Baggrund
Læsetid: 1 min.

Mays regering har endnu ikke talt handel

Den britiske regering har ikke diskuteret, hvilken type frihandelsaftale den ønsker at forhandle på plads med EU, afslører landets finansminister
Udland
13. december 2017

LONDON – Storbritannien har brokket sig – endda raset – over, at EU nægter at tale handel med landet, før skilsmissen er så godt som på plads. Imidlertid står det nu klart, at den britiske regering langtfra er parat til næste fase af forhandlingerne.

I denne uge afslørede landets finansminister, at der endnu ikke foreligger et forhandlingsmandat at tale med EU ud fra. Ja, faktisk har regeringen slet ikke diskuteret, hvilken type frihandelsaftale og fremtidigt forhold det ønsker sig til EU.

»Regeringskabinettet har haft generelle diskussioner om vores Brexit-forhandlinger, men vi har endnu ikke haft en om det specifikke mandat for en slutposition,« sagde Philip Hammond under en høring i parlamentets finanskomité og tilføjede, at end ikke regeringens underkomiteer har diskuteret spørgsmålet endnu.

Den britiske premierminister, Theresa May, og Brexit-minister, David Davis, har gentagne gange udtalt, at Storbritannien vil forlade EU’s indre marked og toldunion og i stedte ønsker en dyb og omfattende frihandelsaftale med EU, der vil facilitere så »friktionsløs handel som muligt«.

Denne aftale skal være mere omfattende og dyb end den for nylig indgåede frihandelsaftale med Canada, har de også sagt, men endnu har de ikke forklaret, hvad det er, de forestiller sig.

Indrømmelsen kom samme dag, som David Davis over for parlamentets Brexit-komité indrømmede, at regeringen ikke har gennemført en eneste analyse af, hvordan Brexit vil påvirke centrale sektorer i landets økonomi. På spørgsmål fra Labours Hilary Benn om, hvorvidt der var foretaget vurderinger af konsekvenserne for bil-, fly- og finanssektorerne, lød svaret:

»Jeg tror, at svaret vil være nej til alle sammen.«

David Davis sagde ellersi juni til BBC, at »vi har gennemført 50, næsten 60, sektoranalyser«.

At disse alligevel ikke er blevet bestilt og udarbejdet, forklarede David med, at han »ikke er fan af økonomiske modeller, fordi de altid har vist sig at være forkerte«.

Oppositionspartierne reagerede vredt på de to ministres udsagn.

»Dette er værre end en parodi,« sagde Labour-parlamentarikeren Alison McGovern ifølge Huffington Post og beskrev regeringen som »helt ufattelig dysfunktionel«.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her