Baggrund
Læsetid: 5 min.

Langsomt vender livet tilbage til Aleppo

I dag er det et år siden, at oprørsstyrkerne måtte kapitulere til Assad-regimet i det østlige Aleppo, men selv om bydelen stadig er en ruinhob, er indbyggerne så småt ved at genskabe en ny hverdag
Efter opørerne og det syriske regimes kamp om Aleppo, der har betydet utallige bombeangreb mod byen, er flere af dens borgere så småt ved at vende tilbage.

Efter opørerne og det syriske regimes kamp om Aleppo, der har betydet utallige bombeangreb mod byen, er flere af dens borgere så småt ved at vende tilbage.

JOSEPH EID

Udland
15. december 2017

Et år er gået siden Aleppos østlige del blev generobret af det syriske regime efter at have været under de syriske oprøreres kontrol siden 2013. Måned efter måned var bydelen med 50.000 tilbageværende civile indbyggere belejret af Assads styrker.

For et år siden blev de alle evakueret som led i den indgåede aftale om våbenhvile. Godt 10.000 tog til Idleb-provinsen, der grænser op til Tyrkiet, resten til dele af Syrien under regimekontrol. Men Assad-regimets sejr efterlod et Østaleppo i ruiner.

Rokhaya, hendes mand og deres tre børn var blandt de få, der aldrig forlod Aleppo. De boede der under hele belejringen, og de bor der i dag, hvor de er ’befriet’. I den østlige bydel er gaderne ødelagte, affald hober sig stadig op, og stanken af død hænger næsten overalt, fortæller Rokhaya over telefonen i en samtale med Information.

»Kampene var vanvittige i de sidste dage, før byen faldt. Vi troede alle, at vi skulle dø.«

Med trist stemme tilføjer hun: »Vi har levet under oprørernes kontrol, og vi har levet under regimets magt, og ingen af dem har noget at lade den anden høre – de var lige slemme. Det er svært at genoptage vores gamle tilværelse, men vi er nogle familier, der er begyndt at vende tilbage til livet. Vi har ingen bedre steder at tage hen.«

Bagere genåbnet

Den gamle normalitet kommer aldrig tilbage, vurderer hun, men en ny hverdag indfinder sig så småt. Indbyggere siver langsomt tilbage, går i gang med at genopbygge deres hjem, påtager sig diverse småjob, og nogle butikker genåbner. Der er atter gang i bageriernes brødovne.

Under vores samtale kommer elektriciteten tilbage, og pludselig kommer der glæde i Rokhayas stemme, for normalt er der kun strøm i to timer om dagen.

»Under belejringen var elektricitet en drøm,« siger hun.

»Vanskelighederne i vores dagligliv har betyder, at vi har ændret på vores gamle vaner. I alle de år var det ikke muligt for familier at besøge hinanden om natten. Krigen har gjort os til eremitter – stadig går vi helst kun ud for at købe, hvad der er nødvendigt for at spise og drikke.«

Fra byggematerialer til dagligvarer – alt er dyrt i Aleppo. Rokhayas familie behøver 100.000 syriske pund (ca. 1.200 kroner) om måneden for at leve. »Nu er der ikke flere drab eller bombeangreb, ikke flere døde på gaden, men der er stadig uretfærdighed,« siger Rokhaya.

Hun håber, at situationen vil blive bedre snart, i al fald for hendes tre børn, »der ikke har været i skole i fem år«.

Nag over for Vestaleppo

Trods krigen valgte læreren Ahmed Bakri, 59, hans kone Mona, 55, og deres datter Reim, 23, at blive i deres lejlighed i Aleppo. Den ligger dog i den vestlige ende af byen, der hele tiden var under regimekontrol og i dag huser tusindvis af fordrevne fra hele Syrien.

»Situationen er bedre, end den var,« siger Ahmed i telefonen, netop hjemvendt fra den café i hans gade, hvor han plejer at spille kort med sine venner.

»Livet vender langsomt tilbage, efter at regimet genvandt kontrollen med Østaleppo,» tilføjer han med henvisning til den del af byen, som oprørsstyrker holdt frem til 15. december 2016.

Hans kone blander sig i samtalen.

»Navnet ’Aleppo’ er ikke kun synonym med død, men også med overlevelse – alle vi civile, der er her i dag, er overlevere, om vi er fra øst eller vest,« siger hun og henviser til de missiler, som oprørerne beskød det vestlige Aleppo med under krigen.

Mange indbyggere i Østaleppo, der var under regimebelejring, anser dog indbyggerne i den vestlige del af byen for en slags forrædere. Det har Mona svært ved at forstå.

