Jagten på EU’s 22 milliarder kroner til flygtninge i Tyrkiet

Tre milliarder euro eller godt 22 milliarder kroner. Det var beløbet, som EU’s ledere i november 2015 tilbød Tyrkiet for at stoppe de mange flygtninge og migranter, der året igennem havde forsøgt at komme indenfor EU’s mure.

Pengene skulle primært bruges på at få asylsystemet til at fungere i Tyrkiet, således at Grækenland kunne sende syriske flygtninge tilbage til Tyrkiet i stedet for at tilbyde dem asyl. Men det var ikke blot en blankocheck til Tyrkiet for at redde EU, forsikrede blandt andre Danmarks statsminister, Lars Løkke Rasmussen (V):

»Der er ikke bare tale om, at vi afleverer en check på tre milliarder euro. Det er et tilsagn, og så skal det følges ganske tæt det her,« sagde han i 2015.

Her to år senere er det ualmindeligt svært at følge, hvad der er sket med de penge. Gennem tre måneder har vi spurgt et utal af institutioner, embedsmænd og humanitære organisationer i EU og Tyrkiet for at finde svar.

EU oplyser selv, at der er skrevet kontrakter for godt 18,5 milliarder kroner, hvoraf 8,5 milliarder kroner er blevet uddelt. Men dykker man ned i, hvad der mere konkret er sket med eksempelvis de 632 millioner kroner , der er blevet uddelt til internationale ikkestatslige organisationer (ngo’er), begynder det at blive mudret. Dette er historien om vores jagt på pengene fra EU’s flygtningeaftale. 

Pengene forsvinder mellem fingrene 

EU-kommissionen har nedsat en særlig komité, som skal kontrollere de mange projekter, der er givet penge til, The Steering Committee of the Facility for Refugees in Turkey. Men komiteens arbejde holdes hemmeligt for offentligheden. Vi har fået afslag på aktindsigt i, hvem der sidder i den, og vi må heller ikke se mødereferater, der kunne vise, hvordan kontrollen foregår.

Komiteen skriver i sine rapporter, at arbejdet i Tyrkiet går efter planen. Information har også fået tilsendt et kort over, hvilke projekter der er givet penge til, og hvor projekterne befinder sig i Tyrkiet. 

En stor del af pengene skal gå direkte til den tyrkiske stat. Blandt andet har det tyrkiske undervisningsministerium og sundhedsministerium til sammen fået lovning på 4,4 milliarder kroner. Vi har som udenlandske journalister ikke mulighed for at afkræve Tyrkiet svar på, hvordan pengene bliver brugt. Til gengæld forsikrer den danske repræsentant i kontrolkomiteen, at EU følger pengene. Vi må bare ikke se, hvordan de gør det.

En række FN-organisationer har også fået støtte. Og dertil kommer så de i alt 632 millioner kroner, som er blevet uddelt til 14 internationale ngo’er. Det viser sig dog, da Information begynder at undersøge de humanitære organisationer og ngo’er, som har modtaget støtte, at flere tilsyneladende er blevet presset ud af landet af den tyrkiske stat.

En sådan grad af uigennemsigtighed er ikke normalt i EU, mener migrationsekspert Thomas Gammeltoft-Hansen, der er forskningschef ved Raoul Wallenberg Instituttet.

»EU har grundlæggende krav om gennemsigtighed i forvaltningen af alle midler,« siger Thomas Gammeltoft-Hansen.

»Men i forhold til håndtering af migration mere generelt, og især i forhold til samarbejder om grænsekontrol, er EU notorisk uigennemsigtig. Jeg har selv forsøgt at følge pengene for migrationsaftaler med tredjelande, og det forsvinder hurtigt mellem fingrene på én.«

Aftalen med Tyrkiet bliver anset for at være EU’s primære svar på flygtningekrisen, forklarer han. Derfor er der et stort politisk pres for, at aftalen bare skal virke.

