Baggrund
Læsetid: 9 min.

Det lå ikke i kortene, at Taiwan skulle blive et demokrati

Taiwan bliver fremhævet som Asiens demokratiske fyrtårn. Befolkningen deltager i politiske protester og engagerer sig i politik. Men under overfladen er det unge demokrati udfordret af magtfulde religiøse gruppers udemokratiske organisationsformer og det manglende juridiske opgør med knap fem årtiers etpartistyre
Spørgsmålet om Taiwans tilknytning til fastlandet fylder alt i den offentlige debat i Taiwan, hvor ønsket om selvstændighed især er udbredt blandt de yngre generationer. Frygten for, at en ny handelsaftale med Folkerepublikken Kina ville give køb på Taiwans uafhængighed samlede i foråret 2014 mere end 100.000 demonstranter til en tre uger lang protest i det centrale Taipei.

Spørgsmålet om Taiwans tilknytning til fastlandet fylder alt i den offentlige debat i Taiwan, hvor ønsket om selvstændighed især er udbredt blandt de yngre generationer. Frygten for, at en ny handelsaftale med Folkerepublikken Kina ville give køb på Taiwans uafhængighed samlede i foråret 2014 mere end 100.000 demonstranter til en tre uger lang protest i det centrale Taipei.

Chris Stowers

Udland
6. december 2017

TAIPEI - På et gadehjørne i et af Taipeis handelsdistrikter står en Falun Gong-tilhænger med en vogn med tv-skærme og plancher, der viser den brutale behandling, som hans fængslede ligesindede lider under på den anden side af Taiwan-strædet i Folkerepublikken Kina, hvor den religiøse bevægelse er forbudt.

Nogle standser op og læser på skiltene, andre passerer forbi. Det er bare en énmandsdemonstration, som vi kender dem fra Danmark. Men i Taiwan er det også et symbol på, at regeringen i Taipei modsat regeringen i Beijing tillader interessegrupper at bruge deres ytringsfrihed til at udtrykke holdninger og tanker, der kan udfordre, oplyse og i det hele taget bidrage til en demokratisk debatkultur.

I sidste uge blev den taiwanske demokratiforkæmper Lee Ming-cheh idømt fem års fængsel for statsundergravende viksomhed ved en domstol i Kinas centrale Hunan-provins. Han skulle angiveligt have delt artikler, bøger og videoer, der kritiserede Kinas politiske system. Dommen bliver set som Beijings seneste tiltag for at presse Taiwan til at acceptere sin tilknytning til fastlandet.

Siden Det Nationalistiske Folkeparti (KMT) tabte borgerkrigen til Kinas Kommunistiske Parti i 1949 og flygtede til Taiwan, har det 180 kilometer brede Taiwan-stræde fungeret som et de facto grænseland mellem Folkerepublikken Kina og Republikken Kina (Taiwan).

Mens Taiwan set fra Beijing er en uadskillelig del af Folkerepublikken Kina, så har Taiwan cementeret sin uafhængighed fra fastlandet med sin egen valuta, eget pas, egen udenrigspolitik og siden 1996 også med et demokratisk politisk system, der adskiller sig fra fastlandet ved at beskytte borgernes basale frihedsrettigheder.

Ungt demokrati

Sammen med en gruppe internationale journalister fra Europa og USA bliver jeg kørt med bus rundt i Taipei på en tur betalt og organiseret af Taiwans udenrigsministerium. I ministerier, ngo’er og tænketanke bliver Taiwans demokratimodel sammen med ytringsfriheden, religionsfriheden og forsamlingsfriheden fremhævet som det, der adskiller Taiwan fra fastlandet.

Efter Taiwan i 1987 afsluttede den militære undtagelsestilstand, der i fire årtier legitimerede KMT’s autoritære styre, er den demokratiske udvikling gået stærkt. Taiwan har gennemført en transition til det, der i dag fremhæves som ’Asiens demokratiske fyrtårn’, og har siden 1996 gennemført syv nationale demokratiske valg med en valgdeltagelse på omkring 65 procent i snit.

Det lå ikke i kortene, at Taiwan skulle være et demokrati. Demokratitilhængere kæmpede i begyndelsen af 1980’erne en hård kamp mod etpartistyret for at presse på for reformer. Deres ønske om demokratisering blev hjulpet på vej af en stor middelklasse og veluddannede unge, der havde læst i udlandet.

