»En meget blandet pose bolsjer uden de store overraskelser.«
Sådan lyder den spontane vurdering fra lederen af den europæiske tænketank European Council on Foreign Relations i Berlin, Josef Janning, da han bliver spurgt til de næste to dages topmøde i det Europæiske Råd.
Her vil EU’s stats- og regeringschefer især fokusere på emnerne europæisk forsvar, sociale spørgsmål, migration og eurozonens udvikling, mens Brexit-spørgsmålet vil udgøre et omstridt emne for sig.
»Hvis vi ser på emner som flygtninge og eurozonens fremtid, kan der næppe træffes nye beslutninger. Her er ikke konsensus, og der er ikke nok stærke aktører, der skubber på i den ene eller anden retning,« siger han og henviser til, at EU ovenikøbet lider under en politisk svækket Merkel og et Tyskland, der er ’beslutningshæmmet’ af den aktuelle regeringskrise.
Danmark og Malta ude
Med denne handlingslammelse på de øvrige områder er vejen i Josef Jannings øjne banet for, at det europæiske forsvarssamarbejde PESCO kommer til at stå i centrum de næste dage. Både fordi det ikke er videre kontroversielt for 25 ud af de tilbageværende 27 EU-lande, og fordi det er grundigt forberedt.
For de to sidste nationer – nemlig Danmark og Malta, som står uden for samarbejdet – ligner det i hans øjne historiske rester af nogle forbehold, som ikke længere giver meget mening på dette område.
Konkret drejer det sig om 17 samarbejdsprojekter, herunder bl.a. logistisk samarbejde, bekæmpelse af cyberkriminalitet og en medicinsk kommando, der kan indsættes i hele verden. Altså ’bløde projekter’, som Josef Janning formulerer det.
»Det langsigtede mål er bl.a. at undgå dobbelte strukturer, inkompatible systemer og unødige udgifter. Men de vedtagne projekter er ikke et sammenhængende program. Det er nærmere en række forskellige byggeklodser, der tilsammen antyder en retning.«
Selvom der er tale om ’lavthængende frugter’, er PESCO et symbolsk vigtigt initiativ, mener Janning.
»Hermed accepterer medlemsstaterne, at der kan, bør og vil foregå et tættere samarbejde på forsvarsområdet inden for EU’s rammer. For bare et par år siden var det omstridt. I dag er det efterhånden kun Danmark, der holder fanen højt med en position, hvor hele forsvarsområdet skal foregå i nationalt eller i NATO-regi,« mener Janning.
»Det er den sidste rest af en vanefunderet position.«
Svenskerne og finnerne med
Et andet afgørende skridt med PESCO er, at EU – oven i den såkaldte EU Battlegroup – kommer til at sidde på materiel og infrastruktur, som er udviklet og finansieret i fællesskab.
»Med de nuværende PESCO-initiativer åbnes døren forsigtigt på klem. Det er sikkert for meget for nogle, f.eks. for Danmark, men for de øvrige 25 lande er det ikke så meget, at de ikke har lyst til at være med. Selv de neutrale østrigere, men også irerne, svenskerne og finnerne er med,« siger Josef Janning.
»De ser, at hvis de her initiativer får succes, så vil det få konsekvenser for budgetterne, for anskaffelsen og for deres egne våbenindustrier. Polakkerne er trods forbehold også med, bl.a. fordi det også medfører mulighed for at nedlægge veto.«
Som svar på skeptiske spørgsmål om et udbygget forsvarssamarbejde ud over PESCO understreger Josef Janning, at der også er gode eksempler på europæisk forsvarssamarbejde – f.eks. mellem den hollandske hærs landstyrker med den tyske forbundshær, hvor der er opbygget »stærk gensidig tillid«, som »har en enorm signalvirkning«.
»Her er et potentiale, der peger fremad for EU. Men det skal understreges, at EU ikke driver denne forsvarsmæssige integration fremad som erstatning for NATO, men som det fælleseuropæiske bidrag til NATO.«
Den spæde succes med PESCO og forsvarssamarbejdet er for længst udarbejdet, og på de næste dages topmøde vil stats- og regeringscheferne blot blåstemple forarbejdet. Alligevel kommer det til at stå i centrum, mener Janning.
»Det er det emne, som har den ringeste nyhedsværdi. Men her kan endelig besluttes noget, og alle vil være enige om, at det er et historisk skridt: at det europæiske forsvarssamarbejde har bevæget sig hurtigere de sidste 12 måneder end i de foregående 12 år.«
Gud ske lov - vi har et forsvarsforbehold. Ideen med forbeholdet var, og er - at dæmme op for at Danmark deltager i at "EU ikke driver denne forsvarsmæssige integration fremad som erstatning for NATO, men som det fælleseuropæiske bidrag til NATO."
Det bliver et NEJ TAK her fra.
Stop oprustningen, og kræv fred og bæredygtig udvikling.