Ngo’er presses ud af Tyrkiet

Information har kontaktet flere af de ngo’er, som har modtaget støtte gennem EU-Tyrkiet-aftalen. De fleste vender tilbage, men størstedelen svarer, at de ikke tør udtale sig om deres arbejde i Tyrkiet. Enten fordi, de allerede er blevet presset ud af landet og håber at komme tilbage. Eller fordi de arbejder i landet og frygter, at selv generelle udtalelser kan få konsekvenser.

Tre af de 14 NGO'er har tilsyneladende måttet forlade Tyrkiet. For Mercy Corps og International Medical Corps er det sket efter pres fra myndighederne. Mens årsagen til, at Federation Handicap International har forladt landet er uklar. Tilsammen var det i september registreret, at de havde fået udbetalt 133 millioner kroner i forbindelse med EU-Tyrkiet-aftalen.

Hverken International Medical Corps eller Federation Handicap International vil udtale sig til os, men mediet Foreign Policy beskriver, at de har været nødt til at forlade landet. Til gengæld svarer Mercy Corps, at de på grund af en ’uventet’ tilbagetrækning af deres registrering i Tyrkiet er blevet nødt at stoppe projekterne og tilbageføre de resterende penge til EU.

»EU’s liste er derfor ikke opdateret,« skriver Mercy Corps i mailen.

Dansk Flygtningehjælp har kontrakter med EU for 99 millioner kroner fra aftalen. Men gennem flere uger har Dansk Flygtningehjælp afvist at sætte Information i kontakt med de lokale kontorer i Tyrkiet. De har i stedet henvist til, at EU som donor må svare på, hvordan pengene bliver brugt.

Vi tager afsted til Tyrkiet

Da vi ikke kan komme længere med vores research i Danmark, beslutter vi os for at tage til den Tyrkiske by Gaziantep tæt på den Syriske grænse. Vi kan se på det kort, vi har fået fra EU-komiteen, at der er mange projekter i gang i byen.

I Gaziantep taler vi med flere lokale hjælpearbejdere. De fleste ønsker kun at udtale sig anonymt af frygt for at blive anklaget for landsskadelig virksomhed eller få frataget deres arbejdstilladelser af den tyrkiske stat, der har strammet grebet om ngo’er og menneskerettighedsorganisationer.

Vi taler også med en syrisk familie, som har boet tre år i Gaziantep. Familien klarer sig, fordi den ældste søn på 12 år har arbejdet på en jeansfabrik, siden de kom.

Da vi hilser på drengen er det svært at forstå, at han skulle være så gammel. Han er på størrelse med en dansk seksårig. Det hårde arbejde og underernæring har hæmmet hans vækst.

Til gengæld har hans løn sammen med moderens rengøringsjob lige akkurat været nok til at betale for husleje og mad til fire børn og tre voksne.

»Hjælpen bliver ikke uddelt retfærdigt her. Hver familie burde få et kort, som de kan bruge til at købe mad og tøj med. Men nogle familier har penge, og så skaffer de flere kort. Og så er der ikke nok til alle,« fortæller moren, Faya Anawi. 

Hun er ikke sikker på, hvem der uddeler de elektroniske kort, der ligner almindelige kreditkort, men som kun kan bruges i særlige butikker.

Hun har selv modtaget et kort, men da det holdt op med at virke efter kort tid, vidste hun ikke, hvem hun skulle kontakte for at få det til at virke igen. Kortet er den eneste hjælp, familien har fået i de tre år, de har opholdt sig i Tyrkiet. Deres situation er langt fra enestående, siger Faya Anawi.

Hård statskontrol efter kuppet

For at få pengene ud til flygtningene arbejder de internationalt ngo’er sammen med lokale ngo’er og lokale syrere, så man bedre kan sikre sig, at pengene når de rigtige. Men det samarbejde er de tyrkiske myndigheder ved at umuliggøre.

Det seneste år er flere hjælpearbejdere blevet fængslet, enten fordi de ikke havde de nødvendige arbejdstilladelser, eller fordi den tyrkiske stat har dem mistænkt for landsskadelig virksomhed.

