor temmelig lav, tæt på nul. I sig selv er der intet mistænkelig i, at den kommende sikkerhedsrådgiver taler med ambassadører fra andre lande. Det hørte til Flynns opgave.

Et uafklaret spørgsmål har derfor altid været, hvorfor Flynn valgte at lyve overfor FBI om indholdet af sine samtaler med russeren. At noget stikker under underbygges af, at præsident Trump afviste at afskedige Flynn, da han blev underrettet om forhøret med FBI-agenterne. Justitsministeriet og FBI frygtede, at Rusland vidste, at Flynn havde løjet og derfor var sårbar over for afpresning.

Det var først, da det 14 dage senere kom frem i The Washington Post, at Flynn havde ført vicepræsident Mike Pence bag lyset om sine samtaler med ambassadør Kisljak, at Trump gav sig og fyrede sikkerhedsrådgiveren. Hvorfor ventede Trump?

Et andet indicium er Trumps middag med FBI-chef Comey i marts, hvor han udover at kræve personlig loyalitet opfordrede Comey til at droppe sagen mod Flynn. Hvorfor er Trump så bekymret for Flynn? Han virker ligeglad med Manaforts juridiske genvordigheder.

Det er sandsynligt, at Mueller og hans advokater vil benytte Flynn til at nå højere op i hierarkiet. Især Jared Kushner er sårbar. Retsdokumentet fra i går antyder, at det var Kushner, der bemyndigede Flynn til at tale med den russiske ambassadør. Trump har offentligt benægtet, at han gav grønt lys.

Umiddelbart antyder Trump og hans rådgiveres håndtering af denne affære, at de har et eller andet at skjule – at de har iværksat et cover-up. I den slags situationer er det som regel ikke selve handlingen – overtrædelsen af loven fra 1799 – der fælder de involverede, herunder præsidenten. Snarere er det forsøget på at dække over noget kompromitterende og så lyve om det.

Det er derfor ikke så mærkeligt, at præsident Trump sidste sommer kontaktede flere senatorer og opfordrede dem til at droppe to senatsudvalgs undersøgelser, som The New York Times skriver fredag. Ej heller er det overraskende, at Senatet måske allerede i næste uge vil vedtage en lov, der nedlægger forbud mod, at en præsident kan afskedige en særlig anklager.