Iran har opnået en succes i regionen, som få troede mulig

Hendes ældste søn er flygtet til Europa, den anden er stadig arbejdsløs to år efter sin dimission, og den yngste har lige fået et deltidsjob.

Husmoderen Tahereh Heydari, 59 år, er ikke tilfreds med levevilkårene i udkanten af Teheran, hvor hun lever med sin mand. Hun mener, at landets ledere er skyld i de stigende priser, inflationen, og arbejdsløsheden blandt unge nyuddannede. Over Skype udtrykker hun ærgrelse over republikkens prioriteter.

»Der bruges alt, alt for mange oliepenge på at føre krig i Mellemøsten i stedet for at skabe arbejdspladser for de unge,« siger Tahereh Heydari, der bærer et løstsiddende tørklæde over hovedet.

De seneste år er Iran gennem alliancer og loyale shiamilitser gået fra sejr til sejr i Mellemøsten. Men landets nyvundne storhed har skabt kritik indadtil og udadtil styrket rivalernes tørst efter at banke iranerne tilbage på plads. Så nu gælder det for Iran om at skabe ro om økonomien, samtidig med at man konsoliderer sin magt i regionen.

Enhver, der har tilbragt tid i Iran de seneste år, vil genkende tonen hos Tahereh Heydari. Det er efterhånden blevet almen skik at klage over tilværelsen, livets vilkår og især over landets udenrigspolitiske aktiviteter. Men iranerne er også et stolt folk, og de vil ikke lade sig intimidere af fremmede.

De seneste måneder har USA’s Trump kaldt Iran »en terroristnation som få andre«, Israels Netanyahu har bombet iranske militærbaser i Syrien, og Saudi-Arabiens unge kronprins Mohammed bin Salman har flere gange erklæret, at Iran skal bekæmpes på egen hjemmebane. Det har fået flere mellemøsteksperter til at tale om truslen for krig mellem Iran og USA og dets allierede.

Selv iranere, som traditionelt har været kritiske over for deres egne ledere, ryster på hovedet over omverdenens igangværende konfliktoptrapning. Over Skype giver Tahereh Heydari udtryk for den samme harme.

»Iran er ikke perfekt, og mange bryder sig ikke om turbanstyret,« siger Heydari sarkastisk om præstestyret.

»Men truslerne fra Trump, Netanyahu, og knægten Mohammed bin Salman er respektløse. Vi har mange problemer herhjemme, men vi er ikke en dysfunktionel nation som nogle af vores naboer. De skal vide, hvem de taler til,« siger husmoderen.

En succeshistorie

The New York Times har ligefrem rapporteret om en nationalistisk bølge, der går over Iran. Presset fra USA, den eskalerende stedfortræderkrig mod Saudi-Arabien og de gentagne israelske bombninger af Irans allierede i Syrien har styrket sammenholdet blandt iranere.

Iraneksperter siger, at iranere, som engang var positivt stemt over for USA og imod de iranske høges antiamerikanisme, nu er ved at indse, at høgene måske havde ret i deres påstand om, at USA ikke er til at stole på.

Mange iranerne har på det seneste udtrykt stolthed over landets institutioner, herunder revolutionsgarden, som har støttet flere militsgrupper i nedkæmpelsen af IS i Syrien og Irak.

Gennem årtier har nogle forsøgt at karakterisere Den Islamiske Republik som en ideologisk rigid stat på vej mod et kollaps. Men ifølge Kevan Harris, Iran-forsker ved University of California og forfatter til den nyudkomne bog A Social Revolution: Politics and The Welfare State in Iran, er den analyse fejlagtig.

»Iran er godt nok ikke et mirakel, men helt klart en succes. Det er et land med utroligt velfungerende institutioner, der klarer massive udfordringer indenrigs og udenrigs«, siger Harris.

Iran har ifølge forskeren overhalet store dele af den tredje verden og især de fleste af deres arabiske naboer. Sundhedssystemet er forbedret betydeligt, iranerne lever længere, analfabetismen er udryddet, flere indskriver sig på universiteterne end nogensinde før, og så er Iran nået langt i atomkraft-forskning.

»Jeg har tilbragt flere år i Iran for at studere landets institutioner. Iran er ikke en såkaldt klientelistisk stat, hvor magthaverne uddeler oliepenge og privilegier til interessegrupper mod til gengæld at få deres politiske støtte. Der er faktisk en stærk vilje fra toppen, der handler om at forbedre landets institutioner og gøre landet til en førende magt i regionen. Langt hen ad vejen er det lykkedes for dem,« siger Kevan Harris.

Iran har gennemlevet en otteårskrig mod Irak i 1980’erne, som sendte økonomien til tælling, og pres og sanktioner fra det internationale samfund, men har alligevel formået at skabe en holdbar stat. Faktisk er Irans succes dét, der har skabt de næste udfordringer for landets videre udvikling, mener Harris.

»Statens opgave bliver nu at skabe en økonomi, der skal absorbere de nyuddannede, håndtere en kommende ældrebyrde og især forvalte de udenrigspolitiske sejre,« forklarer Harris.