Den tyrkiske kontrol er gået hårdest ud over de syriske flygtninge, der har arbejdet for ngo’erne. De har svært ved at få godkendt og fornyet deres arbejdstilladelser, og i Gaziantep har politiet anholdt folk på både kontorer og de lokale Starbucks, hvis de har arbejdet uden tilladelse.

Det er et stort problem, for syrerne »taler arabisk og har gode kontakter med lokalsamfundet«, fortæller en medarbejder fra en lokal, tyrkisk ngo, som ønsker at udtale sig anonymt.

Eksempelvis blev 19 syriske ansatte hos International Medical Corps sendt i detention i foråret, og organisationen World Vision har fået én medarbejder arresteret, skrev Foreign Policy tidligere på året.

Begge ngo’er står på EU’s liste over modtagere af penge fra EU-Tyrkiet-aftalen. World Vision afviser dog at svare på, hvad der er sket med de knap 44 millioner kroner, som de ifølge EU-listen har skrevet kontrakter for. World Visions registrering udløb i august, men i oktober udtalte de til udviklingsmediet Devex, at de stadig hjælper syriske flygtninge, bare »andre steder fra«.

Folkekirkens Nødhjælp i Danmark har ikke modtaget støtte fra EU-Tyrkiet-aftalen, men har tidligere arbejdet i Tyrkiet, indtil også den blev presset ud i maj. Folkekirkens Nødhjælp ønsker ikke at udtale sig. De kan dog bekræfte, at ni af deres ansatte er blevet tilbageholdt, hvoraf fire syriske nødhjælpsarbejdere er blevet deporteret til Sudan, hvortil syrere kan rejse uden visum.

Opråb til EU – undersøg projekterne

En af de få, som vil udtale sig, er Mohammed på 30 år, der arbejder for den syriske ngo Syrian Smile Makers tæt på Gaziantep.

Fordi ngo’en er lokal, får den ikke støtte af EU. Den er i stedet afhængig af at samarbejde med internationale ngo’er. Syrian Smile Makers arbejder på at få nogle af de næsten 400.000 syriske flygtningebørn i Tyrkiet, som ikke går i skole, tilbage på skolebænken. Men det er ikke nemt.

»Det er blevet sådan, at det tager månedsvis at søge om en arbejdstilladelse, som ofte bliver afvist. Og mens man venter på en arbejdstilladelse, må man vente derhjemme og stoppe alle aktiviteter. Der er kommet en stor frygt for at arbejde på kontoret, for hvis politiet finder dig ved skrivebordet uden tilladelse, bliver du arresteret og sendt i detentionen,« siger han og fortsætter:

»Udlændinge kan tage hjem til deres land, tyrkerne kan tage hjem, mens syrerne får valget mellem Malaysia og Sudan.«

Ifølge Mohammed er situationen uholdbar. Derfor er det afgørende, at samarbejdet mellem EU og de lokale ngo’er bliver bedre.

»EU kunne gøre meget mere for at samarbejde med de lokale ngo’er. Hvorfor tjekker EU for eksempel ikke de projekter, der foregår? De ved kun noget gennem rapporter, de får af de internationale organisationer. De bør kræve, at de lokale får mere støtte, for de lokale er langt mere sårbare.«

Muhammeds udsagn underbygges af medarbejderen fra den tyrkiske ngo, der ønsker at udtale sig anonymt:

»Siden kuppet sidste år har der været en enorm statskontrol med ngo’er, der er blevet meget skrøbelige. Det har været udfordrende at udtrykke sig uden at blive beskyldt for at have politiske eller religiøse motiver. Det påvirker arbejdet. Bare se på de mange organisationer, der er blevet lukket. Og antallet af menneskerettighedsaktivister, der har været fængslet.«

Hun understreger, at det er blevet markant sværere at hjælpe de syriske flygtninge den seneste tid.

»Efter de internationale ngo’er har forladt scenen, er arbejdsbyrden øget drastisk. Før ville man gå til en international organisation med behov om beskyttelse, uddannelse eller sundhed. Men nu er der ofte ingen at gå til. Og så bliver de behov bare ikke mødt.«

Endelig svar fra Dansk Flygtningehjælp

Da vi kommer hjem fra Tyrkiet, kan vi konstatere to ting. Nogle af de ngo’er som har fået penge af EU, er blevet presset ud af Tyrkiet, og flere andre har givet udtryk for, at det er meget svært at gøre deres arbejde ordentligt.