»De forstår ikke, at vi også har følt os som fastlåst her, fordi vi ikke havde andre steder at tage hen,« siger Mona i et beklagende tonefald. »Det betyder ikke, at vi støtter, hvad regimet har gjort.«

Som svar til dem, der bebrejder familier som hendes, at de ikke bakkede op om den væbnede opposition, forklarer hun, at hun ikke syntes, de havde noget valg:

»Vi ønskede ikke at forlade vores hus og bo i en flygtningelejr,« forklarer hun. Vores søn gik over til oppositionskræfterne – for at slippe for at gøre militærtjeneste i Bashar al-Assad-regimets styrker.«

Caféliv blomstrer

Ifølge alle medlemmer af Ahmeds familie savner de ikke noget i det vestlige Aleppo i dag: De har adgang til vand, elektricitet i fire timer om dagen, mad, telefon, skole og universitet. Cafeer og restauranter holder åbent til sent.

»Der er en stor forskel i vores liv, i forhold til det liv vi førte under krigen,« siger Reim, en ung kvinde, der studerer psykologi på Aleppo Universitet: »Der handlede alt om at overleve fra dag til dag. Jeg bruger det meste af min fritid på udendørscafeer med min venner. Livet skal jo gå videre – vi kan ikke blive siddende derhjemme og græde.«

Selv om Syriens borgerkrig raser videre, vender stadig flere tilbage til deres hjem. Hovedparten af de hjemvendte er flygtninge i Tyrkiet. De er gået i gang med at genopbygge deres huse. Mange føler, at de må begynde forfra – at de er på bar bund. En af disse er tandlægen Huda.

Hun flygtede fra Aleppo til Tyrkiet med sin familie i 2014, da hendes hus i det østlige Aleppo kom under angreb. Da de flygtede, troede alle, at de kun skulle være væk i nogle uger, men det blev til tre år. De kom tilbage til Aleppo for otte måneder siden.

»Mange mennesker i vores kvarter blev tvunget til at flygte fra deres hjem af frygt for at blive ramt af bomber fra det syriske og russiske luftvåben,« siger hun over telefonen fra den klinik i Vestaleppo, som hun har lejet til en praksis igennem det sidste halve år.

»Livet er stille og roligt ved at vende tilbage til et tåleligt niveau. Især efter at de basale tjenester igen begynder at blive tilgængelige,« siger hun med henvisning til byens vand- og elforsyning samt infrastruktur.

Interiør ribbet

Huda ønsker ikke at oplyse sit rigtige navn – hun frygter for repressalier fra det syriske regime. Da hun vendte tilbage til Aleppo, kunne hun konstatere, at hendes bolig til alt held var i nogenlunde intakt stand, men alt interiør og møbler var stjålet. Hun har også besøgt sit gamle universitet. Det var vemodigt, fordi hun ikke længere kunne genkende nogen – alle kolleger og professorer fra hendes studietid var flygtet eller dræbt under krigen.

»Aleppo er min skæbne. Jeg flygtede fra min by for fire år siden, men jeg kunne aldrig forlige mig med tanken om at skulle leve andre steder. Nu er jeg bare glad for at være hjemme. Det er her, jeg voksede op, og herfra jeg har alle mine barndomsminder.«

At genetablere en tandlægepraksis var en udfordring. Det var fuldstændig umuligt at opdrive professionelt udstyr og material. Hun var nødt til at entrere med en smugler om at få alle nødvendige remedier fra Tyrket.

»Det kommer til at tage tid, før Aleppo får sin gamle stråleglans tilbage,« siger hun – og tilføjer optimistisk: »Men det skal nok lykkes – vi er her for at genopbygge landet.«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Frede Jørgensen

Super, det er vel snart et lykkeligt land igen, som Danmark.

Gustav Alexander

Spændende artikel. Det er interessant at se utilfredsheden hvormed journalister beskriver Assads sejr. Er det bare mig eller siger man stadig implicit mellem linjerne at en rebel sejr havde været at foretrække? LA times havde en vældig god artikel om de vestlige journalisters generelle disposition til syrien konflikten, der har været præget af amerikansk propaganda fra starten.
http://www.latimes.com/opinion/op-ed/la-oe-abrahms-glaser-isis-assad-201...

Narrativet om krigen har haft en interessant udvikling i vesten. Først var postulaterne: 1). Assad bekæmper ikke islamisk stat, han hjælper dem. 2). Assad anvender kemiske våben (sandt men man ignorerede konsekvent rebellernes brug af selvsamme) 3). Rebellerne er i overvejende grad demokratiske.

Hvor blev selvransagelsen af? Alle de washington-tro journalister i Danmark, England og USA har jo ikke revideret ovenstående perspektiver; der er bare efterhånden faldet mere stilhed over deres postulater (suk, så lad os da kalde det fake news ...), i det man knap kan anklage en hær, der brugte 6 måneder på at rense Syriens østlige ørken for IS samt befri Deir Ezzor, støtter Islamisk Stat.

Det er jo som altid kun den russiske propaganda der står klart i det vestlige synsfelt. Egen propaganda glemmer man uden overhovedet at indrømme sine fejl.