Vil udmanøvrere fjenderne

Over de forgangne år har de fleste Iran-observatører især interesseret sig for Irans udenrigspolitiske succes, som har gjort landet om muligt endnu mere upopulært i Riyadh og Tel Aviv og – siden Trump kom til – Washington. Iran har udkonkurreret sine modstandere på flere fronter.

Den iranske revolutionsgarde har gennem sine allierede shiamilitser holdt Assad ved magten i Damaskus, stormet Aleppo, sat en stopper for kurdernes drømme om selvstændighed ved at spille kurderne ud mod hinanden, generobret byer fra IS i Irak og Syrien og støttet den yemenitiske houthi-bevægelse med våben og militærrådgivning i kampen mod Saudi-Arabien.

Bag det hele ligger to udenrigspolitiske mål, siger Afshon Ostovar, Iran-forsker ved Naval Postgraduate School i Californien og forfatter til et anmelderrost værk om revolutionsgarden, Vanguard of the Imam: Religion, Politics and Iran’s Revolutionary Guard.

»Det første mål er at sikre sejrene i regionen ved at fastholde støtten til deres klienter og allierede i Irak, Syrien, Libanon og delvis også Yemen og måske endda opbygge permanente baser i Syrien. Det andet mål går ud på at afskrække fjenderne Saudi-Arabien, Israel og USA og dermed afholde dem fra at angribe Iran eller iranske interesser i regionen,« siger Ostovar.

Revolutionsgardister betegner deres egen strategi som en succes indtil videre. I Syrien sidder Assad fortsat på magten. I Irak er shiamilitserne uundværlige i opretholdelsen af sikkerheden. I Libanon er Hizbollah langsomt ved at genvinde populariteten, som ellers gennem flere år har lidt et knæk med bevægelsens indblanding i Syrien.

I Bahrain går revolutionsgardens taktikker primært ud på sabotage. Og i Yemen holder houthi-bevægelsen stand mod Saudi-Arabien, som i dag er fanget i et kaos, det hverken kan afgøre eller vinde.

»Revolutionsgarden har opnået noget, som ingen troede var muligt. I dag har USA svært ved at konkurrere mod Iran i regionen,« siger Ostovar.

Nu bliver Irans store udfordring at konsolidere den udenrigspolitiske succes og måske endda øge sin indflydelse i regionen.

»Lige nu er det meget svært at se, hvordan Irans skal slås tilbage,« siger Ostovar.

’Ingen appetit på krig’

Mange analyser har fokuseret på muligheden for krig i Mellemøsten, men Afshon Ostovar tror ikke på, at Irans modstandere ønsker at starte en krig. Det er der ingen appetit for i øjeblikket, siger han.

»Til gengæld vil man forsøge at presse iranerne til at opgive deres militære og økonomiske støtte til deres klienter,« siger Ostovar.

Det bliver ikke nemt. I arabiske anti-iranske medier bliver Iran ofte sammenlignet med en fleksibel blæksprutte, der kan håndtere pres fra flere sider. Mange eksperter advarer også om, at Iran vil forsøge at udføre gengældelsesangreb mod sine modstandere via sabotage eller ved at gå efter USA’s allierede i regionen.

Iran har siden 1979 haft en historie for at udføre aktioner i udlandet for at ramme sine fjender. Det er sket i Kuwait, Libanon, Yemen, Irak og Saudi-Arabien. Den seneste aktion fulgte ifølge analytikere i sidste måned, hvor Iran angivelgt sendte en advarsel til USA og Saudi-Arabien ved at sprænge en saudisk olierørledning i Bahrain i luften få kilometer fra den største amerikanske base i Mellemøsten.

Iran har afvist, at landet står bag bombningen, men ifølge analytikere blev angrebet udført af lokale shia-militante med tilknytning til Iran i den shiamuslimske by Buri. Eksperter med indblik i Den Persiske Golf frygter, at iranerne vil udføre lignende gengældelsesangreb, hvis de føler sig tilstrækkeligt presset af modstanderne.

»I golfregionen – den vigtigste oliekilde for verdensøkonomien – er alle olie- og gasinstallationer sårbare overfor sabotage eller militærangreb. Hændelsen i Bahrain bør være et wake-up-call for alle parter om ikke at tage de lave oliepriser for givet,« advarer Simon Henderson, ekspert i energipolitik i Golfen, i en analyse for The Washington Institute.

Information har gennem længere tid haft kontakt til en af de forlængede arme, Iran bruger til at forfølge sin politik i Mellemøsten: sheik Haider Gharrawi, en irakisk militsleder i revolutionsgardens tjeneste. Han er blevet trænet i Iran og Libanon og har kæmpet mod de syriske oprørere i Aleppo, og IS ved Fallujah og andre irakiske byer.

Nu er han i Libanon, hvor han over telefonen forsikrer, at Den Islamiske Modstandsbevægelse (shiamuslimske grupper støttet af Iran) ikke er interesseret i at starte en krig.

»Men hvis vores modstandere affyrer en kugle, er vi i stand til at besvare den med tusinder af kugler. Forskellen på os og vores fjender er, at vi er langt mere fleksible end nogen af dem takket være gardens logistiske kompetencer. Vores modstandere, herunder USA og Israel, skal gennem alle mulige bureaukratiske processer for at starte en krig. Vi rykker bare ud til brændpunktet,« siger sheik Haider Gharrawi fra Beirut.