Forsvarsforbeholdet har aldrig været vigtigere end netop nu, hvor udviklingen går i retning vi frygtede - og advarede imod. Stå fast på forbeholdet!
@John Christensen
Var det ikke bedre, at vi bare meldte os ud ?? -
og fik gang i noget samarbejde omkring Vesterhavet med Storbritannien, Norge, Færøerne & Island.
En ny europæisk stormagt på arenaen med militære kapaciteter og en tvivlsom ledelse i spidsen af fredens projekt med potentielle konflikter over for Rusland, England, Tyrkiet og USA. Ikke igen, please
Hvor er det bare sørgeligt at i en tid, hvor der virkeligt er brug for globalt sammenhold for at skabe en holdbar fremtid - at der render vi stadigvæk rundt, som psykopat aber og spilder vores sidste ressourcer på at udvikle ting, hvis eneste formål er at ødelægge fremtiden for en masse.
På den anden side er der et opløftende perspektiv i, at Europa kan frigøre sig fra den politiske dagsorden i Washington.
Det var sku da mere fornuftigt om EU samarbejdede om dets forsvar end at være afhængig af USA via NATO. Så kunne USA og EU samarbejde som lige parter.
I EU´barndom var der også forsøg på at at lave en Europa-hær. Det blev heldigvis ikke til noget. Franskmændene sagde nej, selvom forslaget oprindeligt kom fra dem selv. Der var også problemer med Tyskland, der jo ikke måtte gå i krig igen. Men det er glemt alt sammen.
Mange har i årevis støttet EU som 'fredens projekt', og ligeså mange ser sig nu sultne om efter et nyt krigs projekt. Det undrer mig ikke, for deres argumentation har altid været hul og falsk. De ønskede europæisk magt, gjorde de, ved siden af genopbygning og velfærd, fred og fordragelighed
Danmark anede så fint faren for Europas lyst til endnu en militær magtopbygning, og lod et af forbeholdene være militært i 1993. Godt gået af den danske befolkning.
Har en af grundene til Danmarks militære engagementer været at nogen har forsøgt at "kompensere" for disse forbehold?
Ikke forstået.
OK, hvis det var svært at forstå: Kunne det tænkes at danske regeringer, især under Anders Fogh Rasmussen, var ekstra "aktivistiske", netop fordi Danmark med sine forsvarsforbehold ikke skulle eller kunne koordinere eller lægge ansvaret over på de andre europæiske lande? Politikerne kan da have draget den konklussion at vi da skulle følge USA, som leder af NATO, nærmere, når vi står længere fra hovedparten af europæiske lande. Jeg indrømmer dog blankt at det blot er gætværk.
Efter min mening er EU blevet for stort og komplekst, med for mange modstridende interesser til, at det vil give mening at oprette en militæralliance i EU-regi. Derimod finder jeg Torben Lindegaards forslag interessant: Et samarbejde med Norge, Tyskland, England og Holland omkring Vesterhavet, suppleret af en aftale med svenskerne omkring Øresund.
En aftale omkring Østersøen ville involvere Tyskland, Sverige, Finland Rusland, Polen og de baltiske lande, så det bør vi nok være lidt mere forsigtige med, i hvert fald så længe polakkerne går og pønser på at afskaffe det polske demokrati.
Og så er der Grønland - her kunne vi få en aftale med Canada og måske Island.
Tre alliancer, som forholder sig tre væsensforskellige trusselsbilleder, i stedet for en one-size-fits-all-alliance, som alligevel ikke er en garanti for ret meget andet end USAs status som selvbestaltet international hitman i lommen på våbenmafiaen..
Hov, der faldt en linje ud: Hvordan Grønland skal forsvares bør vi overlade til grønlænderne at afgøre. (Det er derfor jeg kun ser et behov for tre aftaler og ikke fire).
Det kan vel ikke helt udelukkes, men deltagelsen i Irakkrigen 2003 - 09, som var uden de to store EU lande Frankrig og Tyskland, kan ikke være på grund af forbeholdet. Jeg mener at have hørt, at Anders Fogh Rasmussen var særlig ivrig på grund af Danmarks samarbejdspolitik med tyskerne under 2. Verdenskrig.
Forsvarsforbeholdet betyder, at Danmark ikke deltager i EU-ledede militære operationer .
Danmark har i perioden 1993 til 2016 aktiveret forsvarsforbeholdet omkring 26 gange i forbindelse med forskellige sager og aktioner:
http://www.eu.dk/da/spoergsmaal-og-svar-folder/hvor-ofte-har-danmark-akt...
'Forsvarsforbeholdet betyder, at Danmark ikke deltager i EU-ledede militære operationer .
Danmark har i perioden 1993 til 2016 aktiveret forsvarsforbeholdet omkring 26 gange i forbindelse med forskellige sager og aktioner'
Til gengæld har vi logret ivrigt hver gang Uncle Sam kaldte....