Først efter vores hjemkomst – og efter flere måneders forespørgsler – hører vi fra Dansk Flygtningehjælp. International direktør Rikke Friis forklarer, at det er, fordi Dansk Flygtningehjælp er blevet involveret i en retssag i Tyrkiet.

»Der skete det, som følge af et inspektionsbesøg, at de udskrev en bøde til os, fordi de tyrkiske myndigheder mener, at vi havde ansat syriske flygtninge. Vi siger, nej, der er tale om syriske frivillige. Og dem har vi brug for.«

Men på grund af sagen kan Dansk Flygtningehjælp ikke længere bruge syriske frivillige. Det betyder, at ngo’en ikke kan komme lige så langt ud med hjælpen som tidligere, vurderer Rikke Friis. Hun understreger dog, at de har en god dialog og et godt samarbejde med de tyrkiske myndigheder.

Tavshed fra Danmark og EU

Vi spørger i Statsministeriet, om man i lyset af ngo’ernes problemer med at arbejde i Tyrkiet og EU-komiteens misvisende oplysninger om projekternes status stadig kan tale om den tætte kontrol med pengene, som Lars Løkke Rasmussen lovede. 

Statsministeriet henviser til Udenrigsministeriet, der svarer i en mail:

»Udenrigsministeriet følger arbejdet i flygtningefaciliteten tæt gennem den danske deltagelse i Styringsudvalget (komiteen, red.). Udenrigsministeriet er bekendt med, at der er udfordringer for ngo’ers rammevilkår i Tyrkiet, som kan påvirke flygtningefacilitetens udrulning. EU-Kommissionen er i den henseende ansvarlig for kontakten til de tyrkiske myndigheder og arbejder løbende på at udvirke fremskridt.«

Vi spørger om det samme i EU-Kommissionen. En talsmand forsikrer os om, at man følger processen, pengene og ngo’erne i Tyrkiet meget tæt, og har udviklet en »robust kontrolstrategi«. Komissionen påpeger, at hjælpen nu har nået én million flygtninge ud af de knap tre millioner, der befinder sig i landet.

Hvad Kommissionen ikke vil svare på er, hvorvidt de har kontakt til de ngo’er, der har forladt Tyrkiet, og hvordan den robuste kontrolstrategi hænger sammen med, at Kommissionen udsender misvisende informationer om, hvilke projekter der befinder sig i landet.

Efter vores forespørgsler har EU-Kommissionen opdateret den officielle liste over projekter i Flygtningeaftalen, så ngo’en Mercy Corps nu har modtaget en sjettedel af det oprindelige beløb, og ikke længere står til at have kontrakt på flere. Ifølge vores oplysninger forlod Mercy Corps Tyrkiet i foråret, men stod altså helt frem til oktober i år til at modtage 37 millioner kroner til sit arbejde i landet.

EU’s tilgang bekymrer Mogens Pelt, der er lektor ved Københavns Universitet og forsker i relationerne mellem Grækenland og Tyrkiet. Han kalder lukketheden om pengestrømmene »højst besynderlig«.

»Det lyder som frygt for noget, der kan bringe parterne i problemerne. Det ser ud, som om hensynet til at beholde den politiske løsning intakt med Tyrkiet trumfer hensynet til gennemsigtighed og mulighed for offentlig granskning.«

Også Thomas Gammeltoft-Hansen er bekymret. Hele udgangspunktet for tilbagesendelsesaftalen til Tyrkiet er nemlig, at EU hjælper det tyrkiske asylsystem i gang, forklarer han.

»Det var det, EU-støtten skulle bidrage til. Men ud over, at det er svært at gennemskue, hvorvidt pengene bliver implementeret, er det jo også et helt grundlæggende problem, at ngo’erne har så svært ved at arbejde.«

Faya Anawis navn er blevet ændret af hensyn til hendes sikkerhed.