Men det var først, da den politiske elite så en fordel i politiske reformer, at der blev åbnet op for gradvise reformer, siger den amerikanske professor i sociologi, Richard Madsen, der blandt andet har forsket i Taiwans politiske udvikling ved University of California i San Diego.

»Årsagen til, at eliten gik med til demokratiske reformer, var, at Taiwan med udsigten til truslen fra Kina strategisk set var afhængig af international opbakning fra demokratiske lande i Europa og USA.«

Modsat andre unge demokratier i Asien som Sydkorea og Myanmar var overgangen fra et autoritært étpartisystem relativt fredelig, og det taiwanske demokrati fremstår i dag stabilt med en stor folkelig opbakning, siger Richard Madsen.

»Man skal huske, at kritikerne før Taiwans demokratiske reformer sagde, at demokrati slet ikke var muligt i et kinesisk land med traditionelle konfucianske værdier. Alligevel viste det sig at være en succes.«

Vores gruppe af internationale journalister bliver kørt videre med bus til den regeringsstøttede Foundation for Democracy, hvor formanden Hsu Szu-chien fortæller om Taiwans kamp for demokratisering.

Da Taiwan i 1980’erne åbnede op for politisk liberalisering og afskaffede den militære undtagelsestilstand i 1987, var debatten om politiske reformer også højlydt på den anden side af strædet. Men mens Kinas Kommunistiske Parti i 1989 satte en stopper for al diskussion om demokratisering med den brutale afslutning på det, der siden er blevet kendt som massakren på Den Himmelske Freds Plads, var reformarbejdet kun lige begyndt i Taiwan.

Dengang var Hsu Szu-chien en ung studerende, der lige som mange andre både fra Taiwan og Fastlands-kina var taget til USA for at studere. Det var herfra, på lang afstand, at han fulgte den tragiske udvikling i Beijing. Han oplevede kinesiske medstuderende i chok, da billederne af de unge demonstranters møde med det kinesiske militærs kampvogne tonede frem på tv-skærmene.

»Jeg er taknemmelig for, at det gik helt anderledes i Taiwan.«

»Vi har en demokratisk regering. Vi betaler skat til den. Vi får velfærdsydelser af den, og vi stemmer på den. Det er en basal del af vores identitet.«

»Taiwan er ikke et skrøbeligt demokrati modsat andre lande i regionen.«

Men også Taiwans fredelige demokratiseringsproces har haft sin pris, mener Hsu Szu-chien og henviser til det manglende retsopgør med 50 års militærstyre og KMT’s hårdhændede politik over for oppositionen og den såkaldte ’hvide terror’, der ramte kritiske ryster og menneskerettighedsforkæmpere. Selv om KMT ikke er i regering i dag, så er det stadig et af de to mest indflydelsesrige partier i taiwansk politik.

»Vi har betalt en pris for den fredelige demokratisering. Mange dokumenter er forsvundet. Nogle (ofre red.) er allerede døde. For dem vil retfærdigheden aldrig ske fyldest.«

Religiøse grupper

Bussen kører til en genbrugsstation ved Neihu uden for Taipei. Her står omkring 20 repræsentanter fra den buddhistiske velgørenhedsorganisation Tzu Chi klar til at modtage os. De har selv kameraer og vil gerne interviewe os om, hvad vi synes om deres arbejde.

Som organisationens frivillige står her på genbrugspladsen i deres ens uniformer med hvide bukser og blå T-shirts er de andet og mere end repræsentanter fra en religiøs velgørenhedsorganisation.

Tzu Chi er også Taiwans største og mest indflydelsesrige civilorganisation, fortæller Richard Madsen, der blandt andet har forsket i organisationens politiske rolle i forbindelse med sin bog Democracy’s Dharma: Religious Renaissance and Political Development in Taiwan.

»På grund af deres størrelse og deres folkelige opbakning, så har de politisk indflydelse. Vi ved, at taiwanske politikere besøger Dharma Master Yen Cheng og spørger hende til råds om moralske spørgsmål i samfundet,« siger Richard Madsen.

