Læsetid: 2 min.

Kina vil bekæmpe menneskeskabte klimaforandringer med nationalt kvotesystem

Kina sætter sin lid til markedet i sin kamp mod menneskeskabte klimaforandringer. Efter årsskiftet er Kina klar med et nationalt marked for handel med CO2-kvoter
23. december 2017

Osende kinesiske kraftværker kan efter nytår vælge mellem at betale for at svine eller effektivisere og opgradere til ny teknologi, der er bedre for klimaregnskabet. Fra januar er Kina klar med sit første nationale CO2-kvotesystem. Det vil dermed blive verdens største marked for køb og salg af CO2-kvoter.

Det blev fremlagt tirsdag på et pressemøde i Beijing, hvor vicedirektøren for Den Nationale Kommission for Reform og Udvikling, Zhang Yong, fortalte, at det kinesiske Statsråd har godkendt beslutningen om et kvotesystem, der i første omgang begynder med de kinesiske kraftværker for derefter at udvide til andre sektorer med en stor CO2-udledning.

Kina er i dag verdens største udleder af drivhusgasser og tredoblede fra 1999 til 2013 sin CO2-udledning, viser tal fra det europæiske Joint Research Centre. Energisektoren alene står for udledningen af omkring 3,3 milliarder tons CO2.

Etableringen af et nationalt system for handel med CO2-kvoter sker som en del af Kinas grønne omstilling.

Mens Kina for bare fire år siden brugte lige så meget kul som resten af verden tilsammen, og lokale embedsmænd planlagde etableringen af flere kulkraftværker, så har Kina siden skiftet spor og arbejder nu for at sikre, at den fortsat stigende CO2-udledning stagnerer inden 2030. Det har ført til, at Kina i år har annulleret opbygningen af mere end 100 planlagte kulkraftværker.

Gradvis udbygning

Kina har eksperimenteret med kvotehandel siden 2015, men udviklingen af systemet har været diskuteret i et årti. Fem storbyer og to provinser har kørt pilotprogrammer, hvor virksomheder, kraftværker og fabrikker kan handle indbyrdes.

Efter planen vil kinesiske kraftværker landet over med det nye system blive tildelt kvoter, der beregnes ud fra kraftværkets effektivitet. Det betyder, at ineffektive kraftværker bliver straffet, mens kraftværker, der er rydder op og bliver mere effektive, fremover vil kunne udvide produktionen eller sælge kvoter til de mindre effektive kraftværker. Det skriver analytiker i den kinesiske tænketank China National Renewable Energy Centre Kaare Sandholt i Ingeniøren.

De mere præcise regler for allokering af kvoter er endnu ikke offentliggjort, og der findes heller ikke en offentligt tilgængelig plan for, hvordan kvotesystemet i løbet af de næste år vil blive udvidet til i alt otte sektorer: energi, jern og stål, ikke-jernholdige metaller, kemikalier, papir, byggematerialer, petrokemiskindustri og flysektoren, skriver The Guardian.

Ideen med handel med CO2-kvoter blev allerede indskrevet i Kyoto-aftalen i 1997. Dengang blev det af tilhængerne udråbt som klimaets redning – en smart måde at mobilisere markedsmekanismerne til gavn for den grønne omstilling. Men kritikere har også advaret om, at handel med kvoter fører til, at de, der kan, blot betaler sig fra at fortsætte med at svine.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Toke Kåre Wagener
Toke Kåre Wagener anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu