Analyse
Læsetid: 4 min.

Hariris genkomst er kun en af Saudi-Arabiens mange udenrigspolitiske bommerter

Saudi-Arabiens udenrigspolitik er slået fejl på så at sige alle vigtige parametre fra Libanon over Yemen til samarbejdet mellem Golf-staterne – og nu toner en ny konfliktzone frem: et tættere saudisk samarbejde med Israel på bekostning af palæstinenserne
Libanons premierminister Saad Hariri (i midten) og præsident Michael Aoun (t.h.) under et kabinetsmøde i præsidentpaladset tirsdag. Aoun meddelte i går, at Harari alligevel ikke træder tilbage.

Libanons premierminister Saad Hariri (i midten) og præsident Michael Aoun (t.h.) under et kabinetsmøde i præsidentpaladset tirsdag. Aoun meddelte i går, at Harari alligevel ikke træder tilbage.

AA/ABACA

Udland
6. december 2017

Det lå i kortene, at Saad Hariri ville forblive på posten som Libanons premierminister. Efter lukkede møder i det libanesiske kabinet og med landets præsident, Michel Aoun, meddelte Hariri, at hans uventede tilbagetræden den 4. november er suspenderet.

Han bliver på sin post efter forsikring fra de øvrige medlemmer af samlingsregeringen, der omfatter begge fløje af libanesisk politik, om, at Libanon vil fastholde den hidtidige ikke-indblandings-politik i regionen – med støtte fra det shiitiske parti Hizbollah, der har to ministre i regeringen. Hizbollah er angiveligt gået med til at afvikle de regionale engagementer, som partiets milits har i Syrien, Irak og Yemen.

Nærlæst er der tale om regeringens principielle tilslutning til ’en erklæring’, ikke en handlingsplan. Og ingen venter, at Hizbollah annullerer den aktive støtte til det syriske Bashar-regime, Iraks shiamilitser eller Yemens houthi’er, der støttes af Iran.

Men Hariri havde brug for et figenblad, der kan forklare hans tilbagevenden efter den bratte afgang i en tv-tale fra Saudi-Arabiens hovedstad, hvor han udmalede Hizbollahs rolle som en regional skurk, der pønsede på at slå ham ihjel.

Gennem den månedlange regeringskrise har Hizbollah-chefen, Hassan Nasrallah, faret med lempe. Han har indvilget i at revurdere sit partis regionale rolle – hvilket ikke er det samme som at ændre den – og har med varsom omhu undgået ’skidtsnak’ om den sunnitiske leder, som han givet privat betragter som et skvat.

Således har han neutraliseret den intrige, saudiernes kronprins, Mohammed bin Salman, skabte som – i hvert fald indirekte – manuskriptforfatter til Hariris tv-tale den 4. november, og hvis formål var at drive en kile ned mellem sunnierne og de Iran-støttede shiiter med skabelse af politisk kaos i Beirut.

Uheldig hånd

I det hele taget har den relativt nye saudiske ledelse ikke haft nogen heldig udenrigspolitisk hånd. I 2015 intervenerede den saudiske kronprins Mohammed bin Salman i Yemens borgerkrig med det formål »i løbet af et par måneder« at genindsætte den til havnebyen Aden fordrevne præsident Hadi.

Efter 33 måneder er Hadi i eksil i Saudi-Arabien. Et plot med houthi-oprørernes forbundsfælle, ekspræsident Saleh, som lørdag skiftede til saudi-siden, endte mandag med Salehs henrettelse ved et houthi-kontrolsted.

Endelig er den fysiske blokade, Saudi-Arabien og De Forenede Arabiske Emirater (samt Bahrain og Egypten, der betyder mindre) etablerede i juni mod mini-emiratet Qatar, slået fejl. Blokaden var begrundet med Qatars påståede samarbejde med ’terrorister’ – nemlig Det Muslimske Broderskab, som er forbudt i Saudi-Arabien (og naturligvis i Egypten) – og har ikke virket efter hensigten.

Qatar har udvidet sine handelsforbindelser med Pakistan, Tyrkiet, Oman og Iran, og kursen på emiratets dinar er uforandret. Derimod har blokaden sprængt det indtil da effektive samarbejde i GCC, samarbejdsorganisationen for Golfens seks olieproducerende stater.

Et topmøde denne uge måtte afbrydes en dag før planlagt, da det kom frem, at De Forenede Emirater og Saudi-Arabien har indgået en særaftale om militært og økonomisk samarbejde hen over hovedet på de øvrige – Bahrain, Kuwait, Oman og Qatar.

Israel inde over

Den gennemgående dagsorden for Mohammed bin Salmans udenrigspolitiske excesser er en ambition om at stække Irans indflydelse i den arabiske verden, der de seneste 10-15 år er udvidet til at omfatte Irak, Syrien, Libanon og Yemen, tillige med tålelige relationer til Qatar og Oman.

Den saudiske frygt for Iran har dels fremskyndet den militære samarbejdsaftale med De Forenede Emirater, men nok så vigtigt de stedse mere åbne forbindelser til Israel, der ser Iran som en ’eksistentiel trussel’ mod den jødiske stat. Således optrådte Saudi-Arabiens tidligere efterretningschef og topdiplomat, prins Turki al-Faisal, på samme scene som Efraim Halevy, tidligere chef for Mossad, Israels spiontjeneste.

Prins Turki har også ført samtaler med Tzipi Livni, Israels tidligere udenrigsminister, og den israelske generalstabschef, Gadi Eisenkot, blev for nylig interviewet til det saudiske magasin, Elaph, hvor han påpegede, at Iran truer såvel Israel som Saudi-Arabien. Det er heller ikke nogen hemmelighed i Israel – men kun en officiel hemmelighed i Saudi-Arabien – at de to lande deler efterretninger.

Også Bahrain og De Forenede Emirater har åbnet uofficielle døre til Israel, hvilket har forårsaget, at arabiske kommentatorer advarer mod, at et tættere samarbejde mellem Saudi-Arabien og Israel sker på bekostning af palæstinenserne.

I den sammenhæng minder den palæstinensiske kommentator på al-Jazeera Marwan Bishara om, hvordan det gik Egyptens præsident Anwar Sadat, da han sluttede en kold fred med Israel i 1978. Bisharas pointe er, at uanset regenternes ageren, er den arabiske gades sympati for den palæstinensiske frihedskamp konstant. For som Donald Trump refererede efter sit besøg i Riyadh tilbage i maj, så »herskede, der en virkelig god følelse for Israel«.  

Intern kritik

En anden kritisk vinkel på bin Salman kommer fra den prominente saudiarabiske journalist Jamal Khashoggi, der angriber kronprinsen for svigt på afgørende punkter: Hans fjendtlighed over for Det Muslimske Broderskab, som Khashoggi mener er en legitim arabisk bevægelse.

Han kalder Yemen-politikken og blokaden af Qatar for en »fejl« og opfordrer bin Salman til at »vende tilbage til normale religiøse rødder«. Khashoggi har flere gange været lagt på is i saudisk presse, men har som søn af en kendt våbenhandler undgået videre repressalier, og hans klummer fungerer som signalbøjer for den forbudte dissens i oliemonarkiet.

Men med Khashoggi i den ene ende og Hariri i den anden er det muligt at tage pulsen på Mohammed bin Salmans muligheder for succes. For som kommentatoren Hamid Dabashi skriver på al-Jazeeras hjemmeside, så er hver eneste bommert til Irans fordel.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her