Et af organisationens ti bud er, at medlemmerne ikke må engagere sig i politik. Det betyder, at de af princip ikke forholder sig partipolitisk til den offentlige debat i Taiwan – men det betyder ikke, at de ikke har nogen form for politisk indflydelse som Taiwans største ngo, mener Richard Madsen:

»Det er helt tydeligt, at de har politisk indflydelse – bare ikke i partipolitisk forstand.«

»Deres brede indflydelse er også illustreret med deres samarbejde med toppen af Taiwans erhvervsliv,« siger Richard Madsen og henviser til, at organisationen har tiltrukket indflydelsesrige forretningsmænd blandt andet fra computerfirmaet Acer og Tingyi Holding Corporation.

Mens al politisk engagement var bandlyst under militærstyret, så var det muligt for civilbefolkningen at samles i religiøse fællesskaber omkring buddhistiske templer og kristne menigheder.

AJOUR

Kina fængsler taiwansk demokratiforkæmper

  • I sidste uge idømte en kinesisk domstol i Hunan-provinsen den taiwanske demokratiforkæmper Lee Ming-cheh fem års fængsel for at konspirere med en partner på fastlandet om at skabe en »vestlig farverevolution« i Kina ved at uddele artikler, bøger og videoer, der kritiserer Kinas politiske system.

     

  • Den 42-årige Lee Ming-cheh forsvandt pludselig, efter at han rejste til det kinesiske fastland fra Macao i marts. Først i september dukkede han op igen, da han fremsagde en offentlig tilståelse.

     

  • Demokratiforkæmpere i både Taiwan og Hongkong, der frygter Folkerepublikken Kinas øgede politiske magt, har i de seneste måneder demonstreret for Lee Ming-Chehs løsladelse.

     

  • Dommen bliver set som Kinas seneste tiltag for at presse Taiwans Kina-skeptiske leder Tsai Ing-wen til at acceptere Kinas opfattelse af ét-Kina-politikken, der sidestiller det de facto selvstyrende Taiwan med en kinesisk provins.

Religiøse grupper som Tzu Chi voksede frem af det autoritære styres sprækker. Ved at uddele hjælp til fattige og bidrage med genopbygning efter naturkatastrofer sikrede de sig bred folkelig opbakning uden at udfordre partiets magtposition, siger Richard Madsen.

»De tog sig af opgaver, som staten ikke selv var i stand til at varetage, og opnåede faktisk partiets anerkendelse for deres nødhjælpsarbejde,« siger Richard Madsen, der peger på, at Tzu Chi allerede tidligt i sin udvikling blev en vigtig samarbejdspartner for regeringen frem for en politisk udfordring.

Det betyder, at Taiwans religiøse grupper er blandt de bedst organiserede fællesskaber i det taiwanske samfund, mener Fan Yun, som forsker i kønsstudier ved National Taiwan University.

»De religiøse grupper har meget stor indflydelse, men deres organisationsform er ikke demokratisk, og ofte repræsenterer de konservative værdier i samfundet,« siger Fan Yun.

I dag regnes den for Taiwans største ngo, men den begyndte oprindeligt i 1966 på initiativ fra nonnen Dharma Master Cheng Yen, der sammen med en lille gruppe kvinder uddelte almisser fra deres husholdningsbudget til samfundets dårligst stillede. Siden er Szu Chi vokset både nationalt og i resten af verden og har ifølge organisationen selv mere end ti millioner støtter i 94 lande.

Taiwan er ikke det eneste land i regionen, hvor religiøse grupper spiller en vigtig politisk rolle.

Tidligere i år blev den sydkoreanske præsident Park Geun-hye tvunget til at træde tilbage, efter at det kom frem, at hun igennem en årrække ukritisk havde fulgt sin personlige rådgiver, den korruptionstiltalte kultleder Choi Soon-sils råd. Skandalen kom frem, efter at det viste sig, at det var lykkedes Choi at bruge sin politiske indflydelse hos præsidenten til at afpresse Sydkoreas største virksomheder for millioner.

Det er nærliggende, at personer i Tzu Chis øverste ledelse på lignende måde ville kunne bruge deres position til at opnå politisk indflydelse. Især taget i betragtning af organisationens manglende transparens og gode kontakter til både erhvervslivet og den politiske top, mener Richard Madsen:

»Jeg ser det ikke komme lige nu, men der er bestemt en stor risiko for, at noget lignende kunne ske i Taiwan.«

Bussen forlader genbrugspladsen. Vi skal videre i programmet og til frokost med repræsentanter fra Taiwans udenrigsministerium. Her bliver Tzu Chis særlige rolle også fremhævet, men nu for den rolle den spiller for Taiwans udenrigspolitik.

Mens Taiwans diplomatiske kanaler er begrænset af konflikten med Fastlands-kina, så kan Tzu Chi som en nødhjælpsorganisation nå frem til lande, som Taiwan ikke har etableret diplomatiske relationer med, og uddele rissække med påskriften »Love from Taiwan«.

Tzu Chis arbejder når også ovre på den anden side af Taiwan-strædet, hvor den religiøse organisation mod alle odds siden 1991 har bidraget med opbygning af skoler, hospitaler og nødhjælpsarbejde under sloganet om ’at bygge en bro af kærlighed’.

Ingen af de diplomater, vi møder på turen, ønsker at udtale sig om den taiwanske regerings særlige relation til Tzu Chi, men en anonym embedsmand, fortæller, hvorfor en bus fuld af internationale journalister overhovedet skulle besøge Tzu Chis genbrugsplads.

»Tzu Chi gjorde det klart for os, at de gerne vil have noget igen for alt det, de gør for os. Det var derfor, det var med på programmet.«

Selvstændighed

Hvis der er et spørgsmål, som overskygger alt på programmet på denne officielle pressetur, så er det relationen til Beijing. Det er et tema i alle samtaler, alle oplæg og alle de officielle public diplomacy-videoer, som vores gruppe af journalister bliver præsenteret for.

»Spørgsmålet om Taiwans selvstændighed samler alle på tværs af forskellige enkeltsager, men det er ikke en velorganiseret gruppe. De kan ikke blive enige om andet, end at de ikke vil være en del af Kina,« siger Fan Yun, som forsker i kønsstudier ved National Taiwan University.

Jeg har forladt gruppen af journalister, der er kørt videre med bussen ud til Taipeis store turistattraktion Sol og Måne-søen. I stedet har jeg inviteret mig selv på besøg på Fan Yuns kontor.

Udover, at forske i taiwansk feminisme var Fan Yun en af hovedkræfterne bag den såkaldte ’solsikkebevægelse’, der i foråret 2014 samlede over 100.000 demonstranter fra forskellige grupperinger og besatte parlamentet i protest mod KMT’s handelsaftale med Beijing – en aftale, der blev kritiseret for at stille Taiwans økonomi sårbar over for fastlandet og dermed true Taiwans uafhængighed fra Folkerepublikken Kina.

Hun ser store udfordringer for Taiwans demokratibevægelse, som hun mener er et eliteprojekt, der endnu ikke er bredt forankret i befolkningen. Det kræver tid, siger hun.

»Udviklingen er gået meget stærkt. Men vi skal huske, at under den militære undtagelsestilstand var organisering slet ikke mulig. Vi har ikke tradition for en stærk borgerbevægelse,« siger Fan Yun, der dog peger på, at det er ikke noget problem at samle folk om enkeltsager som kampen om øget selvstændighed eller ønske om homovielser.

»Taiwanerne har lært at demonstrere for deres egne rettigheder, men de har ikke lært at organisere sig i demokratiske organisationer.«

Serie

Et demokratisk Kina?

I snart syv årtier har Taiwan-strædet delt Kina i to: Folkerepublikken Kina og Republikken Kina (Taiwan). Mens regeringerne i Taipei og Beijing strides om Taiwans fremtidige skæbne, har østaten bevæget sig mod øgede borgerrettigheder og bliver i dag fremstillet som et demokratisk fyrtårn i Asien, der kan vise en anden vej end det autoritære politiske system i Folkerepublikken Kina. Men der er stadig et stykke vej endnu, og økonomisk og politisk er Taiwans uafhængighed truet af Kinas stigende globale indflydelse. Information er rejst til Taiwan for at se nærmere på den taiwanske samfundsmodel.

Informations rejse til Taiwan er betalt af Taiwans udenrigsministerium

Seneste artikler

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Nej det lå ikke i kortene at Taiwan skulle blive et demokrati....men det blev det.

Når nogen påstår, at Chiang Kai-sheks gamle højborg er et demokratisk fyrtårn, så tror jeg ikke på dem.

Niels Duus Nielsen og Torben K L Jensen anbefalede denne kommentar

Hvis man læser artiklen til ende, så femstår landet nu heller ikke som et fuldt blomstrende demokrati. Hvordan skulle et land, der aldrig har kendt til demokrati, kunne blive det på tredive år?